Veninde med Jane Doe?

Jeg husker tydeligt, den dag for 5 år siden, hvor vi kom hjem med vores nye hundehvalp, en lille fræk labrador. Hun fik straks navnet Ronja (røverdatter). Men det jeg husker bedst fra den dag, var alligevel Garfields reaktion (vores røde hankat – meget glad for mad, ja).

Han havde været eneste kæledyr i familien og var bestemt ikke tilfreds med familieforøgelsen. Der er ingen, der kan blive så fornærmet, som en kat – hvis du har en, ved du hvad jeg taler om.
Men Ronja synes til gengæld, at Garfield var helt fantastisk. Hun søgte hans selskab konstant, lagde sig helt tæt på ham og gerne i samme stilling. Når Garfield vaskede sig, gjorde Ronja det også. Når Garfield spiste græs i haven, gjorde Ronja det også. Tiden gik, og efterhånden blev Garfield helt glad for Ronja, som jo nærmest var blevet en klon af ham selv (en hund-kat), fordi hans indflydelse på hende var så stor. I dag er de helt uadskillige, sover sammen, spiser sammen og jager mus sammen. De er blevet verdens bedste venner.

Men så købte vi en robot støvsuger – en fantastisk opfindelse - vi holder meget af ham og kalder ham Robert. Glade kom vi hjem med Robert og satte ham straks i gang med at støvsuge. Han kørte ufortrødent rundt på gulvet, men det faldt ikke i god jord hos hverken Garfield eller Ronja, som kiggede op på mig med et fornærmet det-mener-du-ikke-seriøst-vel blik.

Ingen kunne først li' ham. I lang tid holdt de øje med ham, på afstand. Så snusede de forsigtigt til ham. Så forsøgte de at stå på ham (gratis køretur…) – og et eller andet har Robert gjort rigtigt, for pludselig en dag blev han accepteret, som et fuldgyldigt medlem af familien.

I dag har hverken Garfield eller Ronja det mindste imod, at Robert suser rundt og støvsuger – han kan endda for lov til, at støde af på dem, når han skifter retning.

Det er tilsyneladende sådan, at jo mere Garfield øver sig, jo bedre bliver han til at skabe relationer. Det lå nok ikke lige i kortene, at Ronja og Robert skulle blive Garfields bedste venner, men ikke desto mindre ved en god indstas…

Jeg er faktisk ret imponeret over,hvordan mine dyr kan finde ud af, at skabe et solidt netværk. Især når jeg ser mennesker forsøge, med en anonym profil, uden navn og billede og en virkelig beskeden beskrivelse som: ”Jeg er ny og vil gerne have gode veninder, skriv!”. Hvor stor er mon sandsynligheden for, at nogen vil stoppe op ved den profil og tænke ”Ih hvor interessant, hende må jeg da straks skrive til”? Nej, vel? For hvem vil være veninde med Jane Doe?

Vores Robert var jo heller ikke blevet optaget i flokken, hvis ikke han havde vovet sig ud midt på gulvet og støvsuget på livet løs. Han var synlig, han viste andre hvem han var, og de fik derfor hurtigt øjnene op for hans gode kvaliteter, hans fejl og mangler og helt unikke personlighed (for sådan én har selv en støvsuger) og alle kom derfor til at holde af ham.
Tænk, hvad vi kan lære af en kat, en hund og en støvsuger.

Besøg www.vi-kvinder.dk

Kæpheste og hellige køer

I min familie har kvinderne sat deres gedigne fingeraftryk, hele vejen tilbage til tip- tip- tip'erne.
Ikke forstået på den måde, at de har opfundet hjulet, penicillin, telefonen eller andet, der i den forstand er revolutionerende. Men helt almindelige kvinder - som du og jeg - der med deres kæpheste og hellige køer i den grad har præget familien, mænd, børn og svigerbørn – ja hele slægten i flere generationer. De har ganske ubemærket haft en enorm indflydelse på vores grundlæggende familie værdier.

Kvinderne i min familie var på mange måder besynderlige, så jeg må nok antage, at det er jeg sikkert også? Min farmor gik voldsomt op i, at gardinerne skulle være trukket fra efter kl. 8.00 og i øvrigt hænge pænt – så naboerne ikke skulle tro, at vi var sjuskede mennesker, der lå og sov langt op af formiddagen. Hvert forår tømte hun hele sit hus med 1. sal og kælder for samtlige møbler, for så skulle der gøres forårs rent. Hun havde to store æbletræer i sin have, og jeg kunne hjælpe med at samle æbler i en spand. Jeg fik et par kroner for hver spand jeg samlede, men forsøgte jeg at aflevere en spand uden top, blev jeg ret bestemt sendt tilbage i haven – for med min farmor sprang man ikke over, hvor gærdet var lavest. Min farmor var en rigtig farmor, som jeg elskede og ofte blev passet hos. Mad var ikke min ting – jeg spiste helst så lidt som muligt. Men hos min farmor var det anderledes. Hun lavede simpelthen 16 bittesmå madder af en rundtenom rugbrød og pyntede dem med pålæg, så de lignede en rigtig æggemad, spegepølse, ostemad mv. Da mine forældre hentede mig, kunne jeg så stolt fortælle, at jeg havde spist hele 16 rugbrøds madder til frokost og den gang i 1970 var det altså flot, når man havde spist meget!

Min mormor var til gengæld skide ligeglad med, hvad andre folk tænkte. Hun havde også hus med kælder og stor have, men hendes hus og have passede sig selv – bogstaveligt talt. Hun var intellektuel, meget litterær og skrev og læste hele sit liv. Hun var ikke særlig social og aldrig en rigtig mormor for mig. Men flydende latin, det kunne hun tale, og da jeg fik latin i gymnasiet - ikke af interesse, men fordi det var obligatorisk på nysproglig linje - talte hun straks latin til mig, og guderne må vide hvorfor, jeg forstod jo ikke et ord. Men da jeg flyttede til udlandet som ung, og vi begyndte at skrive sammen, fandt jeg ud af, at der var en anden side til hende - og jeg elskede hende skriftligt.

De havde dog en ting til fælles, min farmor og min mormor, de var 100% garderet til 3. verdens krig. Juleaften blev alt brugt gavepapir indsamlet, strøget og gemt. Knapper fra aflagt tøj blev nøjsomt klippet af og gemt. Alt blev brugt, genbrugt og brugt igen for en sikkerheds skyld og derefter gemt. Min mormor gik måske lidt over gevind og gemte også alle aviser, glas med skruelåg og alt muligt andet, så huset til sidst var spækket til randen. Men hun gjorde jo heller ikke forårs rent.

Jeg er en fusion af disse to kvinder – og mange flere - på godt og ondt. Alle deres kæpheste og hellige køer har jeg på mystisk vis arvet, og de kan stadig dukke op – her længe efter de er døde – i de ting jeg gør og siger. Det er som om, de er kodet ind i min rygmarv. Når det sker, ved jeg, at de lever videre i mig.
Min mormor er altid med ved tastaturet, når jeg skriver. Min farmor er altid med ved spækbrættet, når jeg nu laver 16 små rugbrøds madder til mit barnebarn. Og når jeg gør rent, ved jeg instinktivt, hvornår min farmor synes, det er tilfredsstillende, og det er i hvert tilfælde altid, når min mormor for længst var tilfreds.

Det er sikkert sådan i alle familier - jeg har fx hørt om en mor, der stod i køkkenet og lavede juleskinke. Hun skar det yderste stykke af den af, smurte den med honning osv. hvorefter hun lagde den i gryden. Hendes lille datter, som var med i køkkenet, spurgte nysgerrigt: ”Hvorfor skærer du et stykke af mor?” Moderen vidste egentlig ikke hvorfor, men hun havde lært det af sin mor, så hun bad datteren gå ind i stuen og spørge sin mormor. Da barnebarnet spurgte sin mormor hvorfor, svarede mormoderen, at det vidste hun egentlig ikke, og bad barnebarnet gå op på 1. sal og spørge sin oldemor: ”For det er hende, jeg har lært det af” sagde hun. Oldebarnet løb op af trapperne og spurgte sin oldemor, som svarede: ”Jo, ser du det gjorde jeg, for ellers kunne skinken ikke være i den lille gryde. jeg havde til rådighed den gang”.

Så vi kan jo med rette spørge, om vores umiddelbare handlinger altid er helt rationelle? Eller om det i virkeligheden er levn fra 1800-tallet. som vi bærer rundt på fra vores tipper?

Jeg tænker selv en del over mine egne kæpheste og hellige køer. Jeg er opmærksom på, at også du har dine tippers værdier kodet ind i din rygmarv. og når vi kommunikerer i netværket, er det ikke kun os, der skal forstå hinanden – det er også vores respektive farmor, mormor og alle tipperne med deres evindelige kæpheste og hellige køer.

At være omstillingsparat

En aftenstund lå min mand og jeg i vores seng i soveværelset og læste, da en fugl pludselig fløj hen over hovedet på os. Den lavede et reelt low pass, kun 10 cm over vores hoveder. Vi fik begge et kæmpe chok. Jeg skreg og gemte mig under dynen – hvad var det? Min mand sprang ud af sengen – kun iført underbukser – og løb efter fuglen, fulgte den hastigt ud af soveværelset og ned af trappen til stueetagen. Jeg fulgte tæt efter, på skælvende ben.

Vel nede i stue etagen, fløj fuglen ind i vores 11 meter lange gang, og vi fulgte nu efter i samlet flok min mand, jeg selv og vores hund. Da fuglen nåede enden af gangen, vendte den rundt og fløj direkte mod os. Min mand fik nu bedre øje på den og råbte højt: ”Det er ikke en fugl, det er en FLAGERMUS!” Hvorefter han lavede baglæns hjulspind i vores løse gulvmåtte, mistede fodfæstet, fløj op i luften – og landede med et brag direkte på ryggen. Jeg stod nu dér, højest af os alle tre og flagermusen havde direkte kurs mod mit ansigt. Alt imens jeg skreg i vilden sky for mit liv, flygtede jeg ind igennem en side dør i gangen, til vores vaskerum. Min mand slog alle verdens rekorder, var på benene i et split sekund og løb efter mig ud i vaskerummet - hunden lige efter ham.
Så stod vi der, i underbukser, meget forpustede og skrækslagne. En flagermus! Vi vidste ingen ting om flagermus. Bider de? Har de rabies? Hvis vi åbner døren, vil den så selv flyve ud? Hjælper det, at der er tændt lys i gangen, vil den så søge ud i mørket? Spørgsmålene stod i kø, og vi havde ingen svar.

Vi fandt diverse remedier frem til kampen mod flagermusen – eller, det vaskerummet nu havde at byde på: En spand (skjold), en badminton ketcher (våben) osv. Forskanset efter bedste formåen, lagde vi en slagplan, der gik ud på, at få flagermusen ind i mit hobbyrum, på den anden side af gangen, hvorefter vi ville se, om vi kunne lokke den ud af vinduet.

Iført underbukser og bevæbnet med spand og ketcher gik vi således i krig mod den ubudne gæst. Min mand fortalte senere, at han havde planlagt, i bedste Bjørn Borg stil, at svinge sin ketcher, ramme flagermusen og sende den ud af vinduet, ud i mørket tilbage til skoven. Men realiteten var den, at vel inde i hobbyrummet, sammen med flagermusen, gik han ned i knæ, lukkede øjnene og svingede vildt - og helt uden kontrol - sin ketcher frem og tilbage over sit hoved, mens jeg stod ubehjælpsomt og forsøgte at gemme mig bag spanden og skreg af skræk. Imod alle ods ramte han faktisk flagermusen, som på lidt uelegant vis blev sendt ud af vinduet, tilbage til skoven og ikke er set siden.

Vi havde også en vanvittig forestilling om, at vi kunne slå vores 8.000 m2 store parklignende græsplæne med en lille, almindelig græsslåmaskine. Det gjorde min mand 3 gange: første, eneste og sidste gang. Efter 7 timer stod han pludselig i døren – smurt ind i grønt græs afklip fra top til tå, skuldrene hængende nede ved albuerne og vrissede: ”Nu kører jeg op til maskinstationen og køber en traktor – og jeg vil skide på hvad den koster”.

Det blev livet på landet, på godt og ondt, da vi flyttede ind i vores gamle præstegård fra 1864 omringet af marker og skov, i den Sydsjællandske idyl. Vi har lært meget om dyr, maskiner og ikke mindst om mennesker. Nu er det vores paradis på jord, men måske også kun fordi vi var omstillingsparate, og åbne for helt nye og anderledes måder, at gøre tingene på.

www.vi-kvinder.dk er også altid i forandring – eller i udvikling. Vi bevæger os hele tiden og det betyder, at vi ind i mellem bliver nødt til at bryde vores vaner, møde nye udfordringer og være åbne for noget nyt. Det føles måske i første omgang utrygt og besværligt og ind i mellem også farligt - men det er aldrig kedeligt, og jeg tror sørme, vi vokser af det.

Stjernestunder...

En sommerfugl lander på min arm, sætter sig godt til rette, og bliver trygt siddende. Min voksne søn ringer fra Svendborg, bare for at høre hvordan det går. En tilfældig indforståethed med min mand. Mit barnebarn løber mig i møde, kaster sig om min hals med ordene: ”Mormor, jeg elsker dig”. En sms fra min voksne datter med teksten: ”Hej mor, tak for i går. Jeg fik 12 i International Human Rigts Law”. Grineflip med en god veninde.

Det er stjernestunder. De glimt i livet, som gør den store forskel for mig. De rammer mig spontant, lige i hjertekuglen, midt i et-eller-andet-andet, og jeg er prompte lykkelig.

Det gode ved stjernestunder er, at de kan dukke op på alle mulige tidspunkter, også på de dårlige dage, hvor alting ellers føles dumt og tungt. En stjernestund opstår meget pludseligt ud af ingenting – nærmest på magisk vis.

Det er de små ting, der tæller for mig. Et smil. En sød besked fra en i netværket. Høre græsset gro. Min nabo på 82 år, der kommer forbi med en buket blomster fra hans dejlige have. En sjov bemærkning i køen i Netto. En and der bor med sine ællinger på græsset i en trafikeret rundkørsel - hun tror måske det er en ø? Duften af en hjemmebagt bolle med hybenmarmelade. En hel søndag alene i huset og slet ingen planer. Spise i det fri. Løbetur under åben himmel. Listen er uendelig, men det er altid de små ting, der ophøjer min hverdag på eleganteste vis.

Stjernestunder kan ikke lægges i en skuffe eller sættes på en hylde, og det gør dem efter min mening ekstra værdifulde, og får mig til at huske, at de bedste ting i livet – netop ikke er ting.

Måske kan ingen være lykkelig hele tiden, altid – livet skal nok give os udfordringer – ellers vokser vi måske ikke? Men jeg tror i stigende grad på, at evnen til at spotte de bittesmå stjernestunder midt i det store liv, kan være lykken i sig selv.

Stjernestunder kommer heldigvis helt automatisk, vi skal blot opdage dem. Men jeg tror også på, at vi kan hjælpe dem på vej. Jeg har en mistanke om, at det er noget med at være opmærksom og vide, at ikke alting drejer sig om vores person. Noget med, at være deltagende og dermed øge mulighederne for, at de opstår. Være til stede i nuet. Hvis vi øver os længe nok, kan vi sikkert blive rigtig gode til at fylde hinanden liv med stjernestunder.

Tænk hvis kassedamen i Netto, netop i aften skulle sende dig en kærlig tanke, fordi din sjove bemærkning, skabte en stjernestund for hende tidligere i dag?