5 minutter i jul...

Min svenske venindes far var typen, der altid købte det træ ingen andre ville have - han synes, det var synd for det og forbarmede sig. Det var min veninde faktisk ikke ret imponeret af som barn, men endnu mindre imponeret er hun dog af, at hendes mand øjensynligt har overtaget tilbøjeligheden, og altid kommer hjem med et forkølet eksemplar af et juletræ. Jeg synes nu, det er en sympatisk skik, som jeg næsten ikke kan stå for.

Dog er træet julens hovedperson hos os, og min mand drager derfor hvert år ud i landskabet for at vælge vores juletræ. Vel hjemme igen, viser han stolt det flotte juletræ frem foran vinduet, mens jeg står der inde i varmen, bag ruden, og giver ham thumbs up og et anerkendende smil.  Det er en af de traditioner, der har listet sig ind på os, og nu ikke kan ændres.

En anden er, at jeg den 23. december pynter træet sammen med børn og børnebørn. Kræmmerhuse fyldes omhyggeligt med slik, og de mindste sørger for pynt på de nederste grene, mens de største sørger for de øverste. Træet bliver på den måde et unikt og spændende produkt af familiens samlede indsats, og vi betragter det bagefter stolte, fra vores pladser ved langbordet, hvor vi spiser risengrød og drikker et glas hvidtøl.

Ja, julen banker igen på døren, og jeg synes ellers, at det var 5 minutter siden, jeg pakkede den sidste julekugle forsvarligt ind i silkepapir og gemte den væk i skabet. Er der noget om, at der bliver kortere mellem julene? Måske, men i dag lignede krummerne på min tallerken, efter morgenbollen, en stjernehimmel, og så ved jeg, at julestemningen atter har lykkes at finde mig, og jeg åbner med glæde kasserne med julegrej og skøn mystik.

Kalenderlyset, som vi har købt til spisebordet hvert år, var i virkeligheden et jule-stress-lys i forklædning, fordi det bare ikke ville brænde ned til dagens dato. Så for tre år siden købte vi et kalenderlys uden tal og i stedet med teksten fra Peters jul. Det brænder lige så langsomt, og efter tre år er vi kun nået til "....men jeg kan dog høre, - tys! I morges var det julelys og røde bånd og svesker." Men det stresser til gengæld slet ikke, for Peters jul kan kun blive alt for hurtigt færdig.

Gensynet med gammelt julepynt er altid en glæde. Min farmors gamle klokke med julemusik-out-of-tune pga. alderdom, oldemors gamle julenisse, der kun nødtørftigt hænger sammen og har fast plads under juletræet, og ikke mindst juletræs pyntet, som børnene husker fra de var helt små. Et år var jeg faktisk lige ved at blive fristet til en såkaldt designer jul, men hvor smuk sådan en end er, er det er bare ikke jul hos os, med mindre det autentiske, gamle, let krøllede men magiske julepynt er med til at sætte stemningen.

Vi holder jul på vores gamle præstegård for hele familien, som er en dejlig broget flok fra 1 til 84 år - hund og kat er naturligvis også med. Det er en af julens lyksaligheder, at vi er så mange, at ingen ser, hvis der mangler en, når julemanden kommer hen over gårdspladsen med sin jule sæk. Men bagsiden af medaljen er dog, at heller ingen ser, når vores hund, Ronja, snuser sig frem - som en anden narko hund - til chokolade, vingummi og andet spiseligt i gæsternes bagage, og bagefter - gerne midt i julefreden - ganske ugenert kaster det hele op igen - på gulvtæppet (....aldrig på gulvet hvor det ville være alt for let at vaske). Det er bestemt ikke sjovt i situationen, men hvor utroligt det end lyder, bliver vi glade for det i længden. For når det kommer på afstand, bliver det pludseligt underholdende, og de jule hvor noget gik "galt", er faktisk dem vi holder mest af, tænker tilbage på og taler om.

Et år skulle julemanden bag om huset, ad en lille flisebelagt sti. Det havde sneet, men sneen var først tøet og siden frosset til is, så der var spejlblankt, da julemanden kom løbende. To skridt inde på stien, skred han på isen, fløj op i luften og landede med et brag på ryggen. Da han dukkede op ved vores havedør, stod hele familien forventningsfulde klar og ventede på en noget forsinket julemand, der ankom med skæve briller, vådt skæg og hold i ryggen. Næste morgen lå der en besked på vores telefonsvarer: "Det er fuc.... Julemanden. Jeg er på vej, men bliver lidt forsinket, fordi jeg lige har taget en ordentlig røvtur på jeres sti. Næste år kaster I fan..... salt på den sti, ellers kommer jeg slet ikke!"

Vi er nabo til kirken, så vi gør alt, hvad vi kan for at nå julegudstjenesten. Når vi skal ud af døren, foregår det i ægte når-familien-skal-på-skovtur stil; stor forvirring med frakker, halstørklæder og huer, og en der leder efter sine handsker af skind, hvorefter en ældre, der ikke hører så godt siger: "Hvad siger I, er der en der har sluppet en vind?". På faldrebet er der bemærkelsesværdigt mange mænd i familien, der melder sig frivilligt - og uopfordret - til at blive hjemme og passe på ænderne i ovnene. Ikke at ænderne ligefrem behøver babysitter, men mændene insisterer, med en alvorlig rynke i panden, på at gøre os denne tjeneste.

Tilbage fra kirken er det tid til Peters jul, som læses højt ved pejsen i stuen. Lille som stor sidder vi side om side og lytter intenst med katten på skød og hunden ved fod - det er min yndlingsstund og en sjældenhed i vores store familie, hvor vi alle sammen ellers taler ofte og meget - og gerne samtidig. Der sidder jeg og betragter mine kære, lille og stor, og midt i denne fredfyldte stund bliver jeg mindet om, at det er dem det hele handler om, dem der giver livet mening. Jeg bliver ydmyg og føler dyb taknemmelighed.

Klokken er nu 5 minutter i jul, men jeg kan lige nå at ønske dig glædelig jul - og tjek lige krummerne på din tallerken, måske ligner de også en stjernehimmel?

Glade julehilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på facebook