søndag den 1. maj 2011

En, to, tre og så er vi en flok


Det er ikke kun trygt, at være en del af en flok, men også både rart, hyggeligt og sjovt – det giver faktisk livet mening. Men det forpligter også i form af engagement og ansvar.

Selv er jeg med i mere end en flok: Min familie, mine venner, mine kollegaer, vi-kvinder, mine erhvervs netværk og ikke mindst den flok som består af mine to husdyr Garfield (rød, fed hankat) og Ronja (stor, sort labrador) og jeg selv.

Indrømmet, at vi er en ret uhomogen flok – tre forskellige arter endog – men vi er stadig en flok. Jeg tror, de har udråbt mig til flokkens overhoved – måske fordi det er mig der er fodermester – og de følger mig i tykt og tyndt, dag og nat. Vi tre tilbringer rigtig mange timer i hinandens selskab. Jeg er ydmygt taknemmelig for deres hengivenhed og ikke mindst optagelsen i flokken.

Alle i flokken har en opgave. Min vigtigste, i deres øjne, er fodermester. Ronja værner om territoriet og Garfield….nå ja, han kører nok lidt på frihjul, hvis vi skal være ærlige – men han er i det mindste verdensmester i middagslur.
Vi er en velfungerende flok, på trods af art, hårfarve, forskellige kulinariske ønsker og sprog. Vi forstår simpelthen hinanden på et højere plan og ved, at vi kan være forskellige sammen.

Hvorfor gør vi det? Det gør vi måske fordi vi respekterer hinanden. Måske fordi vi forstår, at vi har forskellige behov og ønsker til livet – og vi mødes lige dér hvor vi har noget til fælles, også selv om det på en hel fodboldbane, kun skulle dreje sig om et lillefrimærke. Vi holder af forskelligheden og bruger den konstruktivt.

Vi har heller ikke behov for, at være bedre vidende over for hinanden, men giver plads og accepterer andre veje og måder, at leve og være på. Vi vil gerne hinanden og vi beriger hinandens liv, netop fordi vi er forskellige – vi er en flok med et glimt i øjet – hvilket gør det sjovt og udviklende, at være sammen. Vi ved også, at om 10 år er vi stadig en kat, en hund og et menneske - formålet er ikke, at ændre hinanden.

Vi er slet ikke så forskellige fra et netværk i vi-kvinder – faktisk er det lige præcis sådan du skal deltage i et netværk i vi-kvinder regi.
Dalai Lama har lige besøgt Danmark og han udtrykker det jo meget enkelt: ”Når du skal møde mennesker, skal du altid se dig selv, som den mindste”.

Skab eller find din egen flok i vi-kvinder og få det rart, hyggeligt og sjovt: Opret profil på vi-kvinder.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar