At skue hunden på hårene

Når min kat Garfield møder en anden kat, stopper de begge op og kigger på hinanden i en hel time. Jeg gætter på, at det handler om, at lande på det rigtige ben - så at sige - når man møder en anden kat, for man kan risikere, at skulle stå i samme stilling meget længe. Hvis en af dem behøver at rykke på sig, for at få bedre fodfæste, kan det blive skæbnesvangert, for det opfattes klart som et svaghedstegn. Hele pointen er, at stå helt stille mens man, egentlig ret uhøfligt, nedstirrer hinanden. Jeg er på mange måder lidt imponeret over, hvor god tid de tager sig til, at se hinanden an. De får naturligvis ikke udrettet meget den dag, men jeg elsker, når nogen virkelig gør sig umage, og ingen kan beskylde dem for at hoppe over hvor gærdet er lavest?

Man siger, at vi mennesker bruger 5 sekunder til at danne os et førstehåndsindtryk. Det står jo lidt i kontrast til kattenes måde, at gøre det på. Jeg kan jeg ikke lade være, at tænke på, hvor få af de mennesker jeg kender, der i virkeligheden passer til deres emballage. Selv hvis de kom med en indholdsfortegnelse, og det var tilladt, at skrive med så små bogstaver, som jeg med alderen i stigende grad bemærker, bliver brugt i diverse indholdsfortegnelser, kunne jeg ikke få plads til alt det, et menneske faktisk indeholder.

Min fars moster – ja, hold tungen lige i munden, det er ret langt ude i familietræet – bor i København og var en af de uheldige, da der for nylig var skybrud og alle gader, kloakker og kældre blev oversvømmet med vand (læs: kloakvand). Hun skrev i et brev til mig: ”Min telefon virker ikke endnu, ej heller internet. I dag har jeg fra 9-12 hjulpet et ægtepar på 2. sal, som begge er ældre, syge og gangbesværede, så jeg er godt mørbanket, men det var god motion.” Min fars moster er selv 84 år.

Vi tror, vi ved, hvad mennesker indeholder ved første øjekast.

Ved et netværks møde i vi-kvinder, for en række år siden, husker jeg især en stille, meget beskeden kvinde. Hun var lidt grå og gemte sig bag nogle alt for store briller. Hun så, rent ud sagt, kedelig ud. Jeg forestillede mig en hjemmegående husmor fra provinsen, der gik til gymnastik (bøj, stræk) en gang om ugen og i øvrigt fik tiden til at gå med vasketøj. Men det viste sig, at hun var i super form, jævnligt deltog i Sjælland Rundt på cykel og i øvrigt også var den glade indehaver af en lækker motorcykel. Man kan bogstaveligt talt sige, at hun gav os andre baghjul.

At skue hunden for hurtigt på hårene, kan også give direkte anledning til misforståelser. Jeg bliver fx altid forvekslet med en ekspedient, når jeg er ude at handle tøj. Især i Magasin, hvor jeg ofte oplever, at kvinder styrer målrettet hen mod mig, stiller sig lidt for tæt og spørger: ”Har I den her bluse i andre farver?”, mens jeg selv ret desperat forsøger, at finde en simpel, sort turtleneck. Jeg er med sikkerhed den eneste kvinde i hele Magasin, der ikke ved noget om sådan noget - det må være en gen-fejl jeg har - men jeg er den sidste, man skal spørge om lige det.

Min mand er virkelig plaget af det fænomen i øjeblikket. Måske er det uniformen? Måske er det bare det faktum, at han altid befinder sig i en lufthavn på vej til en eller anden ny destination. Der er i hvert tilfælde overvældende mange mennesker med rigtig mange spørgsmål, der render rundt i lufthavnene og leder efter en, der har svaret. Lige i øjeblikket ligner min mand åbenbart ham, der har svaret på det hele, lige fra: "Hvad tid går flyet til Bangladesh?" til: "Hvorfor er cafeteriet allerede lukket?" Tag mit ord på det - han ved det ikke.

Helt håbløst er det, hvis du møder et af de her mennesker, der mener, at alle er idioter indtil det modsatte er bevist. De forbeholder sig ikke en gang retten til at benytte de 5 sekunder. Det er så helt lige gyldigt, hvad du har på, om du har en god eller dårlig hår dag, eller om dine sko er pudset. Du kan være nok så imødekommende, det preller bare af, og du bliver dømt på stedet uden rettergang.

Men det værste, tænker jeg, er alligevel alle de skønne mennesker vi var gået glip af, hvis vi ikke havde givet dem chancen. Vi kender det jo godt, det der med, at jo bedre vi kender et menneske, jo smukkere bliver de – fordi der måske er noget om, at skønhed ligger i betragterens øje eller, at ægte skønhed kommer indefra?

Så det er nok ikke klogt, at skue hunden på hårene, med mindre vi skuer lige så længe som katten.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

Når idioten får ret...

Den gang i begyndelsen af 1970 hed det vist jogging, og der var ikke ret mange andre familier, der praktiserede det. Måske var det derfor mine brødre helst så, at vi gik lidt stille med dørene? Men min far havde set lyset, og han synes vi skulle være en sund familie.

På vores vej, var vi helt sikkert de eneste der joggede, og jeg så godt naboernes hovedrystende attitude, når min far, tidlig søndag morgen, iført joggingtøj, gummisko og lange bakkenbarter satte sig ind i vores gamle bil, med kone, 3 unger (ikke guds bedste børn i naboernes øjne) og en balstyrisk jagthund, der var klar til at løbe jorden tynd. Naboerne synes tydeligvis, at han var en idiot.
Forholdet til naboerne var allerede belastet, af vores alternative måde, at holde have på – den passede i stort set sig selv. Det var min mor, der var have mennesket, men hun var af den overbevisning, at selv ukrudtet havde ret til liv, og derfor fik det hele lov til at leve og gro, lige der hvor det havde lyst. Visionen var vist nok en engelsk, romantisk have, men mit gæt er, at englænderen nok ville beskrive den som lidt over-the-top, havde han lagt vejen forbi.
Min far ville hellere dø end at blive set i haven med et skuffejern. og havde det været op til ham, var det hele sikkert blevet asfalteret og lavet om til en håndboldbane, så vi kunne motionere endnu mere. Men han valgte sine kampe, og over tid tror jeg egentlig også, at der gik lidt sport i det med naboerne...

Kun lige ud over kantstenen fes vores hund Mulle af bar spænding, så ruderne duggede og alle ombord var ved at dø af iltmangel. Det er i virkeligheden nok det, vi husker bedst fra barndommens famøse jogging udflugter i familiens skød.

Nu gør alle det - ung som gammel. Det hedder dog ikke længere jogging, nu hedder det slet og ret løb og er nærmest religion. Vi løber på vejen, i skoven, i byen, på landet. Vi løber sammen og enkeltvis, med og uden hund ved vores side. Vi løber kort - læste faktisk i et blad, at hvis det er svært at komme i gang, anbefales det, at tage løbetøj på og gå 100 meter end ad gaden, vende om og gå hjem igen! Så kan man jo diskutere, om det er nødvendigt at tage et bad efter den tur? I den anden ende af skalaen løber vi maraton i København, Berlin, Chicago og New York – ja selv på den Kinesiske mur. Selv om tiden vi gennemfører den på debatteres heftigt, så er det alligevel tydeligt, at det i første omgang mest handler om, at gennemføre de 42,195 kilometer. Så er vi stolte, og har et bevis på, at vi lever, og det er formentlig det, det handler om. Sundt kan det vel næppe være?

I dag er jeg bange for, at de få der vælger ikke at løbe, er de nye idioter, som naboerne kigger misbilligende efter. Fordi de ikke gør ligesom alle os andre. ”Hvad? Løber du ikke?” Hører jeg en kvinde udbryde med ublu forundring i stemmen, til en uskyldig mand ved et middagsselskab. Alle lægger resolut bestikket fra sig og vender blikket mod manden. Der bliver helt stille og hans svar afventes med spænding. ”Nej, øh, ikke endnu, men jeg overvejer kraftigt at begynde.” svarer han endelig med en lille, smal stemme.

For et par år siden var min mand på Flyvemedicinsk klinik ved Rigshospitalet til sin årlige, obligatoriske helbredsundersøgelse for piloter. Vi bliver jo ikke yngre og lægen spurgte ham, sandsynligvis blot et rutine spørgsmål: ”Motionerer du?”. Min mand følte et voldsomt forventnings pres og svarede uden at tænke nærmere over det: ”Nej, men det gør min kone.” Som om det skulle mildne det svar, som han intuitivt vidste ikke var politisk korrekt. Lægen mente dog ikke, at det var relevant i den sammenhæng. Siden er min mand blevet en dreven løber og han løber snildt 30 kilometer om ugen.

Men hvad sker der så, når idioten fra 70'erne fik ret? Ja, han har i hvert tilfælde ikke fået hverken oprejsning, kompensation eller sågar et lille ”Du fik sgu alligevel ret” fra de hovedrystende naboer, der stemplede ham som jubel-idioten den gang. Faktisk var han så meget før sin tid, at de fleste formentlig er døde nu.

Eller, som her forleden, da jeg i nyhederne hørte, at idioten der overhaler os andre venstre om, selv om han klart har set skiltet på motorvejen med, at der længere fremme indskrænkes til blot én vejbane og egoistisk maser sig ind foran os andre, når venstre vejbane slutter helt oppe ved afspærringen, faktisk har ret. Jeg gætter lidt beskedent på, at vi er mange, der har råbt bandeord efter den idiot. Men nu har han politiets ord på, at han har ret.

Måske ligger løsningen i, at vi undlader at stemple dem, der skiller sig ud fra flokken som idioter. Måske kan vi være mere åbne overfor muligheden for, at idioten måske har fat i den lange ende og har set lyset eller spottet en trend, længe før alle andre.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

En farverig kærlighedsaffære

Jeg har en kærlighedsaffære med farver i øjeblikket. Måske har du bemærket det? Jeg er ikke den eneste – faktisk tror jeg, at farver er det nye sort. Et medlem af vi-kvinder.dk skrev for nylig til mig: ”Jeg bliver så glad af alle de skønne farver, hver gang jeg logger ind på min profil”. Og det er det vidunderlige ved farver – de påvirker vores humør.

Farver gør også mig glad. Du ved sikkert, at hver farve har sin egen egenskab, men vidste du, at rød er en god farve der, hvor vi gerne vil opfordre til livlig kommunikation? Det siges, at den er god at have i spisestuen, hvor vi hygger med gæster, og i køkkenet hvor vi endnu samtaler - og den er naturligvis helt eminent i vores netværk, hvor det hele handler om at kommunikere. Uden kommunikation ingen netværk og ingen nye kontakter, vel?

Sommeren har også sine egne farver. For mig er det beige som sand, himmelblå, solgul, græsgrøn og hvid – ja, hvid i tusinde forskellige nuancer – det er sommerens farver for mig. Hvert år føler jeg samme sensation i kroppen, når sommeren indfinder sig. Den er let, lys og sød. Den er hjemmelavet rabarbersaft, bare tæer i græsset, lange lyse aftener, saltvand på huden, hygge med familie og venner, den er jordbær med kold fløde (helst af egen avl i disse tider...). Den er duften af rosen, en god bog i en stille krog i skyggen af et gammel træ, den er koldskål og dejlige oplevelser som en sejltur på havet, romantisk picnic i skoven, den er guitar spil og stegte marshmallows ved bålpladsen. Sommer er duften af den gule sol, det beige sand, blågrønne vand og en hel masse timer under en åben, blå himmel.

Sommer er også skæve situationer, som da min mand og jeg tog vores to sønner med i Legoland og ved en fejl forvildede os ind i en bygning som viste sig at være en forlystelse – for børn. Vel inde i den kilometer lange kø, var der ingen fortrydelsesret – ingen mulighed for at vende om og stå af. Vi måtte følge strømmen af familier, der bestod af mor, far og små børn. Bevares, vi var også en familie med mor, far og børn – men vores børn var store, meget store, de var nærmest voksne mænd – ja, den ene havde næsten fuldskæg. Der stod vi så – og hørte ligesom slet ikke til - men lod som om vi ikke bemærkede alle de forundrede blikke, der hvilede på os.

Sommer er tiden, hvor vi for en stund springer ud af hverdagens kalender-helvede og vover, at gøre alt anderledes, være børn igen eller dække bord kun med orange eller være vild og balstyrisk og helt droppe dækkeservietter. Gå med pink neglelak og stråhat eller rende rundt en hel dag iført træningsbukser med hængerøv. Vi opdager livet på ny, spiser, går i seng og vågner på skøre tidspunkter. Vi er fri, og alt er muligt. Det udløser nysgerrighed, glæde og energi – og jeg føler mig som født på ny og bliver spontant vild med lyserød.

Farver kan komme alle steder fra; en oplevelse, et minde, en sang, en smag, en forelskelse. Farve er en refleksion af os. Vi udtrykker os med farver alle steder i vores indretning, havens blomster, tøjstil - sågar i vores kost. Jeg synes, der skal være frit slag, når det gælder farver – og trenden er heldigvis på min side, vi kan vælge at være modige, eller enkle i vores valg af farver – alt dur - og vi skal blot vælge med hjertet, vi skal stå ved os selv. Farve er en personlig historie, og det er både skønt og befriende, at bekende kulør. De bedste ønsker til alle i vores farverige netværk, om en farveglad sommer 2011 med eller uden pink neglelak og stråhat.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

Veninde med Jane Doe?

Jeg husker tydeligt, den dag for 5 år siden, hvor vi kom hjem med vores nye hundehvalp, en lille fræk labrador. Hun fik straks navnet Ronja (røverdatter). Men det jeg husker bedst fra den dag, var alligevel Garfields reaktion (vores røde hankat – meget glad for mad, ja).

Han havde været eneste kæledyr i familien og var bestemt ikke tilfreds med familieforøgelsen. Der er ingen, der kan blive så fornærmet, som en kat – hvis du har en, ved du hvad jeg taler om.
Men Ronja synes til gengæld, at Garfield var helt fantastisk. Hun søgte hans selskab konstant, lagde sig helt tæt på ham og gerne i samme stilling. Når Garfield vaskede sig, gjorde Ronja det også. Når Garfield spiste græs i haven, gjorde Ronja det også. Tiden gik, og efterhånden blev Garfield helt glad for Ronja, som jo nærmest var blevet en klon af ham selv (en hund-kat), fordi hans indflydelse på hende var så stor. I dag er de helt uadskillige, sover sammen, spiser sammen og jager mus sammen. De er blevet verdens bedste venner.

Men så købte vi en robot støvsuger – en fantastisk opfindelse - vi holder meget af ham og kalder ham Robert. Glade kom vi hjem med Robert og satte ham straks i gang med at støvsuge. Han kørte ufortrødent rundt på gulvet, men det faldt ikke i god jord hos hverken Garfield eller Ronja, som kiggede op på mig med et fornærmet det-mener-du-ikke-seriøst-vel blik.

Ingen kunne først li' ham. I lang tid holdt de øje med ham, på afstand. Så snusede de forsigtigt til ham. Så forsøgte de at stå på ham (gratis køretur…) – og et eller andet har Robert gjort rigtigt, for pludselig en dag blev han accepteret, som et fuldgyldigt medlem af familien.

I dag har hverken Garfield eller Ronja det mindste imod, at Robert suser rundt og støvsuger – han kan endda for lov til, at støde af på dem, når han skifter retning.

Det er tilsyneladende sådan, at jo mere Garfield øver sig, jo bedre bliver han til at skabe relationer. Det lå nok ikke lige i kortene, at Ronja og Robert skulle blive Garfields bedste venner, men ikke desto mindre ved en god indstas…

Jeg er faktisk ret imponeret over,hvordan mine dyr kan finde ud af, at skabe et solidt netværk. Især når jeg ser mennesker forsøge, med en anonym profil, uden navn og billede og en virkelig beskeden beskrivelse som: ”Jeg er ny og vil gerne have gode veninder, skriv!”. Hvor stor er mon sandsynligheden for, at nogen vil stoppe op ved den profil og tænke ”Ih hvor interessant, hende må jeg da straks skrive til”? Nej, vel? For hvem vil være veninde med Jane Doe?

Vores Robert var jo heller ikke blevet optaget i flokken, hvis ikke han havde vovet sig ud midt på gulvet og støvsuget på livet løs. Han var synlig, han viste andre hvem han var, og de fik derfor hurtigt øjnene op for hans gode kvaliteter, hans fejl og mangler og helt unikke personlighed (for sådan én har selv en støvsuger) og alle kom derfor til at holde af ham.
Tænk, hvad vi kan lære af en kat, en hund og en støvsuger.

Besøg www.vi-kvinder.dk

Kæpheste og hellige køer

I min familie har kvinderne sat deres gedigne fingeraftryk, hele vejen tilbage til tip- tip- tip'erne.
Ikke forstået på den måde, at de har opfundet hjulet, penicillin, telefonen eller andet, der i den forstand er revolutionerende. Men helt almindelige kvinder - som du og jeg - der med deres kæpheste og hellige køer i den grad har præget familien, mænd, børn og svigerbørn – ja hele slægten i flere generationer. De har ganske ubemærket haft en enorm indflydelse på vores grundlæggende familie værdier.

Kvinderne i min familie var på mange måder besynderlige, så jeg må nok antage, at det er jeg sikkert også? Min farmor gik voldsomt op i, at gardinerne skulle være trukket fra efter kl. 8.00 og i øvrigt hænge pænt – så naboerne ikke skulle tro, at vi var sjuskede mennesker, der lå og sov langt op af formiddagen. Hvert forår tømte hun hele sit hus med 1. sal og kælder for samtlige møbler, for så skulle der gøres forårs rent. Hun havde to store æbletræer i sin have, og jeg kunne hjælpe med at samle æbler i en spand. Jeg fik et par kroner for hver spand jeg samlede, men forsøgte jeg at aflevere en spand uden top, blev jeg ret bestemt sendt tilbage i haven – for med min farmor sprang man ikke over, hvor gærdet var lavest. Min farmor var en rigtig farmor, som jeg elskede og ofte blev passet hos. Mad var ikke min ting – jeg spiste helst så lidt som muligt. Men hos min farmor var det anderledes. Hun lavede simpelthen 16 bittesmå madder af en rundtenom rugbrød og pyntede dem med pålæg, så de lignede en rigtig æggemad, spegepølse, ostemad mv. Da mine forældre hentede mig, kunne jeg så stolt fortælle, at jeg havde spist hele 16 rugbrøds madder til frokost og den gang i 1970 var det altså flot, når man havde spist meget!

Min mormor var til gengæld skide ligeglad med, hvad andre folk tænkte. Hun havde også hus med kælder og stor have, men hendes hus og have passede sig selv – bogstaveligt talt. Hun var intellektuel, meget litterær og skrev og læste hele sit liv. Hun var ikke særlig social og aldrig en rigtig mormor for mig. Men flydende latin, det kunne hun tale, og da jeg fik latin i gymnasiet - ikke af interesse, men fordi det var obligatorisk på nysproglig linje - talte hun straks latin til mig, og guderne må vide hvorfor, jeg forstod jo ikke et ord. Men da jeg flyttede til udlandet som ung, og vi begyndte at skrive sammen, fandt jeg ud af, at der var en anden side til hende - og jeg elskede hende skriftligt.

De havde dog en ting til fælles, min farmor og min mormor, de var 100% garderet til 3. verdens krig. Juleaften blev alt brugt gavepapir indsamlet, strøget og gemt. Knapper fra aflagt tøj blev nøjsomt klippet af og gemt. Alt blev brugt, genbrugt og brugt igen for en sikkerheds skyld og derefter gemt. Min mormor gik måske lidt over gevind og gemte også alle aviser, glas med skruelåg og alt muligt andet, så huset til sidst var spækket til randen. Men hun gjorde jo heller ikke forårs rent.

Jeg er en fusion af disse to kvinder – og mange flere - på godt og ondt. Alle deres kæpheste og hellige køer har jeg på mystisk vis arvet, og de kan stadig dukke op – her længe efter de er døde – i de ting jeg gør og siger. Det er som om, de er kodet ind i min rygmarv. Når det sker, ved jeg, at de lever videre i mig.
Min mormor er altid med ved tastaturet, når jeg skriver. Min farmor er altid med ved spækbrættet, når jeg nu laver 16 små rugbrøds madder til mit barnebarn. Og når jeg gør rent, ved jeg instinktivt, hvornår min farmor synes, det er tilfredsstillende, og det er i hvert tilfælde altid, når min mormor for længst var tilfreds.

Det er sikkert sådan i alle familier - jeg har fx hørt om en mor, der stod i køkkenet og lavede juleskinke. Hun skar det yderste stykke af den af, smurte den med honning osv. hvorefter hun lagde den i gryden. Hendes lille datter, som var med i køkkenet, spurgte nysgerrigt: ”Hvorfor skærer du et stykke af mor?” Moderen vidste egentlig ikke hvorfor, men hun havde lært det af sin mor, så hun bad datteren gå ind i stuen og spørge sin mormor. Da barnebarnet spurgte sin mormor hvorfor, svarede mormoderen, at det vidste hun egentlig ikke, og bad barnebarnet gå op på 1. sal og spørge sin oldemor: ”For det er hende, jeg har lært det af” sagde hun. Oldebarnet løb op af trapperne og spurgte sin oldemor, som svarede: ”Jo, ser du det gjorde jeg, for ellers kunne skinken ikke være i den lille gryde. jeg havde til rådighed den gang”.

Så vi kan jo med rette spørge, om vores umiddelbare handlinger altid er helt rationelle? Eller om det i virkeligheden er levn fra 1800-tallet. som vi bærer rundt på fra vores tipper?

Jeg tænker selv en del over mine egne kæpheste og hellige køer. Jeg er opmærksom på, at også du har dine tippers værdier kodet ind i din rygmarv. og når vi kommunikerer i netværket, er det ikke kun os, der skal forstå hinanden – det er også vores respektive farmor, mormor og alle tipperne med deres evindelige kæpheste og hellige køer.

At være omstillingsparat

En aftenstund lå min mand og jeg i vores seng i soveværelset og læste, da en fugl pludselig fløj hen over hovedet på os. Den lavede et reelt low pass, kun 10 cm over vores hoveder. Vi fik begge et kæmpe chok. Jeg skreg og gemte mig under dynen – hvad var det? Min mand sprang ud af sengen – kun iført underbukser – og løb efter fuglen, fulgte den hastigt ud af soveværelset og ned af trappen til stueetagen. Jeg fulgte tæt efter, på skælvende ben.

Vel nede i stue etagen, fløj fuglen ind i vores 11 meter lange gang, og vi fulgte nu efter i samlet flok min mand, jeg selv og vores hund. Da fuglen nåede enden af gangen, vendte den rundt og fløj direkte mod os. Min mand fik nu bedre øje på den og råbte højt: ”Det er ikke en fugl, det er en FLAGERMUS!” Hvorefter han lavede baglæns hjulspind i vores løse gulvmåtte, mistede fodfæstet, fløj op i luften – og landede med et brag direkte på ryggen. Jeg stod nu dér, højest af os alle tre og flagermusen havde direkte kurs mod mit ansigt. Alt imens jeg skreg i vilden sky for mit liv, flygtede jeg ind igennem en side dør i gangen, til vores vaskerum. Min mand slog alle verdens rekorder, var på benene i et split sekund og løb efter mig ud i vaskerummet - hunden lige efter ham.
Så stod vi der, i underbukser, meget forpustede og skrækslagne. En flagermus! Vi vidste ingen ting om flagermus. Bider de? Har de rabies? Hvis vi åbner døren, vil den så selv flyve ud? Hjælper det, at der er tændt lys i gangen, vil den så søge ud i mørket? Spørgsmålene stod i kø, og vi havde ingen svar.

Vi fandt diverse remedier frem til kampen mod flagermusen – eller, det vaskerummet nu havde at byde på: En spand (skjold), en badminton ketcher (våben) osv. Forskanset efter bedste formåen, lagde vi en slagplan, der gik ud på, at få flagermusen ind i mit hobbyrum, på den anden side af gangen, hvorefter vi ville se, om vi kunne lokke den ud af vinduet.

Iført underbukser og bevæbnet med spand og ketcher gik vi således i krig mod den ubudne gæst. Min mand fortalte senere, at han havde planlagt, i bedste Bjørn Borg stil, at svinge sin ketcher, ramme flagermusen og sende den ud af vinduet, ud i mørket tilbage til skoven. Men realiteten var den, at vel inde i hobbyrummet, sammen med flagermusen, gik han ned i knæ, lukkede øjnene og svingede vildt - og helt uden kontrol - sin ketcher frem og tilbage over sit hoved, mens jeg stod ubehjælpsomt og forsøgte at gemme mig bag spanden og skreg af skræk. Imod alle ods ramte han faktisk flagermusen, som på lidt uelegant vis blev sendt ud af vinduet, tilbage til skoven og ikke er set siden.

Vi havde også en vanvittig forestilling om, at vi kunne slå vores 8.000 m2 store parklignende græsplæne med en lille, almindelig græsslåmaskine. Det gjorde min mand 3 gange: første, eneste og sidste gang. Efter 7 timer stod han pludselig i døren – smurt ind i grønt græs afklip fra top til tå, skuldrene hængende nede ved albuerne og vrissede: ”Nu kører jeg op til maskinstationen og køber en traktor – og jeg vil skide på hvad den koster”.

Det blev livet på landet, på godt og ondt, da vi flyttede ind i vores gamle præstegård fra 1864 omringet af marker og skov, i den Sydsjællandske idyl. Vi har lært meget om dyr, maskiner og ikke mindst om mennesker. Nu er det vores paradis på jord, men måske også kun fordi vi var omstillingsparate, og åbne for helt nye og anderledes måder, at gøre tingene på.

www.vi-kvinder.dk er også altid i forandring – eller i udvikling. Vi bevæger os hele tiden og det betyder, at vi ind i mellem bliver nødt til at bryde vores vaner, møde nye udfordringer og være åbne for noget nyt. Det føles måske i første omgang utrygt og besværligt og ind i mellem også farligt - men det er aldrig kedeligt, og jeg tror sørme, vi vokser af det.

Stjernestunder...

En sommerfugl lander på min arm, sætter sig godt til rette, og bliver trygt siddende. Min voksne søn ringer fra Svendborg, bare for at høre hvordan det går. En tilfældig indforståethed med min mand. Mit barnebarn løber mig i møde, kaster sig om min hals med ordene: ”Mormor, jeg elsker dig”. En sms fra min voksne datter med teksten: ”Hej mor, tak for i går. Jeg fik 12 i International Human Rigts Law”. Grineflip med en god veninde.

Det er stjernestunder. De glimt i livet, som gør den store forskel for mig. De rammer mig spontant, lige i hjertekuglen, midt i et-eller-andet-andet, og jeg er prompte lykkelig.

Det gode ved stjernestunder er, at de kan dukke op på alle mulige tidspunkter, også på de dårlige dage, hvor alting ellers føles dumt og tungt. En stjernestund opstår meget pludseligt ud af ingenting – nærmest på magisk vis.

Det er de små ting, der tæller for mig. Et smil. En sød besked fra en i netværket. Høre græsset gro. Min nabo på 82 år, der kommer forbi med en buket blomster fra hans dejlige have. En sjov bemærkning i køen i Netto. En and der bor med sine ællinger på græsset i en trafikeret rundkørsel - hun tror måske det er en ø? Duften af en hjemmebagt bolle med hybenmarmelade. En hel søndag alene i huset og slet ingen planer. Spise i det fri. Løbetur under åben himmel. Listen er uendelig, men det er altid de små ting, der ophøjer min hverdag på eleganteste vis.

Stjernestunder kan ikke lægges i en skuffe eller sættes på en hylde, og det gør dem efter min mening ekstra værdifulde, og får mig til at huske, at de bedste ting i livet – netop ikke er ting.

Måske kan ingen være lykkelig hele tiden, altid – livet skal nok give os udfordringer – ellers vokser vi måske ikke? Men jeg tror i stigende grad på, at evnen til at spotte de bittesmå stjernestunder midt i det store liv, kan være lykken i sig selv.

Stjernestunder kommer heldigvis helt automatisk, vi skal blot opdage dem. Men jeg tror også på, at vi kan hjælpe dem på vej. Jeg har en mistanke om, at det er noget med at være opmærksom og vide, at ikke alting drejer sig om vores person. Noget med, at være deltagende og dermed øge mulighederne for, at de opstår. Være til stede i nuet. Hvis vi øver os længe nok, kan vi sikkert blive rigtig gode til at fylde hinanden liv med stjernestunder.

Tænk hvis kassedamen i Netto, netop i aften skulle sende dig en kærlig tanke, fordi din sjove bemærkning, skabte en stjernestund for hende tidligere i dag?

Der hvor vi bor...

Man siger, at små fugle skal nå at spise deres egen vægt hver dag. Mine forældre har – så længe jeg kan huske – haft to fodersteder til fuglene i deres have, og de tager den daglige fodring meget alvorligt.
På den ene side af huset er et flot, stort foderbræt – vi kalder det ”Restauranten”. På den anden side af huset er der ganske interimistisk kastet fuglefoder på fliserne, tæt på hækken, så fuglene har en hurtig flugtvej og kan gemme sig, hvis katten kommer forbi. Det er en slags fastfood, så vi kalder den McDonald.

Alle fugle har deres foretrukne måde at spise og bo på – og sådan er det heldigvis også i vores netværk.

I netværket mødes vi på cafe, restaurant – nok nærmest aldrig på McDonald – men til gengæld meget ofte privat hjemme hos en af os. Det gode ved at mødes der hvor vi bor er, at vi hurtigt lærer hinanden at kende. Vores hjem fortæller så meget om, hvem vi er, og det er vigtigt, når vi bygger personlige relationer.

Det er aldrig vigtigt, om vi bor flot, dyrt, elegant eller med nogen bestemt stil – vi glæder os blot over, at blive budt indenfor. Vi lægger måske mærke til små tegn på, om du kan li’ at læse (mange bøger i din reol), om du kan li at lave mad (køkkenmaskiner fremme på bordet), om du holder af tøj og sko (en kæmpe walk in garderobe), om du er dyreven (har måske 7 husdyr og holder høns) eller om du er arbejdsnarkoman (hjemmekontor med visionboard, computer og stakke af papirer). Der hvor vi bor, de ting vi omgiver os med fortæller noget om, hvem vi er – og kendskab til det, giver solid basis for nye, gode relationer.

Jeg har mange fuglekasser i min have og efter en periode med mange ledige fuglekasser, er alt nu pludseligt revet væk, og der er helt udsolgt. Jeg går derfor og overvejer, at sætte endnu flere boliger op til fuglene, da det åbenbart er sælgers marked og efterspørgslen er enorm. På den anden side, har man jo lært lidt af den berømte finanskrise, og vil jo ikke risikere, at overophede markedet, hvis boblen skulle finde på, at briste – tænk på konsekvenserne.

Sidste år, før den store efterspørgsel, blev en tom fuglekasse besat af en hvepsesværm. Vi opfattede dem, som en slags besætter gruppe, der i nattens mulm og mørke havde besat fuglekassen uden ret og lov. Det gav uro i nabolaget, forargelse og skræk. Vi måtte altid gå en stor bue uden om den fuglekasse. Besætterne må have fundet boligen for trang, for uden det store cirkus, var de pludselig væk, og i år er en glad mejse familie flyttet ind. Der hersker atter fred og idyl i nabolaget.

En anden kasse hænger på vores plankeværk – helt efter anvisningerne – og en nydelig mejse familie flyttede ind i dette forår, til stor glæde for os alle. Men naboens kat har desværre opdaget, at den med lidt snilde kan balancere på plankeværket, støtte med den ene pote på taget af fuglekassen, og helt akrobatisk med den anden pote forsøge, at få fat i fugleungerne igennem det lille hul. Jeg tænker fuglene må være rædselsslagne, der er jo nærmest tale om et hjemmerøveri.

Ind i mellem kommer hjælpen fra en meget uventet kant – som i vores netværk - og i dette tilfælde får fuglene hjælp af min store (læs: overvægtige) labrador. Ikke nødvendigvis fordi hun gerne vil hjælpe fuglene – tror jeg – men fordi det er hendes job, at holde kattens territorium fri for andre katte. Uanset årsagen er det da godt, at vi kan hjælpe hinanden.

Solsortene vil ikke bo i typehuse – de foretrækker at bygge selv. Til gengæld er de ret ukritiske mht., hvor de bygger. De skaber et dejligt miljø, hvor som helst. Det kan være i vores rådhusvin, lige under tagrenden ved hoveddøren, hvor der er mest trafik.

Duerne bygger også selv, men er til gengæld meget kritiske mht. hvor de bygger. Der må ikke være andre duepar i samme have – helst. De behøver god plads. Hvis de var med i vores netværk, var de måske landmænd med 100 hektar, langt til nærmeste nabo og højt til himlen.

Flagermus har vi også, fordi vi har en skov i baghaven. De bor i skovens træer og kommer først frem til fest og ballade efter mørkets frembrud. De er hurtige og ville uden tvivl være til, at mødes inde i byen til diverse gå-i-byen-netværk - og de ville ikke gå forgæves hos os.

Uglen bor højt oppe i træerne i vores skov. De er også vågne om natten, men lever i et helt andet tempo end flagermusene. De holder af at fordybe sig. På en måde tror jeg, de ville have stor glæde af vores mange litteratur netværk, og være oppe hele natten for, at læse månedens bog.

Jeg tror fuglene er stolte over deres respektive boliger - selvbyg eller typehus. De seneste kolde vintre har jeg faktisk lagt mærke til, at mange små fugle er rykket sammen i fuglekasserne, sikkert for at holde varmen. Det er en dejlig tanke, at man kan finde ud af at hjælpe hinanden og få det til at fungere. Det minder mig på mange måder om den store hjælp og omsorg, der altid er i vores netværk.

Jeg har selv prøvet det meste, boet i mange lande og i mange boliger, bl.a. lejlighed i Paris, rækkehus og parcelhus i den danske provins, villa villekulla i den svenske skov og nu på landet i en gammel præstegård fra 1864. Hver gang bygger jeg nye netværk, skaber nye relationer og uanset hvor jeg bor, har jeg naturligvis også altid haft plads til en eller flere fuglekasser – og det kan varmt anbefales.

Er der noget om det?

Min have er smukkest i maj. Mit ældgamle og meget store magnolie træ i sin fineste kjole med tusindvis af rosa farvede blomster, rhododendron i eksotiske farver. Ramsløg i skovbunden og for foden af buske – smukke og nyttige på én og samme gang. Gode gamle stauder vender trofast tilbage op af jorden og hilser på mig. Gensynet er vidunderligt. Forandring fryder.

Ind i mellem får jeg nye, spændende stauder af min svigermor og hendes veninder. Dem får jeg om efteråret, hvor de er klippet helt ned, så jeg ved ikke, hvordan de ser ud før jeg fra maj og hen over sommeren, efterhånden kan byde dem velkommen i min have – jeg er nysgerrig. Hvor høje bliver de? Hvilken farve har de? Står de rigtigt i bedet - og overhovedet - i det rigtige bed? Alle er forskellige og ikke alle passe sammen – men alle passer med garanti til nogen. Ingen stauder er gået forgæves i min have. Det er sjovt, spændende og interessant at lære dem at kende, og få puslespillet til at gå op, midt i havens mangfoldighed. På mange måder er det som i vores netværk.

Vi skal også finde os selv til rette. Vi passer ikke til alle, men alle passer til nogen. Vi skal først vise hvem vi er, før vi kan finde ud af, hvem vi passer sammen med. Nogle af os passer til mange og andre kun til få udvalgte. Det er jo egentligt enkelt og giver faktisk mening, for vi er ikke ens og har helt forskellige jordbundskrav, på samme måde som rhododendron behøver surbunds jord og lavendler sandet jord – de kan ikke stå sammen – sådan er det bare, og det er okay, for der er jo andre løsninger.

Jeg kan ligefrem se mine bede som netværk. Nogle af mine stauder passer i flere bede. Så dem deler jeg i efteråret, og giver på den måde nyt liv i andre bede. Andre stauder passer kun i et bed, og trives bedst sammen med nøje udvalgte stauder, som til gengæld er fantastiske sammen.

Jeg vil aldrig gå mod naturen og tvinge stauder sammen i et bed, hvis jeg på forhånd kan se, at det ikke vil fungere. Det vil være alt for meget arbejde, når kampen er tabt på forhånd. Gyldenris kan fx kun stå sammen med meget robuste stauder og buske, fordi den breder sig meget hurtigt og fylder det hele. Inden jeg får set mig om, har den overtaget hele bedet og nærmest udryddet de stakkels pæoner, som til gengæld er meget skrøbelige og langsomt voksende.

Jeg har flyttet gyldenris til et bed i halvskygge, hvor de trives super godt og bliver knap så høje, så de heller ikke risikerer at knække. Gyldenris har fået nye veninder bl.a. forsythia buske, kæmpe liljekonvaller i et hvid/gult bed med buske og stauder der supplerer hinanden godt.

Pæonerne har fået lov at blive stående i det oprindelige bed, fordi de – rent ud sagt - er lidt vanskelige. Hvis de bliver flyttet, blomstrer de ikke i to år, i forsøg på at straffe mig. I virkeligheden straffer de jo kun sig selv, for jeg tager det bestemt ikke personligt. Men det er jo unødvendigt, så de bliver i bedet og får nye veninder – stauder som iris, der trives i samme tempo. Pæonerne belønner de nye tiltag med meget smukke blomster i røde, hvide og rosa farver – sammen med iris og en japansk kirsebær går det hele op i en højere enhed.

Nu står gyldenris og pæon i hvert sit bed og nikker respektfuldt til hinanden og alt er i den fineste orden. Det behøver ikke være så svært.

En af mine veninder elsker at redde blomster fra Rema 1000. Senest en meget lille rododendron, som var døden nær. Hun fik den til nedsat pris, lige før den skulle ende sine dage i en stor ildelugtende container. Den så ikke ud af meget – ingen ville have den. Men hun gav den en flot hædersplads i sin have, vand og gødning. Året efter blomstrede den på livet løs til stor glæde og gavn for alle. Stadig lille, ved foden af alle de velvoksne, garvede rododendron – lyste den op med et flor af hvid/rosa blomster – som råbte den: ”Se mig, se mig – se mig trives her!” hver gang vi gik forbi. Den vandt vores hjerter, fordi den havde givet det hele en chance, kæmpet for at udvikle sig og blive en bedre version af sig selv. Nu står den solidt sammen med de store og gør dem flot selskab.

Især er jeg imponeret over mine kæmpe bregner – over en meter høje – som lader til at trives og være smukke uanset, hvor jeg sætter dem. De kan simpelthen med alt og alle, sol, skygge, træer og buske – de er bare så dejligt fleksible, at jeg i den grad bliver inspireret. Men jeg elsker også astilbe, løjtnantshjerte, fingerbøl, brudeslør, solhat, pragtskær, lupin, høstanemone, staudesalvie og så min absolut yndling skabiose – vidunderlig, fuldt hårdfør og smuk sammen med alle.

Alle havens træer, buske og blomster, det være sig stauder, sommerblomster og ukrudt har sin berettigelse. Nogle er nok udråbt til grever, men når det kommer til stykket er de jo alle planter. I min have er skvalderkål således en velkommen bunddække på lige fod med hasselurt.

Du kan være en bregne, en pæon, en gyldenris eller en liljekonval – vi har plads til alle, men du er selv ansvarlig for at forstå, hvem du selv er, hvilken jord du trives bedst i, hvem de andre er, og finde sammen med dem du trives og kan blomstre med. Og husk så lige, at nikke respektfuldt til dem, der skulle vise sig, at have andre jordbundskrav end du. Sammen udgør vi jo en smuk have.

Opret din profil i netværket...

Nu bevæger vi den berømte røv

Når jeg snører mine løbesko tidligt hver anden morgen, er det ikke altid jeg er vildt motiveret – ærligt talt. Men vel ude i den friske luft på de små markveje, i hyggeligt selskab med harer, fasaner, hjorte og min egen let overvægtige hund (pænt sagt), som troligt løber med – er det hver gang helt fantastisk.

Jeg ved det jo godt med min sunde fornuft, at det på alle niveauer og af tusind forskellige årsager er vigtigt for mig at motionere. Jeg er tilmed også rigtig glad for at motionere, når jeg først er i gang. Så hvorfor er det så alligevel i perioder så svært, at få bevæget den berømte røv ud over bakkerne?

Undskyldningerne for ikke at motionere kan stå i kø. For meget arbejde, for få timer i døgnet, øvrige pligter herunder rengøring, vasketøj, indkøb, madlavning, vedligeholdelse og havearbejde. Børn, svigerbørn, børnebørn, øvrig familie, venner og veninder - listen kender simpelthen ingen grænser når det i perioder gælder undskyldninger for ikke at motionere.

Det ironiske er, at undskyldningerne kan koges ned til et ord – tidsmangel. Men tid er netop det jeg får meget mere af i de perioder jeg motionerer, fordi motion giver mig mere energi og overskud og jeg derfor kan klare det hele på den halve tid.

Er det så den logik der nu får mig ud af døren hver anden morgen?

Nej, overhovedet ikke. Det er til gengæld den inspiration jeg får i ”Sund maj sammen”, et netværk i vi-kvinder, der har til formål at motivere og inspirere kvinder i hele landet til motion. Det være sig løb, cykling, styrketræning, power walking, svømning, zumba eller ligefrem rulleskøjtning – du bestemmer selv og al motion tæller.

Det er en fantastisk glæde, motivation og inspiration og det får mig ud af døren hver anden morgen, godt på vej mod mit mål for maj måned, som er 1.000 minutters træning eller 15 trænings pas. Du skulle prøve det selv, vi har plads til alle der har lyst til at dele glæden ved motion og få en sund maj sammen med os – deltag i sund maj sammen her og lad det være slut med rynkerøv.