Når de stod der, med hver deres rolle, oplevede de måske begge, at den andens rolle var meget lettere. Den anden var heldigere af tusind forskellige årsager, og det skabte et skævt udgangspunkt. Forventningerne blev ikke indfriet. Det sled på familiebåndet, som blev tyndere efterhånden som årene gik og livets uundgåelige banaliteter overtog dagligdagen og den energi, de havde til rådighed.
Forudsætningen for et tæt bånd, havde ellers været til stede. De var skabt i samme livmoder og opdraget af samme forældre. På livets vej var der også mange fællesnævnere. Rigtig mange. Men de blev ikke omdrejningspunktet for deres relation. Det blev til gengæld de ulykkelige omstændigheder, der ellers skulle have knyttet dem sammen; at de mistede deres far alt for tidligt og deres mor langt senere, men til gengæld helt uventet - det var et chok. Det skulle få dem begge til at foretage valg på livets vej, som den anden ikke forstod?
De havde hver deres måde, at tackle sorgen og tabet. De greb efter helt forskellige redningsplanker. Dem der lå lige for og i øjeblikket virkede mest stabile. Som i en flod der deler sig, flød plankerne med strømmen hver sin vej og inden længe, sås de mest af pligt. Ingen havde skylden. Alle havde skylden.
Et langt liv passerede forbi. Så skete det. Et nyt chok. Storesøster fik en blodprop. Så en til. Og en til. Verden stod stille. Alt ændrede sig. Dagligdagens banaliteter blev uden betydning.
Som ved The Big Bang skabtes en ny ø. "Søstrenes ø". Den manifesterede sig hver tirsdag. En ny virkelighed hvor storesøster blev lillesøster og vise versa. De greb den samme redningsplanke og drev med strømmen, sammen. Trods forfærdelige omstændigheder og omgivelser, blev det en umådelig smuk ø med nye stærke bånd, ærlighed, empati, omsorg, respekt, ydmyg- og rummelighed.
Forventninger til pligter og ansvar blev indfriet. Alt andet blev vand under broen. Lillesøster læser højt for storesøster. Giver omsorg, respekt og lytter empatisk, når hun forsøger at kommunikere. Hun tager ansvar og vogter sin søsters værdighed. Storesøster rækker hånden ud efter lillesøster, beder om hjælp, viser modigt og ærligt al sin sårbarhed, sine behov og sin respekt for alt det, hun til gengæld modtager.
De giver nu hinanden det, de forventede af den anden før. Rollerne er byttet i livets sidste kapitel og familiebåndene er stærkere end nogensinde. Deres forældre havde været stolte...
Lillesøster sad på stolen tæt ved søsterens seng. Hun læste højt. Tålmodigt et lille afsnit af gangen, og gav god tid til, at storesøster kunne blunde lidt, smage på ordene og tage dem til sig i sit eget tempo. Efter nogle timer rejste hun sig langsomt fra stolen, kærtegnede blidt storesøsters kind med sin hånd, strøg hende over håret, bukkede sig ned og hviskede til hende "Vi ses på tirsdag..."
