Min have er smukkest i maj. Mit ældgamle og meget store magnolie træ i sin fineste kjole med tusindvis af rosa farvede blomster, rhododendron i eksotiske farver. Ramsløg i skovbunden og for foden af buske – smukke og nyttige på én og samme gang. Gode gamle stauder vender trofast tilbage op af jorden og hilser på mig. Gensynet er vidunderligt. Forandring fryder.
Ind i mellem får jeg nye, spændende stauder af min svigermor og hendes veninder. Dem får jeg om efteråret, hvor de er klippet helt ned, så jeg ved ikke, hvordan de ser ud før jeg fra maj og hen over sommeren, efterhånden kan byde dem velkommen i min have – jeg er nysgerrig. Hvor høje bliver de? Hvilken farve har de? Står de rigtigt i bedet - og overhovedet - i det rigtige bed? Alle er forskellige og ikke alle passe sammen – men alle passer med garanti til nogen. Ingen stauder er gået forgæves i min have. Det er sjovt, spændende og interessant at lære dem at kende, og få puslespillet til at gå op, midt i havens mangfoldighed. På mange måder er det som i vores netværk.
Vi skal også finde os selv til rette. Vi passer ikke til alle, men alle passer til nogen. Vi skal først vise hvem vi er, før vi kan finde ud af, hvem vi passer sammen med. Nogle af os passer til mange og andre kun til få udvalgte. Det er jo egentligt enkelt og giver faktisk mening, for vi er ikke ens og har helt forskellige jordbundskrav, på samme måde som rhododendron behøver surbunds jord og lavendler sandet jord – de kan ikke stå sammen – sådan er det bare, og det er okay, for der er jo andre løsninger.
Jeg kan ligefrem se mine bede som netværk. Nogle af mine stauder passer i flere bede. Så dem deler jeg i efteråret, og giver på den måde nyt liv i andre bede. Andre stauder passer kun i et bed, og trives bedst sammen med nøje udvalgte stauder, som til gengæld er fantastiske sammen.
Jeg vil aldrig gå mod naturen og tvinge stauder sammen i et bed, hvis jeg på forhånd kan se, at det ikke vil fungere. Det vil være alt for meget arbejde, når kampen er tabt på forhånd. Gyldenris kan fx kun stå sammen med meget robuste stauder og buske, fordi den breder sig meget hurtigt og fylder det hele. Inden jeg får set mig om, har den overtaget hele bedet og nærmest udryddet de stakkels pæoner, som til gengæld er meget skrøbelige og langsomt voksende.
Jeg har flyttet gyldenris til et bed i halvskygge, hvor de trives super godt og bliver knap så høje, så de heller ikke risikerer at knække. Gyldenris har fået nye veninder bl.a. forsythia buske, kæmpe liljekonvaller i et hvid/gult bed med buske og stauder der supplerer hinanden godt.
Pæonerne har fået lov at blive stående i det oprindelige bed, fordi de – rent ud sagt - er lidt vanskelige. Hvis de bliver flyttet, blomstrer de ikke i to år, i forsøg på at straffe mig. I virkeligheden straffer de jo kun sig selv, for jeg tager det bestemt ikke personligt. Men det er jo unødvendigt, så de bliver i bedet og får nye veninder – stauder som iris, der trives i samme tempo. Pæonerne belønner de nye tiltag med meget smukke blomster i røde, hvide og rosa farver – sammen med iris og en japansk kirsebær går det hele op i en højere enhed.
Nu står gyldenris og pæon i hvert sit bed og nikker respektfuldt til hinanden og alt er i den fineste orden. Det behøver ikke være så svært.
En af mine veninder elsker at redde blomster fra Rema 1000. Senest en meget lille rododendron, som var døden nær. Hun fik den til nedsat pris, lige før den skulle ende sine dage i en stor ildelugtende container. Den så ikke ud af meget – ingen ville have den. Men hun gav den en flot hædersplads i sin have, vand og gødning. Året efter blomstrede den på livet løs til stor glæde og gavn for alle. Stadig lille, ved foden af alle de velvoksne, garvede rododendron – lyste den op med et flor af hvid/rosa blomster – som råbte den: ”Se mig, se mig – se mig trives her!” hver gang vi gik forbi. Den vandt vores hjerter, fordi den havde givet det hele en chance, kæmpet for at udvikle sig og blive en bedre version af sig selv. Nu står den solidt sammen med de store og gør dem flot selskab.
Især er jeg imponeret over mine kæmpe bregner – over en meter høje – som lader til at trives og være smukke uanset, hvor jeg sætter dem. De kan simpelthen med alt og alle, sol, skygge, træer og buske – de er bare så dejligt fleksible, at jeg i den grad bliver inspireret. Men jeg elsker også astilbe, løjtnantshjerte, fingerbøl, brudeslør, solhat, pragtskær, lupin, høstanemone, staudesalvie og så min absolut yndling skabiose – vidunderlig, fuldt hårdfør og smuk sammen med alle.
Alle havens træer, buske og blomster, det være sig stauder, sommerblomster og ukrudt har sin berettigelse. Nogle er nok udråbt til grever, men når det kommer til stykket er de jo alle planter. I min have er skvalderkål således en velkommen bunddække på lige fod med hasselurt.
Du kan være en bregne, en pæon, en gyldenris eller en liljekonval – vi har plads til alle, men du er selv ansvarlig for at forstå, hvem du selv er, hvilken jord du trives bedst i, hvem de andre er, og finde sammen med dem du trives og kan blomstre med. Og husk så lige, at nikke respektfuldt til dem, der skulle vise sig, at have andre jordbundskrav end du. Sammen udgør vi jo en smuk have.
Opret din profil i netværket...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar