tirsdag den 15. november 2011

Husker du, så glemmer jeg alt...


Det der med at huske navne, er en vigtig egenskab, når vi netværker. Jeg er ret god til at huske ansigter, også selv om det er hundrede år siden, jeg har set dem. Men navne - det er en helt anden sag. 


Vi er nok mange, der har oplevet at passere et fremmed menneske på gaden, som pludselig stopper op og siger: "Hej, hvor er det længe siden. Hvordan går det?" Du ved, du kender personen, ansigtet er bekendt, men du kan ved gud ikke huske hvorfra og da slet ikke navnet. "Heeej......." siger du tøvende, mens din hjerne kører på højtryk for at huske. Den bladrer fortvivlet hele kartoteket igennem fra A til Z helt tilbage til de efterhånden gamle, falmede kartoteksblade, hvor såvel billeder som tekst næsten ikke er til at tyde længere. Hold kæft, hvor har jeg egentlig mødt mange mennesker igennem hele mit liv - tænker du.  


Personen griner, taler og er tydeligvis meget begejstret over det tilfældige møde. Bladre, bladre, bladre.....er det en forældre til en af mine børns skolekammerater? Er det en gammel kollega? En fra håndboldklubben? Kom nu! Du ved instinktivt, at tiden er ved at løb ud. Lige om lidt vil der blive stille, talestrømmen vil forstumme og det vil forventes, at du bidrager til samtalen - gerne med noget konstruktivt og bare lidt intelligent... 


Vi var en gang til bryllup, et af de helt store, hvor alle og enhver var inviteret. Vi kendte bruden bedst, gommen så vi faktisk for første gang netop til brylluppet. En eller anden havde fået den gode ide, at en entusiastisk brudepige skulle gå rundt og videofilme gæsterne, som skulle sende en kærlig hilsen til brudeparret. Pludselig pegede hun kameraet mod min mand, og flink som han er, skulle han naturligvis nok sige et par bevingede ord. Det var da også en rigtig fin hilsen han sendte dem - lige bortset fra, at han kaldte gommen et helt andet navn.  


...efter at have ledt forgæves i hjernens kartotek, kan vi vælge mellem to løsninger; den ærlige hvor vi lægger kortene på bordet og erkender, at vi simpelthen ikke kan huske, hvem personen er. Eller den vovede, hvor vi satser helt vildt og forsøger os med meget generelle sætninger, naturligvis helt uden at nævne nogle navne.... 


På den anden side, er det også virkelig irriterende, når andre ikke kan huske vores navn - især hvis vi ses ofte eller ligefrem er i familie. Det er næsten på linje med at være usynlig. I tidernes morgen, da jeg mødte min mand, havde min søde svigerfar besynderligt svært ved at huske mit navn. Han kaldte mig alt muligt andet, men sjældent Annemette. Trods talrige forsøg på at få ham til at huske mit navn, fik jeg først gennembrud, da jeg selv begyndte at kalde ham forskellige, helt tilfældige navne; Knud, Ernst, Frank…. så kunne han pludselig godt huske mit.  


Andre går i den helt anden grøft og over-insisterer ligefrem på at vise, at de kan huske vores navn. Telefonsælgere for eksempel. Vi kender ikke hinanden, har aldrig mødtes og alligevel når telefonsælgere at nævne mit navn imponerende 103 gange på de 20 sekunder, det tager dem at fortælle mig om et særdeles godt tilbud, de har på forsikringer - som var vi bedste venner.  


Nogle navne ligner også hinanden så meget, at det burde være ulovligt. Fx Mathias og Tobias eller Lizette og Linette - det er usportsligt og nærmest at spænde ben for os, der i forvejen har et bugnende navnekartotek i hjernen at holde styr på.  


For mange nybagte forældre er det virkelig en udfordring at finde det rigtige navn til deres barn. Og ikke så få vokser da også op og hedder noget, de egentlig slet ikke føler er "dem". Fx når Bjørn vokser op og bliver et lille, smalskuldret myr. De handlekraftige tager dog sagen i egen hånd, når de bliver voksne og tager navneforandring. Godt for dem, men ikke ligefrem lettere for os andre, med alle disse aliasser. Desuden kan der nu også være tale om særdeles kreative stavemåder i bestræbelserne på at tækkes nummerologi. Så glem alt om at skrive navnet, for du ved med sikkerhed, at de har listet et stumt Z ind i Hanne, men hvor - bliver rent gætværk. 

Ind i mellem bliver jeg rigtig træt af den overflod af data i min hjerne og overvejer seriøst en ctrl + alt + delete, at tilkøbe flere megabytes, en iCloud løsning så alle data bare automatisk gemmes i skyen via wi-fi, eller blot en søgefunktion lige så avanceret som Google.

Men heldigvis har vi en stor hjælp i vores 11 år gamle netværk
Vi Kvinder, som alt andet lige gør det meget lettere at huske hinanden og holde kontakten, også selv om der er mange år imellem, at vi ses. Og i mellemtiden har verdens befolkning rundet 7 milliarder, så nu må det da definitivt være lige vel smart at synge "Glemmer du, så husker jeg alt...." 

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg
Vi Kvinder

Også på facebook.com/vikvinder

tirsdag den 8. november 2011

November tilgiver


Jeg ved godt det er højst ualmindeligt, men siden jeg var en lille pige, har jeg elsket november. Okay, først fordi jeg vidste, at når bladene fik efterårsfarver og faldt af træerne, var det november og min fødselsdag. Men efterhånden som årene er gået, er min fødselsdag sjovt nok blevet mindre væsentlig, hvem tæller? Nu holder jeg af november af helt andre årsager.

Trods sit dårlige ry synes jeg november er så dejligt uprætentiøs. Den er der bare helt uden den store ballade, nøgtern og ærlig a la tag-mig-som-jeg-er.

November er naturlig smuk på en rå måde, med millioner af blade i orange-gule nuancer, der hvirvler i vinden langs rendesten og hen over græsplæner. Mange af os bliver aldrig for voksne til at lege i bunkerne af blade i skovbunden. November byder på jordnære oplevelser som at samle kastanjer, blade, valnødder og mos til dekorationer, snack og leg.

November er mørk og mystisk. Den er hyggelig med stearinlys. Men november er også tilbage til almindelig tid, den helt originale, hvor vi ikke længere alle sammen skal lade som om, at klokken er mere end den egentlig er.

November måned er opkaldt efter novem, latin for 9, da marts i sin tid åbenbart var første måned. Det er der jo ingen, der ved noget om længere, men det er også irrelevant for min pointe, for november har hele tiden været i slutningen af året, der hvor vi så småt begynder at gøre status: Har vi nået alt det, vi satte os for i år? Og ellers er det heldigvis så sent på året, at det for de fleste af os alligevel kan være befriende lige meget.

Vi får en velfortjent pause. Havemøblerne og græsslåmaskinen bliver sat væk, selv ukrudtet stopper med at vokse. Vi samles i stuerne, tænder op i brændeovnen og finder de lune plaids frem - det er fuldendt hygge med tid til bræt-, kort- og terningspil med familie og venner. Endelig kan vi bare være til. I netværket rykker vores aktiviteter også ind i varmen og vi mødes på lune cafeer omkring en varm kop kaffe og filosofiske samtaler. Samles omkring sangen og musikken i Vi Kvinder-koret. Arrangerer ”Til middag hos” og andet hyggeligt samvær. Kigger på vores stamtræ tilbage til Kong Christian den 10. Går i svømmehal og kommer i form sammen.

Som voksen holder jeg også af november, fordi jeg i teorien kan tage fat i de der typiske vinter sysler, som at sætte billeder i album. Det er altid i november jeg kommer til at tænke på det, men siden 1986 har jeg dog endnu ikke fået det gjort. Det gør nu ikke så meget, for der er noget virkelig rustikt over rejsen Down memory lane i papkasser med tilfældige billeder fra gymnasiet, det år jeg havde bad hair day hele året, de skønne år i Paris - tiden hvor træerne virkelig voksede ind i himlen, da børnene var bitte små, og de stod på stole for at nå køkken bordet, når vi bagte svenske kanel boller sammen - nu er de alle tre for længst vokset mig over hovedet, men de elsker stadig kanel boller.

Timer kan gå ved kasserne med billeder. Vi griner af vores 80'er hår og fortæller historier, som de yngste sjæle aldrig har hørt, og de ældste sjæle næsten har glemt. Billederne lægges pænt tilbage i papkasserne, men jeg ved, at november tilgiver mig min dovenskab, for der er snart ikke flere blade på træerne, og så er det min fødselsdag.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg vi-kvinder.dk

Også på Facebook.com/vikvinder