Prinser og prinsesser

En tidlig morgenstund sad jeg på en cafe midt i Washington DC. Titusindvis af travle mennesker passerede målrettet forbi på vej til arbejde. Mændene iklædt jakkesæt, kvinderne pæne kjoler og gummisko - næppe en stil Uffe Buchard ville godkende - men virkelig praktisk og jeg gætter på, at de pæne sko var med i tasken.

Midt i menneske mylderet var der pludselig en mand, der stak ud. Han gik i et markant langsommere tempo end flokken - til stor irritation for nogle - lidt foroverbøjet med blikket rettet mod fortovet under hans fødder. Han havde tydeligvis slet ikke travlt med at komme på arbejde. Hvorfor? Tænkte jeg, mens jeg betragtede ham nysgerrigt fra min plads ved cafeens vindue. Er han mon en samvittighedsfuld chef, der skal ind og fyre en dygtig og afholdt medarbejder pga. nedskæringer? Jeg begyndte at fantasere om mandens historie.

Vi gør det alle sammen, og historien vi brygger afhænger helt af øjnene, der betragter. Det vi ser og tænker om oplevelser, steder og mennesker er, om ikke hevet direkte ud af vores mentale bagage, så i hvert til fælde påvirket af den. Vores opfattelse af andre fortæller ofte mere om os selv, har jeg hørt.

Den der netop er blevet skilt tænker måske om manden i Washington, at han var knust, fordi hans livs kærlighed havde forladt ham den selv samme morgen - hvorfor overhovedet leve nu?

Mit barnebarn ville til gengæld have en helt anden eventyrlig historie om manden, noget i retning af; prinsen havde kæmpet for sit kongerige og den seje prinsesse, men var blevet besejret af en kæmpe drage, der vogtede ved slottets porte. Prinsen kunne kun komme forbi dragen, hvis han kendte det hemmelige kodeord, som ville forvandle dragen til en lille, bitte mus. Således gik prinsen nu rundt i Washingtons gader for at regne det hemmelige kodeord ud.

Hun ser nemlig prinser og prinsesser overalt og har bl.a. tegnet det flotte billede herover af tre glade generationer; hende selv med mor og mormor. Bemærk kronerne.

Omvendt har jeg lagt mærke til, at de ældste i familien nærmest aldrig taler om eventyr og drager, men snarere er optaget af helt jordnære ting som busken i haven, der er vokset skævt. Måske ville de tro om manden i Washington, at han gik så langsomt, fordi han havde en ligtorn?

Hænger alder mon proportionalt sammen med – sådan generelt set - hvor detaljeret vores univers er? Som barn fascineres vi af de store eventyr med prinser, prinsesser og drager. Som ung bliver det rock, -reality og popstjerner, der optager os. Som voksne er det terminer og prisen på minimælk. Som pensionister er det måske den skæve busk i haven. Men hvad så når vi nærmer os 100 år, er det så den nedgroede negl og hæmoriden vi fortæller om, når vi mødes i familiens skød til julefrokost - eller er der en bagatelgrænse? Og hvor bliver eventyret, prinserne og prinsesserne egentlig af?

Forsvinder de væk i vasketøjskurven, bliver suget op i støvsugeren, forputter sig i husholdningsbudgettet, eller bag en tallerken i opvaskemaskinen. Lige så stille går de i hvert tilfælde mere og mere i baggrunden, og en dag er de helt væk. Så er det kun den stigende pris på mælk og den dalende aktiekurs, der er tilbage - ikke særligt eventyrligt...

Uden vi opdager det, er vi blevet opslugt af pligter, arbejdsliv og hverdagens trædemølle, og en dag vi går og handler i Fakta, iført vores gamle, slidte jeans og ditto t-shirt, får vi måske - imellem reolerne med konserves og mel - pludselig øje på en barndomskæreste, ham vi  ikke har set i 37 år, ham der hører til tiden med prinser og prinsesser.

Han må for guds skyld Ikke se os i det her outfit, så vi kaster os ned bag reolen og kryber langs den med militær præcision, så BS Christiansen ville være stolt. Fortsætter nede i knæ bag vores indkøbsvogn a la Gaucho Marx fra Marx Brothers, så de andre handlende tror, at vognen kører helt af sig selv, og vi når i sikkerhed bag køledisken.

Puha...han så mig ikke, når vi lige at tænke, da en dyb stemme lyder: "Nå for søren, synes nok, at det var dig. Hvad laver du nede på gulvet?". Vi rejser os, betragter ham, hans runde mave og vigende hårgrænse og konstaterer, at lige så lidt vi selv er prinsesse, er han prins. Virkeligheden har indhentet os, og det går nok alt sammen. Der ved køledisken i Fakta, kommer samtalen hurtigt til at dreje sig om de faldende aktiekurser og den stigende pris på minimælk.

Indrømmet, jeg er et sted i mit liv, hvor aktiekurser, terminer og prisen på fødevarer optager mig voldsomt. Men omvendt vokser jeg nok aldrig helt fra lysten til eventyr, så jeg har lært at tage mine mirakler, hvor jeg kan få dem og elsker at se mig selv igennem mit barnebarns øjne som på tegningen herover med flot, farverig kjole - og prinsesse krone på hovedet. 

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder