torsdag den 1. marts 2012

Det befriende ingenting....


Solen skinner ind af vinduet og laver en varm solplet midt på gulvet. Lige der, i solpletten, vælger min kat at lægge sig. Hvis solen er gemt bag skyer, har han en række andre faste pladser, som han altid indtager med stor beslutsomhed. Han kan ligge der længe - meget længe og tilsyneladende lave....ingenting.

Det er en egenskab, jeg i stigende grad finder beundringsværdig, altså evnen til at fylde en hel dag med befriende ingenting. Lade verden passere forbi udenfor. Tro på, at den nok skal klare sig helt fint uden mig. Slukke mobil, iPad, computer og tv. Krybe op i sofaen, lade solstrålen kærtegne min kind. Lukke øjnene og tage livets lyde ind. Fuglene der kvidrer, huset der ånder, vinden der synger i træernes kroner og glade børns leg bare lytte til livet på afstand.

Det burde næsten være obligatorisk, for ligesom en tom mave får skyld for mange fejl tror jeg, at travlhed tager en sikker anden plads som i hastværk er lastværk.  

Et aktivt, engageret og indholdsrigt liv forudsætter på sin vis evnen til også at kunne trække sig tilbage, trække vejret dybt, regenerere sjælen og bearbejde alle indtryk - måske ikke lige så ofte og længe, som min kat Garfield gør det indrømmet, det kan godt tage overhånd med ham.  

Men, for meget af det gode, bliver jo netop - for meget. Glansen forsvinder simpelthen. Det sker endog med marcipan, som jeg ellers nærmest forguder. Men efter en hel rulle af det, bliver det bare for meget. Det gælder nok i det hele taget her i livet, det der med balance. Der er talrige eksempler på det. Se bare parterapeuten der er skilt, mekanikerens bil der ikke starter og diætisten der er overvægtig. Kan det tænkes, at de har behov for at beskæftige sig med noget aldeles andet, når de har fri? Et regulært sceneskift?

Jeg kan huske, da jeg var barn, at de voksne altid sagde: "Du skal gøre som jeg siger, ikke som jeg gør", som i virkeligheden bare betød, at de heller ikke selv kunne føre det ud i livet, som de prædikede og ellers i teorien lød skide smart.

Jeg kendte en præst, dygtig og karismatisk og desværre ikke er blandt os mere. Men han fortalte mig, at når han gik til fest og folk fandt ud af, at han var præst, blev han næsten altid trængt op i et hjørne af en eller anden person, der havde brug for at lette sit hjerte, og måske øjnede en hurtig mulighed for syndsforladelse lige der midt i festen. Det var stærkt opslidende, for han havde jo fri og var til fest. Efterhånden, når folk spurgte ham, hvad han arbejdede med, svarede han: "Tømrer" og slog dermed to fluer med et smæk, for han havde bemærket, at håndværkere var ret populære hos damerne.

Det befriende ingenting, den var ikke gået med min farmor. Hun havde andre ord for den slags. Ord som dagdriveri, dovenskab eller ligefrem ungdomssløvsind. Hver en time i hendes liv havde en dagsorden, en agenda, et formål. Faktisk er der mange der påstår, at ingenting kommer af ingenting. Ja selv i debatten om Big Bang, hvordan det kunne ske, hvis der, som det påstås, ingenting var før.

Jeg vil påstå, at noget af det bedste kommer, lige når vi laver, ingenting. Bare se Kærligheden, den kommer først, når vi ingenting gør for at finde den og uventede gæster banker først på døren, når vi ikke har gjort rent. I mine øjne kommer der masser ud af ingenting. Lad os være ærlige, sat på en spids, så er det at lave ingenting i nogen tilfælde langt bedre end det at forsøge alt for hårdt.

Vi vil jo gerne nå det hele og derfor stormer vi alle sammen ud over bakkerne. Hvis hesten er død så stå af, siges det. Min kloge veninde siger; mærk hvordan hesten har det undervejs, sørg for den har det godt, så behøver den ikke dø og du behøver ikke stå af.

Mens jeg har siddet her og lavet absolut ingenting, er krokus, vintergækker og erantis dukket op af jorden kloden drejer stadig rundt og foråret er på vej. Jeg er til.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder 

6 kommentarer:

  1. Hej Annemette

    Super dejligt at starte med at læse dit indlæg på denne skønne morgen.

    Jeg har selv katte, så har nogen gange næsten været misundelig på dem, for deres evne til at slappe helt og aldeles af.
    Men jeg er ved at lære kunsten af dem :-)

    Har et stort havebassin med fisk i, og der kan jeg bare sidde og se absolut ingenting og lade tankerne flyve og lade op. Og det samme gør mine gæster om sommeren.

    Om vinteren er min sofa også en dejlig ven, hvor jeg sidder eller ligger som jeg nu har lyst til. Og kattene kommer og lægger sig på mig, og så er det jo umuligt at rejse sig. Og støvet bliver jo også liggende og det sker der faktsik ingenting ved.

    Og lige nu er en tur i haven pragtfuld. Tænk på alt det der sker, uden at du rører en finger.

    Tak for en dejligt indlæg :-)

    Hilsen Eva

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh ja Eva - jeg kender også godt den der med, at Garfield lægger sig på mig, når jeg hygger på sofaen. At holde pause sammen er da ren guf for sjælen...

      De bedste hilsener
      Annemette

      Slet
  2. Hej AnneMette
    Ja, at lave ingenting er en næsten glemt, og ikke særlig skattet disciplin. At lave ingenting kan også ses som at holde en pause, eller holde et hvil. I vores arbejdsliv er rygepausen for længst væk, det samme er ved at ske med frokostpausen, ser jeg på de arbejdspladser jeg kommer på, og i nogle kommuner er der nu forslag om, at ansatte selv skal betale deres kaffepause. Det er en måde, hvorpå pausen - det at lave ingenting - undertrykkes. I den almindelige hverdag. Din farmor var en mester i at undertrykke pausens, hvilens betydning, læser jeg.

    Kommer til at tænke på Neel Fastings bog "et sprog for det kvindelige", hvor hun blandt andet kommer ind på, at pausen - "ingentingpunktet" - er kvindeligt. Havde aldrig selv tænkt på det sådan, men det er værd at have med, når man selv, som kvinde, deltager i undtertrykkelsen af behovet for at lave ingenting. Tak for at give emnet opmærksomhed, det er tiltrængt.

    Bedste hilsner, Birgitte Asmussen

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja Birgitte - og tænk dig min kære, travle farmor døde allerede 67 år gammel - holdt hun mon for få pauser i sit liv?
      Tak for dit tip, jeg vil læse Neel Fastings bog - den lyder interessant. Måske er det kvindeligt, det ved jeg ikke noget om, jeg ved bare, at det er vigtigt at kunne lave ingenting - af mange gode grunde og ikke mindst fordi det skærper vores sanser, og uden dem er livet jo bare ikke lige så skønt.

      De bedste hilsener
      Annemette

      Slet
  3. Ja, du har ret, det er svært, men uendelig skønt når det lykkes. På nudansk hedder det vel meditation? ;). Hvorfor benytte metode, når man kan Være?
    Jeg "falder i staver" og tiden forsvinder - på den gode måde - når jeg fra mit køkkenvindue dagdrømmer og svømmer hen i udsigten til Sverige, skibene på Øresund, fugletræk, skumsprøjt på bølgerne.
    Tiden forsvinder også, når jeg tegner eller spiller klaver - det er ren terapi. For hjernen har helt klart behov for; ingenting...

    Det er først efter ingenting - vinduet til evigheden - at livet mærkes for alvor ;).

    Solskinshilsner fra Nordsjælland, Regitze

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja Regitze - jeg er så enig i, at det der med bare at være - helt uden dikkedarer - ikke behøver være smart og absolut have et smart buzzword eller en flot titel. Det er jo dybest set bare at falde i staver - herlige, befriende staver, hvor vi tager ind og observerer helt ukritisk - helt uden analyse. Ganske enkelt...

      De bedste hilsener
      Annemette

      Slet