At være omstillingsparat

En aftenstund lå min mand og jeg i vores seng i soveværelset og læste, da en fugl pludselig fløj hen over hovedet på os. Den lavede et reelt low pass, kun 10 cm over vores hoveder. Vi fik begge et kæmpe chok. Jeg skreg og gemte mig under dynen – hvad var det? Min mand sprang ud af sengen – kun iført underbukser – og løb efter fuglen, fulgte den hastigt ud af soveværelset og ned af trappen til stueetagen. Jeg fulgte tæt efter, på skælvende ben.

Vel nede i stue etagen, fløj fuglen ind i vores 11 meter lange gang, og vi fulgte nu efter i samlet flok min mand, jeg selv og vores hund. Da fuglen nåede enden af gangen, vendte den rundt og fløj direkte mod os. Min mand fik nu bedre øje på den og råbte højt: ”Det er ikke en fugl, det er en FLAGERMUS!” Hvorefter han lavede baglæns hjulspind i vores løse gulvmåtte, mistede fodfæstet, fløj op i luften – og landede med et brag direkte på ryggen. Jeg stod nu dér, højest af os alle tre og flagermusen havde direkte kurs mod mit ansigt. Alt imens jeg skreg i vilden sky for mit liv, flygtede jeg ind igennem en side dør i gangen, til vores vaskerum. Min mand slog alle verdens rekorder, var på benene i et split sekund og løb efter mig ud i vaskerummet - hunden lige efter ham.
Så stod vi der, i underbukser, meget forpustede og skrækslagne. En flagermus! Vi vidste ingen ting om flagermus. Bider de? Har de rabies? Hvis vi åbner døren, vil den så selv flyve ud? Hjælper det, at der er tændt lys i gangen, vil den så søge ud i mørket? Spørgsmålene stod i kø, og vi havde ingen svar.

Vi fandt diverse remedier frem til kampen mod flagermusen – eller, det vaskerummet nu havde at byde på: En spand (skjold), en badminton ketcher (våben) osv. Forskanset efter bedste formåen, lagde vi en slagplan, der gik ud på, at få flagermusen ind i mit hobbyrum, på den anden side af gangen, hvorefter vi ville se, om vi kunne lokke den ud af vinduet.

Iført underbukser og bevæbnet med spand og ketcher gik vi således i krig mod den ubudne gæst. Min mand fortalte senere, at han havde planlagt, i bedste Bjørn Borg stil, at svinge sin ketcher, ramme flagermusen og sende den ud af vinduet, ud i mørket tilbage til skoven. Men realiteten var den, at vel inde i hobbyrummet, sammen med flagermusen, gik han ned i knæ, lukkede øjnene og svingede vildt - og helt uden kontrol - sin ketcher frem og tilbage over sit hoved, mens jeg stod ubehjælpsomt og forsøgte at gemme mig bag spanden og skreg af skræk. Imod alle ods ramte han faktisk flagermusen, som på lidt uelegant vis blev sendt ud af vinduet, tilbage til skoven og ikke er set siden.

Vi havde også en vanvittig forestilling om, at vi kunne slå vores 8.000 m2 store parklignende græsplæne med en lille, almindelig græsslåmaskine. Det gjorde min mand 3 gange: første, eneste og sidste gang. Efter 7 timer stod han pludselig i døren – smurt ind i grønt græs afklip fra top til tå, skuldrene hængende nede ved albuerne og vrissede: ”Nu kører jeg op til maskinstationen og køber en traktor – og jeg vil skide på hvad den koster”.

Det blev livet på landet, på godt og ondt, da vi flyttede ind i vores gamle præstegård fra 1864 omringet af marker og skov, i den Sydsjællandske idyl. Vi har lært meget om dyr, maskiner og ikke mindst om mennesker. Nu er det vores paradis på jord, men måske også kun fordi vi var omstillingsparate, og åbne for helt nye og anderledes måder, at gøre tingene på.

www.vi-kvinder.dk er også altid i forandring – eller i udvikling. Vi bevæger os hele tiden og det betyder, at vi ind i mellem bliver nødt til at bryde vores vaner, møde nye udfordringer og være åbne for noget nyt. Det føles måske i første omgang utrygt og besværligt og ind i mellem også farligt - men det er aldrig kedeligt, og jeg tror sørme, vi vokser af det.