At være omstillingsparat

En aftenstund lå min mand og jeg i vores seng i soveværelset og læste, da en fugl pludselig fløj hen over hovedet på os. Den lavede et reelt low pass, kun 10 cm over vores hoveder. Vi fik begge et kæmpe chok. Jeg skreg og gemte mig under dynen – hvad var det? Min mand sprang ud af sengen – kun iført underbukser – og løb efter fuglen, fulgte den hastigt ud af soveværelset og ned af trappen til stueetagen. Jeg fulgte tæt efter, på skælvende ben.

Vel nede i stue etagen, fløj fuglen ind i vores 11 meter lange gang, og vi fulgte nu efter i samlet flok min mand, jeg selv og vores hund. Da fuglen nåede enden af gangen, vendte den rundt og fløj direkte mod os. Min mand fik nu bedre øje på den og råbte højt: ”Det er ikke en fugl, det er en FLAGERMUS!” Hvorefter han lavede baglæns hjulspind i vores løse gulvmåtte, mistede fodfæstet, fløj op i luften – og landede med et brag direkte på ryggen. Jeg stod nu dér, højest af os alle tre og flagermusen havde direkte kurs mod mit ansigt. Alt imens jeg skreg i vilden sky for mit liv, flygtede jeg ind igennem en side dør i gangen, til vores vaskerum. Min mand slog alle verdens rekorder, var på benene i et split sekund og løb efter mig ud i vaskerummet - hunden lige efter ham.
Så stod vi der, i underbukser, meget forpustede og skrækslagne. En flagermus! Vi vidste ingen ting om flagermus. Bider de? Har de rabies? Hvis vi åbner døren, vil den så selv flyve ud? Hjælper det, at der er tændt lys i gangen, vil den så søge ud i mørket? Spørgsmålene stod i kø, og vi havde ingen svar.

Vi fandt diverse remedier frem til kampen mod flagermusen – eller, det vaskerummet nu havde at byde på: En spand (skjold), en badminton ketcher (våben) osv. Forskanset efter bedste formåen, lagde vi en slagplan, der gik ud på, at få flagermusen ind i mit hobbyrum, på den anden side af gangen, hvorefter vi ville se, om vi kunne lokke den ud af vinduet.

Iført underbukser og bevæbnet med spand og ketcher gik vi således i krig mod den ubudne gæst. Min mand fortalte senere, at han havde planlagt, i bedste Bjørn Borg stil, at svinge sin ketcher, ramme flagermusen og sende den ud af vinduet, ud i mørket tilbage til skoven. Men realiteten var den, at vel inde i hobbyrummet, sammen med flagermusen, gik han ned i knæ, lukkede øjnene og svingede vildt - og helt uden kontrol - sin ketcher frem og tilbage over sit hoved, mens jeg stod ubehjælpsomt og forsøgte at gemme mig bag spanden og skreg af skræk. Imod alle ods ramte han faktisk flagermusen, som på lidt uelegant vis blev sendt ud af vinduet, tilbage til skoven og ikke er set siden.

Vi havde også en vanvittig forestilling om, at vi kunne slå vores 8.000 m2 store parklignende græsplæne med en lille, almindelig græsslåmaskine. Det gjorde min mand 3 gange: første, eneste og sidste gang. Efter 7 timer stod han pludselig i døren – smurt ind i grønt græs afklip fra top til tå, skuldrene hængende nede ved albuerne og vrissede: ”Nu kører jeg op til maskinstationen og køber en traktor – og jeg vil skide på hvad den koster”.

Det blev livet på landet, på godt og ondt, da vi flyttede ind i vores gamle præstegård fra 1864 omringet af marker og skov, i den Sydsjællandske idyl. Vi har lært meget om dyr, maskiner og ikke mindst om mennesker. Nu er det vores paradis på jord, men måske også kun fordi vi var omstillingsparate, og åbne for helt nye og anderledes måder, at gøre tingene på.

www.vi-kvinder.dk er også altid i forandring – eller i udvikling. Vi bevæger os hele tiden og det betyder, at vi ind i mellem bliver nødt til at bryde vores vaner, møde nye udfordringer og være åbne for noget nyt. Det føles måske i første omgang utrygt og besværligt og ind i mellem også farligt - men det er aldrig kedeligt, og jeg tror sørme, vi vokser af det.

Stjernestunder...

En sommerfugl lander på min arm, sætter sig godt til rette, og bliver trygt siddende. Min voksne søn ringer fra Svendborg, bare for at høre hvordan det går. En tilfældig indforståethed med min mand. Mit barnebarn løber mig i møde, kaster sig om min hals med ordene: ”Mormor, jeg elsker dig”. En sms fra min voksne datter med teksten: ”Hej mor, tak for i går. Jeg fik 12 i International Human Rigts Law”. Grineflip med en god veninde.

Det er stjernestunder. De glimt i livet, som gør den store forskel for mig. De rammer mig spontant, lige i hjertekuglen, midt i et-eller-andet-andet, og jeg er prompte lykkelig.

Det gode ved stjernestunder er, at de kan dukke op på alle mulige tidspunkter, også på de dårlige dage, hvor alting ellers føles dumt og tungt. En stjernestund opstår meget pludseligt ud af ingenting – nærmest på magisk vis.

Det er de små ting, der tæller for mig. Et smil. En sød besked fra en i netværket. Høre græsset gro. Min nabo på 82 år, der kommer forbi med en buket blomster fra hans dejlige have. En sjov bemærkning i køen i Netto. En and der bor med sine ællinger på græsset i en trafikeret rundkørsel - hun tror måske det er en ø? Duften af en hjemmebagt bolle med hybenmarmelade. En hel søndag alene i huset og slet ingen planer. Spise i det fri. Løbetur under åben himmel. Listen er uendelig, men det er altid de små ting, der ophøjer min hverdag på eleganteste vis.

Stjernestunder kan ikke lægges i en skuffe eller sættes på en hylde, og det gør dem efter min mening ekstra værdifulde, og får mig til at huske, at de bedste ting i livet – netop ikke er ting.

Måske kan ingen være lykkelig hele tiden, altid – livet skal nok give os udfordringer – ellers vokser vi måske ikke? Men jeg tror i stigende grad på, at evnen til at spotte de bittesmå stjernestunder midt i det store liv, kan være lykken i sig selv.

Stjernestunder kommer heldigvis helt automatisk, vi skal blot opdage dem. Men jeg tror også på, at vi kan hjælpe dem på vej. Jeg har en mistanke om, at det er noget med at være opmærksom og vide, at ikke alting drejer sig om vores person. Noget med, at være deltagende og dermed øge mulighederne for, at de opstår. Være til stede i nuet. Hvis vi øver os længe nok, kan vi sikkert blive rigtig gode til at fylde hinanden liv med stjernestunder.

Tænk hvis kassedamen i Netto, netop i aften skulle sende dig en kærlig tanke, fordi din sjove bemærkning, skabte en stjernestund for hende tidligere i dag?

Der hvor vi bor...

Man siger, at små fugle skal nå at spise deres egen vægt hver dag. Mine forældre har – så længe jeg kan huske – haft to fodersteder til fuglene i deres have, og de tager den daglige fodring meget alvorligt.
På den ene side af huset er et flot, stort foderbræt – vi kalder det ”Restauranten”. På den anden side af huset er der ganske interimistisk kastet fuglefoder på fliserne, tæt på hækken, så fuglene har en hurtig flugtvej og kan gemme sig, hvis katten kommer forbi. Det er en slags fastfood, så vi kalder den McDonald.

Alle fugle har deres foretrukne måde at spise og bo på – og sådan er det heldigvis også i vores netværk.

I netværket mødes vi på cafe, restaurant – nok nærmest aldrig på McDonald – men til gengæld meget ofte privat hjemme hos en af os. Det gode ved at mødes der hvor vi bor er, at vi hurtigt lærer hinanden at kende. Vores hjem fortæller så meget om, hvem vi er, og det er vigtigt, når vi bygger personlige relationer.

Det er aldrig vigtigt, om vi bor flot, dyrt, elegant eller med nogen bestemt stil – vi glæder os blot over, at blive budt indenfor. Vi lægger måske mærke til små tegn på, om du kan li’ at læse (mange bøger i din reol), om du kan li at lave mad (køkkenmaskiner fremme på bordet), om du holder af tøj og sko (en kæmpe walk in garderobe), om du er dyreven (har måske 7 husdyr og holder høns) eller om du er arbejdsnarkoman (hjemmekontor med visionboard, computer og stakke af papirer). Der hvor vi bor, de ting vi omgiver os med fortæller noget om, hvem vi er – og kendskab til det, giver solid basis for nye, gode relationer.

Jeg har mange fuglekasser i min have og efter en periode med mange ledige fuglekasser, er alt nu pludseligt revet væk, og der er helt udsolgt. Jeg går derfor og overvejer, at sætte endnu flere boliger op til fuglene, da det åbenbart er sælgers marked og efterspørgslen er enorm. På den anden side, har man jo lært lidt af den berømte finanskrise, og vil jo ikke risikere, at overophede markedet, hvis boblen skulle finde på, at briste – tænk på konsekvenserne.

Sidste år, før den store efterspørgsel, blev en tom fuglekasse besat af en hvepsesværm. Vi opfattede dem, som en slags besætter gruppe, der i nattens mulm og mørke havde besat fuglekassen uden ret og lov. Det gav uro i nabolaget, forargelse og skræk. Vi måtte altid gå en stor bue uden om den fuglekasse. Besætterne må have fundet boligen for trang, for uden det store cirkus, var de pludselig væk, og i år er en glad mejse familie flyttet ind. Der hersker atter fred og idyl i nabolaget.

En anden kasse hænger på vores plankeværk – helt efter anvisningerne – og en nydelig mejse familie flyttede ind i dette forår, til stor glæde for os alle. Men naboens kat har desværre opdaget, at den med lidt snilde kan balancere på plankeværket, støtte med den ene pote på taget af fuglekassen, og helt akrobatisk med den anden pote forsøge, at få fat i fugleungerne igennem det lille hul. Jeg tænker fuglene må være rædselsslagne, der er jo nærmest tale om et hjemmerøveri.

Ind i mellem kommer hjælpen fra en meget uventet kant – som i vores netværk - og i dette tilfælde får fuglene hjælp af min store (læs: overvægtige) labrador. Ikke nødvendigvis fordi hun gerne vil hjælpe fuglene – tror jeg – men fordi det er hendes job, at holde kattens territorium fri for andre katte. Uanset årsagen er det da godt, at vi kan hjælpe hinanden.

Solsortene vil ikke bo i typehuse – de foretrækker at bygge selv. Til gengæld er de ret ukritiske mht., hvor de bygger. De skaber et dejligt miljø, hvor som helst. Det kan være i vores rådhusvin, lige under tagrenden ved hoveddøren, hvor der er mest trafik.

Duerne bygger også selv, men er til gengæld meget kritiske mht. hvor de bygger. Der må ikke være andre duepar i samme have – helst. De behøver god plads. Hvis de var med i vores netværk, var de måske landmænd med 100 hektar, langt til nærmeste nabo og højt til himlen.

Flagermus har vi også, fordi vi har en skov i baghaven. De bor i skovens træer og kommer først frem til fest og ballade efter mørkets frembrud. De er hurtige og ville uden tvivl være til, at mødes inde i byen til diverse gå-i-byen-netværk - og de ville ikke gå forgæves hos os.

Uglen bor højt oppe i træerne i vores skov. De er også vågne om natten, men lever i et helt andet tempo end flagermusene. De holder af at fordybe sig. På en måde tror jeg, de ville have stor glæde af vores mange litteratur netværk, og være oppe hele natten for, at læse månedens bog.

Jeg tror fuglene er stolte over deres respektive boliger - selvbyg eller typehus. De seneste kolde vintre har jeg faktisk lagt mærke til, at mange små fugle er rykket sammen i fuglekasserne, sikkert for at holde varmen. Det er en dejlig tanke, at man kan finde ud af at hjælpe hinanden og få det til at fungere. Det minder mig på mange måder om den store hjælp og omsorg, der altid er i vores netværk.

Jeg har selv prøvet det meste, boet i mange lande og i mange boliger, bl.a. lejlighed i Paris, rækkehus og parcelhus i den danske provins, villa villekulla i den svenske skov og nu på landet i en gammel præstegård fra 1864. Hver gang bygger jeg nye netværk, skaber nye relationer og uanset hvor jeg bor, har jeg naturligvis også altid haft plads til en eller flere fuglekasser – og det kan varmt anbefales.

Er der noget om det?

Min have er smukkest i maj. Mit ældgamle og meget store magnolie træ i sin fineste kjole med tusindvis af rosa farvede blomster, rhododendron i eksotiske farver. Ramsløg i skovbunden og for foden af buske – smukke og nyttige på én og samme gang. Gode gamle stauder vender trofast tilbage op af jorden og hilser på mig. Gensynet er vidunderligt. Forandring fryder.

Ind i mellem får jeg nye, spændende stauder af min svigermor og hendes veninder. Dem får jeg om efteråret, hvor de er klippet helt ned, så jeg ved ikke, hvordan de ser ud før jeg fra maj og hen over sommeren, efterhånden kan byde dem velkommen i min have – jeg er nysgerrig. Hvor høje bliver de? Hvilken farve har de? Står de rigtigt i bedet - og overhovedet - i det rigtige bed? Alle er forskellige og ikke alle passe sammen – men alle passer med garanti til nogen. Ingen stauder er gået forgæves i min have. Det er sjovt, spændende og interessant at lære dem at kende, og få puslespillet til at gå op, midt i havens mangfoldighed. På mange måder er det som i vores netværk.

Vi skal også finde os selv til rette. Vi passer ikke til alle, men alle passer til nogen. Vi skal først vise hvem vi er, før vi kan finde ud af, hvem vi passer sammen med. Nogle af os passer til mange og andre kun til få udvalgte. Det er jo egentligt enkelt og giver faktisk mening, for vi er ikke ens og har helt forskellige jordbundskrav, på samme måde som rhododendron behøver surbunds jord og lavendler sandet jord – de kan ikke stå sammen – sådan er det bare, og det er okay, for der er jo andre løsninger.

Jeg kan ligefrem se mine bede som netværk. Nogle af mine stauder passer i flere bede. Så dem deler jeg i efteråret, og giver på den måde nyt liv i andre bede. Andre stauder passer kun i et bed, og trives bedst sammen med nøje udvalgte stauder, som til gengæld er fantastiske sammen.

Jeg vil aldrig gå mod naturen og tvinge stauder sammen i et bed, hvis jeg på forhånd kan se, at det ikke vil fungere. Det vil være alt for meget arbejde, når kampen er tabt på forhånd. Gyldenris kan fx kun stå sammen med meget robuste stauder og buske, fordi den breder sig meget hurtigt og fylder det hele. Inden jeg får set mig om, har den overtaget hele bedet og nærmest udryddet de stakkels pæoner, som til gengæld er meget skrøbelige og langsomt voksende.

Jeg har flyttet gyldenris til et bed i halvskygge, hvor de trives super godt og bliver knap så høje, så de heller ikke risikerer at knække. Gyldenris har fået nye veninder bl.a. forsythia buske, kæmpe liljekonvaller i et hvid/gult bed med buske og stauder der supplerer hinanden godt.

Pæonerne har fået lov at blive stående i det oprindelige bed, fordi de – rent ud sagt - er lidt vanskelige. Hvis de bliver flyttet, blomstrer de ikke i to år, i forsøg på at straffe mig. I virkeligheden straffer de jo kun sig selv, for jeg tager det bestemt ikke personligt. Men det er jo unødvendigt, så de bliver i bedet og får nye veninder – stauder som iris, der trives i samme tempo. Pæonerne belønner de nye tiltag med meget smukke blomster i røde, hvide og rosa farver – sammen med iris og en japansk kirsebær går det hele op i en højere enhed.

Nu står gyldenris og pæon i hvert sit bed og nikker respektfuldt til hinanden og alt er i den fineste orden. Det behøver ikke være så svært.

En af mine veninder elsker at redde blomster fra Rema 1000. Senest en meget lille rododendron, som var døden nær. Hun fik den til nedsat pris, lige før den skulle ende sine dage i en stor ildelugtende container. Den så ikke ud af meget – ingen ville have den. Men hun gav den en flot hædersplads i sin have, vand og gødning. Året efter blomstrede den på livet løs til stor glæde og gavn for alle. Stadig lille, ved foden af alle de velvoksne, garvede rododendron – lyste den op med et flor af hvid/rosa blomster – som råbte den: ”Se mig, se mig – se mig trives her!” hver gang vi gik forbi. Den vandt vores hjerter, fordi den havde givet det hele en chance, kæmpet for at udvikle sig og blive en bedre version af sig selv. Nu står den solidt sammen med de store og gør dem flot selskab.

Især er jeg imponeret over mine kæmpe bregner – over en meter høje – som lader til at trives og være smukke uanset, hvor jeg sætter dem. De kan simpelthen med alt og alle, sol, skygge, træer og buske – de er bare så dejligt fleksible, at jeg i den grad bliver inspireret. Men jeg elsker også astilbe, løjtnantshjerte, fingerbøl, brudeslør, solhat, pragtskær, lupin, høstanemone, staudesalvie og så min absolut yndling skabiose – vidunderlig, fuldt hårdfør og smuk sammen med alle.

Alle havens træer, buske og blomster, det være sig stauder, sommerblomster og ukrudt har sin berettigelse. Nogle er nok udråbt til grever, men når det kommer til stykket er de jo alle planter. I min have er skvalderkål således en velkommen bunddække på lige fod med hasselurt.

Du kan være en bregne, en pæon, en gyldenris eller en liljekonval – vi har plads til alle, men du er selv ansvarlig for at forstå, hvem du selv er, hvilken jord du trives bedst i, hvem de andre er, og finde sammen med dem du trives og kan blomstre med. Og husk så lige, at nikke respektfuldt til dem, der skulle vise sig, at have andre jordbundskrav end du. Sammen udgør vi jo en smuk have.

Opret din profil i netværket...

Nu bevæger vi den berømte røv

Når jeg snører mine løbesko tidligt hver anden morgen, er det ikke altid jeg er vildt motiveret – ærligt talt. Men vel ude i den friske luft på de små markveje, i hyggeligt selskab med harer, fasaner, hjorte og min egen let overvægtige hund (pænt sagt), som troligt løber med – er det hver gang helt fantastisk.

Jeg ved det jo godt med min sunde fornuft, at det på alle niveauer og af tusind forskellige årsager er vigtigt for mig at motionere. Jeg er tilmed også rigtig glad for at motionere, når jeg først er i gang. Så hvorfor er det så alligevel i perioder så svært, at få bevæget den berømte røv ud over bakkerne?

Undskyldningerne for ikke at motionere kan stå i kø. For meget arbejde, for få timer i døgnet, øvrige pligter herunder rengøring, vasketøj, indkøb, madlavning, vedligeholdelse og havearbejde. Børn, svigerbørn, børnebørn, øvrig familie, venner og veninder - listen kender simpelthen ingen grænser når det i perioder gælder undskyldninger for ikke at motionere.

Det ironiske er, at undskyldningerne kan koges ned til et ord – tidsmangel. Men tid er netop det jeg får meget mere af i de perioder jeg motionerer, fordi motion giver mig mere energi og overskud og jeg derfor kan klare det hele på den halve tid.

Er det så den logik der nu får mig ud af døren hver anden morgen?

Nej, overhovedet ikke. Det er til gengæld den inspiration jeg får i ”Sund maj sammen”, et netværk i vi-kvinder, der har til formål at motivere og inspirere kvinder i hele landet til motion. Det være sig løb, cykling, styrketræning, power walking, svømning, zumba eller ligefrem rulleskøjtning – du bestemmer selv og al motion tæller.

Det er en fantastisk glæde, motivation og inspiration og det får mig ud af døren hver anden morgen, godt på vej mod mit mål for maj måned, som er 1.000 minutters træning eller 15 trænings pas. Du skulle prøve det selv, vi har plads til alle der har lyst til at dele glæden ved motion og få en sund maj sammen med os – deltag i sund maj sammen her og lad det være slut med rynkerøv.

En, to, tre og så er vi en flok

Det er ikke kun trygt, at være en del af en flok, men også både rart, hyggeligt og sjovt – det giver faktisk livet mening. Men det forpligter også i form af engagement og ansvar.

Selv er jeg med i mere end en flok: Min familie, mine venner, mine kollegaer, vi-kvinder, mine erhvervs netværk og ikke mindst den flok som består af mine to husdyr Garfield (rød, fed hankat) og Ronja (stor, sort labrador) og jeg selv.

Indrømmet, at vi er en ret uhomogen flok – tre forskellige arter endog – men vi er stadig en flok. Jeg tror, de har udråbt mig til flokkens overhoved – måske fordi det er mig der er fodermester – og de følger mig i tykt og tyndt, dag og nat. Vi tre tilbringer rigtig mange timer i hinandens selskab. Jeg er ydmygt taknemmelig for deres hengivenhed og ikke mindst optagelsen i flokken.

Alle i flokken har en opgave. Min vigtigste, i deres øjne, er fodermester. Ronja værner om territoriet og Garfield….nå ja, han kører nok lidt på frihjul, hvis vi skal være ærlige – men han er i det mindste verdensmester i middagslur.
Vi er en velfungerende flok, på trods af art, hårfarve, forskellige kulinariske ønsker og sprog. Vi forstår simpelthen hinanden på et højere plan og ved, at vi kan være forskellige sammen.

Hvorfor gør vi det? Det gør vi måske fordi vi respekterer hinanden. Måske fordi vi forstår, at vi har forskellige behov og ønsker til livet – og vi mødes lige dér hvor vi har noget til fælles, også selv om det på en hel fodboldbane, kun skulle dreje sig om et lillefrimærke. Vi holder af forskelligheden og bruger den konstruktivt.

Vi har heller ikke behov for, at være bedre vidende over for hinanden, men giver plads og accepterer andre veje og måder, at leve og være på. Vi vil gerne hinanden og vi beriger hinandens liv, netop fordi vi er forskellige – vi er en flok med et glimt i øjet – hvilket gør det sjovt og udviklende, at være sammen. Vi ved også, at om 10 år er vi stadig en kat, en hund og et menneske - formålet er ikke, at ændre hinanden.

Vi er slet ikke så forskellige fra et netværk i vi-kvinder – faktisk er det lige præcis sådan du skal deltage i et netværk i vi-kvinder regi.
Dalai Lama har lige besøgt Danmark og han udtrykker det jo meget enkelt: ”Når du skal møde mennesker, skal du altid se dig selv, som den mindste”.

Skab eller find din egen flok i vi-kvinder og få det rart, hyggeligt og sjovt: Opret profil på vi-kvinder.dk

Hvorfor vi-kvinder.dk?

Et nyt år ligger for vores fødder, og det er på mange måder et godt tidspunkt at gøre status: Hvorfor vi-kvinder.dk?

Jeg oplever at vi alt for ofte går lidt i selvsving, når vi kun omgås mennesker der ligner os selv – det ender som en lang bekræftelses fest.

I vi-kvinder.dk har vi plads til alle, og det er til gengæld både udviklende og interessant at forholde sig til mangfoldigheden, forskellige værdier, valg og håb. Det gør os rummelige og tolerante og nedbryder mange fordomme. Det er dér vi vokser som mennesker og undgår at blive selvfede. Derfor www.vi-kvinder.dk

Den der ved alt…

Jeg er måske en voksen kvinde, i hvert fald siger dåbsattesten 46 år. Men derfor bliver jeg alligevel ind i mellem usikker på, hvordan jeg skal tackle en eller anden sær situation, jeg er landet i.

Jeg tror altid det vil være sådan for mig, også når jeg bliver 90 og derfor i høj grad må betragtes af omverdenen som værende voksen.

Jeg er altså bare ikke typen der har svaret på alt. Da jeg var yngre troede jeg det var et problem, og håbede inderligt, at jeg ikke blev spurgt om noget, jeg ikke havde svaret på. Men så en dag hørte jeg en sige at: ”Jo mere du ved, desto mere ved du, at du ikke ved”, og det gav rigtig meget mening for mig.

De der er så skråsikre på alt, er det måske kun fordi de ikke ved, at der findes mange flere nuancer og dermed også svar? Og så begyndte jeg at tænke anderledes og i dag har jeg stadig ikke svaret på særlig meget, men jeg kender jeg altid en, der kender en, der har svaret – og det er meget bedre.

Vi-kvinder er således mange ting for mig. Den ene dag er det min mor, den næste min søster eller min veninde, ugen efter min kollega og ind i mellem selv min spindoktor eller ligefrem mit leksikon – der er altid en der ved noget relevant! Og når jeg har brug for at grine, græde, føle eller opleve, så er vi-kvinder der også altid – ligesom én stor, god, rummelig og forstående veninde. Jeg fristes til at sige, at vi-kvinder er et feel good netværk.

Kan man vinde i Lotto uden at købe en kupon?

Jeg møder dem alle vegne i såvel erhvervs- som i sociale sammenhænge, mennesker der hænger med mulen enten fordi de ikke har kunder nok eller venner nok.

Det værste er, at disse mennesker ofte slet ikke forstår, hvorfor det ikke lykkes for dem at skabe nye relationer. De synes selv, at de gør en stor indsats, men når det kommer til stykket, vinker de i mørket...ja, for reklame uden markedsføring er som at vinke i mørket. Du ved godt selv at du gør det, men ingen andre kan se det.

De tilmelder sig alt muligt - intentionen er klart til stede - men møder ikke op på selve dagen, fordi der lige kom noget andet i vejen…

Vi må jo erkende, at hvis ønsket er at skabe relationer, må vi nødvendigvis ud af døren og deltage – det er ingen videnskab. Vi må åbne munden og vise, at vi er til, være synlig, interesseret og engageret.

Når det gælder relationer tror jeg ganske enkelt at indsats står lige mål med udbytte – det er næsten uhyggeligt enkelt.

Så jeg forbavses til stadighed over mennesker der forventer at skabe relationer, uden selv at komme på banen. Det ville jo være lidt ligesom at vinde i Lotto uden at købe en kupon.

Om tre måneder er alting godt

Det var en mandlig bekendt, der lyttede intenst til min talestrøm. Jeg var nok ikke til at stoppe – for det handlede om fremtiden, planlægning af den, hvor vi skulle hen, delmål og mål samt skitsering af hvordan det kommer til at se ud til den tid.
Jeg tegnede og fortalte – et meget flatterende billede af fremtiden – den fremtid jeg gerne vil gå hen imod, den fremtid jeg drømmer om. ”Om tre måneder er alting godt” afsluttede jeg glad.

Ja, sagde han: ”Det er nok den tese især mange kvinder lever efter – om tre måneder er alting godt”.
Om tre måneder har døgnet pludselig 30 timer, søvnbehovet er nedsat til 5 timer, toiletbesøg kun ét om dagen, måltiderne indtages på 5 minutter, madpakkerne smører sig selv, det støver ikke længere og vasketøjet lander på magisk vis, helt af sig selv, på hylderne i skabet … og derfor kan du nå alle de ting du sætter i søen.”

Er det mig der er en ukuelig optimist? Er det ham der er pessimist….eller er han blot realist?

Jeg ved det ikke – men, jeg ved, at jeg har et udpræget behov for at udvikle mig, bevæge mig fremad, mærke en snært af evolutionen lige her, midt i mit eget lille liv.
Jeg må og skal tro på, at alting hele tiden bliver bedre. Det handler ikke om at overvurdere mine egne evner, men om en dyb tillid til min evne til at vælge rigtigt i alle livets sammenhænge. Vælge de rigtige mennesker, der sammen med mig kan løfte os til det ønskede niveau.

Guderne skal vide, at jeg ville tage imod med kyshånd madpakker der smører sig selv, et støvfrit hjem og vasketøj der selv lander på hylderne i skabet – men træerne vokser vel ikke ind i himlen? Ligesom det stadig ikke er lykkes mig, at være to steder på samme tid – selv om det kunne være meget praktisk, med det liv jeg lever.

Nok er jeg optimist, men jeg er også født med begge ben på jorden – så jeg ved, at det handler om netværk, relationer, at kende de rette mennesker – og vise at jeg sætter pris på dem og være dér for dem. Netværk, netværk, netværk.

Med mit netværk kan jeg nemlig pludselig – på næsten magisk vis – være to steder på en gang, eller resultatet bliver, som om jeg var det. Jeg kan nå alle de mål jeg sætter mig fo,r og jeg kan fortsætte med at være en ukuelig optimist der godt tør sige: ”Om tre måneder er alting godt” – og faktisk mene det og tro på det. ;)