Hvad hjertet er fuldt af...

Det sker, at man brænder så meget for et emne, at man nærmest ubevidst får drejet enhver samtale ind på det. Da vi var midt i renoveringen af vores gamle præstegård, fik jeg pludselig en overvældende interesse for sådan noget som isolering. I en nærmest midlertidig sindssyge synes jeg, at Rockwools online isoleringsberegninger var dybt fascinerende. Jeg benyttede enhver lejlighed til at tale om det, også til en konfirmation hvor min bordherre var optaget af, at fortælle mig om sit spændende job som revisor og blot forventede et anerkendende nik fra min side, og jeg i stedet lænede mig interesseret ind mod ham og sagde: ”Du som er så god til at regne, hvor mange millimeter isolering har du på dit loft?”

I den periode, lærte jeg meget om hulmursisolering, jordvarme anlæg og termografering. XL Byg kataloget fik en fast plads på mit natbord. Jeg syntes, at det var voldsomt interessant med rentabilitets beregninger på investering i nye vinduer i vores gamle hus, og skuffelsen var da også stor, da det viste sig, at investeringen først ville være tjent hjem efter 100 år. Jeg benyttede i virkeligheden enhver lejlighed til, at tale om det jeg brændte så passioneret for, og hvis en håndværker tilfældigvis, krydsede min vej, måtte jeg slå en sludder af med ham om bærende vægge, tagkonstruktioner, kviste eller sternbræt. Jeg lærte sågar om fjer og not, som jeg ellers tidligere havde troet var en slags Knold og Tot eller Gøg og Gokke.

Jeg surfede en dag på nettet og faldt over teksten: ”Har du fundet din terminsgruppe online?” Jeg forestillede mig naturligvis, at der var tale om realkredit terminer på huse, og jeg blev fluks nysgerrig – men så stod der videre ”Bliv del af netværk her – Vores Børn” - okay, så er der nok tale om fødselsterminer!

Så skete det, på en rigtig god dag – bingo – jeg ramte en, der var samme sted i livet, helt fokuseret på lægter, tagsten og isolering. Det var i forbindelse med en ellers ordinær rutine e-mail til min programmør; bla-bla-bla om stort og småt omkring en opgave og kom afslutningsvis, nærmest i en fodnote til, at nævne vores helt nye tag....ja, fuldstændig ude af sammenhæng, jeg ved det. Men så kom der fluks et svar retur - som havde han kun siddet og ventet på min mail - med en passioneret fortælling om hans nye tag, og vedhæftede billeder af hele renoverings projektet – oh, hvilken fryd, en forbundsfælle.

Over alt lagde jeg mærke til arkitektur, vinduer, kviste og ikke mindst tage. Jeg kunne have været en overordentlig god sælger for et tag firma, når jeg tænker over det, for jeg var helt up to date på sortiment og produktinformationer, og vidste nøjagtig hvor i landet, der lå hele klynger af huse, der kunne trænge til nyt tag. Var det i virkeligheden bare tag fetich?

I kølvandet af en brændende interesse, er der dog en bemærkelsesværdig risiko, eller nærmere et besynderligt fænomen, som jeg har lagt mærke til. Mange mennesker, når de interesserer sig brændende for et emne, kommer på en eller anden måde til at ligne det emne. Lidt på samme måde, som en hund og dens ejer ofte ligner hinanden – du ved, med ens frisurer…

Der er mennesker, der har hjertet fuldt af frimærker, have, motorsport, heste, ord, bolig indretning, design, mode, velgørenhed eller flyvemaskiner – men mere sjældent er måske, at have hjertet fuldt af affaldshåndtering. Sådan en har jeg faktisk mødt, og han kan virkelig ikke sige en sætning uden at ordet container indgår. Mit syn på affaldshåndtering er ikke det samme efter at have mødt ham. Han kan sortere din papirkurv helt ned til mindste papirklemme, og han elsker det. Det er meget inspirerende….. på en mærkelig måde.

Præstegården blev færdig, håndværkerne pakkede deres grej og tog hjem til Kalundborg. Min mand og jeg tog fat på næste projekt; haven. Buske skulle fjernes, stauder plantes og XL byg kataloget på mit natbord blev erstattet af Claus Dalby's bog ”Havedrømme”. Planteskolerne blev mit andet hjem, og vi tilbragte det meste af vores fritid i haven.

Så blev vi inviteret til bryllup, neglene blev renset for jord og havebukserne blev erstattet af festtøj i henhold til dress code: Black tie. Jeg fortalte lystigt min bordherre om høstanemonerne i vores have og de forestående planer om et bed helt i blåt og hvidt med iris, kornblomster og måske skabiose – jeg forventede blot et anerkendende nik fra ham, da han kiggede interesseret på mig, lænede sig ind mod mig og sagde: ”Du som er så god til at huske alle planternes navne, hvor mange millimeter isolering har du på dit loft?”

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg vi-kvinder.dk

Også på Facebook.com/vikvinder

Emma gad, gider du?

Tid er virkelig en mangelvare – også i mit liv. Der er tusind ting jeg gerne vil fordybe mig i. Jeg kan umuligt nå det hele, med mindre jeg kan nøjes med 4 timers søvn om natten – og det kan jeg ikke. Faktisk skal jeg helst have mindst 7 timers søvn, ellers bliver jeg usamarbejdsvillig, og det er ikke rart for nogen. Livet igennem er jeg blevet engageret i diverse råd, nævn, klubber, netværk og foreninger med ansvar og opgaver til følge. Jeg må nærmest sidde på hænderne, og bide mig selv i underlæben, når der er bud efter engagerede mennesker, ellers melder jeg mig straks på banen. Med familie, arbejde, venner, netværk og alle mine interesser, er det helt urimeligt, at døgnet kun har 24 timer.

Jeg tror, at vi er mange, der ville stemme på den politiker, der kunne give os flere timer i døgnet, flere dage i ugen, og flere uger i året. Når vi mennesker er presset på tid, sker der nemlig mærkelige ting. Praktiske opgaver skal pludselig løses hurtigst muligt, så vi begynder at multitaske. Multitasking er i virkeligheden blot et andet ord for, at gøre tingene halvt (altså mindre opmærksomt), og det var lige dér, i det øjeblik, da vi begyndte at multitaske, at tøjtyven flyttede ind hos os.

Tøjtyven har faktisk været på besøg mange gange i årenes løb, især da vi havde tre hjemmeboende børn, men da stjal han dog kun strømper. Altid den ene strømpe, aldrig et par. Vi havde derfor en skuffe med en hel masse enlige strømper, der forgæves ventede på, at deres makker skulle dukke op.

Men nu mistænker vi tøjtyven for, at være flyttet ind hos os, permanent. Samtidig har han fået smag for større tøjstykker som løbeshorts, skjorter og jeans. Der udover har vores tøjtyv særlig præference for min mands tøj. Måske er det størrelsen? Måske er det kvaliteten? Vi ved det ikke, men min mand er i hvert tilfælde hurtig til, at sætte himmel og hav i bevægelse, når tøjtyven har været på spil: ”Luk alle udgange”, ingen forlader huset før bukserne er fundet.

Heldigvis finder vi næsten hver gang, det stjålne tøj et eller andet sted i huset, hvor tøjtyven af ukendte årsager må have gemt det. Puha, så kan vi alle ånde lettet op igen, dørene åbnes og vi fortsætter vores travle liv.

Jeg indrømmer - i al fortrolighed - at jeg i det travle livs sag, måske er gået lidt over gevind med oprydning, sortering og udflugter til genbrugspladsen. Jeg synes simpelthen, at det hele er meget lettere, hvis vi lever et enkelt liv, materialistisk set, med færre ting der skal holdes orden på. Så jeg har gennemgået alle rum, skabe og skuffer, og været på genbrugspladsen med alt det, efter min mening, var overflødigt. Det ved min mand, og jeg kan se i hans ansigt, at jeg ligger på en klar 2. plads over mistænkte – lige efter tøjtyven – for at have stjålet hans jeans. Hans mener, at jeg måske har sorteret hans jeans op i en i en container på genbrugspladsen. Han forestiller sig, at enten tøjtyven eller en mand i et U-land, nu går rundt i hans bedste jeans.

Nej, tøjtyven er bestemt ikke populær hjemme hos os. Men der er én, der er endnu mindre populær, og det er tidstyven.

En anden uheldig konsekvens af travlhed, er nemlig en overbooket kalender. Mandag tror vi optimistisk, at vi har flere timer til rådighed, end ugen faktisk indeholder. Aftalerne akkumuleres, nogle aftaler rykkes derfor frem. Først en enkelt dag frem til tirsdag. Så to dage frem til torsdag. Når søndag oprinder, ligger der en meget lang liste af aftaler og gøremål, som nødvendigvis må skubbes til ugen efter, fordi vi løb tør for tid. Tidstyven er så den, der ikke får styr på sin planlægning, optimistisk lover sig væk til flere end hun kan nå – og glemmer at møde op.

På den anden side af en aftale er der nemlig et, eller flere mennesker, der også mangler tid. Hvis du aldrig har prøvet, at blive brændt af, er du heldig. Men hvis du har, ved du også hvilken nedtur det er, at vente på en, der ikke dukker op. Tidstyven er måske den værste af alle tyve.

Emma Gad følte det nødvendigt, at skrive en bog om takt og tone i 1918. I sit forord skrev hun: ”Det har været mig saa magtpaaliggende at faa nedskrevet disse grundlæggende Raad for vor Omgangstone, at de er faldet mig i Pennen, før jeg tog fat det, hvor jeg rettelig skulde begynde, nemlig med at sige, at al virkelig god Opførsel kommer indefra, udspringer naturligt fra det Sind, som er aabent for Velvilje, Forstaaelse og Medynk med Andre.” (Citat fra Emma Gad, Takt og Tone, 1918)

Emma Gad skrev også om afbud i sin bog, at det kun kunne anvendes ved sygdom eller pludselig sorg. Sjovt nok nævner hun slet ikke udeblivelse som en mulighed – sikkert fordi det var helt uhørt, at tilmelde sig noget, for at udeblive. Det gælder vel også i dag?

Tøjtyven kan vi lære at leve med, det er trods alt kun tøj, og min mand har faktisk andre jeans i sit skab, men tidstyven er virkelig ugleset – netop fordi tid er en mangelvare. Tidstyven kan have nok så mange undskyldninger, til syvende og sidst handler det vel om respekt for andres tid.

Emma gad, i 1918, at gøre sig umage for at styrke sine socialkompetencer – gider du i 2011?

PS: Jeg tror altså helt sikkert, at det er tøjtyven der går rundt i min mands jeans…

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg også vi-kvinder.dk

Eller mød os på Facebook.com/vikvinder