5 minutter i jul...

Min svenske venindes far var typen, der altid købte det træ ingen andre ville have - han synes, det var synd for det og forbarmede sig. Det var min veninde faktisk ikke ret imponeret af som barn, men endnu mindre imponeret er hun dog af, at hendes mand øjensynligt har overtaget tilbøjeligheden, og altid kommer hjem med et forkølet eksemplar af et juletræ. Jeg synes nu, det er en sympatisk skik, som jeg næsten ikke kan stå for.

Dog er træet julens hovedperson hos os, og min mand drager derfor hvert år ud i landskabet for at vælge vores juletræ. Vel hjemme igen, viser han stolt det flotte juletræ frem foran vinduet, mens jeg står der inde i varmen, bag ruden, og giver ham thumbs up og et anerkendende smil.  Det er en af de traditioner, der har listet sig ind på os, og nu ikke kan ændres.

En anden er, at jeg den 23. december pynter træet sammen med børn og børnebørn. Kræmmerhuse fyldes omhyggeligt med slik, og de mindste sørger for pynt på de nederste grene, mens de største sørger for de øverste. Træet bliver på den måde et unikt og spændende produkt af familiens samlede indsats, og vi betragter det bagefter stolte, fra vores pladser ved langbordet, hvor vi spiser risengrød og drikker et glas hvidtøl.

Ja, julen banker igen på døren, og jeg synes ellers, at det var 5 minutter siden, jeg pakkede den sidste julekugle forsvarligt ind i silkepapir og gemte den væk i skabet. Er der noget om, at der bliver kortere mellem julene? Måske, men i dag lignede krummerne på min tallerken, efter morgenbollen, en stjernehimmel, og så ved jeg, at julestemningen atter har lykkes at finde mig, og jeg åbner med glæde kasserne med julegrej og skøn mystik.

Kalenderlyset, som vi har købt til spisebordet hvert år, var i virkeligheden et jule-stress-lys i forklædning, fordi det bare ikke ville brænde ned til dagens dato. Så for tre år siden købte vi et kalenderlys uden tal og i stedet med teksten fra Peters jul. Det brænder lige så langsomt, og efter tre år er vi kun nået til "....men jeg kan dog høre, - tys! I morges var det julelys og røde bånd og svesker." Men det stresser til gengæld slet ikke, for Peters jul kan kun blive alt for hurtigt færdig.

Gensynet med gammelt julepynt er altid en glæde. Min farmors gamle klokke med julemusik-out-of-tune pga. alderdom, oldemors gamle julenisse, der kun nødtørftigt hænger sammen og har fast plads under juletræet, og ikke mindst juletræs pyntet, som børnene husker fra de var helt små. Et år var jeg faktisk lige ved at blive fristet til en såkaldt designer jul, men hvor smuk sådan en end er, er det er bare ikke jul hos os, med mindre det autentiske, gamle, let krøllede men magiske julepynt er med til at sætte stemningen.

Vi holder jul på vores gamle præstegård for hele familien, som er en dejlig broget flok fra 1 til 84 år - hund og kat er naturligvis også med. Det er en af julens lyksaligheder, at vi er så mange, at ingen ser, hvis der mangler en, når julemanden kommer hen over gårdspladsen med sin jule sæk. Men bagsiden af medaljen er dog, at heller ingen ser, når vores hund, Ronja, snuser sig frem - som en anden narko hund - til chokolade, vingummi og andet spiseligt i gæsternes bagage, og bagefter - gerne midt i julefreden - ganske ugenert kaster det hele op igen - på gulvtæppet (....aldrig på gulvet hvor det ville være alt for let at vaske). Det er bestemt ikke sjovt i situationen, men hvor utroligt det end lyder, bliver vi glade for det i længden. For når det kommer på afstand, bliver det pludseligt underholdende, og de jule hvor noget gik "galt", er faktisk dem vi holder mest af, tænker tilbage på og taler om.

Et år skulle julemanden bag om huset, ad en lille flisebelagt sti. Det havde sneet, men sneen var først tøet og siden frosset til is, så der var spejlblankt, da julemanden kom løbende. To skridt inde på stien, skred han på isen, fløj op i luften og landede med et brag på ryggen. Da han dukkede op ved vores havedør, stod hele familien forventningsfulde klar og ventede på en noget forsinket julemand, der ankom med skæve briller, vådt skæg og hold i ryggen. Næste morgen lå der en besked på vores telefonsvarer: "Det er fuc.... Julemanden. Jeg er på vej, men bliver lidt forsinket, fordi jeg lige har taget en ordentlig røvtur på jeres sti. Næste år kaster I fan..... salt på den sti, ellers kommer jeg slet ikke!"

Vi er nabo til kirken, så vi gør alt, hvad vi kan for at nå julegudstjenesten. Når vi skal ud af døren, foregår det i ægte når-familien-skal-på-skovtur stil; stor forvirring med frakker, halstørklæder og huer, og en der leder efter sine handsker af skind, hvorefter en ældre, der ikke hører så godt siger: "Hvad siger I, er der en der har sluppet en vind?". På faldrebet er der bemærkelsesværdigt mange mænd i familien, der melder sig frivilligt - og uopfordret - til at blive hjemme og passe på ænderne i ovnene. Ikke at ænderne ligefrem behøver babysitter, men mændene insisterer, med en alvorlig rynke i panden, på at gøre os denne tjeneste.

Tilbage fra kirken er det tid til Peters jul, som læses højt ved pejsen i stuen. Lille som stor sidder vi side om side og lytter intenst med katten på skød og hunden ved fod - det er min yndlingsstund og en sjældenhed i vores store familie, hvor vi alle sammen ellers taler ofte og meget - og gerne samtidig. Der sidder jeg og betragter mine kære, lille og stor, og midt i denne fredfyldte stund bliver jeg mindet om, at det er dem det hele handler om, dem der giver livet mening. Jeg bliver ydmyg og føler dyb taknemmelighed.

Klokken er nu 5 minutter i jul, men jeg kan lige nå at ønske dig glædelig jul - og tjek lige krummerne på din tallerken, måske ligner de også en stjernehimmel?

Glade julehilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på facebook

Prinser og prinsesser

En tidlig morgenstund sad jeg på en cafe midt i Washington DC. Titusindvis af travle mennesker passerede målrettet forbi på vej til arbejde. Mændene iklædt jakkesæt, kvinderne pæne kjoler og gummisko - næppe en stil Uffe Buchard ville godkende - men virkelig praktisk og jeg gætter på, at de pæne sko var med i tasken.

Midt i menneske mylderet var der pludselig en mand, der stak ud. Han gik i et markant langsommere tempo end flokken - til stor irritation for nogle - lidt foroverbøjet med blikket rettet mod fortovet under hans fødder. Han havde tydeligvis slet ikke travlt med at komme på arbejde. Hvorfor? Tænkte jeg, mens jeg betragtede ham nysgerrigt fra min plads ved cafeens vindue. Er han mon en samvittighedsfuld chef, der skal ind og fyre en dygtig og afholdt medarbejder pga. nedskæringer? Jeg begyndte at fantasere om mandens historie.

Vi gør det alle sammen, og historien vi brygger afhænger helt af øjnene, der betragter. Det vi ser og tænker om oplevelser, steder og mennesker er, om ikke hevet direkte ud af vores mentale bagage, så i hvert til fælde påvirket af den. Vores opfattelse af andre fortæller ofte mere om os selv, har jeg hørt.

Den der netop er blevet skilt tænker måske om manden i Washington, at han var knust, fordi hans livs kærlighed havde forladt ham den selv samme morgen - hvorfor overhovedet leve nu?

Mit barnebarn ville til gengæld have en helt anden eventyrlig historie om manden, noget i retning af; prinsen havde kæmpet for sit kongerige og den seje prinsesse, men var blevet besejret af en kæmpe drage, der vogtede ved slottets porte. Prinsen kunne kun komme forbi dragen, hvis han kendte det hemmelige kodeord, som ville forvandle dragen til en lille, bitte mus. Således gik prinsen nu rundt i Washingtons gader for at regne det hemmelige kodeord ud.

Hun ser nemlig prinser og prinsesser overalt og har bl.a. tegnet det flotte billede herover af tre glade generationer; hende selv med mor og mormor. Bemærk kronerne.

Omvendt har jeg lagt mærke til, at de ældste i familien nærmest aldrig taler om eventyr og drager, men snarere er optaget af helt jordnære ting som busken i haven, der er vokset skævt. Måske ville de tro om manden i Washington, at han gik så langsomt, fordi han havde en ligtorn?

Hænger alder mon proportionalt sammen med – sådan generelt set - hvor detaljeret vores univers er? Som barn fascineres vi af de store eventyr med prinser, prinsesser og drager. Som ung bliver det rock, -reality og popstjerner, der optager os. Som voksne er det terminer og prisen på minimælk. Som pensionister er det måske den skæve busk i haven. Men hvad så når vi nærmer os 100 år, er det så den nedgroede negl og hæmoriden vi fortæller om, når vi mødes i familiens skød til julefrokost - eller er der en bagatelgrænse? Og hvor bliver eventyret, prinserne og prinsesserne egentlig af?

Forsvinder de væk i vasketøjskurven, bliver suget op i støvsugeren, forputter sig i husholdningsbudgettet, eller bag en tallerken i opvaskemaskinen. Lige så stille går de i hvert tilfælde mere og mere i baggrunden, og en dag er de helt væk. Så er det kun den stigende pris på mælk og den dalende aktiekurs, der er tilbage - ikke særligt eventyrligt...

Uden vi opdager det, er vi blevet opslugt af pligter, arbejdsliv og hverdagens trædemølle, og en dag vi går og handler i Fakta, iført vores gamle, slidte jeans og ditto t-shirt, får vi måske - imellem reolerne med konserves og mel - pludselig øje på en barndomskæreste, ham vi  ikke har set i 37 år, ham der hører til tiden med prinser og prinsesser.

Han må for guds skyld Ikke se os i det her outfit, så vi kaster os ned bag reolen og kryber langs den med militær præcision, så BS Christiansen ville være stolt. Fortsætter nede i knæ bag vores indkøbsvogn a la Gaucho Marx fra Marx Brothers, så de andre handlende tror, at vognen kører helt af sig selv, og vi når i sikkerhed bag køledisken.

Puha...han så mig ikke, når vi lige at tænke, da en dyb stemme lyder: "Nå for søren, synes nok, at det var dig. Hvad laver du nede på gulvet?". Vi rejser os, betragter ham, hans runde mave og vigende hårgrænse og konstaterer, at lige så lidt vi selv er prinsesse, er han prins. Virkeligheden har indhentet os, og det går nok alt sammen. Der ved køledisken i Fakta, kommer samtalen hurtigt til at dreje sig om de faldende aktiekurser og den stigende pris på minimælk.

Indrømmet, jeg er et sted i mit liv, hvor aktiekurser, terminer og prisen på fødevarer optager mig voldsomt. Men omvendt vokser jeg nok aldrig helt fra lysten til eventyr, så jeg har lært at tage mine mirakler, hvor jeg kan få dem og elsker at se mig selv igennem mit barnebarns øjne som på tegningen herover med flot, farverig kjole - og prinsesse krone på hovedet. 

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder