tirsdag den 13. november 2012

Vi ses på tirsdag...


Aldersforskellen var så stor, at de knapt var vokset op i samme barndomshjem. Men søstre var de, på godt og ondt. Rollerne var defineret; storesøster og lillesøster. Hele forskellen lå måske i de to små ord: Stor og lille. I dem havde de begge lagt en masse forskellige værdier og forventninger. Værdier som ærlighed, empati, omsorg, respekt, ydmyg og rummelig. Forventninger til pligter og ansvar.

Når de stod der, med hver deres rolle, oplevede de måske begge, at den andens rolle var meget lettere. Den anden var heldigere, af tusind forskellige årsager, og det skabte et skævt udgangspunkt. Forventningerne blev ikke indfriet. Det sled på familiebåndet, som blev tyndere efterhånden som årene gik og livets uundgåelige banaliteter overtog dagligdagen og den energi, de havde til rådighed.

Forudsætningen for et tæt bånd, havde ellers været til stede. De var skabt i samme livmoder og opdraget af samme forældre. På livets vej var der også mange fællesnævnere. Rigtig mange. Men de blev ikke omdrejningspunktet for deres relation. Det blev til gengæld de ulykkelige omstændigheder, der ellers skulle have knyttet dem sammen; at de mistede deres far alt for tidligt og deres mor langt senere, men til gengæld helt uventet - det var et chok. Det skulle få dem begge til at foretage valg på livets vej, som den anden ikke forstod?

De havde hver deres måde, at tackle sorgen og tabet. De greb efter helt forskellige redningsplanker. Dem der lå lige for og i øjeblikket virkede mest stabile. Som i en flod der deler sig, flød plankerne med strømmen, hver sin vej og inden længe sås de mest af pligt. Ingen havde skylden. Alle havde skylden.

Et langt liv passerede forbi. Så skete det. Et nyt chok. Storesøster fik en blodprop. Så en til. Og en til. Verden stod stille. Alt ændrede sig. Dagligdagens banaliteter blev uden betydning.

Som ved The Big Bang, skabtes en ny ø. "Søstrenes ø". Den manifesterede sig hver tirsdag. En ny virkelighed hvor storesøster blev lillesøster og vise versa. De greb den samme redningsplanke og drev med strømmen, sammen. Trods forfærdelige omstændigheder og omgivelser, blev det en umådelig smuk ø med nye stærke bånd, ærlighed, empati, omsorg, respekt, ydmyg- og rummelighed.

Forventninger til pligter og ansvar blev indfriet. Alt andet blev vand under broen. Lillesøster læser højt for storesøster. Giver omsorg, respekt og lytter empatisk, når hun forsøger at kommunikere. Hun tager ansvar og vogter sin søsters værdighed. Storesøster rækker hånden ud efter lillesøster, beder om hjælp, viser modigt og ærligt al sin sårbarhed, sine behov og sin respekt for alt det, hun til gengæld modtager.

De giver nu hinanden det, de forventede af den anden før. Rollerne er byttet i livets sidste kapitel og familiebåndene er stærkere end nogensinde. Deres forældre havde været stolte...

Lillesøster sad på stolen tæt ved søsterens seng. Hun læste højt. Tålmodigt, et lille afsnit af gangen, og gav god tid til, at storesøster kunne blunde lidt, smage på ordene og tage dem til sig i sit eget tempo. Efter nogle timer, rejste hun sig langsomt fra stolen, kærtegnede blidt storesøsters kind med sin hånd, strøg hende over håret, bukkede sig ned og hviskede til hende "Vi ses på tirsdag..."

2 kommentarer:

  1. Dejlig, dejlig tekst, tænk at opleve det. Jeg er desværre en af dem som det ikke lykkedes for, jeg er storesøster, og oplevede i min krise en manglende forståelse, empati og interesse, ikke på grund af andet, tror jeg, end forskellige værdier, trods alt.
    Men helt sikkert et væsentligt emne, hvordan tackler vi de svære afstande, der kan opstå blandt søskende og andre i nær familie. Det fylder jo i tankerne næsten hver dag. skønt det er år siden man sidst har talt sammen.
    Marianne-c

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marianne - ja, det er et dybt alvorligt og også ret ømtåligt emne. Udfordringen ligger måske i at ingen har skylden og alle har skylden, som på en eller anden måde skaber en uløselig knude. De fleste må lære at leve med det, kun få er heldige, at opleve egentlig forsoning - selv om det ofte sker under meget sørgelige omstændigheder - så ”heldig” er måske så meget sagt - dog må der være en lille trøst i at runde relationen af i kærlighed, synes jeg.

      Slet