Ikke
desto mindre jubler såvel små som store henrykt ved synet af ham. Vi bliver legesyge og
nyder hans selskab i sådan en grad, at vi på mystisk vis bærer over med alle hans
excentriske særheder.
Han er
vores helt egen snemand, som ankom i søndags og allerede nu kæmper for at blive hos os. Han står så fint placeret ude i haven,
hvor vi kan se ham fra køkken vinduerne, hver dag. Lige
så meget glæde vi havde med at lave ham, lige så meget lider vi med ham nu, da han kæmper for sit liv - i tøvejr.
Kan det være elementet af fuldstændig
uforudsigelighed, der er så tiltrækkende? Det flygtige bekendtskab? Det faktum at kriterier
som sne og den helt rigtige temperatur ikke bare kan bestilles, og det derfor
handler om, at smide alt hvad vi har i hænderne, når det sker? Eller er det skønne
minder fra vores egen, vores børn og børnebørns barndom, der opleves igen
på herligste vis?
Her i disse
krisetider, hvor det heldigvis handler meget mere om at være og opleve end at have og vise, må vi sætte pris på de skønne, gratis glæder vi trods alt stadig har adgang til. At lave en snemand
er bare en af dem.
Det er
oplevelserne, vi husker på den lange bane. Hyggestunder,
udflugter og aktiviteter med familie, venner og veninder. Hvis du ikke ved det,
er der et helt specielt sted i hjertet - særligt indrettet til at
langtidsopbevare disse minder - så vi kan tage dem frem på en regnfuld dag, i overført
betydning, og lune os ved dem. De forgår aldrig og glæder for evigt.
Det
bedste var næsten, at nyhederne valgte at
bringe et billede af en anden families snemand forleden aften - hvor smukt og
livsbekræftende er det ikke, i en tid
hvor de ellers kun viser indslag om krise, krig og ødelæggelse?
Det
smukke ved en oplevelse, som fx at bygge en snemand kan være, at det nærmest er et værk under udarbejdelse - hvor vi må blive, holde fokus, engagere os og følge udviklingen. Lade os medrive, henrykke og overraske. Sænke paraderne og være åbne og ikke mindst sammen med andre. Føle fællesskab og samhørighed.
Det
smukke ved en oplevelse er jo, at den er forgængelig
undtaget for sindet, hvor den til gengæld bliver et smukt minde (over
tid endnu smukkere…). Oplevelsen er levende, her
og nu intens, men også skrøbelig, fordi vi alle er med til at påvirke den i enten positiv eller negativ retning.
Jeg
holder meget af at træde et skridt tilbage og
evaluere min tid, gøremål, ja livet. Det er måske netop tanken om, at vi kan
miste, og alt er forgængeligt, der skærper vores sanser og lysten til vedholdende og aktivt at gøre en indsats for et godt og helstøbt liv fyldt med fællesskab og skønne oplevelser. Se bare vores bugnende event liste i netværket, som vidner om netop det.
De bedste
ting i livet er ikke ting.
Det var
lige Valentins dag, og når det gælder om at erklære sin kærlighed - siger jeg glem alt om blomster og chokolade. Jeg
tænder på min mand når han, med et glimt i sine frække øjne, siger: "Skat, der er
sne og temperaturen er perfekt - vil du med ud at lave en snemand?" Det er
da en kærlighedserklæring af format.
Jeg
sidder ved mit køkkenbord og skriver dette
blogindlæg. Ud af vinduet kan jeg se
vores snemand langsomt smelte. Han er snart helt væk. Jeg bliver en lille smule trist - han var en virkelig
flot fyr - men jeg husker straks, de skønne timer vi havde med at lave
ham, og så trøster jeg mig selv med, at han kommer igen til næste år. Håber jeg.
De bedste hilsener
Annemette Klæbel
Annemette Klæbel
Annemette, dine blogs er altid en fornøjelse at læse. Der er poesi, du viser det store i det små, altid med et udgangspunkt i hverdagslivet, og altid - altid, med en flot og relevant henvisning til det, du erhvervsmæssigt arbejder med. Familieliv og erhvervsliv er ikke adskilte størrelser, men dele af samme virkelighed. Og du viser det hele tiden. Tak for det.
SvarSletMed venlig hilsen
Birgitte Asmussen, psykoterapeut
Tusind tak for dine ord Birgitte.
SvarSletDu beskriver det så smukt med at se det store i det små og jeg er helt enig i, at familieliv og erhvervsliv er dele af samme virkelighed.
Rigtig god weekend
De bedste hilsener
Annemette