Jeg var
helt sikkert en af de der unger med jord under neglene, gr
æs p
å kn
æene og uglet h
år. Jeg er f
ødt i 1963 og var barn i en tid, hvor b
ørn skulle g
å ud p
å vejen og lege. Vi legede i vandhuller, sm
åskove og jordhuler. Klatrede i tr
æer, gyngestativer og lygtep
æle,
og bagefter spiste vi h
åndmadder siddende p
å trappestenen - uden at vaske h
ænder f
ørst.
Så kom 1970'erne, hvor alt ligesom var tilladt, hår på benene og alt det der. Jeg
husker mit ungdomsværelse med storblomstret tapet,
ditto sengetøj og gardiner, og meget
kreative bunker på gulvet af LP'er, kasettebånd, dagbøger, træningssko og sportstøj. På væggen tidens obligatoriske sættekasse proppet med småting
fra mit unge liv - så svær at støve af, at jeg nok for det
meste bare sprang den over.
Jeg
voksede op og blev pludselig meget opmærksom på de der små labaner, dem vi ikke kan se
med det blotte øje, bakterierne. De er på mange måder ligesom de bittesmå gnidninger i livet, dem vi vælger
at ignorere, men som en skønne dag risikerer at fylde så meget under gulvtæppet, at de til sidst bliver
den bule der vælter hele læsset.
Jeg tænker over bakterierne, når
jeg er i biografen og en i nærheden nyser. I et fly, hvis
min sidemand ser ud som om, han ikke er helt rask. Når jeg giver nogen hånden for at hilse goddag. Når en forbipasserende hoster uden at holde sig for munden. Når der serveres buffet, og jeg skal dele buffetbestik med alle andre...
Konsekvensen
er, at jeg kan se en hel film, med min rullekrave trukket godt op over næse og mund, og jeg kan åbne døren på et offentligt toilet med min
ene fod...
Jeg tager
hænderne op af lommen, skaber
nye muligheder og tager ansvar. Efter rigtig mange år med et måske alt-for-meget-der-haster-på-min-tallerken-liv, presser bivirkningerne sig på i form af fobier, stress og
angst. Jeg føler mig ind i mellem utilstrækkelig og ikke mindst ansvarlig for snart alt: Det vi glemte, venindens
fyring, det dårligt vejr, ukrudtet mellem
fliserne og ja, selv urolighederne i Syrien er nok også min skyld...
Så er der alle de små ting, som puderne i sofaen.
Jeg kan ikke helt huske, hvornår det begyndte, det sneg sig
nok ind på mig, at en fobi kom forbi.
Jeg lagde mere mærke til puderne i sofaen. Havde det bare bedre, når de stod helt lige og i korrekt farveorden. Og saksen, den
har sin faste plads i en bestemt skuffe. Det er her den bor – ingen andre steder. Alt har en plads, og jeg ved, hvor det
er - og ja, sikkert også hvis du vækker mig midt om natten og spørger.
Jeg ved
godt, det ikke er rationelt, så ind i mellem undlader jeg -
helt bevidst - at rette på puderne, når jeg forlader stuen, eller lader saksen ligge skødesløst på køkkenbordet efter at have brugt
den – bare for at mærke hvor slem konsekvensen egentlig er.....jeg føler mig befriende rebelsk i ca. fem minutter - og så må det også være nok! Jeg lægger hurtigt saksen på plads i skuffen og retter
puderne...puha - det føles dejligt.
Der er
ganske sikkert en sammenhæng mellem mine fobier, behov
for orden og niveauet af indre kaos og stress. Som mange af os, er jeg et
sammensat menneske. På den ene side introvert med
stort behov for alene tid. På den anden udadvendt med lyst
til spændende og inspirerende
relationer, sjov og ballade - en side som desværre
altid puster lidt til mine fobier.
En fobi
er v
ærst, synes jeg, n
år man endnu ikke ved, at det er en fobi. N
år en fobi kommer forbi er det derfor n
ødvendigt, at have familie, n
ære
venner og et
dybt og rummeligt netværk, der empatisk og med glimt
i
øjet, sp
ørger ind til fobien. Ofte kvitterer de med egne fobier (tro
mig der findes de mest utrolige....) og det er lykken, ikke at v
ære den eneste. Det g
ør det lettere at se fobierne
direkte i
øjnene og v
ære
åben og
ærlig om dem. Jeg er den, jeg er, livet er ikke en
popularitetskonkurrence, men det er til geng
æld
ene og alene mit ansvar, at jeg kan fungere godt sammen med andre mennesker med
mine fobier.
Jeg
deltager i mange netværk, hvor vi naturligvis hilser
pænt på hinanden. Sådan en netværks-morgen giver jeg måske hånden til 45 mennesker og umiddelbart efter, sætter vi os til bordet for at spise morgenmad. Det kan jeg
ikke - spise morgenmad - før jeg har været ude at vaske mine hænder
– meget grundigt. I starten var
vi kun to, men ligesom bakterier og trends smitter fobier også, og nu er der efterhånden ved at blive trængsel ved håndvasken.
Ind i
mellem tænker jeg med en ærlig længsel tilbage på de gode gamle 70'ere, tiden hvor alt ligesom var tilladt,
håndmadder på trappestenen med små beskidte hænder - og før den første fobi kom forbi...