At skue hunden på hårene

Når min kat Garfield møder en anden kat, stopper de begge op og kigger på hinanden i en hel time. Jeg gætter på, at det handler om, at lande på det rigtige ben - så at sige - når man møder en anden kat, for man kan risikere, at skulle stå i samme stilling meget længe. Hvis en af dem behøver at rykke på sig, for at få bedre fodfæste, kan det blive skæbnesvangert, for det opfattes klart som et svaghedstegn. Hele pointen er, at stå helt stille mens man, egentlig ret uhøfligt, nedstirrer hinanden. Jeg er på mange måder lidt imponeret over, hvor god tid de tager sig til, at se hinanden an. De får naturligvis ikke udrettet meget den dag, men jeg elsker, når nogen virkelig gør sig umage, og ingen kan beskylde dem for at hoppe over hvor gærdet er lavest?

Man siger, at vi mennesker bruger 5 sekunder til at danne os et førstehåndsindtryk. Det står jo lidt i kontrast til kattenes måde, at gøre det på. Jeg kan jeg ikke lade være, at tænke på, hvor få af de mennesker jeg kender, der i virkeligheden passer til deres emballage. Selv hvis de kom med en indholdsfortegnelse, og det var tilladt, at skrive med så små bogstaver, som jeg med alderen i stigende grad bemærker, bliver brugt i diverse indholdsfortegnelser, kunne jeg ikke få plads til alt det, et menneske faktisk indeholder.

Min fars moster – ja, hold tungen lige i munden, det er ret langt ude i familietræet – bor i København og var en af de uheldige, da der for nylig var skybrud og alle gader, kloakker og kældre blev oversvømmet med vand (læs: kloakvand). Hun skrev i et brev til mig: ”Min telefon virker ikke endnu, ej heller internet. I dag har jeg fra 9-12 hjulpet et ægtepar på 2. sal, som begge er ældre, syge og gangbesværede, så jeg er godt mørbanket, men det var god motion.” Min fars moster er selv 84 år.

Vi tror, vi ved, hvad mennesker indeholder ved første øjekast.

Ved et netværks møde i vi-kvinder, for en række år siden, husker jeg især en stille, meget beskeden kvinde. Hun var lidt grå og gemte sig bag nogle alt for store briller. Hun så, rent ud sagt, kedelig ud. Jeg forestillede mig en hjemmegående husmor fra provinsen, der gik til gymnastik (bøj, stræk) en gang om ugen og i øvrigt fik tiden til at gå med vasketøj. Men det viste sig, at hun var i super form, jævnligt deltog i Sjælland Rundt på cykel og i øvrigt også var den glade indehaver af en lækker motorcykel. Man kan bogstaveligt talt sige, at hun gav os andre baghjul.

At skue hunden for hurtigt på hårene, kan også give direkte anledning til misforståelser. Jeg bliver fx altid forvekslet med en ekspedient, når jeg er ude at handle tøj. Især i Magasin, hvor jeg ofte oplever, at kvinder styrer målrettet hen mod mig, stiller sig lidt for tæt og spørger: ”Har I den her bluse i andre farver?”, mens jeg selv ret desperat forsøger, at finde en simpel, sort turtleneck. Jeg er med sikkerhed den eneste kvinde i hele Magasin, der ikke ved noget om sådan noget - det må være en gen-fejl jeg har - men jeg er den sidste, man skal spørge om lige det.

Min mand er virkelig plaget af det fænomen i øjeblikket. Måske er det uniformen? Måske er det bare det faktum, at han altid befinder sig i en lufthavn på vej til en eller anden ny destination. Der er i hvert tilfælde overvældende mange mennesker med rigtig mange spørgsmål, der render rundt i lufthavnene og leder efter en, der har svaret. Lige i øjeblikket ligner min mand åbenbart ham, der har svaret på det hele, lige fra: "Hvad tid går flyet til Bangladesh?" til: "Hvorfor er cafeteriet allerede lukket?" Tag mit ord på det - han ved det ikke.

Helt håbløst er det, hvis du møder et af de her mennesker, der mener, at alle er idioter indtil det modsatte er bevist. De forbeholder sig ikke en gang retten til at benytte de 5 sekunder. Det er så helt lige gyldigt, hvad du har på, om du har en god eller dårlig hår dag, eller om dine sko er pudset. Du kan være nok så imødekommende, det preller bare af, og du bliver dømt på stedet uden rettergang.

Men det værste, tænker jeg, er alligevel alle de skønne mennesker vi var gået glip af, hvis vi ikke havde givet dem chancen. Vi kender det jo godt, det der med, at jo bedre vi kender et menneske, jo smukkere bliver de – fordi der måske er noget om, at skønhed ligger i betragterens øje eller, at ægte skønhed kommer indefra?

Så det er nok ikke klogt, at skue hunden på hårene, med mindre vi skuer lige så længe som katten.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

Når idioten får ret...

Den gang i begyndelsen af 1970 hed det vist jogging, og der var ikke ret mange andre familier, der praktiserede det. Måske var det derfor mine brødre helst så, at vi gik lidt stille med dørene? Men min far havde set lyset, og han synes vi skulle være en sund familie.

På vores vej, var vi helt sikkert de eneste der joggede, og jeg så godt naboernes hovedrystende attitude, når min far, tidlig søndag morgen, iført joggingtøj, gummisko og lange bakkenbarter satte sig ind i vores gamle bil, med kone, 3 unger (ikke guds bedste børn i naboernes øjne) og en balstyrisk jagthund, der var klar til at løbe jorden tynd. Naboerne synes tydeligvis, at han var en idiot.
Forholdet til naboerne var allerede belastet, af vores alternative måde, at holde have på – den passede i stort set sig selv. Det var min mor, der var have mennesket, men hun var af den overbevisning, at selv ukrudtet havde ret til liv, og derfor fik det hele lov til at leve og gro, lige der hvor det havde lyst. Visionen var vist nok en engelsk, romantisk have, men mit gæt er, at englænderen nok ville beskrive den som lidt over-the-top, havde han lagt vejen forbi.
Min far ville hellere dø end at blive set i haven med et skuffejern. og havde det været op til ham, var det hele sikkert blevet asfalteret og lavet om til en håndboldbane, så vi kunne motionere endnu mere. Men han valgte sine kampe, og over tid tror jeg egentlig også, at der gik lidt sport i det med naboerne...

Kun lige ud over kantstenen fes vores hund Mulle af bar spænding, så ruderne duggede og alle ombord var ved at dø af iltmangel. Det er i virkeligheden nok det, vi husker bedst fra barndommens famøse jogging udflugter i familiens skød.

Nu gør alle det - ung som gammel. Det hedder dog ikke længere jogging, nu hedder det slet og ret løb og er nærmest religion. Vi løber på vejen, i skoven, i byen, på landet. Vi løber sammen og enkeltvis, med og uden hund ved vores side. Vi løber kort - læste faktisk i et blad, at hvis det er svært at komme i gang, anbefales det, at tage løbetøj på og gå 100 meter end ad gaden, vende om og gå hjem igen! Så kan man jo diskutere, om det er nødvendigt at tage et bad efter den tur? I den anden ende af skalaen løber vi maraton i København, Berlin, Chicago og New York – ja selv på den Kinesiske mur. Selv om tiden vi gennemfører den på debatteres heftigt, så er det alligevel tydeligt, at det i første omgang mest handler om, at gennemføre de 42,195 kilometer. Så er vi stolte, og har et bevis på, at vi lever, og det er formentlig det, det handler om. Sundt kan det vel næppe være?

I dag er jeg bange for, at de få der vælger ikke at løbe, er de nye idioter, som naboerne kigger misbilligende efter. Fordi de ikke gør ligesom alle os andre. ”Hvad? Løber du ikke?” Hører jeg en kvinde udbryde med ublu forundring i stemmen, til en uskyldig mand ved et middagsselskab. Alle lægger resolut bestikket fra sig og vender blikket mod manden. Der bliver helt stille og hans svar afventes med spænding. ”Nej, øh, ikke endnu, men jeg overvejer kraftigt at begynde.” svarer han endelig med en lille, smal stemme.

For et par år siden var min mand på Flyvemedicinsk klinik ved Rigshospitalet til sin årlige, obligatoriske helbredsundersøgelse for piloter. Vi bliver jo ikke yngre og lægen spurgte ham, sandsynligvis blot et rutine spørgsmål: ”Motionerer du?”. Min mand følte et voldsomt forventnings pres og svarede uden at tænke nærmere over det: ”Nej, men det gør min kone.” Som om det skulle mildne det svar, som han intuitivt vidste ikke var politisk korrekt. Lægen mente dog ikke, at det var relevant i den sammenhæng. Siden er min mand blevet en dreven løber og han løber snildt 30 kilometer om ugen.

Men hvad sker der så, når idioten fra 70'erne fik ret? Ja, han har i hvert tilfælde ikke fået hverken oprejsning, kompensation eller sågar et lille ”Du fik sgu alligevel ret” fra de hovedrystende naboer, der stemplede ham som jubel-idioten den gang. Faktisk var han så meget før sin tid, at de fleste formentlig er døde nu.

Eller, som her forleden, da jeg i nyhederne hørte, at idioten der overhaler os andre venstre om, selv om han klart har set skiltet på motorvejen med, at der længere fremme indskrænkes til blot én vejbane og egoistisk maser sig ind foran os andre, når venstre vejbane slutter helt oppe ved afspærringen, faktisk har ret. Jeg gætter lidt beskedent på, at vi er mange, der har råbt bandeord efter den idiot. Men nu har han politiets ord på, at han har ret.

Måske ligger løsningen i, at vi undlader at stemple dem, der skiller sig ud fra flokken som idioter. Måske kan vi være mere åbne overfor muligheden for, at idioten måske har fat i den lange ende og har set lyset eller spottet en trend, længe før alle andre.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook