Kæpheste og hellige køer

I min familie har kvinderne sat deres gedigne fingeraftryk, hele vejen tilbage til tip- tip- tip'erne.
Ikke forstået på den måde, at de har opfundet hjulet, penicillin, telefonen eller andet, der i den forstand er revolutionerende. Men helt almindelige kvinder - som du og jeg - der med deres kæpheste og hellige køer i den grad har præget familien, mænd, børn og svigerbørn – ja hele slægten i flere generationer. De har ganske ubemærket haft en enorm indflydelse på vores grundlæggende familie værdier.

Kvinderne i min familie var på mange måder besynderlige, så jeg må nok antage, at det er jeg sikkert også? Min farmor gik voldsomt op i, at gardinerne skulle være trukket fra efter kl. 8.00 og i øvrigt hænge pænt – så naboerne ikke skulle tro, at vi var sjuskede mennesker, der lå og sov langt op af formiddagen. Hvert forår tømte hun hele sit hus med 1. sal og kælder for samtlige møbler, for så skulle der gøres forårs rent. Hun havde to store æbletræer i sin have, og jeg kunne hjælpe med at samle æbler i en spand. Jeg fik et par kroner for hver spand jeg samlede, men forsøgte jeg at aflevere en spand uden top, blev jeg ret bestemt sendt tilbage i haven – for med min farmor sprang man ikke over, hvor gærdet var lavest. Min farmor var en rigtig farmor, som jeg elskede og ofte blev passet hos. Mad var ikke min ting – jeg spiste helst så lidt som muligt. Men hos min farmor var det anderledes. Hun lavede simpelthen 16 bittesmå madder af en rundtenom rugbrød og pyntede dem med pålæg, så de lignede en rigtig æggemad, spegepølse, ostemad mv. Da mine forældre hentede mig, kunne jeg så stolt fortælle, at jeg havde spist hele 16 rugbrøds madder til frokost og den gang i 1970 var det altså flot, når man havde spist meget!

Min mormor var til gengæld skide ligeglad med, hvad andre folk tænkte. Hun havde også hus med kælder og stor have, men hendes hus og have passede sig selv – bogstaveligt talt. Hun var intellektuel, meget litterær og skrev og læste hele sit liv. Hun var ikke særlig social og aldrig en rigtig mormor for mig. Men flydende latin, det kunne hun tale, og da jeg fik latin i gymnasiet - ikke af interesse, men fordi det var obligatorisk på nysproglig linje - talte hun straks latin til mig, og guderne må vide hvorfor, jeg forstod jo ikke et ord. Men da jeg flyttede til udlandet som ung, og vi begyndte at skrive sammen, fandt jeg ud af, at der var en anden side til hende - og jeg elskede hende skriftligt.

De havde dog en ting til fælles, min farmor og min mormor, de var 100% garderet til 3. verdens krig. Juleaften blev alt brugt gavepapir indsamlet, strøget og gemt. Knapper fra aflagt tøj blev nøjsomt klippet af og gemt. Alt blev brugt, genbrugt og brugt igen for en sikkerheds skyld og derefter gemt. Min mormor gik måske lidt over gevind og gemte også alle aviser, glas med skruelåg og alt muligt andet, så huset til sidst var spækket til randen. Men hun gjorde jo heller ikke forårs rent.

Jeg er en fusion af disse to kvinder – og mange flere - på godt og ondt. Alle deres kæpheste og hellige køer har jeg på mystisk vis arvet, og de kan stadig dukke op – her længe efter de er døde – i de ting jeg gør og siger. Det er som om, de er kodet ind i min rygmarv. Når det sker, ved jeg, at de lever videre i mig.
Min mormor er altid med ved tastaturet, når jeg skriver. Min farmor er altid med ved spækbrættet, når jeg nu laver 16 små rugbrøds madder til mit barnebarn. Og når jeg gør rent, ved jeg instinktivt, hvornår min farmor synes, det er tilfredsstillende, og det er i hvert tilfælde altid, når min mormor for længst var tilfreds.

Det er sikkert sådan i alle familier - jeg har fx hørt om en mor, der stod i køkkenet og lavede juleskinke. Hun skar det yderste stykke af den af, smurte den med honning osv. hvorefter hun lagde den i gryden. Hendes lille datter, som var med i køkkenet, spurgte nysgerrigt: ”Hvorfor skærer du et stykke af mor?” Moderen vidste egentlig ikke hvorfor, men hun havde lært det af sin mor, så hun bad datteren gå ind i stuen og spørge sin mormor. Da barnebarnet spurgte sin mormor hvorfor, svarede mormoderen, at det vidste hun egentlig ikke, og bad barnebarnet gå op på 1. sal og spørge sin oldemor: ”For det er hende, jeg har lært det af” sagde hun. Oldebarnet løb op af trapperne og spurgte sin oldemor, som svarede: ”Jo, ser du det gjorde jeg, for ellers kunne skinken ikke være i den lille gryde. jeg havde til rådighed den gang”.

Så vi kan jo med rette spørge, om vores umiddelbare handlinger altid er helt rationelle? Eller om det i virkeligheden er levn fra 1800-tallet. som vi bærer rundt på fra vores tipper?

Jeg tænker selv en del over mine egne kæpheste og hellige køer. Jeg er opmærksom på, at også du har dine tippers værdier kodet ind i din rygmarv. og når vi kommunikerer i netværket, er det ikke kun os, der skal forstå hinanden – det er også vores respektive farmor, mormor og alle tipperne med deres evindelige kæpheste og hellige køer.