torsdag den 25. oktober 2012

Fra Colosseum til Pantheon ...


Fire dage i Rom med fire veninder er ingen dårlig ide. Det er ikke rejsen i sig selv, men mere den effekt samværet, omgivelserne, arkitekturen og atmosfæren har på os, de tanker det sætter i gang.

Det er måske inspirationen i den individuelle smag og livsform som Rom byder på - blandingen af det moderne enkle, minimalistiske, det legesyge, skæve, farverige og det rustikke, gamle, støvede - duften af Rom og masser af historie. Sådan et sted finder man sig selv og mister sig selv igen...sammen med veninderne, lige der i midt i Rom, mellem alle monumenterne.

Født i 1962, 63, 64 og 65 fylder vi alle 50, som perler på en snor hen over de næste år. Ikke just vårharer, men dog væsentligt yngre end Roms monumenter - alt er jo relativt.
Livet omkring de 50 er godt - selv med læsebriller, hedeture og alt det, der naturligt følger med. For 50 handler også om en befriende ærlighed, selvindsigt, humor, selvironi og lysten til at opleve livet. Vi tillader os selv at have fokus på blot at være til og leve i nuet.

Vi har plads til rejser, oplevelser, litteratur, kultur og ikke mindst slow food - vi kan dykke ned i livet og nyde det indefra. Derfor indkvarterede vi os på Waldorf Astoria Rome Cavalieri, hotellet der stolt praler med deres slogan: "There are places you always remember..." - og helt med rette, for det var i sig selv en sublim oplevelse at bo der.

Hjemme bor vi hhv. i Norge, Sverige og i Danmark på Fyn og Sjælland - så vi ses, i sagens natur, ikke hver dag. Men på sådan en storbyferie tager vi revanche med vores ret veludviklede evne til at tale, alle fire på samme tid, og alligevel ikke gå glip af et eneste ord.

På gaderne i Rom var vi vist inde i samtlige butikker, vi passerede på vores vej fra Colosseum hen over Trevi fontænen til Pantheon. Vi er formodentligt blevet forvekslet med The Scandinavian Shopping Team, for det er klart en af fordelene ved at rejse med veninder; monumenter, italienske sko, tøj, bolig interieur - det hele har vores interesse. Vi gik også på jagt efter en meget stor (og tung...) dørhammer i messing og en helt særlig knap, som en af veninderne skulle bruge til en kjole, hun havde designet. Du finder faktisk den slags i Rom...

Men stemningen på de små italienske restauranter, maden og især duften og smagen var særligt forførende. Her kan du tale om umami. Aldrig har vi haft så travlt med helt at glemme tiden og fordybe os i velsmagende mad, drikke og samtale.

Is er ikke bare is i Rom - det er himmelsk - og med en bid af himlen i hånden er det stort at skue Neptun på sin vogn, trukket af vingede heste i Trevi fontænen. Rom blev udråbt til republik 509 f.Kr. - nogen tid siden, alligevel - og selv om alle veje angiveligt fører dertil, så valgte vi luftvejen med SAS - og ligeså da vi efter fire dejlige dage rejste hjem igen.

Ombord på flyet, mens vi sad der og blev betjent af de søde flyværtinder, slog det mig, at det jeg elsker mest ved at rejse, er den energi det giver. Fire dage i hvilken som helst by med fire gode veninder er som en vitamin indsprøjtning. Det kan varmt anbefales. 

De bedste hilsener
Annemette  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar