fredag den 2. juli 2010

Er det i orden at være ragende uenige?

Når vi mindst venter det – BOOM - sker det at vi bliver helt uenige mellem veninder. Konflikten er en realitet, et følelsesmæssigt minidrama udvikler sig - og skal det så betyde enden på det venindeskab?

Vi har hørt os omkring og de fleste siger, at det er helt i orden at være uenige – vi skal give plads til hinandens forskelligheder og frem for alt være ærlige - også selvom det kan gøre ondt. Men når det kommer til stykket, er vi så alligevel gode nok til at være rummelige og tackle vores dybfølte meningsforskelle? Gavner det eller skader det at være uenige? Eller spurgt på en anden måde - hvor meget kan et venindeskab holde til på uenigheds skalaen?

Vi har måske en tendens til at tro, at bare fordi vi er veninder, har vi også samme mening om det meste? På samme måde som gamle veninder helt naturligt giver os den der velkendte indforståethed. Men er det virkelig bedst at veninder er enige om alt? Bliver det så ikke bare lige så lidt spændende som at sælger sokker på internettet?

Uenighed skaber jo først rigtig splid i venskabet, når det rammer den ene part direkte i hjertekuglen – når hun ikke længere modtager den der betingelsesløse opbakning fra den anden part. Når de lige pludselig ikke ser sagen fra samme vinkel og den ene måske ligefrem bliver nødt til at sætte sin fod ned og sige: ”Så stopper du med dit pladder og tager dig sammen!” – kort, godt og velment…

Men er det ikke også hele meningen med et godt, solidt venindeskab, at de med dyb respekt for hinanden, tør tage turen helt op til toppen af uenigheds skalaen – med følelsesmæssige minidramaer og det hele - og komme endnu stærkere ud på den anden side? Og gør man ikke bare sit venindeskab en bjørnetjeneste hvis man altid vælger at stryge hinanden med hårene?