tirsdag den 24. januar 2012

Det vi tror, vi ser…

Det var i bilen, på en lang køretur til Nordsjælland, at snakken faldt på Dronningens 40 års jubilæum. Jeg var 8 år, da hun blev kronet, og hvis jeg virkelig graver i min hukommelse, kan jeg måske godt huske det. Jeg kan også huske den gamle konge, Frederik den 9, måske mest fordi jeg syntes, at han lignede min farfar så meget, hvilket jeg fortalte min mand, mens vi sad der i bilen. Han kiggede overrasket på mig og sagde, at han ellers altid havde syntes, at den gamle konge lignede hans morfar.  

Enten lignede gamle mænd, dengang, alle sammen hinanden, ellers også har vi som børn ikke rigtigt set dem, men blot registreret, at de var gamle og automatisk placeret dem i "gamle mænd kassen" oppe i hovedet. Ligesom når jeg ser en bil og pr. automatik placerer den i "røde biler kassen" eller "sorte biler kassen" - og når min mand så spørger mig hvilket mærke den var - bliver jeg helt blank i øjnene, for den kasse har jeg ikke.  

Det får mig til at tænke på, hvor mange andre ting vi mon ser, men ikke rigtig ser?  

Min mormor skrev om en oplevelse i skolen i 1915, hvor hun delte skolepult med en dreng, som viste hende noget - hun ikke så. Hun beskrev det sådan her: "En dag midt i en skoletime begyndte drengen, der var min sidekammerat ved en dobbeltpult, i al hemmelighed at knappe gylpen op, idet han hviskede, at han ville vise mig noget. Derpå fremdrog han en lille tynd bajersk pølse og ville have, at jeg skulle føle på den. Jeg syntes, at det var noget rædsomt griseri at opbevare madvarer i bukserne, og vendte demonstrativt ryggen til ham" 

De fleste af os har "kendte og kongelige kassen" og kan på et split sekund hive farverige fortællinger frem om hvor, hvornår og hvordan vi har mødt kongelige og kendte personer. Min far har ikke den kasse. Han var på golf ferie i Spanien og efter 18 huller, stod han under bruseren i den eksklusive golfklubs omklædningsrum, og faldt i hyggelig snak med en anden golfspiller, som bl.a. spurgte om min far ville med ud og gå 18 huller næste dag. De forlod omklædningsrummet sammen, og da de rendte på min mor i baren, præsenterede manden sig pænt for hende: "Sean Connery". Min far var ganske uimponeret, mens jeg stadig er lidt misundelig over, at han har været i bad med Sean Connery - alias Bond, James Bond.   

Apropos konger og dronninger skrev min mormor, som boede i Søllerød i Nordsjælland, også: "Det må have været på den tid, jeg en dag, mens mor plukkede bær, stod oven på denne kule og så en meget fin soldat komme ridende. Jeg råbte "Goddag soldat" til ham, og han red helt hen til hegnet og holdt hesten an, gjorde honnør og gengældte mit goddag. Jeg stod tilfældigvis med en lækker sommerpære i hånden og spurgte frejdigt, om han ikke ville have den. Han bøjede sig ned imod mig, tog pæren, takkede, bed i den og sagde, at den smagte dejligt, hvorefter han igen gjorde honnør og red videre. Da jeg vendte mig om, så jeg mor kæmpe for at komme op fra en meget dyb knæbøjning, hvilket var aldeles usædvanligt. Det viste sig, at ryttersoldaten havde været selveste kong Christian X. Dette blev den eneste kongelige audiens i mit liv"

Kendte og kongelige lider ofte under, at blive set alt for meget og skal tænke nøje over hvert skridt de tager, når de går uden for en dør. Omvendt har de ikke, som mange af os andre dødelige, oplevet at være fuldstændige usynlig, som når du taler til en forsamling og absolut ingen hører dig, eller du står i en kø, og alle bare springer dig over, og du til sidst har lyst til at råbe: "Hallo - er jeg usynlig eller hvad?". Nå jo, så måske lige Kronprins Frederik, som efter sigende engang ikke blev genkendt og spurgt hvor han boede, svarede: "I en rundkørsel i København". 

Vi kan også blive set, uden rigtig at blive set, som da jeg som ung mor, for 26 år siden, boede i Paris og dagligt gik tur med min datter i barnevognen, og alle placerede mig i "Au pair pige kassen".  

Eller som da jeg blankt afviste en telefonsælger med sætningen: "Nej tak, vi er meget tilfredse med vores forsikringer" og straks placerede ham i "Irriterende sælger kassen", da han pligtskyldigt ringede for at booke et møde med min mand og mig. Det viste sig, at det var min mand, der selv havde bedt forsikringsmanden om at ringe og booke et møde med os. 

Måske skal vi overveje en markant oprydning i vores respektive kasser, give dem langt mere nuancerede navne og sidst men ikke mindst bruge lidt mere tid på selve sorteringen. 

Min mand var i den Kongelige Livgarde i sin tid, så hans "kendte og kongelige kasse" er naturligvis helt fyldt, da han har mødt dronningen op til flere gange, men hvis jeg spørger ham hvad dronningen havde på af tøj, bliver han helt blank i øjnene - den kasse har han nemlig ikke.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel





mandag den 9. januar 2012

Og en pose æblekagerasp…

De første dage i det nye år – og vi har vand i kælderen. Hvad skal jeg lægge i det? Er det et dårligt tegn for 2012, eller er det, som til bryllupper, et godt tegn, når det regner? Det er ikke til at blive klog på, men jeg vælger som altid den positive tilgang. Jeg har ingen indflydelse på de ødelagte rør flere meter under jorden, men jeg har altid indflydelse på min egen tilgang til sagen.

Med kloakmester, forsikringsmand, min mand, et par naboer, hunden, en hel masse regn og ifølge metrologerne også en kommende orkan hængende over hovedet, er der ærligt talt lidt krisestemning i og omkring vores hus. Er det så nu, jeg skal skynde mig ned til supermarkedet og købe gær?
Jeg har bemærket, hver gang der er den mindste risiko for noget, der ligner krise eller naturkatastrofe som strømsvigt, vand i gaderne eller snevejr, er trangen til at hamstre gær enorm i dette land – det mindste tegn og så er alt gær ribbet fra hylderne i samtlige supermarkeder. 
Men når jeg spørger sådan i det daglige, er der faktisk ikke ret mange, der selv bager deres brød, eller for den sags skyld overhovedet får brugt de 27 pakker gær, de panisk hamstrede, da de første snefnug faldt.
Så, hvad handler det om? 
Hos os behøver der slet ikke at være tale om krise eller naturkatastrofe. Når vi handler alle de sædvanlige basisvarer som mælk, æg, brød, fuldkornspasta og kartofler, ja så skal vi hver gang også lige have en pose æblekagerasp. Vi har nemlig et ret unaturligt behov for at kunne lave en gammeldags æblekage. Ikke at vi gør det særlig tit, men muligheden skal være der - hele tiden.
Vi går tilsyneladende ud fra, at vi har både æblegrød og piskefløde hjemme i køkkenskabene, men æblekagerasp, det må vi hellere købe hver eneste gang vi handler ind - og nu har vi efterhånden 14 poser i skabet.
Vi ser lidt af det samme mønster i højtider, fx når julen nærmer sig. Selv om det faktisk er muligt, at få rødkål i 7-eleven juleaftens dag, så er der panik allerede primo november for at handle alt ind til den store julemiddag.
Nu ligger et nyt år for vores fødder og jeg har lagt mærke til, at nytårsforsæt pludselig er gået helt af mode. Nu er det hot at være herre realistisk, og inden året overhovedet rigtigt er begyndt har alle travlt med at erklære, at de ikke laver nytårsforsæt, fordi de alligevel ikke overholdes. Med andre ord; det hele ender alligevel skidt, så lad endelig være med at forsøge.
Men her går jeg altså mod strømmen og holder fast i, at lige nu kan være et rigtig godt tidspunkt at anlægge sig nye sunde og raske vaner via nytårsforsæt – måske skal vi i min familie holde op med at sige: ”Og en pose æblekagerasp” når vi handler. Det skal nok lykkes os at aflægge den mærkværdige vane, for jeg har hørt, at alting ender godt! Hvis det ikke er godt, er det nemlig ikke enden.
PS: Hvis vejret skifter mening og vi skulle sne inde i år, har vi nok ingen gær - men mon ikke vi kan overleve ca. 4 uger på æblekagerasp?
Godt nytår
De bedste hilsener
Annemette Klæbel