Der hvor vi bor...

Man siger, at små fugle skal nå at spise deres egen vægt hver dag. Mine forældre har – så længe jeg kan huske – haft to fodersteder til fuglene i deres have, og de tager den daglige fodring meget alvorligt.
På den ene side af huset er et flot, stort foderbræt – vi kalder det ”Restauranten”. På den anden side af huset er der ganske interimistisk kastet fuglefoder på fliserne, tæt på hækken, så fuglene har en hurtig flugtvej og kan gemme sig, hvis katten kommer forbi. Det er en slags fastfood, så vi kalder den McDonald.

Alle fugle har deres foretrukne måde at spise og bo på – og sådan er det heldigvis også i vores netværk.

I netværket mødes vi på cafe, restaurant – nok nærmest aldrig på McDonald – men til gengæld meget ofte privat hjemme hos en af os. Det gode ved at mødes der hvor vi bor er, at vi hurtigt lærer hinanden at kende. Vores hjem fortæller så meget om, hvem vi er, og det er vigtigt, når vi bygger personlige relationer.

Det er aldrig vigtigt, om vi bor flot, dyrt, elegant eller med nogen bestemt stil – vi glæder os blot over, at blive budt indenfor. Vi lægger måske mærke til små tegn på, om du kan li’ at læse (mange bøger i din reol), om du kan li at lave mad (køkkenmaskiner fremme på bordet), om du holder af tøj og sko (en kæmpe walk in garderobe), om du er dyreven (har måske 7 husdyr og holder høns) eller om du er arbejdsnarkoman (hjemmekontor med visionboard, computer og stakke af papirer). Der hvor vi bor, de ting vi omgiver os med fortæller noget om, hvem vi er – og kendskab til det, giver solid basis for nye, gode relationer.

Jeg har mange fuglekasser i min have og efter en periode med mange ledige fuglekasser, er alt nu pludseligt revet væk, og der er helt udsolgt. Jeg går derfor og overvejer, at sætte endnu flere boliger op til fuglene, da det åbenbart er sælgers marked og efterspørgslen er enorm. På den anden side, har man jo lært lidt af den berømte finanskrise, og vil jo ikke risikere, at overophede markedet, hvis boblen skulle finde på, at briste – tænk på konsekvenserne.

Sidste år, før den store efterspørgsel, blev en tom fuglekasse besat af en hvepsesværm. Vi opfattede dem, som en slags besætter gruppe, der i nattens mulm og mørke havde besat fuglekassen uden ret og lov. Det gav uro i nabolaget, forargelse og skræk. Vi måtte altid gå en stor bue uden om den fuglekasse. Besætterne må have fundet boligen for trang, for uden det store cirkus, var de pludselig væk, og i år er en glad mejse familie flyttet ind. Der hersker atter fred og idyl i nabolaget.

En anden kasse hænger på vores plankeværk – helt efter anvisningerne – og en nydelig mejse familie flyttede ind i dette forår, til stor glæde for os alle. Men naboens kat har desværre opdaget, at den med lidt snilde kan balancere på plankeværket, støtte med den ene pote på taget af fuglekassen, og helt akrobatisk med den anden pote forsøge, at få fat i fugleungerne igennem det lille hul. Jeg tænker fuglene må være rædselsslagne, der er jo nærmest tale om et hjemmerøveri.

Ind i mellem kommer hjælpen fra en meget uventet kant – som i vores netværk - og i dette tilfælde får fuglene hjælp af min store (læs: overvægtige) labrador. Ikke nødvendigvis fordi hun gerne vil hjælpe fuglene – tror jeg – men fordi det er hendes job, at holde kattens territorium fri for andre katte. Uanset årsagen er det da godt, at vi kan hjælpe hinanden.

Solsortene vil ikke bo i typehuse – de foretrækker at bygge selv. Til gengæld er de ret ukritiske mht., hvor de bygger. De skaber et dejligt miljø, hvor som helst. Det kan være i vores rådhusvin, lige under tagrenden ved hoveddøren, hvor der er mest trafik.

Duerne bygger også selv, men er til gengæld meget kritiske mht. hvor de bygger. Der må ikke være andre duepar i samme have – helst. De behøver god plads. Hvis de var med i vores netværk, var de måske landmænd med 100 hektar, langt til nærmeste nabo og højt til himlen.

Flagermus har vi også, fordi vi har en skov i baghaven. De bor i skovens træer og kommer først frem til fest og ballade efter mørkets frembrud. De er hurtige og ville uden tvivl være til, at mødes inde i byen til diverse gå-i-byen-netværk - og de ville ikke gå forgæves hos os.

Uglen bor højt oppe i træerne i vores skov. De er også vågne om natten, men lever i et helt andet tempo end flagermusene. De holder af at fordybe sig. På en måde tror jeg, de ville have stor glæde af vores mange litteratur netværk, og være oppe hele natten for, at læse månedens bog.

Jeg tror fuglene er stolte over deres respektive boliger - selvbyg eller typehus. De seneste kolde vintre har jeg faktisk lagt mærke til, at mange små fugle er rykket sammen i fuglekasserne, sikkert for at holde varmen. Det er en dejlig tanke, at man kan finde ud af at hjælpe hinanden og få det til at fungere. Det minder mig på mange måder om den store hjælp og omsorg, der altid er i vores netværk.

Jeg har selv prøvet det meste, boet i mange lande og i mange boliger, bl.a. lejlighed i Paris, rækkehus og parcelhus i den danske provins, villa villekulla i den svenske skov og nu på landet i en gammel præstegård fra 1864. Hver gang bygger jeg nye netværk, skaber nye relationer og uanset hvor jeg bor, har jeg naturligvis også altid haft plads til en eller flere fuglekasser – og det kan varmt anbefales.