fredag den 14. oktober 2011

Held i uheld


Han var ikke mange uger gammel, da han kynisk blev skubbet ud af reden af sin mor, dømt uegnet at bruge mere tid på. Overladt til sig selv, lille, bange og forsvarsløs var han et let bytte, hvilket resulterede i en uoprettelig skade på den ene vinge. Det var her, hans veje krydsede min venindes, hvis hjerte er så stort, at hendes lille krop næsten ikke kan rumme det. Han sad nemlig der hjælpeløs og udmattet på hendes terrasse og pippede om hjælp: ”Pip, pip...” gispede han udmattet og kikkede op på hende med sine store, sørgelige øjne. Han var en skrøbelig lille solsort, med dystre fremtidsudsigter, såret og helt alene i verden - hendes hjerte var solgt, og hun måtte redde ham. Hun synes han lignede Einstein med fjer, der strittede til siderne på hovedet, så det blev hans navn.

Det får mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at have nogen der griber os, når vi snubler over livet.

Nogle gange helt bogstaveligt som forleden aften, da min mand og jeg var ved stranden. Det var den 1. oktober og vejret opførte sig som en forelsket teenager – det var helt ude af kontrol med 25 graders varme og sol fra en skyfri himmel. Vi ville nyde solnedgangen over vandet og havde sat os godt til rette i sandet med solbriller og en kold sodavand. Vi havde bemærket en ældre dame i badedragt, der hyggede sig i vandkanten længere oppe ad stranden. Pludselig faldt hun om. Vi løb hurtigt frem til hende, hjalp hende på benene igen og op af trappen til hendes mand, en ældre herre som med sit gangstativ ikke kunne være med nede på stranden. Det var heldigt, at vi lige var der til at hjælpe.

Andre gange i overført betydning, når vi rammes af uheldige omstændigheder som at miste sit job, sit livs kærlighed, sit hjem, blive syg eller gå konkurs. I alle de situationer er det vigtigt, at have et godt og trygt netværk, der kan hjælpe os på benene igen. Det er ikke altid verdens ende, det viser sig nogle gange, at det bliver meget bedre på den anden side - held i uheld.

Fænomenet held i uheld handler faktisk ofte om timing. Jeg skriver dette i et fly fra New York til København og kommer til at tænke på, at min mand og jeg for en årrække siden var til bryllup i San Diego. På ægte Amerikansk maner var der en kæmpe reception, hvor gud og hvermand var inviteret. Gud og hvermand havde desværre også besøgt buffeten, så der var kun et træt stykke ost og en krøllet fingersandwich tilbage, da vi kom frem til bordet – det var uheldigt. Vores maver knurrede efterhånden højlydt, så da vi blev inviteret hjem til brudens forældre efter receptionen sammen med den inderste kreds, gjorde vi et hurtigt stop ved Burger King. Der købte vi hhv. fem og to cheeseburgers, som vi hurtigt spiste i bilen. Vi nåede kun lige at sluge den sidste bid, da vi rullede ind i indkørslen til den private fest – det var heldigt. Propmætte blev vi kærligt modtaget og ført direkte ind i et enormt amerikansk køkken, hvor det bugnede med mad og værtinden sagde: ”You must be hungry dear, eat all you can now” – det var uheldigt.

Einstein var uheldig, at blive smidt ud af reden og vraget af sin mor. Men set i et større perspektiv var han måske i virkeligheden heldig? I dag bor han hos min veninde i noget, der nærmest kan beskrives som et slot for fugle. Det er helt igennem fantastisk, flere meter højt, med rigelig plads til leg og et indbygget soveværelse, der både er hyggeligt og isoleret - en klar fordel, når vinteren gør sit indpas. Hans søskende skal forsøge at overleve den barske vinter og finde føde på de golde grene og i den kolde sne. De skal kæmpe om frø på foderbrædderne i de omkring liggende haver, og kun hvis de er heldige, er der nogen, der har sat vand ud til dem. Einstein får dagligt serveret fede, levende orme, friske frø og rent vand, som han kan nyde i fred og ro fra min venindes varme hånd – det er heldigt.

Hvis det rygtes, hvor heldig Einstein i virkeligheden er, vil der måske i nær fremtid, når min veninde træder ud på sin terrasse være 4 fugle (resten af kuldet) og Einsteins mor - den ene naturligvis mere halt end den anden - med vingerne demonstrativt slæbende efter sig og med meget, meget triste: ”Pip, pip….” – for måske var det alligevel en fejl at afskrive ham så hurtigt, ham Einstein?

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg vi-kvinder.dk

Også på Facebook.com/vikvinder