Der hvor vi bor...

Man siger, at små fugle skal nå at spise deres egen vægt hver dag. Mine forældre har – så længe jeg kan huske – haft to fodersteder til fuglene i deres have, og de tager den daglige fodring meget alvorligt.
På den ene side af huset er et flot, stort foderbræt – vi kalder det ”Restauranten”. På den anden side af huset er der ganske interimistisk kastet fuglefoder på fliserne, tæt på hækken, så fuglene har en hurtig flugtvej og kan gemme sig, hvis katten kommer forbi. Det er en slags fastfood, så vi kalder den McDonald.

Alle fugle har deres foretrukne måde at spise og bo på – og sådan er det heldigvis også i vores netværk.

I netværket mødes vi på cafe, restaurant – nok nærmest aldrig på McDonald – men til gengæld meget ofte privat hjemme hos en af os. Det gode ved at mødes der hvor vi bor er, at vi hurtigt lærer hinanden at kende. Vores hjem fortæller så meget om, hvem vi er, og det er vigtigt, når vi bygger personlige relationer.

Det er aldrig vigtigt, om vi bor flot, dyrt, elegant eller med nogen bestemt stil – vi glæder os blot over, at blive budt indenfor. Vi lægger måske mærke til små tegn på, om du kan li’ at læse (mange bøger i din reol), om du kan li at lave mad (køkkenmaskiner fremme på bordet), om du holder af tøj og sko (en kæmpe walk in garderobe), om du er dyreven (har måske 7 husdyr og holder høns) eller om du er arbejdsnarkoman (hjemmekontor med visionboard, computer og stakke af papirer). Der hvor vi bor, de ting vi omgiver os med fortæller noget om, hvem vi er – og kendskab til det, giver solid basis for nye, gode relationer.

Jeg har mange fuglekasser i min have og efter en periode med mange ledige fuglekasser, er alt nu pludseligt revet væk, og der er helt udsolgt. Jeg går derfor og overvejer, at sætte endnu flere boliger op til fuglene, da det åbenbart er sælgers marked og efterspørgslen er enorm. På den anden side, har man jo lært lidt af den berømte finanskrise, og vil jo ikke risikere, at overophede markedet, hvis boblen skulle finde på, at briste – tænk på konsekvenserne.

Sidste år, før den store efterspørgsel, blev en tom fuglekasse besat af en hvepsesværm. Vi opfattede dem, som en slags besætter gruppe, der i nattens mulm og mørke havde besat fuglekassen uden ret og lov. Det gav uro i nabolaget, forargelse og skræk. Vi måtte altid gå en stor bue uden om den fuglekasse. Besætterne må have fundet boligen for trang, for uden det store cirkus, var de pludselig væk, og i år er en glad mejse familie flyttet ind. Der hersker atter fred og idyl i nabolaget.

En anden kasse hænger på vores plankeværk – helt efter anvisningerne – og en nydelig mejse familie flyttede ind i dette forår, til stor glæde for os alle. Men naboens kat har desværre opdaget, at den med lidt snilde kan balancere på plankeværket, støtte med den ene pote på taget af fuglekassen, og helt akrobatisk med den anden pote forsøge, at få fat i fugleungerne igennem det lille hul. Jeg tænker fuglene må være rædselsslagne, der er jo nærmest tale om et hjemmerøveri.

Ind i mellem kommer hjælpen fra en meget uventet kant – som i vores netværk - og i dette tilfælde får fuglene hjælp af min store (læs: overvægtige) labrador. Ikke nødvendigvis fordi hun gerne vil hjælpe fuglene – tror jeg – men fordi det er hendes job, at holde kattens territorium fri for andre katte. Uanset årsagen er det da godt, at vi kan hjælpe hinanden.

Solsortene vil ikke bo i typehuse – de foretrækker at bygge selv. Til gengæld er de ret ukritiske mht., hvor de bygger. De skaber et dejligt miljø, hvor som helst. Det kan være i vores rådhusvin, lige under tagrenden ved hoveddøren, hvor der er mest trafik.

Duerne bygger også selv, men er til gengæld meget kritiske mht. hvor de bygger. Der må ikke være andre duepar i samme have – helst. De behøver god plads. Hvis de var med i vores netværk, var de måske landmænd med 100 hektar, langt til nærmeste nabo og højt til himlen.

Flagermus har vi også, fordi vi har en skov i baghaven. De bor i skovens træer og kommer først frem til fest og ballade efter mørkets frembrud. De er hurtige og ville uden tvivl være til, at mødes inde i byen til diverse gå-i-byen-netværk - og de ville ikke gå forgæves hos os.

Uglen bor højt oppe i træerne i vores skov. De er også vågne om natten, men lever i et helt andet tempo end flagermusene. De holder af at fordybe sig. På en måde tror jeg, de ville have stor glæde af vores mange litteratur netværk, og være oppe hele natten for, at læse månedens bog.

Jeg tror fuglene er stolte over deres respektive boliger - selvbyg eller typehus. De seneste kolde vintre har jeg faktisk lagt mærke til, at mange små fugle er rykket sammen i fuglekasserne, sikkert for at holde varmen. Det er en dejlig tanke, at man kan finde ud af at hjælpe hinanden og få det til at fungere. Det minder mig på mange måder om den store hjælp og omsorg, der altid er i vores netværk.

Jeg har selv prøvet det meste, boet i mange lande og i mange boliger, bl.a. lejlighed i Paris, rækkehus og parcelhus i den danske provins, villa villekulla i den svenske skov og nu på landet i en gammel præstegård fra 1864. Hver gang bygger jeg nye netværk, skaber nye relationer og uanset hvor jeg bor, har jeg naturligvis også altid haft plads til en eller flere fuglekasser – og det kan varmt anbefales.

Er der noget om det?

Min have er smukkest i maj. Mit ældgamle og meget store magnolie træ i sin fineste kjole med tusindvis af rosa farvede blomster, rhododendron i eksotiske farver. Ramsløg i skovbunden og for foden af buske – smukke og nyttige på én og samme gang. Gode gamle stauder vender trofast tilbage op af jorden og hilser på mig. Gensynet er vidunderligt. Forandring fryder.

Ind i mellem får jeg nye, spændende stauder af min svigermor og hendes veninder. Dem får jeg om efteråret, hvor de er klippet helt ned, så jeg ved ikke, hvordan de ser ud før jeg fra maj og hen over sommeren, efterhånden kan byde dem velkommen i min have – jeg er nysgerrig. Hvor høje bliver de? Hvilken farve har de? Står de rigtigt i bedet - og overhovedet - i det rigtige bed? Alle er forskellige og ikke alle passe sammen – men alle passer med garanti til nogen. Ingen stauder er gået forgæves i min have. Det er sjovt, spændende og interessant at lære dem at kende, og få puslespillet til at gå op, midt i havens mangfoldighed. På mange måder er det som i vores netværk.

Vi skal også finde os selv til rette. Vi passer ikke til alle, men alle passer til nogen. Vi skal først vise hvem vi er, før vi kan finde ud af, hvem vi passer sammen med. Nogle af os passer til mange og andre kun til få udvalgte. Det er jo egentligt enkelt og giver faktisk mening, for vi er ikke ens og har helt forskellige jordbundskrav, på samme måde som rhododendron behøver surbunds jord og lavendler sandet jord – de kan ikke stå sammen – sådan er det bare, og det er okay, for der er jo andre løsninger.

Jeg kan ligefrem se mine bede som netværk. Nogle af mine stauder passer i flere bede. Så dem deler jeg i efteråret, og giver på den måde nyt liv i andre bede. Andre stauder passer kun i et bed, og trives bedst sammen med nøje udvalgte stauder, som til gengæld er fantastiske sammen.

Jeg vil aldrig gå mod naturen og tvinge stauder sammen i et bed, hvis jeg på forhånd kan se, at det ikke vil fungere. Det vil være alt for meget arbejde, når kampen er tabt på forhånd. Gyldenris kan fx kun stå sammen med meget robuste stauder og buske, fordi den breder sig meget hurtigt og fylder det hele. Inden jeg får set mig om, har den overtaget hele bedet og nærmest udryddet de stakkels pæoner, som til gengæld er meget skrøbelige og langsomt voksende.

Jeg har flyttet gyldenris til et bed i halvskygge, hvor de trives super godt og bliver knap så høje, så de heller ikke risikerer at knække. Gyldenris har fået nye veninder bl.a. forsythia buske, kæmpe liljekonvaller i et hvid/gult bed med buske og stauder der supplerer hinanden godt.

Pæonerne har fået lov at blive stående i det oprindelige bed, fordi de – rent ud sagt - er lidt vanskelige. Hvis de bliver flyttet, blomstrer de ikke i to år, i forsøg på at straffe mig. I virkeligheden straffer de jo kun sig selv, for jeg tager det bestemt ikke personligt. Men det er jo unødvendigt, så de bliver i bedet og får nye veninder – stauder som iris, der trives i samme tempo. Pæonerne belønner de nye tiltag med meget smukke blomster i røde, hvide og rosa farver – sammen med iris og en japansk kirsebær går det hele op i en højere enhed.

Nu står gyldenris og pæon i hvert sit bed og nikker respektfuldt til hinanden og alt er i den fineste orden. Det behøver ikke være så svært.

En af mine veninder elsker at redde blomster fra Rema 1000. Senest en meget lille rododendron, som var døden nær. Hun fik den til nedsat pris, lige før den skulle ende sine dage i en stor ildelugtende container. Den så ikke ud af meget – ingen ville have den. Men hun gav den en flot hædersplads i sin have, vand og gødning. Året efter blomstrede den på livet løs til stor glæde og gavn for alle. Stadig lille, ved foden af alle de velvoksne, garvede rododendron – lyste den op med et flor af hvid/rosa blomster – som råbte den: ”Se mig, se mig – se mig trives her!” hver gang vi gik forbi. Den vandt vores hjerter, fordi den havde givet det hele en chance, kæmpet for at udvikle sig og blive en bedre version af sig selv. Nu står den solidt sammen med de store og gør dem flot selskab.

Især er jeg imponeret over mine kæmpe bregner – over en meter høje – som lader til at trives og være smukke uanset, hvor jeg sætter dem. De kan simpelthen med alt og alle, sol, skygge, træer og buske – de er bare så dejligt fleksible, at jeg i den grad bliver inspireret. Men jeg elsker også astilbe, løjtnantshjerte, fingerbøl, brudeslør, solhat, pragtskær, lupin, høstanemone, staudesalvie og så min absolut yndling skabiose – vidunderlig, fuldt hårdfør og smuk sammen med alle.

Alle havens træer, buske og blomster, det være sig stauder, sommerblomster og ukrudt har sin berettigelse. Nogle er nok udråbt til grever, men når det kommer til stykket er de jo alle planter. I min have er skvalderkål således en velkommen bunddække på lige fod med hasselurt.

Du kan være en bregne, en pæon, en gyldenris eller en liljekonval – vi har plads til alle, men du er selv ansvarlig for at forstå, hvem du selv er, hvilken jord du trives bedst i, hvem de andre er, og finde sammen med dem du trives og kan blomstre med. Og husk så lige, at nikke respektfuldt til dem, der skulle vise sig, at have andre jordbundskrav end du. Sammen udgør vi jo en smuk have.

Opret din profil i netværket...

Nu bevæger vi den berømte røv

Når jeg snører mine løbesko tidligt hver anden morgen, er det ikke altid jeg er vildt motiveret – ærligt talt. Men vel ude i den friske luft på de små markveje, i hyggeligt selskab med harer, fasaner, hjorte og min egen let overvægtige hund (pænt sagt), som troligt løber med – er det hver gang helt fantastisk.

Jeg ved det jo godt med min sunde fornuft, at det på alle niveauer og af tusind forskellige årsager er vigtigt for mig at motionere. Jeg er tilmed også rigtig glad for at motionere, når jeg først er i gang. Så hvorfor er det så alligevel i perioder så svært, at få bevæget den berømte røv ud over bakkerne?

Undskyldningerne for ikke at motionere kan stå i kø. For meget arbejde, for få timer i døgnet, øvrige pligter herunder rengøring, vasketøj, indkøb, madlavning, vedligeholdelse og havearbejde. Børn, svigerbørn, børnebørn, øvrig familie, venner og veninder - listen kender simpelthen ingen grænser når det i perioder gælder undskyldninger for ikke at motionere.

Det ironiske er, at undskyldningerne kan koges ned til et ord – tidsmangel. Men tid er netop det jeg får meget mere af i de perioder jeg motionerer, fordi motion giver mig mere energi og overskud og jeg derfor kan klare det hele på den halve tid.

Er det så den logik der nu får mig ud af døren hver anden morgen?

Nej, overhovedet ikke. Det er til gengæld den inspiration jeg får i ”Sund maj sammen”, et netværk i vi-kvinder, der har til formål at motivere og inspirere kvinder i hele landet til motion. Det være sig løb, cykling, styrketræning, power walking, svømning, zumba eller ligefrem rulleskøjtning – du bestemmer selv og al motion tæller.

Det er en fantastisk glæde, motivation og inspiration og det får mig ud af døren hver anden morgen, godt på vej mod mit mål for maj måned, som er 1.000 minutters træning eller 15 trænings pas. Du skulle prøve det selv, vi har plads til alle der har lyst til at dele glæden ved motion og få en sund maj sammen med os – deltag i sund maj sammen her og lad det være slut med rynkerøv.

En, to, tre og så er vi en flok

Det er ikke kun trygt, at være en del af en flok, men også både rart, hyggeligt og sjovt – det giver faktisk livet mening. Men det forpligter også i form af engagement og ansvar.

Selv er jeg med i mere end en flok: Min familie, mine venner, mine kollegaer, vi-kvinder, mine erhvervs netværk og ikke mindst den flok som består af mine to husdyr Garfield (rød, fed hankat) og Ronja (stor, sort labrador) og jeg selv.

Indrømmet, at vi er en ret uhomogen flok – tre forskellige arter endog – men vi er stadig en flok. Jeg tror, de har udråbt mig til flokkens overhoved – måske fordi det er mig der er fodermester – og de følger mig i tykt og tyndt, dag og nat. Vi tre tilbringer rigtig mange timer i hinandens selskab. Jeg er ydmygt taknemmelig for deres hengivenhed og ikke mindst optagelsen i flokken.

Alle i flokken har en opgave. Min vigtigste, i deres øjne, er fodermester. Ronja værner om territoriet og Garfield….nå ja, han kører nok lidt på frihjul, hvis vi skal være ærlige – men han er i det mindste verdensmester i middagslur.
Vi er en velfungerende flok, på trods af art, hårfarve, forskellige kulinariske ønsker og sprog. Vi forstår simpelthen hinanden på et højere plan og ved, at vi kan være forskellige sammen.

Hvorfor gør vi det? Det gør vi måske fordi vi respekterer hinanden. Måske fordi vi forstår, at vi har forskellige behov og ønsker til livet – og vi mødes lige dér hvor vi har noget til fælles, også selv om det på en hel fodboldbane, kun skulle dreje sig om et lillefrimærke. Vi holder af forskelligheden og bruger den konstruktivt.

Vi har heller ikke behov for, at være bedre vidende over for hinanden, men giver plads og accepterer andre veje og måder, at leve og være på. Vi vil gerne hinanden og vi beriger hinandens liv, netop fordi vi er forskellige – vi er en flok med et glimt i øjet – hvilket gør det sjovt og udviklende, at være sammen. Vi ved også, at om 10 år er vi stadig en kat, en hund og et menneske - formålet er ikke, at ændre hinanden.

Vi er slet ikke så forskellige fra et netværk i vi-kvinder – faktisk er det lige præcis sådan du skal deltage i et netværk i vi-kvinder regi.
Dalai Lama har lige besøgt Danmark og han udtrykker det jo meget enkelt: ”Når du skal møde mennesker, skal du altid se dig selv, som den mindste”.

Skab eller find din egen flok i vi-kvinder og få det rart, hyggeligt og sjovt: Opret profil på vi-kvinder.dk