onsdag den 15. februar 2012

De bedste ting i livet...

Hans selskab er kun flygtigt, og hans exit er altid meget sørgelig. Glæden er til gengæld nærmest ubeskrivelig, når han pludselig står her igen. Vi ved aldrig helt nøjagtig, hvornår vi kan forvente hans ankomst, da det afhænger af faktorer, vi simpelthen ikke har indflydelse på. Han er kold, og vi må altid møde ham i hans rette element - udenfor. 

Ikke desto mindre jubler såvel små som store henrykt ved synet af ham. Vi bliver legesyge og nyder hans selskab i sådan en grad, at vi på mystisk vis bærer over med alle hans excentriske særheder.  

Han er vores helt egen snemand, som ankom i søndags og allerede nu kæmper for at blive hos os. Han står så fint placeret ude i haven, hvor vi kan se ham fra køkken vinduerne, hver dag. Lige så meget glæde vi havde med at lave ham, lige så meget lider vi med ham nu, da han kæmper for sit liv - i tøvejr.  

Kan det være elementet af fuldstændig uforudsigelighed, der er så tiltrækkende? Det flygtige bekendtskab? Det faktum at kriterier som sne og den helt rigtige temperatur ikke bare kan bestilles, og det derfor handler om, at smide alt hvad vi har i hænderne, når det sker? Eller er det skønne minder fra vores egen, vores børn og børnebørns barndom, der opleves igen på herligste vis?   

Her i disse krisetider, hvor det heldigvis handler meget mere om at være og opleve end at have og vise, må vi sætte pris på de skønne, gratis glæder vi trods alt stadig har adgang til. At lave en snemand er bare en af dem. 

Det er oplevelserne, vi husker på den lange bane. Hyggestunder, udflugter og aktiviteter med familie, venner og veninder. Hvis du ikke ved det, er der et helt specielt sted i hjertet - særligt indrettet til at langtidsopbevare disse minder - så vi kan tage dem frem på en regnfuld dag, i overført betydning, og lune os ved dem. De forgår aldrig og glæder for evigt.  

Det bedste var næsten, at nyhederne valgte at bringe et billede af en anden families snemand forleden aften - hvor smukt og livsbekræftende er det ikke, i en tid hvor de ellers kun viser indslag om krise, krig og ødelæggelse?  

Det smukke ved en oplevelse, som fx at bygge en snemand kan være, at det nærmest er et værk under udarbejdelse - hvor vi må blive, holde fokus, engagere os og følge udviklingen. Lade os medrive, henrykke og overraske. Sænke paraderne og være åbne og ikke mindst sammen med andre. Føle fællesskab og samhørighed.  

Det smukke ved en oplevelse er jo, at den er forgængelig undtaget for sindet, hvor den til gengæld bliver et smukt minde (over tid endnu smukkere). Oplevelsen er levende, her og nu intens, men også skrøbelig, fordi vi alle er med til at påvirke den i enten positiv eller negativ retning.  

Jeg holder meget af at træde et skridt tilbage og evaluere min tid, gøremål, ja livet. Det er måske netop tanken om, at vi kan miste, og alt er forgængeligt, der skærper vores sanser og lysten til vedholdende og aktivt at gøre en indsats for et godt og helstøbt liv fyldt med fællesskab og skønne oplevelser. Se bare vores bugnende event liste i netværket, som vidner om netop det.  

De bedste ting i livet er ikke ting. 

Det var lige Valentins dag, og når det gælder om at erklære sin kærlighed - siger jeg glem alt om blomster og chokolade. Jeg tænder på min mand når han, med et glimt i sine frække øjne, siger: "Skat, der er sne og temperaturen er perfekt - vil du med ud at lave en snemand?" Det er da en kærlighedserklæring af format.  

Jeg sidder ved mit køkkenbord og skriver dette blogindlæg. Ud af vinduet kan jeg se vores snemand langsomt smelte. Han er snart helt væk. Jeg bliver en lille smule trist - han var en virkelig flot fyr - men jeg husker straks, de skønne timer vi havde med at lave ham, og så trøster jeg mig selv med, at han kommer igen til næste år. Håber jeg.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

2 kommentarer:

  1. Annemette, dine blogs er altid en fornøjelse at læse. Der er poesi, du viser det store i det små, altid med et udgangspunkt i hverdagslivet, og altid - altid, med en flot og relevant henvisning til det, du erhvervsmæssigt arbejder med. Familieliv og erhvervsliv er ikke adskilte størrelser, men dele af samme virkelighed. Og du viser det hele tiden. Tak for det.
    Med venlig hilsen
    Birgitte Asmussen, psykoterapeut

    SvarSlet
  2. Tusind tak for dine ord Birgitte.
    Du beskriver det så smukt med at se det store i det små og jeg er helt enig i, at familieliv og erhvervsliv er dele af samme virkelighed.

    Rigtig god weekend

    De bedste hilsener
    Annemette

    SvarSlet