mandag den 8. august 2011

Når idioten får ret...


Den gang i begyndelsen af 1970 hed det vist jogging, og der var ikke ret mange andre familier, der praktiserede det. Måske var det derfor mine brødre helst så, at vi gik lidt stille med dørene? Men min far havde set lyset, og han synes vi skulle være en sund familie.

På vores vej, var vi helt sikkert de eneste der joggede, og jeg så godt naboernes hovedrystende attitude, når min far, tidlig søndag morgen, iført joggingtøj, gummisko og lange bakkenbarter satte sig ind i vores gamle bil, med kone, 3 unger (ikke guds bedste børn i naboernes øjne) og en balstyrisk jagthund, der var klar til at løbe jorden tynd. Naboerne synes tydeligvis, at han var en idiot.
Forholdet til naboerne var allerede belastet, af vores alternative måde, at holde have på – den passede i stort set sig selv. Det var min mor, der var have mennesket, men hun var af den overbevisning, at selv ukrudtet havde ret til liv, og derfor fik det hele lov til at leve og gro, lige der hvor det havde lyst. Visionen var vist nok en engelsk, romantisk have, men mit gæt er, at englænderen nok ville beskrive den som lidt over-the-top, havde han lagt vejen forbi.
Min far ville hellere dø end at blive set i haven med et skuffejern. og havde det været op til ham, var det hele sikkert blevet asfalteret og lavet om til en håndboldbane, så vi kunne motionere endnu mere. Men han valgte sine kampe, og over tid tror jeg egentlig også, at der gik lidt sport i det med naboerne...

Kun lige ud over kantstenen fes vores hund Mulle af bar spænding, så ruderne duggede og alle ombord var ved at dø af iltmangel. Det er i virkeligheden nok det, vi husker bedst fra barndommens famøse jogging udflugter i familiens skød.

Nu gør alle det - ung som gammel. Det hedder dog ikke længere jogging, nu hedder det slet og ret løb og er nærmest religion. Vi løber på vejen, i skoven, i byen, på landet. Vi løber sammen og enkeltvis, med og uden hund ved vores side. Vi løber kort - læste faktisk i et blad, at hvis det er svært at komme i gang, anbefales det, at tage løbetøj på og gå 100 meter end ad gaden, vende om og gå hjem igen! Så kan man jo diskutere, om det er nødvendigt at tage et bad efter den tur? I den anden ende af skalaen løber vi maraton i København, Berlin, Chicago og New York – ja selv på den Kinesiske mur. Selv om tiden vi gennemfører den på debatteres heftigt, så er det alligevel tydeligt, at det i første omgang mest handler om, at gennemføre de 42,195 kilometer. Så er vi stolte, og har et bevis på, at vi lever, og det er formentlig det, det handler om. Sundt kan det vel næppe være?

I dag er jeg bange for, at de få der vælger ikke at løbe, er de nye idioter, som naboerne kigger misbilligende efter. Fordi de ikke gør ligesom alle os andre. ”Hvad? Løber du ikke?” Hører jeg en kvinde udbryde med ublu forundring i stemmen, til en uskyldig mand ved et middagsselskab. Alle lægger resolut bestikket fra sig og vender blikket mod manden. Der bliver helt stille og hans svar afventes med spænding. ”Nej, øh, ikke endnu, men jeg overvejer kraftigt at begynde.” svarer han endelig med en lille, smal stemme.

For et par år siden var min mand på Flyvemedicinsk klinik ved Rigshospitalet til sin årlige, obligatoriske helbredsundersøgelse for piloter. Vi bliver jo ikke yngre og lægen spurgte ham, sandsynligvis blot et rutine spørgsmål: ”Motionerer du?”. Min mand følte et voldsomt forventnings pres og svarede uden at tænke nærmere over det: ”Nej, men det gør min kone.” Som om det skulle mildne det svar, som han intuitivt vidste ikke var politisk korrekt. Lægen mente dog ikke, at det var relevant i den sammenhæng. Siden er min mand blevet en dreven løber og han løber snildt 30 kilometer om ugen.

Men hvad sker der så, når idioten fra 70'erne fik ret? Ja, han har i hvert tilfælde ikke fået hverken oprejsning, kompensation eller sågar et lille ”Du fik sgu alligevel ret” fra de hovedrystende naboer, der stemplede ham som jubel-idioten den gang. Faktisk var han så meget før sin tid, at de fleste formentlig er døde nu.

Eller, som her forleden, da jeg i nyhederne hørte, at idioten der overhaler os andre venstre om, selv om han klart har set skiltet på motorvejen med, at der længere fremme indskrænkes til blot én vejbane og egoistisk maser sig ind foran os andre, når venstre vejbane slutter helt oppe ved afspærringen, faktisk har ret. Jeg gætter lidt beskedent på, at vi er mange, der har råbt bandeord efter den idiot. Men nu har han politiets ord på, at han har ret.

Måske ligger løsningen i, at vi undlader at stemple dem, der skiller sig ud fra flokken som idioter. Måske kan vi være mere åbne overfor muligheden for, at idioten måske har fat i den lange ende og har set lyset eller spottet en trend, længe før alle andre.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

Ingen kommentarer:

Send en kommentar