Husker du, så glemmer jeg alt...

Det der med at huske navne, er en vigtig egenskab, når vi netværker. Jeg er ret god til at huske ansigter, også selv om det er hundrede år siden, jeg har set dem. Men navne - det er en helt anden sag. 

Vi er nok mange, der har oplevet at passere et fremmed menneske på gaden, som pludselig stopper op og siger: "Hej, hvor er det længe siden. Hvordan går det?" Du ved, du kender personen, ansigtet er bekendt, men du kan ved gud ikke huske hvorfra og da slet ikke navnet. "Heeej......." siger du tøvende, mens din hjerne kører på højtryk for at huske. Den bladrer fortvivlet hele kartoteket igennem fra A til Z helt tilbage til de efterhånden gamle, falmede kartoteksblade, hvor såvel billeder som tekst næsten ikke er til at tyde længere. Hold kæft, hvor har jeg egentlig mødt mange mennesker igennem hele mit liv - tænker du.  

Personen griner, taler og er tydeligvis meget begejstret over det tilfældige møde. Bladre, bladre, bladre.....er det en forældre til en af mine børns skolekammerater? Er det en gammel kollega? En fra håndboldklubben? Kom nu! Du ved instinktivt, at tiden er ved at løb ud. Lige om lidt vil der blive stille, talestrømmen vil forstumme og det vil forventes, at du bidrager til samtalen - gerne med noget konstruktivt og bare lidt intelligent... 

Vi var en gang til bryllup, et af de helt store, hvor alle og enhver var inviteret. Vi kendte bruden bedst, gommen så vi faktisk for første gang netop til brylluppet. En eller anden havde fået den gode ide, at en entusiastisk brudepige skulle gå rundt og videofilme gæsterne, som skulle sende en kærlig hilsen til brudeparret. Pludselig pegede hun kameraet mod min mand, og flink som han er, skulle han naturligvis nok sige et par bevingede ord. Det var da også en rigtig fin hilsen han sendte dem - lige bortset fra, at han kaldte gommen et helt andet navn.  

...efter at have ledt forgæves i hjernens kartotek, kan vi vælge mellem to løsninger; den ærlige hvor vi lægger kortene på bordet og erkender, at vi simpelthen ikke kan huske, hvem personen er. Eller den vovede, hvor vi satser helt vildt og forsøger os med meget generelle sætninger, naturligvis helt uden at nævne nogle navne.... 

På den anden side, er det også virkelig irriterende, når andre ikke kan huske vores navn - især hvis vi ses ofte eller ligefrem er i familie. Det er næsten på linje med at være usynlig. I tidernes morgen, da jeg mødte min mand, havde min søde svigerfar besynderligt svært ved at huske mit navn. Han kaldte mig alt muligt andet, men sjældent Annemette. Trods talrige forsøg på at få ham til at huske mit navn, fik jeg først gennembrud, da jeg selv begyndte at kalde ham forskellige, helt tilfældige navne; Knud, Ernst, Frank…. så kunne han pludselig godt huske mit.  

Andre går i den helt anden grøft og over-insisterer ligefrem på at vise, at de kan huske vores navn. Telefonsælgere for eksempel. Vi kender ikke hinanden, har aldrig mødtes og alligevel når telefonsælgere at nævne mit navn imponerende 103 gange på de 20 sekunder, det tager dem at fortælle mig om et særdeles godt tilbud, de har på forsikringer - som var vi bedste venner.  

Nogle navne ligner også hinanden så meget, at det burde være ulovligt. Fx Mathias og Tobias eller Lizette og Linette - det er usportsligt og nærmest at spænde ben for os, der i forvejen har et bugnende navnekartotek i hjernen at holde styr på.  

For mange nybagte forældre er det virkelig en udfordring at finde det rigtige navn til deres barn. Og ikke så få vokser da også op og hedder noget, de egentlig slet ikke føler er "dem". Fx når Bjørn vokser op og bliver et lille, smalskuldret myr. De handlekraftige tager dog sagen i egen hånd, når de bliver voksne og tager navneforandring. Godt for dem, men ikke ligefrem lettere for os andre, med alle disse aliasser. Desuden kan der nu også være tale om særdeles kreative stavemåder i bestræbelserne på at tækkes nummerologi. Så glem alt om at skrive navnet, for du ved med sikkerhed, at de har listet et stumt Z ind i Hanne, men hvor - bliver rent gætværk. 

Ind i mellem bliver jeg rigtig træt af den overflod af data i min hjerne og overvejer seriøst en ctrl + alt + delete, at tilkøbe flere megabytes, en iCloud løsning så alle data bare automatisk gemmes i skyen via wi-fi, eller blot en søgefunktion lige så avanceret som Google.

Men heldigvis har vi en stor hjælp i vores 11 år gamle netværk Vi Kvinder, som alt andet lige gør det meget lettere at huske hinanden og holde kontakten, også selv om der er mange år imellem, at vi ses. Og i mellemtiden har verdens befolkning rundet 7 milliarder, så nu må det da definitivt være lige vel smart at synge "Glemmer du, så husker jeg alt...." 

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Også på facebook.com/vikvinder