5 minutter i jul...

Min svenske venindes far var typen, der altid købte det træ ingen andre ville have - han synes, det var synd for det og forbarmede sig. Det var min veninde faktisk ikke ret imponeret af som barn, men endnu mindre imponeret er hun dog af, at hendes mand øjensynligt har overtaget tilbøjeligheden, og altid kommer hjem med et forkølet eksemplar af et juletræ. Jeg synes nu, det er en sympatisk skik, som jeg næsten ikke kan stå for.

Dog er træet julens hovedperson hos os, og min mand drager derfor hvert år ud i landskabet for at vælge vores juletræ. Vel hjemme igen, viser han stolt det flotte juletræ frem foran vinduet, mens jeg står der inde i varmen, bag ruden, og giver ham thumbs up og et anerkendende smil.  Det er en af de traditioner, der har listet sig ind på os, og nu ikke kan ændres.

En anden er, at jeg den 23. december pynter træet sammen med børn og børnebørn. Kræmmerhuse fyldes omhyggeligt med slik, og de mindste sørger for pynt på de nederste grene, mens de største sørger for de øverste. Træet bliver på den måde et unikt og spændende produkt af familiens samlede indsats, og vi betragter det bagefter stolte, fra vores pladser ved langbordet, hvor vi spiser risengrød og drikker et glas hvidtøl.

Ja, julen banker igen på døren, og jeg synes ellers, at det var 5 minutter siden, jeg pakkede den sidste julekugle forsvarligt ind i silkepapir og gemte den væk i skabet. Er der noget om, at der bliver kortere mellem julene? Måske, men i dag lignede krummerne på min tallerken, efter morgenbollen, en stjernehimmel, og så ved jeg, at julestemningen atter har lykkes at finde mig, og jeg åbner med glæde kasserne med julegrej og skøn mystik.

Kalenderlyset, som vi har købt til spisebordet hvert år, var i virkeligheden et jule-stress-lys i forklædning, fordi det bare ikke ville brænde ned til dagens dato. Så for tre år siden købte vi et kalenderlys uden tal og i stedet med teksten fra Peters jul. Det brænder lige så langsomt, og efter tre år er vi kun nået til "....men jeg kan dog høre, - tys! I morges var det julelys og røde bånd og svesker." Men det stresser til gengæld slet ikke, for Peters jul kan kun blive alt for hurtigt færdig.

Gensynet med gammelt julepynt er altid en glæde. Min farmors gamle klokke med julemusik-out-of-tune pga. alderdom, oldemors gamle julenisse, der kun nødtørftigt hænger sammen og har fast plads under juletræet, og ikke mindst juletræs pyntet, som børnene husker fra de var helt små. Et år var jeg faktisk lige ved at blive fristet til en såkaldt designer jul, men hvor smuk sådan en end er, er det er bare ikke jul hos os, med mindre det autentiske, gamle, let krøllede men magiske julepynt er med til at sætte stemningen.

Vi holder jul på vores gamle præstegård for hele familien, som er en dejlig broget flok fra 1 til 84 år - hund og kat er naturligvis også med. Det er en af julens lyksaligheder, at vi er så mange, at ingen ser, hvis der mangler en, når julemanden kommer hen over gårdspladsen med sin jule sæk. Men bagsiden af medaljen er dog, at heller ingen ser, når vores hund, Ronja, snuser sig frem - som en anden narko hund - til chokolade, vingummi og andet spiseligt i gæsternes bagage, og bagefter - gerne midt i julefreden - ganske ugenert kaster det hele op igen - på gulvtæppet (....aldrig på gulvet hvor det ville være alt for let at vaske). Det er bestemt ikke sjovt i situationen, men hvor utroligt det end lyder, bliver vi glade for det i længden. For når det kommer på afstand, bliver det pludseligt underholdende, og de jule hvor noget gik "galt", er faktisk dem vi holder mest af, tænker tilbage på og taler om.

Et år skulle julemanden bag om huset, ad en lille flisebelagt sti. Det havde sneet, men sneen var først tøet og siden frosset til is, så der var spejlblankt, da julemanden kom løbende. To skridt inde på stien, skred han på isen, fløj op i luften og landede med et brag på ryggen. Da han dukkede op ved vores havedør, stod hele familien forventningsfulde klar og ventede på en noget forsinket julemand, der ankom med skæve briller, vådt skæg og hold i ryggen. Næste morgen lå der en besked på vores telefonsvarer: "Det er fuc.... Julemanden. Jeg er på vej, men bliver lidt forsinket, fordi jeg lige har taget en ordentlig røvtur på jeres sti. Næste år kaster I fan..... salt på den sti, ellers kommer jeg slet ikke!"

Vi er nabo til kirken, så vi gør alt, hvad vi kan for at nå julegudstjenesten. Når vi skal ud af døren, foregår det i ægte når-familien-skal-på-skovtur stil; stor forvirring med frakker, halstørklæder og huer, og en der leder efter sine handsker af skind, hvorefter en ældre, der ikke hører så godt siger: "Hvad siger I, er der en der har sluppet en vind?". På faldrebet er der bemærkelsesværdigt mange mænd i familien, der melder sig frivilligt - og uopfordret - til at blive hjemme og passe på ænderne i ovnene. Ikke at ænderne ligefrem behøver babysitter, men mændene insisterer, med en alvorlig rynke i panden, på at gøre os denne tjeneste.

Tilbage fra kirken er det tid til Peters jul, som læses højt ved pejsen i stuen. Lille som stor sidder vi side om side og lytter intenst med katten på skød og hunden ved fod - det er min yndlingsstund og en sjældenhed i vores store familie, hvor vi alle sammen ellers taler ofte og meget - og gerne samtidig. Der sidder jeg og betragter mine kære, lille og stor, og midt i denne fredfyldte stund bliver jeg mindet om, at det er dem det hele handler om, dem der giver livet mening. Jeg bliver ydmyg og føler dyb taknemmelighed.

Klokken er nu 5 minutter i jul, men jeg kan lige nå at ønske dig glædelig jul - og tjek lige krummerne på din tallerken, måske ligner de også en stjernehimmel?

Glade julehilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på facebook

Prinser og prinsesser

En tidlig morgenstund sad jeg på en cafe midt i Washington DC. Titusindvis af travle mennesker passerede målrettet forbi på vej til arbejde. Mændene iklædt jakkesæt, kvinderne pæne kjoler og gummisko - næppe en stil Uffe Buchard ville godkende - men virkelig praktisk og jeg gætter på, at de pæne sko var med i tasken.

Midt i menneske mylderet var der pludselig en mand, der stak ud. Han gik i et markant langsommere tempo end flokken - til stor irritation for nogle - lidt foroverbøjet med blikket rettet mod fortovet under hans fødder. Han havde tydeligvis slet ikke travlt med at komme på arbejde. Hvorfor? Tænkte jeg, mens jeg betragtede ham nysgerrigt fra min plads ved cafeens vindue. Er han mon en samvittighedsfuld chef, der skal ind og fyre en dygtig og afholdt medarbejder pga. nedskæringer? Jeg begyndte at fantasere om mandens historie.

Vi gør det alle sammen, og historien vi brygger afhænger helt af øjnene, der betragter. Det vi ser og tænker om oplevelser, steder og mennesker er, om ikke hevet direkte ud af vores mentale bagage, så i hvert til fælde påvirket af den. Vores opfattelse af andre fortæller ofte mere om os selv, har jeg hørt.

Den der netop er blevet skilt tænker måske om manden i Washington, at han var knust, fordi hans livs kærlighed havde forladt ham den selv samme morgen - hvorfor overhovedet leve nu?

Mit barnebarn ville til gengæld have en helt anden eventyrlig historie om manden, noget i retning af; prinsen havde kæmpet for sit kongerige og den seje prinsesse, men var blevet besejret af en kæmpe drage, der vogtede ved slottets porte. Prinsen kunne kun komme forbi dragen, hvis han kendte det hemmelige kodeord, som ville forvandle dragen til en lille, bitte mus. Således gik prinsen nu rundt i Washingtons gader for at regne det hemmelige kodeord ud.

Hun ser nemlig prinser og prinsesser overalt og har bl.a. tegnet det flotte billede herover af tre glade generationer; hende selv med mor og mormor. Bemærk kronerne.

Omvendt har jeg lagt mærke til, at de ældste i familien nærmest aldrig taler om eventyr og drager, men snarere er optaget af helt jordnære ting som busken i haven, der er vokset skævt. Måske ville de tro om manden i Washington, at han gik så langsomt, fordi han havde en ligtorn?

Hænger alder mon proportionalt sammen med – sådan generelt set - hvor detaljeret vores univers er? Som barn fascineres vi af de store eventyr med prinser, prinsesser og drager. Som ung bliver det rock, -reality og popstjerner, der optager os. Som voksne er det terminer og prisen på minimælk. Som pensionister er det måske den skæve busk i haven. Men hvad så når vi nærmer os 100 år, er det så den nedgroede negl og hæmoriden vi fortæller om, når vi mødes i familiens skød til julefrokost - eller er der en bagatelgrænse? Og hvor bliver eventyret, prinserne og prinsesserne egentlig af?

Forsvinder de væk i vasketøjskurven, bliver suget op i støvsugeren, forputter sig i husholdningsbudgettet, eller bag en tallerken i opvaskemaskinen. Lige så stille går de i hvert tilfælde mere og mere i baggrunden, og en dag er de helt væk. Så er det kun den stigende pris på mælk og den dalende aktiekurs, der er tilbage - ikke særligt eventyrligt...

Uden vi opdager det, er vi blevet opslugt af pligter, arbejdsliv og hverdagens trædemølle, og en dag vi går og handler i Fakta, iført vores gamle, slidte jeans og ditto t-shirt, får vi måske - imellem reolerne med konserves og mel - pludselig øje på en barndomskæreste, ham vi  ikke har set i 37 år, ham der hører til tiden med prinser og prinsesser.

Han må for guds skyld Ikke se os i det her outfit, så vi kaster os ned bag reolen og kryber langs den med militær præcision, så BS Christiansen ville være stolt. Fortsætter nede i knæ bag vores indkøbsvogn a la Gaucho Marx fra Marx Brothers, så de andre handlende tror, at vognen kører helt af sig selv, og vi når i sikkerhed bag køledisken.

Puha...han så mig ikke, når vi lige at tænke, da en dyb stemme lyder: "Nå for søren, synes nok, at det var dig. Hvad laver du nede på gulvet?". Vi rejser os, betragter ham, hans runde mave og vigende hårgrænse og konstaterer, at lige så lidt vi selv er prinsesse, er han prins. Virkeligheden har indhentet os, og det går nok alt sammen. Der ved køledisken i Fakta, kommer samtalen hurtigt til at dreje sig om de faldende aktiekurser og den stigende pris på minimælk.

Indrømmet, jeg er et sted i mit liv, hvor aktiekurser, terminer og prisen på fødevarer optager mig voldsomt. Men omvendt vokser jeg nok aldrig helt fra lysten til eventyr, så jeg har lært at tage mine mirakler, hvor jeg kan få dem og elsker at se mig selv igennem mit barnebarns øjne som på tegningen herover med flot, farverig kjole - og prinsesse krone på hovedet. 

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Husker du, så glemmer jeg alt...

Det der med at huske navne, er en vigtig egenskab, når vi netværker. Jeg er ret god til at huske ansigter, også selv om det er hundrede år siden, jeg har set dem. Men navne - det er en helt anden sag. 

Vi er nok mange, der har oplevet at passere et fremmed menneske på gaden, som pludselig stopper op og siger: "Hej, hvor er det længe siden. Hvordan går det?" Du ved, du kender personen, ansigtet er bekendt, men du kan ved gud ikke huske hvorfra og da slet ikke navnet. "Heeej......." siger du tøvende, mens din hjerne kører på højtryk for at huske. Den bladrer fortvivlet hele kartoteket igennem fra A til Z helt tilbage til de efterhånden gamle, falmede kartoteksblade, hvor såvel billeder som tekst næsten ikke er til at tyde længere. Hold kæft, hvor har jeg egentlig mødt mange mennesker igennem hele mit liv - tænker du.  

Personen griner, taler og er tydeligvis meget begejstret over det tilfældige møde. Bladre, bladre, bladre.....er det en forældre til en af mine børns skolekammerater? Er det en gammel kollega? En fra håndboldklubben? Kom nu! Du ved instinktivt, at tiden er ved at løb ud. Lige om lidt vil der blive stille, talestrømmen vil forstumme og det vil forventes, at du bidrager til samtalen - gerne med noget konstruktivt og bare lidt intelligent... 

Vi var en gang til bryllup, et af de helt store, hvor alle og enhver var inviteret. Vi kendte bruden bedst, gommen så vi faktisk for første gang netop til brylluppet. En eller anden havde fået den gode ide, at en entusiastisk brudepige skulle gå rundt og videofilme gæsterne, som skulle sende en kærlig hilsen til brudeparret. Pludselig pegede hun kameraet mod min mand, og flink som han er, skulle han naturligvis nok sige et par bevingede ord. Det var da også en rigtig fin hilsen han sendte dem - lige bortset fra, at han kaldte gommen et helt andet navn.  

...efter at have ledt forgæves i hjernens kartotek, kan vi vælge mellem to løsninger; den ærlige hvor vi lægger kortene på bordet og erkender, at vi simpelthen ikke kan huske, hvem personen er. Eller den vovede, hvor vi satser helt vildt og forsøger os med meget generelle sætninger, naturligvis helt uden at nævne nogle navne.... 

På den anden side, er det også virkelig irriterende, når andre ikke kan huske vores navn - især hvis vi ses ofte eller ligefrem er i familie. Det er næsten på linje med at være usynlig. I tidernes morgen, da jeg mødte min mand, havde min søde svigerfar besynderligt svært ved at huske mit navn. Han kaldte mig alt muligt andet, men sjældent Annemette. Trods talrige forsøg på at få ham til at huske mit navn, fik jeg først gennembrud, da jeg selv begyndte at kalde ham forskellige, helt tilfældige navne; Knud, Ernst, Frank…. så kunne han pludselig godt huske mit.  

Andre går i den helt anden grøft og over-insisterer ligefrem på at vise, at de kan huske vores navn. Telefonsælgere for eksempel. Vi kender ikke hinanden, har aldrig mødtes og alligevel når telefonsælgere at nævne mit navn imponerende 103 gange på de 20 sekunder, det tager dem at fortælle mig om et særdeles godt tilbud, de har på forsikringer - som var vi bedste venner.  

Nogle navne ligner også hinanden så meget, at det burde være ulovligt. Fx Mathias og Tobias eller Lizette og Linette - det er usportsligt og nærmest at spænde ben for os, der i forvejen har et bugnende navnekartotek i hjernen at holde styr på.  

For mange nybagte forældre er det virkelig en udfordring at finde det rigtige navn til deres barn. Og ikke så få vokser da også op og hedder noget, de egentlig slet ikke føler er "dem". Fx når Bjørn vokser op og bliver et lille, smalskuldret myr. De handlekraftige tager dog sagen i egen hånd, når de bliver voksne og tager navneforandring. Godt for dem, men ikke ligefrem lettere for os andre, med alle disse aliasser. Desuden kan der nu også være tale om særdeles kreative stavemåder i bestræbelserne på at tækkes nummerologi. Så glem alt om at skrive navnet, for du ved med sikkerhed, at de har listet et stumt Z ind i Hanne, men hvor - bliver rent gætværk. 

Ind i mellem bliver jeg rigtig træt af den overflod af data i min hjerne og overvejer seriøst en ctrl + alt + delete, at tilkøbe flere megabytes, en iCloud løsning så alle data bare automatisk gemmes i skyen via wi-fi, eller blot en søgefunktion lige så avanceret som Google.

Men heldigvis har vi en stor hjælp i vores 11 år gamle netværk Vi Kvinder, som alt andet lige gør det meget lettere at huske hinanden og holde kontakten, også selv om der er mange år imellem, at vi ses. Og i mellemtiden har verdens befolkning rundet 7 milliarder, så nu må det da definitivt være lige vel smart at synge "Glemmer du, så husker jeg alt...." 

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Også på facebook.com/vikvinder

November tilgiver

Jeg ved godt det er højst ualmindeligt, men siden jeg var en lille pige, har jeg elsket november. Okay, først fordi jeg vidste, at når bladene fik efterårsfarver og faldt af træerne, var det november og min fødselsdag. Men efterhånden som årene er gået, er min fødselsdag sjovt nok blevet mindre væsentlig, hvem tæller? Nu holder jeg af november af helt andre årsager.

Trods sit dårlige ry synes jeg november er så dejligt uprætentiøs. Den er der bare helt uden den store ballade, nøgtern og ærlig a la tag-mig-som-jeg-er.

November er naturlig smuk på en rå måde, med millioner af blade i orange-gule nuancer, der hvirvler i vinden langs rendesten og hen over græsplæner. Mange af os bliver aldrig for voksne til at lege i bunkerne af blade i skovbunden. November byder på jordnære oplevelser som at samle kastanjer, blade, valnødder og mos til dekorationer, snack og leg.

November er mørk og mystisk. Den er hyggelig med stearinlys. Men november er også tilbage til almindelig tid, den helt originale, hvor vi ikke længere alle sammen skal lade som om, at klokken er mere end den egentlig er.

November måned er opkaldt efter novem, latin for 9, da marts i sin tid åbenbart var første måned. Det er der jo ingen, der ved noget om længere, men det er også irrelevant for min pointe, for november har hele tiden været i slutningen af året, der hvor vi så småt begynder at gøre status: Har vi nået alt det, vi satte os for i år? Og ellers er det heldigvis så sent på året, at det for de fleste af os alligevel kan være befriende lige meget.

Vi får en velfortjent pause. Havemøblerne og græsslåmaskinen bliver sat væk, selv ukrudtet stopper med at vokse. Vi samles i stuerne, tænder op i brændeovnen og finder de lune plaids frem - det er fuldendt hygge med tid til bræt-, kort- og terningspil med familie og venner. Endelig kan vi bare være til. I netværket rykker vores aktiviteter også ind i varmen og vi mødes på lune cafeer omkring en varm kop kaffe og filosofiske samtaler. Samles omkring sangen og musikken i Vi Kvinder-koret. Arrangerer ”Til middag hos” og andet hyggeligt samvær. Kigger på vores stamtræ tilbage til Kong Christian den 10. Går i svømmehal og kommer i form sammen.

Som voksen holder jeg også af november, fordi jeg i teorien kan tage fat i de der typiske vinter sysler, som at sætte billeder i album. Det er altid i november jeg kommer til at tænke på det, men siden 1986 har jeg dog endnu ikke fået det gjort. Det gør nu ikke så meget, for der er noget virkelig rustikt over rejsen Down memory lane i papkasser med tilfældige billeder fra gymnasiet, det år jeg havde bad hair day hele året, de skønne år i Paris - tiden hvor træerne virkelig voksede ind i himlen, da børnene var bitte små, og de stod på stole for at nå køkken bordet, når vi bagte svenske kanel boller sammen - nu er de alle tre for længst vokset mig over hovedet, men de elsker stadig kanel boller.

Timer kan gå ved kasserne med billeder. Vi griner af vores 80'er hår og fortæller historier, som de yngste sjæle aldrig har hørt, og de ældste sjæle næsten har glemt. Billederne lægges pænt tilbage i papkasserne, men jeg ved, at november tilgiver mig min dovenskab, for der er snart ikke flere blade på træerne, og så er det min fødselsdag.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg vi-kvinder.dk

Også på Facebook.com/vikvinder

Held i uheld

Han var ikke mange uger gammel, da han kynisk blev skubbet ud af reden af sin mor, dømt uegnet at bruge mere tid på. Overladt til sig selv, lille, bange og forsvarsløs var han et let bytte, hvilket resulterede i en uoprettelig skade på den ene vinge. Det var her, hans veje krydsede min venindes, hvis hjerte er så stort, at hendes lille krop næsten ikke kan rumme det. Han sad nemlig der hjælpeløs og udmattet på hendes terrasse og pippede om hjælp: ”Pip, pip...” gispede han udmattet og kikkede op på hende med sine store, sørgelige øjne. Han var en skrøbelig lille solsort, med dystre fremtidsudsigter, såret og helt alene i verden - hendes hjerte var solgt, og hun måtte redde ham. Hun synes han lignede Einstein med fjer, der strittede til siderne på hovedet, så det blev hans navn.

Det får mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at have nogen der griber os, når vi snubler over livet.

Nogle gange helt bogstaveligt som forleden aften, da min mand og jeg var ved stranden. Det var den 1. oktober og vejret opførte sig som en forelsket teenager – det var helt ude af kontrol med 25 graders varme og sol fra en skyfri himmel. Vi ville nyde solnedgangen over vandet og havde sat os godt til rette i sandet med solbriller og en kold sodavand. Vi havde bemærket en ældre dame i badedragt, der hyggede sig i vandkanten længere oppe ad stranden. Pludselig faldt hun om. Vi løb hurtigt frem til hende, hjalp hende på benene igen og op af trappen til hendes mand, en ældre herre som med sit gangstativ ikke kunne være med nede på stranden. Det var heldigt, at vi lige var der til at hjælpe.

Andre gange i overført betydning, når vi rammes af uheldige omstændigheder som at miste sit job, sit livs kærlighed, sit hjem, blive syg eller gå konkurs. I alle de situationer er det vigtigt, at have et godt og trygt netværk, der kan hjælpe os på benene igen. Det er ikke altid verdens ende, det viser sig nogle gange, at det bliver meget bedre på den anden side - held i uheld.

Fænomenet held i uheld handler faktisk ofte om timing. Jeg skriver dette i et fly fra New York til København og kommer til at tænke på, at min mand og jeg for en årrække siden var til bryllup i San Diego. På ægte Amerikansk maner var der en kæmpe reception, hvor gud og hvermand var inviteret. Gud og hvermand havde desværre også besøgt buffeten, så der var kun et træt stykke ost og en krøllet fingersandwich tilbage, da vi kom frem til bordet – det var uheldigt. Vores maver knurrede efterhånden højlydt, så da vi blev inviteret hjem til brudens forældre efter receptionen sammen med den inderste kreds, gjorde vi et hurtigt stop ved Burger King. Der købte vi hhv. fem og to cheeseburgers, som vi hurtigt spiste i bilen. Vi nåede kun lige at sluge den sidste bid, da vi rullede ind i indkørslen til den private fest – det var heldigt. Propmætte blev vi kærligt modtaget og ført direkte ind i et enormt amerikansk køkken, hvor det bugnede med mad og værtinden sagde: ”You must be hungry dear, eat all you can now” – det var uheldigt.

Einstein var uheldig, at blive smidt ud af reden og vraget af sin mor. Men set i et større perspektiv var han måske i virkeligheden heldig? I dag bor han hos min veninde i noget, der nærmest kan beskrives som et slot for fugle. Det er helt igennem fantastisk, flere meter højt, med rigelig plads til leg og et indbygget soveværelse, der både er hyggeligt og isoleret - en klar fordel, når vinteren gør sit indpas. Hans søskende skal forsøge at overleve den barske vinter og finde føde på de golde grene og i den kolde sne. De skal kæmpe om frø på foderbrædderne i de omkring liggende haver, og kun hvis de er heldige, er der nogen, der har sat vand ud til dem. Einstein får dagligt serveret fede, levende orme, friske frø og rent vand, som han kan nyde i fred og ro fra min venindes varme hånd – det er heldigt.

Hvis det rygtes, hvor heldig Einstein i virkeligheden er, vil der måske i nær fremtid, når min veninde træder ud på sin terrasse være 4 fugle (resten af kuldet) og Einsteins mor - den ene naturligvis mere halt end den anden - med vingerne demonstrativt slæbende efter sig og med meget, meget triste: ”Pip, pip….” – for måske var det alligevel en fejl at afskrive ham så hurtigt, ham Einstein?

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg vi-kvinder.dk

Også på Facebook.com/vikvinder

Hvad hjertet er fuldt af...

Det sker, at man brænder så meget for et emne, at man nærmest ubevidst får drejet enhver samtale ind på det. Da vi var midt i renoveringen af vores gamle præstegård, fik jeg pludselig en overvældende interesse for sådan noget som isolering. I en nærmest midlertidig sindssyge synes jeg, at Rockwools online isoleringsberegninger var dybt fascinerende. Jeg benyttede enhver lejlighed til at tale om det, også til en konfirmation hvor min bordherre var optaget af, at fortælle mig om sit spændende job som revisor og blot forventede et anerkendende nik fra min side, og jeg i stedet lænede mig interesseret ind mod ham og sagde: ”Du som er så god til at regne, hvor mange millimeter isolering har du på dit loft?”

I den periode, lærte jeg meget om hulmursisolering, jordvarme anlæg og termografering. XL Byg kataloget fik en fast plads på mit natbord. Jeg syntes, at det var voldsomt interessant med rentabilitets beregninger på investering i nye vinduer i vores gamle hus, og skuffelsen var da også stor, da det viste sig, at investeringen først ville være tjent hjem efter 100 år. Jeg benyttede i virkeligheden enhver lejlighed til, at tale om det jeg brændte så passioneret for, og hvis en håndværker tilfældigvis, krydsede min vej, måtte jeg slå en sludder af med ham om bærende vægge, tagkonstruktioner, kviste eller sternbræt. Jeg lærte sågar om fjer og not, som jeg ellers tidligere havde troet var en slags Knold og Tot eller Gøg og Gokke.

Jeg surfede en dag på nettet og faldt over teksten: ”Har du fundet din terminsgruppe online?” Jeg forestillede mig naturligvis, at der var tale om realkredit terminer på huse, og jeg blev fluks nysgerrig – men så stod der videre ”Bliv del af netværk her – Vores Børn” - okay, så er der nok tale om fødselsterminer!

Så skete det, på en rigtig god dag – bingo – jeg ramte en, der var samme sted i livet, helt fokuseret på lægter, tagsten og isolering. Det var i forbindelse med en ellers ordinær rutine e-mail til min programmør; bla-bla-bla om stort og småt omkring en opgave og kom afslutningsvis, nærmest i en fodnote til, at nævne vores helt nye tag....ja, fuldstændig ude af sammenhæng, jeg ved det. Men så kom der fluks et svar retur - som havde han kun siddet og ventet på min mail - med en passioneret fortælling om hans nye tag, og vedhæftede billeder af hele renoverings projektet – oh, hvilken fryd, en forbundsfælle.

Over alt lagde jeg mærke til arkitektur, vinduer, kviste og ikke mindst tage. Jeg kunne have været en overordentlig god sælger for et tag firma, når jeg tænker over det, for jeg var helt up to date på sortiment og produktinformationer, og vidste nøjagtig hvor i landet, der lå hele klynger af huse, der kunne trænge til nyt tag. Var det i virkeligheden bare tag fetich?

I kølvandet af en brændende interesse, er der dog en bemærkelsesværdig risiko, eller nærmere et besynderligt fænomen, som jeg har lagt mærke til. Mange mennesker, når de interesserer sig brændende for et emne, kommer på en eller anden måde til at ligne det emne. Lidt på samme måde, som en hund og dens ejer ofte ligner hinanden – du ved, med ens frisurer…

Der er mennesker, der har hjertet fuldt af frimærker, have, motorsport, heste, ord, bolig indretning, design, mode, velgørenhed eller flyvemaskiner – men mere sjældent er måske, at have hjertet fuldt af affaldshåndtering. Sådan en har jeg faktisk mødt, og han kan virkelig ikke sige en sætning uden at ordet container indgår. Mit syn på affaldshåndtering er ikke det samme efter at have mødt ham. Han kan sortere din papirkurv helt ned til mindste papirklemme, og han elsker det. Det er meget inspirerende….. på en mærkelig måde.

Præstegården blev færdig, håndværkerne pakkede deres grej og tog hjem til Kalundborg. Min mand og jeg tog fat på næste projekt; haven. Buske skulle fjernes, stauder plantes og XL byg kataloget på mit natbord blev erstattet af Claus Dalby's bog ”Havedrømme”. Planteskolerne blev mit andet hjem, og vi tilbragte det meste af vores fritid i haven.

Så blev vi inviteret til bryllup, neglene blev renset for jord og havebukserne blev erstattet af festtøj i henhold til dress code: Black tie. Jeg fortalte lystigt min bordherre om høstanemonerne i vores have og de forestående planer om et bed helt i blåt og hvidt med iris, kornblomster og måske skabiose – jeg forventede blot et anerkendende nik fra ham, da han kiggede interesseret på mig, lænede sig ind mod mig og sagde: ”Du som er så god til at huske alle planternes navne, hvor mange millimeter isolering har du på dit loft?”

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg vi-kvinder.dk

Også på Facebook.com/vikvinder

Emma gad, gider du?

Tid er virkelig en mangelvare – også i mit liv. Der er tusind ting jeg gerne vil fordybe mig i. Jeg kan umuligt nå det hele, med mindre jeg kan nøjes med 4 timers søvn om natten – og det kan jeg ikke. Faktisk skal jeg helst have mindst 7 timers søvn, ellers bliver jeg usamarbejdsvillig, og det er ikke rart for nogen. Livet igennem er jeg blevet engageret i diverse råd, nævn, klubber, netværk og foreninger med ansvar og opgaver til følge. Jeg må nærmest sidde på hænderne, og bide mig selv i underlæben, når der er bud efter engagerede mennesker, ellers melder jeg mig straks på banen. Med familie, arbejde, venner, netværk og alle mine interesser, er det helt urimeligt, at døgnet kun har 24 timer.

Jeg tror, at vi er mange, der ville stemme på den politiker, der kunne give os flere timer i døgnet, flere dage i ugen, og flere uger i året. Når vi mennesker er presset på tid, sker der nemlig mærkelige ting. Praktiske opgaver skal pludselig løses hurtigst muligt, så vi begynder at multitaske. Multitasking er i virkeligheden blot et andet ord for, at gøre tingene halvt (altså mindre opmærksomt), og det var lige dér, i det øjeblik, da vi begyndte at multitaske, at tøjtyven flyttede ind hos os.

Tøjtyven har faktisk været på besøg mange gange i årenes løb, især da vi havde tre hjemmeboende børn, men da stjal han dog kun strømper. Altid den ene strømpe, aldrig et par. Vi havde derfor en skuffe med en hel masse enlige strømper, der forgæves ventede på, at deres makker skulle dukke op.

Men nu mistænker vi tøjtyven for, at være flyttet ind hos os, permanent. Samtidig har han fået smag for større tøjstykker som løbeshorts, skjorter og jeans. Der udover har vores tøjtyv særlig præference for min mands tøj. Måske er det størrelsen? Måske er det kvaliteten? Vi ved det ikke, men min mand er i hvert tilfælde hurtig til, at sætte himmel og hav i bevægelse, når tøjtyven har været på spil: ”Luk alle udgange”, ingen forlader huset før bukserne er fundet.

Heldigvis finder vi næsten hver gang, det stjålne tøj et eller andet sted i huset, hvor tøjtyven af ukendte årsager må have gemt det. Puha, så kan vi alle ånde lettet op igen, dørene åbnes og vi fortsætter vores travle liv.

Jeg indrømmer - i al fortrolighed - at jeg i det travle livs sag, måske er gået lidt over gevind med oprydning, sortering og udflugter til genbrugspladsen. Jeg synes simpelthen, at det hele er meget lettere, hvis vi lever et enkelt liv, materialistisk set, med færre ting der skal holdes orden på. Så jeg har gennemgået alle rum, skabe og skuffer, og været på genbrugspladsen med alt det, efter min mening, var overflødigt. Det ved min mand, og jeg kan se i hans ansigt, at jeg ligger på en klar 2. plads over mistænkte – lige efter tøjtyven – for at have stjålet hans jeans. Hans mener, at jeg måske har sorteret hans jeans op i en i en container på genbrugspladsen. Han forestiller sig, at enten tøjtyven eller en mand i et U-land, nu går rundt i hans bedste jeans.

Nej, tøjtyven er bestemt ikke populær hjemme hos os. Men der er én, der er endnu mindre populær, og det er tidstyven.

En anden uheldig konsekvens af travlhed, er nemlig en overbooket kalender. Mandag tror vi optimistisk, at vi har flere timer til rådighed, end ugen faktisk indeholder. Aftalerne akkumuleres, nogle aftaler rykkes derfor frem. Først en enkelt dag frem til tirsdag. Så to dage frem til torsdag. Når søndag oprinder, ligger der en meget lang liste af aftaler og gøremål, som nødvendigvis må skubbes til ugen efter, fordi vi løb tør for tid. Tidstyven er så den, der ikke får styr på sin planlægning, optimistisk lover sig væk til flere end hun kan nå – og glemmer at møde op.

På den anden side af en aftale er der nemlig et, eller flere mennesker, der også mangler tid. Hvis du aldrig har prøvet, at blive brændt af, er du heldig. Men hvis du har, ved du også hvilken nedtur det er, at vente på en, der ikke dukker op. Tidstyven er måske den værste af alle tyve.

Emma Gad følte det nødvendigt, at skrive en bog om takt og tone i 1918. I sit forord skrev hun: ”Det har været mig saa magtpaaliggende at faa nedskrevet disse grundlæggende Raad for vor Omgangstone, at de er faldet mig i Pennen, før jeg tog fat det, hvor jeg rettelig skulde begynde, nemlig med at sige, at al virkelig god Opførsel kommer indefra, udspringer naturligt fra det Sind, som er aabent for Velvilje, Forstaaelse og Medynk med Andre.” (Citat fra Emma Gad, Takt og Tone, 1918)

Emma Gad skrev også om afbud i sin bog, at det kun kunne anvendes ved sygdom eller pludselig sorg. Sjovt nok nævner hun slet ikke udeblivelse som en mulighed – sikkert fordi det var helt uhørt, at tilmelde sig noget, for at udeblive. Det gælder vel også i dag?

Tøjtyven kan vi lære at leve med, det er trods alt kun tøj, og min mand har faktisk andre jeans i sit skab, men tidstyven er virkelig ugleset – netop fordi tid er en mangelvare. Tidstyven kan have nok så mange undskyldninger, til syvende og sidst handler det vel om respekt for andres tid.

Emma gad, i 1918, at gøre sig umage for at styrke sine socialkompetencer – gider du i 2011?

PS: Jeg tror altså helt sikkert, at det er tøjtyven der går rundt i min mands jeans…

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg også vi-kvinder.dk

Eller mød os på Facebook.com/vikvinder

At skue hunden på hårene

Når min kat Garfield møder en anden kat, stopper de begge op og kigger på hinanden i en hel time. Jeg gætter på, at det handler om, at lande på det rigtige ben - så at sige - når man møder en anden kat, for man kan risikere, at skulle stå i samme stilling meget længe. Hvis en af dem behøver at rykke på sig, for at få bedre fodfæste, kan det blive skæbnesvangert, for det opfattes klart som et svaghedstegn. Hele pointen er, at stå helt stille mens man, egentlig ret uhøfligt, nedstirrer hinanden. Jeg er på mange måder lidt imponeret over, hvor god tid de tager sig til, at se hinanden an. De får naturligvis ikke udrettet meget den dag, men jeg elsker, når nogen virkelig gør sig umage, og ingen kan beskylde dem for at hoppe over hvor gærdet er lavest?

Man siger, at vi mennesker bruger 5 sekunder til at danne os et førstehåndsindtryk. Det står jo lidt i kontrast til kattenes måde, at gøre det på. Jeg kan jeg ikke lade være, at tænke på, hvor få af de mennesker jeg kender, der i virkeligheden passer til deres emballage. Selv hvis de kom med en indholdsfortegnelse, og det var tilladt, at skrive med så små bogstaver, som jeg med alderen i stigende grad bemærker, bliver brugt i diverse indholdsfortegnelser, kunne jeg ikke få plads til alt det, et menneske faktisk indeholder.

Min fars moster – ja, hold tungen lige i munden, det er ret langt ude i familietræet – bor i København og var en af de uheldige, da der for nylig var skybrud og alle gader, kloakker og kældre blev oversvømmet med vand (læs: kloakvand). Hun skrev i et brev til mig: ”Min telefon virker ikke endnu, ej heller internet. I dag har jeg fra 9-12 hjulpet et ægtepar på 2. sal, som begge er ældre, syge og gangbesværede, så jeg er godt mørbanket, men det var god motion.” Min fars moster er selv 84 år.

Vi tror, vi ved, hvad mennesker indeholder ved første øjekast.

Ved et netværks møde i vi-kvinder, for en række år siden, husker jeg især en stille, meget beskeden kvinde. Hun var lidt grå og gemte sig bag nogle alt for store briller. Hun så, rent ud sagt, kedelig ud. Jeg forestillede mig en hjemmegående husmor fra provinsen, der gik til gymnastik (bøj, stræk) en gang om ugen og i øvrigt fik tiden til at gå med vasketøj. Men det viste sig, at hun var i super form, jævnligt deltog i Sjælland Rundt på cykel og i øvrigt også var den glade indehaver af en lækker motorcykel. Man kan bogstaveligt talt sige, at hun gav os andre baghjul.

At skue hunden for hurtigt på hårene, kan også give direkte anledning til misforståelser. Jeg bliver fx altid forvekslet med en ekspedient, når jeg er ude at handle tøj. Især i Magasin, hvor jeg ofte oplever, at kvinder styrer målrettet hen mod mig, stiller sig lidt for tæt og spørger: ”Har I den her bluse i andre farver?”, mens jeg selv ret desperat forsøger, at finde en simpel, sort turtleneck. Jeg er med sikkerhed den eneste kvinde i hele Magasin, der ikke ved noget om sådan noget - det må være en gen-fejl jeg har - men jeg er den sidste, man skal spørge om lige det.

Min mand er virkelig plaget af det fænomen i øjeblikket. Måske er det uniformen? Måske er det bare det faktum, at han altid befinder sig i en lufthavn på vej til en eller anden ny destination. Der er i hvert tilfælde overvældende mange mennesker med rigtig mange spørgsmål, der render rundt i lufthavnene og leder efter en, der har svaret. Lige i øjeblikket ligner min mand åbenbart ham, der har svaret på det hele, lige fra: "Hvad tid går flyet til Bangladesh?" til: "Hvorfor er cafeteriet allerede lukket?" Tag mit ord på det - han ved det ikke.

Helt håbløst er det, hvis du møder et af de her mennesker, der mener, at alle er idioter indtil det modsatte er bevist. De forbeholder sig ikke en gang retten til at benytte de 5 sekunder. Det er så helt lige gyldigt, hvad du har på, om du har en god eller dårlig hår dag, eller om dine sko er pudset. Du kan være nok så imødekommende, det preller bare af, og du bliver dømt på stedet uden rettergang.

Men det værste, tænker jeg, er alligevel alle de skønne mennesker vi var gået glip af, hvis vi ikke havde givet dem chancen. Vi kender det jo godt, det der med, at jo bedre vi kender et menneske, jo smukkere bliver de – fordi der måske er noget om, at skønhed ligger i betragterens øje eller, at ægte skønhed kommer indefra?

Så det er nok ikke klogt, at skue hunden på hårene, med mindre vi skuer lige så længe som katten.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

Når idioten får ret...

Den gang i begyndelsen af 1970 hed det vist jogging, og der var ikke ret mange andre familier, der praktiserede det. Måske var det derfor mine brødre helst så, at vi gik lidt stille med dørene? Men min far havde set lyset, og han synes vi skulle være en sund familie.

På vores vej, var vi helt sikkert de eneste der joggede, og jeg så godt naboernes hovedrystende attitude, når min far, tidlig søndag morgen, iført joggingtøj, gummisko og lange bakkenbarter satte sig ind i vores gamle bil, med kone, 3 unger (ikke guds bedste børn i naboernes øjne) og en balstyrisk jagthund, der var klar til at løbe jorden tynd. Naboerne synes tydeligvis, at han var en idiot.
Forholdet til naboerne var allerede belastet, af vores alternative måde, at holde have på – den passede i stort set sig selv. Det var min mor, der var have mennesket, men hun var af den overbevisning, at selv ukrudtet havde ret til liv, og derfor fik det hele lov til at leve og gro, lige der hvor det havde lyst. Visionen var vist nok en engelsk, romantisk have, men mit gæt er, at englænderen nok ville beskrive den som lidt over-the-top, havde han lagt vejen forbi.
Min far ville hellere dø end at blive set i haven med et skuffejern. og havde det været op til ham, var det hele sikkert blevet asfalteret og lavet om til en håndboldbane, så vi kunne motionere endnu mere. Men han valgte sine kampe, og over tid tror jeg egentlig også, at der gik lidt sport i det med naboerne...

Kun lige ud over kantstenen fes vores hund Mulle af bar spænding, så ruderne duggede og alle ombord var ved at dø af iltmangel. Det er i virkeligheden nok det, vi husker bedst fra barndommens famøse jogging udflugter i familiens skød.

Nu gør alle det - ung som gammel. Det hedder dog ikke længere jogging, nu hedder det slet og ret løb og er nærmest religion. Vi løber på vejen, i skoven, i byen, på landet. Vi løber sammen og enkeltvis, med og uden hund ved vores side. Vi løber kort - læste faktisk i et blad, at hvis det er svært at komme i gang, anbefales det, at tage løbetøj på og gå 100 meter end ad gaden, vende om og gå hjem igen! Så kan man jo diskutere, om det er nødvendigt at tage et bad efter den tur? I den anden ende af skalaen løber vi maraton i København, Berlin, Chicago og New York – ja selv på den Kinesiske mur. Selv om tiden vi gennemfører den på debatteres heftigt, så er det alligevel tydeligt, at det i første omgang mest handler om, at gennemføre de 42,195 kilometer. Så er vi stolte, og har et bevis på, at vi lever, og det er formentlig det, det handler om. Sundt kan det vel næppe være?

I dag er jeg bange for, at de få der vælger ikke at løbe, er de nye idioter, som naboerne kigger misbilligende efter. Fordi de ikke gør ligesom alle os andre. ”Hvad? Løber du ikke?” Hører jeg en kvinde udbryde med ublu forundring i stemmen, til en uskyldig mand ved et middagsselskab. Alle lægger resolut bestikket fra sig og vender blikket mod manden. Der bliver helt stille og hans svar afventes med spænding. ”Nej, øh, ikke endnu, men jeg overvejer kraftigt at begynde.” svarer han endelig med en lille, smal stemme.

For et par år siden var min mand på Flyvemedicinsk klinik ved Rigshospitalet til sin årlige, obligatoriske helbredsundersøgelse for piloter. Vi bliver jo ikke yngre og lægen spurgte ham, sandsynligvis blot et rutine spørgsmål: ”Motionerer du?”. Min mand følte et voldsomt forventnings pres og svarede uden at tænke nærmere over det: ”Nej, men det gør min kone.” Som om det skulle mildne det svar, som han intuitivt vidste ikke var politisk korrekt. Lægen mente dog ikke, at det var relevant i den sammenhæng. Siden er min mand blevet en dreven løber og han løber snildt 30 kilometer om ugen.

Men hvad sker der så, når idioten fra 70'erne fik ret? Ja, han har i hvert tilfælde ikke fået hverken oprejsning, kompensation eller sågar et lille ”Du fik sgu alligevel ret” fra de hovedrystende naboer, der stemplede ham som jubel-idioten den gang. Faktisk var han så meget før sin tid, at de fleste formentlig er døde nu.

Eller, som her forleden, da jeg i nyhederne hørte, at idioten der overhaler os andre venstre om, selv om han klart har set skiltet på motorvejen med, at der længere fremme indskrænkes til blot én vejbane og egoistisk maser sig ind foran os andre, når venstre vejbane slutter helt oppe ved afspærringen, faktisk har ret. Jeg gætter lidt beskedent på, at vi er mange, der har råbt bandeord efter den idiot. Men nu har han politiets ord på, at han har ret.

Måske ligger løsningen i, at vi undlader at stemple dem, der skiller sig ud fra flokken som idioter. Måske kan vi være mere åbne overfor muligheden for, at idioten måske har fat i den lange ende og har set lyset eller spottet en trend, længe før alle andre.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

En farverig kærlighedsaffære

Jeg har en kærlighedsaffære med farver i øjeblikket. Måske har du bemærket det? Jeg er ikke den eneste – faktisk tror jeg, at farver er det nye sort. Et medlem af vi-kvinder.dk skrev for nylig til mig: ”Jeg bliver så glad af alle de skønne farver, hver gang jeg logger ind på min profil”. Og det er det vidunderlige ved farver – de påvirker vores humør.

Farver gør også mig glad. Du ved sikkert, at hver farve har sin egen egenskab, men vidste du, at rød er en god farve der, hvor vi gerne vil opfordre til livlig kommunikation? Det siges, at den er god at have i spisestuen, hvor vi hygger med gæster, og i køkkenet hvor vi endnu samtaler - og den er naturligvis helt eminent i vores netværk, hvor det hele handler om at kommunikere. Uden kommunikation ingen netværk og ingen nye kontakter, vel?

Sommeren har også sine egne farver. For mig er det beige som sand, himmelblå, solgul, græsgrøn og hvid – ja, hvid i tusinde forskellige nuancer – det er sommerens farver for mig. Hvert år føler jeg samme sensation i kroppen, når sommeren indfinder sig. Den er let, lys og sød. Den er hjemmelavet rabarbersaft, bare tæer i græsset, lange lyse aftener, saltvand på huden, hygge med familie og venner, den er jordbær med kold fløde (helst af egen avl i disse tider...). Den er duften af rosen, en god bog i en stille krog i skyggen af et gammel træ, den er koldskål og dejlige oplevelser som en sejltur på havet, romantisk picnic i skoven, den er guitar spil og stegte marshmallows ved bålpladsen. Sommer er duften af den gule sol, det beige sand, blågrønne vand og en hel masse timer under en åben, blå himmel.

Sommer er også skæve situationer, som da min mand og jeg tog vores to sønner med i Legoland og ved en fejl forvildede os ind i en bygning som viste sig at være en forlystelse – for børn. Vel inde i den kilometer lange kø, var der ingen fortrydelsesret – ingen mulighed for at vende om og stå af. Vi måtte følge strømmen af familier, der bestod af mor, far og små børn. Bevares, vi var også en familie med mor, far og børn – men vores børn var store, meget store, de var nærmest voksne mænd – ja, den ene havde næsten fuldskæg. Der stod vi så – og hørte ligesom slet ikke til - men lod som om vi ikke bemærkede alle de forundrede blikke, der hvilede på os.

Sommer er tiden, hvor vi for en stund springer ud af hverdagens kalender-helvede og vover, at gøre alt anderledes, være børn igen eller dække bord kun med orange eller være vild og balstyrisk og helt droppe dækkeservietter. Gå med pink neglelak og stråhat eller rende rundt en hel dag iført træningsbukser med hængerøv. Vi opdager livet på ny, spiser, går i seng og vågner på skøre tidspunkter. Vi er fri, og alt er muligt. Det udløser nysgerrighed, glæde og energi – og jeg føler mig som født på ny og bliver spontant vild med lyserød.

Farver kan komme alle steder fra; en oplevelse, et minde, en sang, en smag, en forelskelse. Farve er en refleksion af os. Vi udtrykker os med farver alle steder i vores indretning, havens blomster, tøjstil - sågar i vores kost. Jeg synes, der skal være frit slag, når det gælder farver – og trenden er heldigvis på min side, vi kan vælge at være modige, eller enkle i vores valg af farver – alt dur - og vi skal blot vælge med hjertet, vi skal stå ved os selv. Farve er en personlig historie, og det er både skønt og befriende, at bekende kulør. De bedste ønsker til alle i vores farverige netværk, om en farveglad sommer 2011 med eller uden pink neglelak og stråhat.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

Veninde med Jane Doe?

Jeg husker tydeligt, den dag for 5 år siden, hvor vi kom hjem med vores nye hundehvalp, en lille fræk labrador. Hun fik straks navnet Ronja (røverdatter). Men det jeg husker bedst fra den dag, var alligevel Garfields reaktion (vores røde hankat – meget glad for mad, ja).

Han havde været eneste kæledyr i familien og var bestemt ikke tilfreds med familieforøgelsen. Der er ingen, der kan blive så fornærmet, som en kat – hvis du har en, ved du hvad jeg taler om.
Men Ronja synes til gengæld, at Garfield var helt fantastisk. Hun søgte hans selskab konstant, lagde sig helt tæt på ham og gerne i samme stilling. Når Garfield vaskede sig, gjorde Ronja det også. Når Garfield spiste græs i haven, gjorde Ronja det også. Tiden gik, og efterhånden blev Garfield helt glad for Ronja, som jo nærmest var blevet en klon af ham selv (en hund-kat), fordi hans indflydelse på hende var så stor. I dag er de helt uadskillige, sover sammen, spiser sammen og jager mus sammen. De er blevet verdens bedste venner.

Men så købte vi en robot støvsuger – en fantastisk opfindelse - vi holder meget af ham og kalder ham Robert. Glade kom vi hjem med Robert og satte ham straks i gang med at støvsuge. Han kørte ufortrødent rundt på gulvet, men det faldt ikke i god jord hos hverken Garfield eller Ronja, som kiggede op på mig med et fornærmet det-mener-du-ikke-seriøst-vel blik.

Ingen kunne først li' ham. I lang tid holdt de øje med ham, på afstand. Så snusede de forsigtigt til ham. Så forsøgte de at stå på ham (gratis køretur…) – og et eller andet har Robert gjort rigtigt, for pludselig en dag blev han accepteret, som et fuldgyldigt medlem af familien.

I dag har hverken Garfield eller Ronja det mindste imod, at Robert suser rundt og støvsuger – han kan endda for lov til, at støde af på dem, når han skifter retning.

Det er tilsyneladende sådan, at jo mere Garfield øver sig, jo bedre bliver han til at skabe relationer. Det lå nok ikke lige i kortene, at Ronja og Robert skulle blive Garfields bedste venner, men ikke desto mindre ved en god indstas…

Jeg er faktisk ret imponeret over,hvordan mine dyr kan finde ud af, at skabe et solidt netværk. Især når jeg ser mennesker forsøge, med en anonym profil, uden navn og billede og en virkelig beskeden beskrivelse som: ”Jeg er ny og vil gerne have gode veninder, skriv!”. Hvor stor er mon sandsynligheden for, at nogen vil stoppe op ved den profil og tænke ”Ih hvor interessant, hende må jeg da straks skrive til”? Nej, vel? For hvem vil være veninde med Jane Doe?

Vores Robert var jo heller ikke blevet optaget i flokken, hvis ikke han havde vovet sig ud midt på gulvet og støvsuget på livet løs. Han var synlig, han viste andre hvem han var, og de fik derfor hurtigt øjnene op for hans gode kvaliteter, hans fejl og mangler og helt unikke personlighed (for sådan én har selv en støvsuger) og alle kom derfor til at holde af ham.
Tænk, hvad vi kan lære af en kat, en hund og en støvsuger.

Besøg www.vi-kvinder.dk

Kæpheste og hellige køer

I min familie har kvinderne sat deres gedigne fingeraftryk, hele vejen tilbage til tip- tip- tip'erne.
Ikke forstået på den måde, at de har opfundet hjulet, penicillin, telefonen eller andet, der i den forstand er revolutionerende. Men helt almindelige kvinder - som du og jeg - der med deres kæpheste og hellige køer i den grad har præget familien, mænd, børn og svigerbørn – ja hele slægten i flere generationer. De har ganske ubemærket haft en enorm indflydelse på vores grundlæggende familie værdier.

Kvinderne i min familie var på mange måder besynderlige, så jeg må nok antage, at det er jeg sikkert også? Min farmor gik voldsomt op i, at gardinerne skulle være trukket fra efter kl. 8.00 og i øvrigt hænge pænt – så naboerne ikke skulle tro, at vi var sjuskede mennesker, der lå og sov langt op af formiddagen. Hvert forår tømte hun hele sit hus med 1. sal og kælder for samtlige møbler, for så skulle der gøres forårs rent. Hun havde to store æbletræer i sin have, og jeg kunne hjælpe med at samle æbler i en spand. Jeg fik et par kroner for hver spand jeg samlede, men forsøgte jeg at aflevere en spand uden top, blev jeg ret bestemt sendt tilbage i haven – for med min farmor sprang man ikke over, hvor gærdet var lavest. Min farmor var en rigtig farmor, som jeg elskede og ofte blev passet hos. Mad var ikke min ting – jeg spiste helst så lidt som muligt. Men hos min farmor var det anderledes. Hun lavede simpelthen 16 bittesmå madder af en rundtenom rugbrød og pyntede dem med pålæg, så de lignede en rigtig æggemad, spegepølse, ostemad mv. Da mine forældre hentede mig, kunne jeg så stolt fortælle, at jeg havde spist hele 16 rugbrøds madder til frokost og den gang i 1970 var det altså flot, når man havde spist meget!

Min mormor var til gengæld skide ligeglad med, hvad andre folk tænkte. Hun havde også hus med kælder og stor have, men hendes hus og have passede sig selv – bogstaveligt talt. Hun var intellektuel, meget litterær og skrev og læste hele sit liv. Hun var ikke særlig social og aldrig en rigtig mormor for mig. Men flydende latin, det kunne hun tale, og da jeg fik latin i gymnasiet - ikke af interesse, men fordi det var obligatorisk på nysproglig linje - talte hun straks latin til mig, og guderne må vide hvorfor, jeg forstod jo ikke et ord. Men da jeg flyttede til udlandet som ung, og vi begyndte at skrive sammen, fandt jeg ud af, at der var en anden side til hende - og jeg elskede hende skriftligt.

De havde dog en ting til fælles, min farmor og min mormor, de var 100% garderet til 3. verdens krig. Juleaften blev alt brugt gavepapir indsamlet, strøget og gemt. Knapper fra aflagt tøj blev nøjsomt klippet af og gemt. Alt blev brugt, genbrugt og brugt igen for en sikkerheds skyld og derefter gemt. Min mormor gik måske lidt over gevind og gemte også alle aviser, glas med skruelåg og alt muligt andet, så huset til sidst var spækket til randen. Men hun gjorde jo heller ikke forårs rent.

Jeg er en fusion af disse to kvinder – og mange flere - på godt og ondt. Alle deres kæpheste og hellige køer har jeg på mystisk vis arvet, og de kan stadig dukke op – her længe efter de er døde – i de ting jeg gør og siger. Det er som om, de er kodet ind i min rygmarv. Når det sker, ved jeg, at de lever videre i mig.
Min mormor er altid med ved tastaturet, når jeg skriver. Min farmor er altid med ved spækbrættet, når jeg nu laver 16 små rugbrøds madder til mit barnebarn. Og når jeg gør rent, ved jeg instinktivt, hvornår min farmor synes, det er tilfredsstillende, og det er i hvert tilfælde altid, når min mormor for længst var tilfreds.

Det er sikkert sådan i alle familier - jeg har fx hørt om en mor, der stod i køkkenet og lavede juleskinke. Hun skar det yderste stykke af den af, smurte den med honning osv. hvorefter hun lagde den i gryden. Hendes lille datter, som var med i køkkenet, spurgte nysgerrigt: ”Hvorfor skærer du et stykke af mor?” Moderen vidste egentlig ikke hvorfor, men hun havde lært det af sin mor, så hun bad datteren gå ind i stuen og spørge sin mormor. Da barnebarnet spurgte sin mormor hvorfor, svarede mormoderen, at det vidste hun egentlig ikke, og bad barnebarnet gå op på 1. sal og spørge sin oldemor: ”For det er hende, jeg har lært det af” sagde hun. Oldebarnet løb op af trapperne og spurgte sin oldemor, som svarede: ”Jo, ser du det gjorde jeg, for ellers kunne skinken ikke være i den lille gryde. jeg havde til rådighed den gang”.

Så vi kan jo med rette spørge, om vores umiddelbare handlinger altid er helt rationelle? Eller om det i virkeligheden er levn fra 1800-tallet. som vi bærer rundt på fra vores tipper?

Jeg tænker selv en del over mine egne kæpheste og hellige køer. Jeg er opmærksom på, at også du har dine tippers værdier kodet ind i din rygmarv. og når vi kommunikerer i netværket, er det ikke kun os, der skal forstå hinanden – det er også vores respektive farmor, mormor og alle tipperne med deres evindelige kæpheste og hellige køer.

At være omstillingsparat

En aftenstund lå min mand og jeg i vores seng i soveværelset og læste, da en fugl pludselig fløj hen over hovedet på os. Den lavede et reelt low pass, kun 10 cm over vores hoveder. Vi fik begge et kæmpe chok. Jeg skreg og gemte mig under dynen – hvad var det? Min mand sprang ud af sengen – kun iført underbukser – og løb efter fuglen, fulgte den hastigt ud af soveværelset og ned af trappen til stueetagen. Jeg fulgte tæt efter, på skælvende ben.

Vel nede i stue etagen, fløj fuglen ind i vores 11 meter lange gang, og vi fulgte nu efter i samlet flok min mand, jeg selv og vores hund. Da fuglen nåede enden af gangen, vendte den rundt og fløj direkte mod os. Min mand fik nu bedre øje på den og råbte højt: ”Det er ikke en fugl, det er en FLAGERMUS!” Hvorefter han lavede baglæns hjulspind i vores løse gulvmåtte, mistede fodfæstet, fløj op i luften – og landede med et brag direkte på ryggen. Jeg stod nu dér, højest af os alle tre og flagermusen havde direkte kurs mod mit ansigt. Alt imens jeg skreg i vilden sky for mit liv, flygtede jeg ind igennem en side dør i gangen, til vores vaskerum. Min mand slog alle verdens rekorder, var på benene i et split sekund og løb efter mig ud i vaskerummet - hunden lige efter ham.
Så stod vi der, i underbukser, meget forpustede og skrækslagne. En flagermus! Vi vidste ingen ting om flagermus. Bider de? Har de rabies? Hvis vi åbner døren, vil den så selv flyve ud? Hjælper det, at der er tændt lys i gangen, vil den så søge ud i mørket? Spørgsmålene stod i kø, og vi havde ingen svar.

Vi fandt diverse remedier frem til kampen mod flagermusen – eller, det vaskerummet nu havde at byde på: En spand (skjold), en badminton ketcher (våben) osv. Forskanset efter bedste formåen, lagde vi en slagplan, der gik ud på, at få flagermusen ind i mit hobbyrum, på den anden side af gangen, hvorefter vi ville se, om vi kunne lokke den ud af vinduet.

Iført underbukser og bevæbnet med spand og ketcher gik vi således i krig mod den ubudne gæst. Min mand fortalte senere, at han havde planlagt, i bedste Bjørn Borg stil, at svinge sin ketcher, ramme flagermusen og sende den ud af vinduet, ud i mørket tilbage til skoven. Men realiteten var den, at vel inde i hobbyrummet, sammen med flagermusen, gik han ned i knæ, lukkede øjnene og svingede vildt - og helt uden kontrol - sin ketcher frem og tilbage over sit hoved, mens jeg stod ubehjælpsomt og forsøgte at gemme mig bag spanden og skreg af skræk. Imod alle ods ramte han faktisk flagermusen, som på lidt uelegant vis blev sendt ud af vinduet, tilbage til skoven og ikke er set siden.

Vi havde også en vanvittig forestilling om, at vi kunne slå vores 8.000 m2 store parklignende græsplæne med en lille, almindelig græsslåmaskine. Det gjorde min mand 3 gange: første, eneste og sidste gang. Efter 7 timer stod han pludselig i døren – smurt ind i grønt græs afklip fra top til tå, skuldrene hængende nede ved albuerne og vrissede: ”Nu kører jeg op til maskinstationen og køber en traktor – og jeg vil skide på hvad den koster”.

Det blev livet på landet, på godt og ondt, da vi flyttede ind i vores gamle præstegård fra 1864 omringet af marker og skov, i den Sydsjællandske idyl. Vi har lært meget om dyr, maskiner og ikke mindst om mennesker. Nu er det vores paradis på jord, men måske også kun fordi vi var omstillingsparate, og åbne for helt nye og anderledes måder, at gøre tingene på.

www.vi-kvinder.dk er også altid i forandring – eller i udvikling. Vi bevæger os hele tiden og det betyder, at vi ind i mellem bliver nødt til at bryde vores vaner, møde nye udfordringer og være åbne for noget nyt. Det føles måske i første omgang utrygt og besværligt og ind i mellem også farligt - men det er aldrig kedeligt, og jeg tror sørme, vi vokser af det.

Stjernestunder...

En sommerfugl lander på min arm, sætter sig godt til rette, og bliver trygt siddende. Min voksne søn ringer fra Svendborg, bare for at høre hvordan det går. En tilfældig indforståethed med min mand. Mit barnebarn løber mig i møde, kaster sig om min hals med ordene: ”Mormor, jeg elsker dig”. En sms fra min voksne datter med teksten: ”Hej mor, tak for i går. Jeg fik 12 i International Human Rigts Law”. Grineflip med en god veninde.

Det er stjernestunder. De glimt i livet, som gør den store forskel for mig. De rammer mig spontant, lige i hjertekuglen, midt i et-eller-andet-andet, og jeg er prompte lykkelig.

Det gode ved stjernestunder er, at de kan dukke op på alle mulige tidspunkter, også på de dårlige dage, hvor alting ellers føles dumt og tungt. En stjernestund opstår meget pludseligt ud af ingenting – nærmest på magisk vis.

Det er de små ting, der tæller for mig. Et smil. En sød besked fra en i netværket. Høre græsset gro. Min nabo på 82 år, der kommer forbi med en buket blomster fra hans dejlige have. En sjov bemærkning i køen i Netto. En and der bor med sine ællinger på græsset i en trafikeret rundkørsel - hun tror måske det er en ø? Duften af en hjemmebagt bolle med hybenmarmelade. En hel søndag alene i huset og slet ingen planer. Spise i det fri. Løbetur under åben himmel. Listen er uendelig, men det er altid de små ting, der ophøjer min hverdag på eleganteste vis.

Stjernestunder kan ikke lægges i en skuffe eller sættes på en hylde, og det gør dem efter min mening ekstra værdifulde, og får mig til at huske, at de bedste ting i livet – netop ikke er ting.

Måske kan ingen være lykkelig hele tiden, altid – livet skal nok give os udfordringer – ellers vokser vi måske ikke? Men jeg tror i stigende grad på, at evnen til at spotte de bittesmå stjernestunder midt i det store liv, kan være lykken i sig selv.

Stjernestunder kommer heldigvis helt automatisk, vi skal blot opdage dem. Men jeg tror også på, at vi kan hjælpe dem på vej. Jeg har en mistanke om, at det er noget med at være opmærksom og vide, at ikke alting drejer sig om vores person. Noget med, at være deltagende og dermed øge mulighederne for, at de opstår. Være til stede i nuet. Hvis vi øver os længe nok, kan vi sikkert blive rigtig gode til at fylde hinanden liv med stjernestunder.

Tænk hvis kassedamen i Netto, netop i aften skulle sende dig en kærlig tanke, fordi din sjove bemærkning, skabte en stjernestund for hende tidligere i dag?

Der hvor vi bor...

Man siger, at små fugle skal nå at spise deres egen vægt hver dag. Mine forældre har – så længe jeg kan huske – haft to fodersteder til fuglene i deres have, og de tager den daglige fodring meget alvorligt.
På den ene side af huset er et flot, stort foderbræt – vi kalder det ”Restauranten”. På den anden side af huset er der ganske interimistisk kastet fuglefoder på fliserne, tæt på hækken, så fuglene har en hurtig flugtvej og kan gemme sig, hvis katten kommer forbi. Det er en slags fastfood, så vi kalder den McDonald.

Alle fugle har deres foretrukne måde at spise og bo på – og sådan er det heldigvis også i vores netværk.

I netværket mødes vi på cafe, restaurant – nok nærmest aldrig på McDonald – men til gengæld meget ofte privat hjemme hos en af os. Det gode ved at mødes der hvor vi bor er, at vi hurtigt lærer hinanden at kende. Vores hjem fortæller så meget om, hvem vi er, og det er vigtigt, når vi bygger personlige relationer.

Det er aldrig vigtigt, om vi bor flot, dyrt, elegant eller med nogen bestemt stil – vi glæder os blot over, at blive budt indenfor. Vi lægger måske mærke til små tegn på, om du kan li’ at læse (mange bøger i din reol), om du kan li at lave mad (køkkenmaskiner fremme på bordet), om du holder af tøj og sko (en kæmpe walk in garderobe), om du er dyreven (har måske 7 husdyr og holder høns) eller om du er arbejdsnarkoman (hjemmekontor med visionboard, computer og stakke af papirer). Der hvor vi bor, de ting vi omgiver os med fortæller noget om, hvem vi er – og kendskab til det, giver solid basis for nye, gode relationer.

Jeg har mange fuglekasser i min have og efter en periode med mange ledige fuglekasser, er alt nu pludseligt revet væk, og der er helt udsolgt. Jeg går derfor og overvejer, at sætte endnu flere boliger op til fuglene, da det åbenbart er sælgers marked og efterspørgslen er enorm. På den anden side, har man jo lært lidt af den berømte finanskrise, og vil jo ikke risikere, at overophede markedet, hvis boblen skulle finde på, at briste – tænk på konsekvenserne.

Sidste år, før den store efterspørgsel, blev en tom fuglekasse besat af en hvepsesværm. Vi opfattede dem, som en slags besætter gruppe, der i nattens mulm og mørke havde besat fuglekassen uden ret og lov. Det gav uro i nabolaget, forargelse og skræk. Vi måtte altid gå en stor bue uden om den fuglekasse. Besætterne må have fundet boligen for trang, for uden det store cirkus, var de pludselig væk, og i år er en glad mejse familie flyttet ind. Der hersker atter fred og idyl i nabolaget.

En anden kasse hænger på vores plankeværk – helt efter anvisningerne – og en nydelig mejse familie flyttede ind i dette forår, til stor glæde for os alle. Men naboens kat har desværre opdaget, at den med lidt snilde kan balancere på plankeværket, støtte med den ene pote på taget af fuglekassen, og helt akrobatisk med den anden pote forsøge, at få fat i fugleungerne igennem det lille hul. Jeg tænker fuglene må være rædselsslagne, der er jo nærmest tale om et hjemmerøveri.

Ind i mellem kommer hjælpen fra en meget uventet kant – som i vores netværk - og i dette tilfælde får fuglene hjælp af min store (læs: overvægtige) labrador. Ikke nødvendigvis fordi hun gerne vil hjælpe fuglene – tror jeg – men fordi det er hendes job, at holde kattens territorium fri for andre katte. Uanset årsagen er det da godt, at vi kan hjælpe hinanden.

Solsortene vil ikke bo i typehuse – de foretrækker at bygge selv. Til gengæld er de ret ukritiske mht., hvor de bygger. De skaber et dejligt miljø, hvor som helst. Det kan være i vores rådhusvin, lige under tagrenden ved hoveddøren, hvor der er mest trafik.

Duerne bygger også selv, men er til gengæld meget kritiske mht. hvor de bygger. Der må ikke være andre duepar i samme have – helst. De behøver god plads. Hvis de var med i vores netværk, var de måske landmænd med 100 hektar, langt til nærmeste nabo og højt til himlen.

Flagermus har vi også, fordi vi har en skov i baghaven. De bor i skovens træer og kommer først frem til fest og ballade efter mørkets frembrud. De er hurtige og ville uden tvivl være til, at mødes inde i byen til diverse gå-i-byen-netværk - og de ville ikke gå forgæves hos os.

Uglen bor højt oppe i træerne i vores skov. De er også vågne om natten, men lever i et helt andet tempo end flagermusene. De holder af at fordybe sig. På en måde tror jeg, de ville have stor glæde af vores mange litteratur netværk, og være oppe hele natten for, at læse månedens bog.

Jeg tror fuglene er stolte over deres respektive boliger - selvbyg eller typehus. De seneste kolde vintre har jeg faktisk lagt mærke til, at mange små fugle er rykket sammen i fuglekasserne, sikkert for at holde varmen. Det er en dejlig tanke, at man kan finde ud af at hjælpe hinanden og få det til at fungere. Det minder mig på mange måder om den store hjælp og omsorg, der altid er i vores netværk.

Jeg har selv prøvet det meste, boet i mange lande og i mange boliger, bl.a. lejlighed i Paris, rækkehus og parcelhus i den danske provins, villa villekulla i den svenske skov og nu på landet i en gammel præstegård fra 1864. Hver gang bygger jeg nye netværk, skaber nye relationer og uanset hvor jeg bor, har jeg naturligvis også altid haft plads til en eller flere fuglekasser – og det kan varmt anbefales.

Er der noget om det?

Min have er smukkest i maj. Mit ældgamle og meget store magnolie træ i sin fineste kjole med tusindvis af rosa farvede blomster, rhododendron i eksotiske farver. Ramsløg i skovbunden og for foden af buske – smukke og nyttige på én og samme gang. Gode gamle stauder vender trofast tilbage op af jorden og hilser på mig. Gensynet er vidunderligt. Forandring fryder.

Ind i mellem får jeg nye, spændende stauder af min svigermor og hendes veninder. Dem får jeg om efteråret, hvor de er klippet helt ned, så jeg ved ikke, hvordan de ser ud før jeg fra maj og hen over sommeren, efterhånden kan byde dem velkommen i min have – jeg er nysgerrig. Hvor høje bliver de? Hvilken farve har de? Står de rigtigt i bedet - og overhovedet - i det rigtige bed? Alle er forskellige og ikke alle passe sammen – men alle passer med garanti til nogen. Ingen stauder er gået forgæves i min have. Det er sjovt, spændende og interessant at lære dem at kende, og få puslespillet til at gå op, midt i havens mangfoldighed. På mange måder er det som i vores netværk.

Vi skal også finde os selv til rette. Vi passer ikke til alle, men alle passer til nogen. Vi skal først vise hvem vi er, før vi kan finde ud af, hvem vi passer sammen med. Nogle af os passer til mange og andre kun til få udvalgte. Det er jo egentligt enkelt og giver faktisk mening, for vi er ikke ens og har helt forskellige jordbundskrav, på samme måde som rhododendron behøver surbunds jord og lavendler sandet jord – de kan ikke stå sammen – sådan er det bare, og det er okay, for der er jo andre løsninger.

Jeg kan ligefrem se mine bede som netværk. Nogle af mine stauder passer i flere bede. Så dem deler jeg i efteråret, og giver på den måde nyt liv i andre bede. Andre stauder passer kun i et bed, og trives bedst sammen med nøje udvalgte stauder, som til gengæld er fantastiske sammen.

Jeg vil aldrig gå mod naturen og tvinge stauder sammen i et bed, hvis jeg på forhånd kan se, at det ikke vil fungere. Det vil være alt for meget arbejde, når kampen er tabt på forhånd. Gyldenris kan fx kun stå sammen med meget robuste stauder og buske, fordi den breder sig meget hurtigt og fylder det hele. Inden jeg får set mig om, har den overtaget hele bedet og nærmest udryddet de stakkels pæoner, som til gengæld er meget skrøbelige og langsomt voksende.

Jeg har flyttet gyldenris til et bed i halvskygge, hvor de trives super godt og bliver knap så høje, så de heller ikke risikerer at knække. Gyldenris har fået nye veninder bl.a. forsythia buske, kæmpe liljekonvaller i et hvid/gult bed med buske og stauder der supplerer hinanden godt.

Pæonerne har fået lov at blive stående i det oprindelige bed, fordi de – rent ud sagt - er lidt vanskelige. Hvis de bliver flyttet, blomstrer de ikke i to år, i forsøg på at straffe mig. I virkeligheden straffer de jo kun sig selv, for jeg tager det bestemt ikke personligt. Men det er jo unødvendigt, så de bliver i bedet og får nye veninder – stauder som iris, der trives i samme tempo. Pæonerne belønner de nye tiltag med meget smukke blomster i røde, hvide og rosa farver – sammen med iris og en japansk kirsebær går det hele op i en højere enhed.

Nu står gyldenris og pæon i hvert sit bed og nikker respektfuldt til hinanden og alt er i den fineste orden. Det behøver ikke være så svært.

En af mine veninder elsker at redde blomster fra Rema 1000. Senest en meget lille rododendron, som var døden nær. Hun fik den til nedsat pris, lige før den skulle ende sine dage i en stor ildelugtende container. Den så ikke ud af meget – ingen ville have den. Men hun gav den en flot hædersplads i sin have, vand og gødning. Året efter blomstrede den på livet løs til stor glæde og gavn for alle. Stadig lille, ved foden af alle de velvoksne, garvede rododendron – lyste den op med et flor af hvid/rosa blomster – som råbte den: ”Se mig, se mig – se mig trives her!” hver gang vi gik forbi. Den vandt vores hjerter, fordi den havde givet det hele en chance, kæmpet for at udvikle sig og blive en bedre version af sig selv. Nu står den solidt sammen med de store og gør dem flot selskab.

Især er jeg imponeret over mine kæmpe bregner – over en meter høje – som lader til at trives og være smukke uanset, hvor jeg sætter dem. De kan simpelthen med alt og alle, sol, skygge, træer og buske – de er bare så dejligt fleksible, at jeg i den grad bliver inspireret. Men jeg elsker også astilbe, løjtnantshjerte, fingerbøl, brudeslør, solhat, pragtskær, lupin, høstanemone, staudesalvie og så min absolut yndling skabiose – vidunderlig, fuldt hårdfør og smuk sammen med alle.

Alle havens træer, buske og blomster, det være sig stauder, sommerblomster og ukrudt har sin berettigelse. Nogle er nok udråbt til grever, men når det kommer til stykket er de jo alle planter. I min have er skvalderkål således en velkommen bunddække på lige fod med hasselurt.

Du kan være en bregne, en pæon, en gyldenris eller en liljekonval – vi har plads til alle, men du er selv ansvarlig for at forstå, hvem du selv er, hvilken jord du trives bedst i, hvem de andre er, og finde sammen med dem du trives og kan blomstre med. Og husk så lige, at nikke respektfuldt til dem, der skulle vise sig, at have andre jordbundskrav end du. Sammen udgør vi jo en smuk have.

Opret din profil i netværket...

Nu bevæger vi den berømte røv

Når jeg snører mine løbesko tidligt hver anden morgen, er det ikke altid jeg er vildt motiveret – ærligt talt. Men vel ude i den friske luft på de små markveje, i hyggeligt selskab med harer, fasaner, hjorte og min egen let overvægtige hund (pænt sagt), som troligt løber med – er det hver gang helt fantastisk.

Jeg ved det jo godt med min sunde fornuft, at det på alle niveauer og af tusind forskellige årsager er vigtigt for mig at motionere. Jeg er tilmed også rigtig glad for at motionere, når jeg først er i gang. Så hvorfor er det så alligevel i perioder så svært, at få bevæget den berømte røv ud over bakkerne?

Undskyldningerne for ikke at motionere kan stå i kø. For meget arbejde, for få timer i døgnet, øvrige pligter herunder rengøring, vasketøj, indkøb, madlavning, vedligeholdelse og havearbejde. Børn, svigerbørn, børnebørn, øvrig familie, venner og veninder - listen kender simpelthen ingen grænser når det i perioder gælder undskyldninger for ikke at motionere.

Det ironiske er, at undskyldningerne kan koges ned til et ord – tidsmangel. Men tid er netop det jeg får meget mere af i de perioder jeg motionerer, fordi motion giver mig mere energi og overskud og jeg derfor kan klare det hele på den halve tid.

Er det så den logik der nu får mig ud af døren hver anden morgen?

Nej, overhovedet ikke. Det er til gengæld den inspiration jeg får i ”Sund maj sammen”, et netværk i vi-kvinder, der har til formål at motivere og inspirere kvinder i hele landet til motion. Det være sig løb, cykling, styrketræning, power walking, svømning, zumba eller ligefrem rulleskøjtning – du bestemmer selv og al motion tæller.

Det er en fantastisk glæde, motivation og inspiration og det får mig ud af døren hver anden morgen, godt på vej mod mit mål for maj måned, som er 1.000 minutters træning eller 15 trænings pas. Du skulle prøve det selv, vi har plads til alle der har lyst til at dele glæden ved motion og få en sund maj sammen med os – deltag i sund maj sammen her og lad det være slut med rynkerøv.

En, to, tre og så er vi en flok

Det er ikke kun trygt, at være en del af en flok, men også både rart, hyggeligt og sjovt – det giver faktisk livet mening. Men det forpligter også i form af engagement og ansvar.

Selv er jeg med i mere end en flok: Min familie, mine venner, mine kollegaer, vi-kvinder, mine erhvervs netværk og ikke mindst den flok som består af mine to husdyr Garfield (rød, fed hankat) og Ronja (stor, sort labrador) og jeg selv.

Indrømmet, at vi er en ret uhomogen flok – tre forskellige arter endog – men vi er stadig en flok. Jeg tror, de har udråbt mig til flokkens overhoved – måske fordi det er mig der er fodermester – og de følger mig i tykt og tyndt, dag og nat. Vi tre tilbringer rigtig mange timer i hinandens selskab. Jeg er ydmygt taknemmelig for deres hengivenhed og ikke mindst optagelsen i flokken.

Alle i flokken har en opgave. Min vigtigste, i deres øjne, er fodermester. Ronja værner om territoriet og Garfield….nå ja, han kører nok lidt på frihjul, hvis vi skal være ærlige – men han er i det mindste verdensmester i middagslur.
Vi er en velfungerende flok, på trods af art, hårfarve, forskellige kulinariske ønsker og sprog. Vi forstår simpelthen hinanden på et højere plan og ved, at vi kan være forskellige sammen.

Hvorfor gør vi det? Det gør vi måske fordi vi respekterer hinanden. Måske fordi vi forstår, at vi har forskellige behov og ønsker til livet – og vi mødes lige dér hvor vi har noget til fælles, også selv om det på en hel fodboldbane, kun skulle dreje sig om et lillefrimærke. Vi holder af forskelligheden og bruger den konstruktivt.

Vi har heller ikke behov for, at være bedre vidende over for hinanden, men giver plads og accepterer andre veje og måder, at leve og være på. Vi vil gerne hinanden og vi beriger hinandens liv, netop fordi vi er forskellige – vi er en flok med et glimt i øjet – hvilket gør det sjovt og udviklende, at være sammen. Vi ved også, at om 10 år er vi stadig en kat, en hund og et menneske - formålet er ikke, at ændre hinanden.

Vi er slet ikke så forskellige fra et netværk i vi-kvinder – faktisk er det lige præcis sådan du skal deltage i et netværk i vi-kvinder regi.
Dalai Lama har lige besøgt Danmark og han udtrykker det jo meget enkelt: ”Når du skal møde mennesker, skal du altid se dig selv, som den mindste”.

Skab eller find din egen flok i vi-kvinder og få det rart, hyggeligt og sjovt: Opret profil på vi-kvinder.dk

Hvorfor vi-kvinder.dk?

Et nyt år ligger for vores fødder, og det er på mange måder et godt tidspunkt at gøre status: Hvorfor vi-kvinder.dk?

Jeg oplever at vi alt for ofte går lidt i selvsving, når vi kun omgås mennesker der ligner os selv – det ender som en lang bekræftelses fest.

I vi-kvinder.dk har vi plads til alle, og det er til gengæld både udviklende og interessant at forholde sig til mangfoldigheden, forskellige værdier, valg og håb. Det gør os rummelige og tolerante og nedbryder mange fordomme. Det er dér vi vokser som mennesker og undgår at blive selvfede. Derfor www.vi-kvinder.dk