Husker du, så glemmer jeg alt...

Det der med at huske navne, er en vigtig egenskab, når vi netværker. Jeg er ret god til at huske ansigter, også selv om det er hundrede år siden, jeg har set dem. Men navne - det er en helt anden sag. 

Vi er nok mange, der har oplevet at passere et fremmed menneske på gaden, som pludselig stopper op og siger: "Hej, hvor er det længe siden. Hvordan går det?" Du ved, du kender personen, ansigtet er bekendt, men du kan ved gud ikke huske hvorfra og da slet ikke navnet. "Heeej......." siger du tøvende, mens din hjerne kører på højtryk for at huske. Den bladrer fortvivlet hele kartoteket igennem fra A til Z helt tilbage til de efterhånden gamle, falmede kartoteksblade, hvor såvel billeder som tekst næsten ikke er til at tyde længere. Hold kæft, hvor har jeg egentlig mødt mange mennesker igennem hele mit liv - tænker du.  

Personen griner, taler og er tydeligvis meget begejstret over det tilfældige møde. Bladre, bladre, bladre.....er det en forældre til en af mine børns skolekammerater? Er det en gammel kollega? En fra håndboldklubben? Kom nu! Du ved instinktivt, at tiden er ved at løb ud. Lige om lidt vil der blive stille, talestrømmen vil forstumme og det vil forventes, at du bidrager til samtalen - gerne med noget konstruktivt og bare lidt intelligent... 

Vi var en gang til bryllup, et af de helt store, hvor alle og enhver var inviteret. Vi kendte bruden bedst, gommen så vi faktisk for første gang netop til brylluppet. En eller anden havde fået den gode ide, at en entusiastisk brudepige skulle gå rundt og videofilme gæsterne, som skulle sende en kærlig hilsen til brudeparret. Pludselig pegede hun kameraet mod min mand, og flink som han er, skulle han naturligvis nok sige et par bevingede ord. Det var da også en rigtig fin hilsen han sendte dem - lige bortset fra, at han kaldte gommen et helt andet navn.  

...efter at have ledt forgæves i hjernens kartotek, kan vi vælge mellem to løsninger; den ærlige hvor vi lægger kortene på bordet og erkender, at vi simpelthen ikke kan huske, hvem personen er. Eller den vovede, hvor vi satser helt vildt og forsøger os med meget generelle sætninger, naturligvis helt uden at nævne nogle navne.... 

På den anden side, er det også virkelig irriterende, når andre ikke kan huske vores navn - især hvis vi ses ofte eller ligefrem er i familie. Det er næsten på linje med at være usynlig. I tidernes morgen, da jeg mødte min mand, havde min søde svigerfar besynderligt svært ved at huske mit navn. Han kaldte mig alt muligt andet, men sjældent Annemette. Trods talrige forsøg på at få ham til at huske mit navn, fik jeg først gennembrud, da jeg selv begyndte at kalde ham forskellige, helt tilfældige navne; Knud, Ernst, Frank…. så kunne han pludselig godt huske mit.  

Andre går i den helt anden grøft og over-insisterer ligefrem på at vise, at de kan huske vores navn. Telefonsælgere for eksempel. Vi kender ikke hinanden, har aldrig mødtes og alligevel når telefonsælgere at nævne mit navn imponerende 103 gange på de 20 sekunder, det tager dem at fortælle mig om et særdeles godt tilbud, de har på forsikringer - som var vi bedste venner.  

Nogle navne ligner også hinanden så meget, at det burde være ulovligt. Fx Mathias og Tobias eller Lizette og Linette - det er usportsligt og nærmest at spænde ben for os, der i forvejen har et bugnende navnekartotek i hjernen at holde styr på.  

For mange nybagte forældre er det virkelig en udfordring at finde det rigtige navn til deres barn. Og ikke så få vokser da også op og hedder noget, de egentlig slet ikke føler er "dem". Fx når Bjørn vokser op og bliver et lille, smalskuldret myr. De handlekraftige tager dog sagen i egen hånd, når de bliver voksne og tager navneforandring. Godt for dem, men ikke ligefrem lettere for os andre, med alle disse aliasser. Desuden kan der nu også være tale om særdeles kreative stavemåder i bestræbelserne på at tækkes nummerologi. Så glem alt om at skrive navnet, for du ved med sikkerhed, at de har listet et stumt Z ind i Hanne, men hvor - bliver rent gætværk. 

Ind i mellem bliver jeg rigtig træt af den overflod af data i min hjerne og overvejer seriøst en ctrl + alt + delete, at tilkøbe flere megabytes, en iCloud løsning så alle data bare automatisk gemmes i skyen via wi-fi, eller blot en søgefunktion lige så avanceret som Google.

Men heldigvis har vi en stor hjælp i vores 11 år gamle netværk Vi Kvinder, som alt andet lige gør det meget lettere at huske hinanden og holde kontakten, også selv om der er mange år imellem, at vi ses. Og i mellemtiden har verdens befolkning rundet 7 milliarder, så nu må det da definitivt være lige vel smart at synge "Glemmer du, så husker jeg alt...." 

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Også på facebook.com/vikvinder

November tilgiver

Jeg ved godt det er højst ualmindeligt, men siden jeg var en lille pige, har jeg elsket november. Okay, først fordi jeg vidste, at når bladene fik efterårsfarver og faldt af træerne, var det november og min fødselsdag. Men efterhånden som årene er gået, er min fødselsdag sjovt nok blevet mindre væsentlig, hvem tæller? Nu holder jeg af november af helt andre årsager.

Trods sit dårlige ry synes jeg november er så dejligt uprætentiøs. Den er der bare helt uden den store ballade, nøgtern og ærlig a la tag-mig-som-jeg-er.

November er naturlig smuk på en rå måde, med millioner af blade i orange-gule nuancer, der hvirvler i vinden langs rendesten og hen over græsplæner. Mange af os bliver aldrig for voksne til at lege i bunkerne af blade i skovbunden. November byder på jordnære oplevelser som at samle kastanjer, blade, valnødder og mos til dekorationer, snack og leg.

November er mørk og mystisk. Den er hyggelig med stearinlys. Men november er også tilbage til almindelig tid, den helt originale, hvor vi ikke længere alle sammen skal lade som om, at klokken er mere end den egentlig er.

November måned er opkaldt efter novem, latin for 9, da marts i sin tid åbenbart var første måned. Det er der jo ingen, der ved noget om længere, men det er også irrelevant for min pointe, for november har hele tiden været i slutningen af året, der hvor vi så småt begynder at gøre status: Har vi nået alt det, vi satte os for i år? Og ellers er det heldigvis så sent på året, at det for de fleste af os alligevel kan være befriende lige meget.

Vi får en velfortjent pause. Havemøblerne og græsslåmaskinen bliver sat væk, selv ukrudtet stopper med at vokse. Vi samles i stuerne, tænder op i brændeovnen og finder de lune plaids frem - det er fuldendt hygge med tid til bræt-, kort- og terningspil med familie og venner. Endelig kan vi bare være til. I netværket rykker vores aktiviteter også ind i varmen og vi mødes på lune cafeer omkring en varm kop kaffe og filosofiske samtaler. Samles omkring sangen og musikken i Vi Kvinder-koret. Arrangerer ”Til middag hos” og andet hyggeligt samvær. Kigger på vores stamtræ tilbage til Kong Christian den 10. Går i svømmehal og kommer i form sammen.

Som voksen holder jeg også af november, fordi jeg i teorien kan tage fat i de der typiske vinter sysler, som at sætte billeder i album. Det er altid i november jeg kommer til at tænke på det, men siden 1986 har jeg dog endnu ikke fået det gjort. Det gør nu ikke så meget, for der er noget virkelig rustikt over rejsen Down memory lane i papkasser med tilfældige billeder fra gymnasiet, det år jeg havde bad hair day hele året, de skønne år i Paris - tiden hvor træerne virkelig voksede ind i himlen, da børnene var bitte små, og de stod på stole for at nå køkken bordet, når vi bagte svenske kanel boller sammen - nu er de alle tre for længst vokset mig over hovedet, men de elsker stadig kanel boller.

Timer kan gå ved kasserne med billeder. Vi griner af vores 80'er hår og fortæller historier, som de yngste sjæle aldrig har hørt, og de ældste sjæle næsten har glemt. Billederne lægges pænt tilbage i papkasserne, men jeg ved, at november tilgiver mig min dovenskab, for der er snart ikke flere blade på træerne, og så er det min fødselsdag.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg vi-kvinder.dk

Også på Facebook.com/vikvinder

Held i uheld

Han var ikke mange uger gammel, da han kynisk blev skubbet ud af reden af sin mor, dømt uegnet at bruge mere tid på. Overladt til sig selv, lille, bange og forsvarsløs var han et let bytte, hvilket resulterede i en uoprettelig skade på den ene vinge. Det var her, hans veje krydsede min venindes, hvis hjerte er så stort, at hendes lille krop næsten ikke kan rumme det. Han sad nemlig der hjælpeløs og udmattet på hendes terrasse og pippede om hjælp: ”Pip, pip...” gispede han udmattet og kikkede op på hende med sine store, sørgelige øjne. Han var en skrøbelig lille solsort, med dystre fremtidsudsigter, såret og helt alene i verden - hendes hjerte var solgt, og hun måtte redde ham. Hun synes han lignede Einstein med fjer, der strittede til siderne på hovedet, så det blev hans navn.

Det får mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at have nogen der griber os, når vi snubler over livet.

Nogle gange helt bogstaveligt som forleden aften, da min mand og jeg var ved stranden. Det var den 1. oktober og vejret opførte sig som en forelsket teenager – det var helt ude af kontrol med 25 graders varme og sol fra en skyfri himmel. Vi ville nyde solnedgangen over vandet og havde sat os godt til rette i sandet med solbriller og en kold sodavand. Vi havde bemærket en ældre dame i badedragt, der hyggede sig i vandkanten længere oppe ad stranden. Pludselig faldt hun om. Vi løb hurtigt frem til hende, hjalp hende på benene igen og op af trappen til hendes mand, en ældre herre som med sit gangstativ ikke kunne være med nede på stranden. Det var heldigt, at vi lige var der til at hjælpe.

Andre gange i overført betydning, når vi rammes af uheldige omstændigheder som at miste sit job, sit livs kærlighed, sit hjem, blive syg eller gå konkurs. I alle de situationer er det vigtigt, at have et godt og trygt netværk, der kan hjælpe os på benene igen. Det er ikke altid verdens ende, det viser sig nogle gange, at det bliver meget bedre på den anden side - held i uheld.

Fænomenet held i uheld handler faktisk ofte om timing. Jeg skriver dette i et fly fra New York til København og kommer til at tænke på, at min mand og jeg for en årrække siden var til bryllup i San Diego. På ægte Amerikansk maner var der en kæmpe reception, hvor gud og hvermand var inviteret. Gud og hvermand havde desværre også besøgt buffeten, så der var kun et træt stykke ost og en krøllet fingersandwich tilbage, da vi kom frem til bordet – det var uheldigt. Vores maver knurrede efterhånden højlydt, så da vi blev inviteret hjem til brudens forældre efter receptionen sammen med den inderste kreds, gjorde vi et hurtigt stop ved Burger King. Der købte vi hhv. fem og to cheeseburgers, som vi hurtigt spiste i bilen. Vi nåede kun lige at sluge den sidste bid, da vi rullede ind i indkørslen til den private fest – det var heldigt. Propmætte blev vi kærligt modtaget og ført direkte ind i et enormt amerikansk køkken, hvor det bugnede med mad og værtinden sagde: ”You must be hungry dear, eat all you can now” – det var uheldigt.

Einstein var uheldig, at blive smidt ud af reden og vraget af sin mor. Men set i et større perspektiv var han måske i virkeligheden heldig? I dag bor han hos min veninde i noget, der nærmest kan beskrives som et slot for fugle. Det er helt igennem fantastisk, flere meter højt, med rigelig plads til leg og et indbygget soveværelse, der både er hyggeligt og isoleret - en klar fordel, når vinteren gør sit indpas. Hans søskende skal forsøge at overleve den barske vinter og finde føde på de golde grene og i den kolde sne. De skal kæmpe om frø på foderbrædderne i de omkring liggende haver, og kun hvis de er heldige, er der nogen, der har sat vand ud til dem. Einstein får dagligt serveret fede, levende orme, friske frø og rent vand, som han kan nyde i fred og ro fra min venindes varme hånd – det er heldigt.

Hvis det rygtes, hvor heldig Einstein i virkeligheden er, vil der måske i nær fremtid, når min veninde træder ud på sin terrasse være 4 fugle (resten af kuldet) og Einsteins mor - den ene naturligvis mere halt end den anden - med vingerne demonstrativt slæbende efter sig og med meget, meget triste: ”Pip, pip….” – for måske var det alligevel en fejl at afskrive ham så hurtigt, ham Einstein?

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg vi-kvinder.dk

Også på Facebook.com/vikvinder

Hvad hjertet er fuldt af...

Det sker, at man brænder så meget for et emne, at man nærmest ubevidst får drejet enhver samtale ind på det. Da vi var midt i renoveringen af vores gamle præstegård, fik jeg pludselig en overvældende interesse for sådan noget som isolering. I en nærmest midlertidig sindssyge synes jeg, at Rockwools online isoleringsberegninger var dybt fascinerende. Jeg benyttede enhver lejlighed til at tale om det, også til en konfirmation hvor min bordherre var optaget af, at fortælle mig om sit spændende job som revisor og blot forventede et anerkendende nik fra min side, og jeg i stedet lænede mig interesseret ind mod ham og sagde: ”Du som er så god til at regne, hvor mange millimeter isolering har du på dit loft?”

I den periode, lærte jeg meget om hulmursisolering, jordvarme anlæg og termografering. XL Byg kataloget fik en fast plads på mit natbord. Jeg syntes, at det var voldsomt interessant med rentabilitets beregninger på investering i nye vinduer i vores gamle hus, og skuffelsen var da også stor, da det viste sig, at investeringen først ville være tjent hjem efter 100 år. Jeg benyttede i virkeligheden enhver lejlighed til, at tale om det jeg brændte så passioneret for, og hvis en håndværker tilfældigvis, krydsede min vej, måtte jeg slå en sludder af med ham om bærende vægge, tagkonstruktioner, kviste eller sternbræt. Jeg lærte sågar om fjer og not, som jeg ellers tidligere havde troet var en slags Knold og Tot eller Gøg og Gokke.

Jeg surfede en dag på nettet og faldt over teksten: ”Har du fundet din terminsgruppe online?” Jeg forestillede mig naturligvis, at der var tale om realkredit terminer på huse, og jeg blev fluks nysgerrig – men så stod der videre ”Bliv del af netværk her – Vores Børn” - okay, så er der nok tale om fødselsterminer!

Så skete det, på en rigtig god dag – bingo – jeg ramte en, der var samme sted i livet, helt fokuseret på lægter, tagsten og isolering. Det var i forbindelse med en ellers ordinær rutine e-mail til min programmør; bla-bla-bla om stort og småt omkring en opgave og kom afslutningsvis, nærmest i en fodnote til, at nævne vores helt nye tag....ja, fuldstændig ude af sammenhæng, jeg ved det. Men så kom der fluks et svar retur - som havde han kun siddet og ventet på min mail - med en passioneret fortælling om hans nye tag, og vedhæftede billeder af hele renoverings projektet – oh, hvilken fryd, en forbundsfælle.

Over alt lagde jeg mærke til arkitektur, vinduer, kviste og ikke mindst tage. Jeg kunne have været en overordentlig god sælger for et tag firma, når jeg tænker over det, for jeg var helt up to date på sortiment og produktinformationer, og vidste nøjagtig hvor i landet, der lå hele klynger af huse, der kunne trænge til nyt tag. Var det i virkeligheden bare tag fetich?

I kølvandet af en brændende interesse, er der dog en bemærkelsesværdig risiko, eller nærmere et besynderligt fænomen, som jeg har lagt mærke til. Mange mennesker, når de interesserer sig brændende for et emne, kommer på en eller anden måde til at ligne det emne. Lidt på samme måde, som en hund og dens ejer ofte ligner hinanden – du ved, med ens frisurer…

Der er mennesker, der har hjertet fuldt af frimærker, have, motorsport, heste, ord, bolig indretning, design, mode, velgørenhed eller flyvemaskiner – men mere sjældent er måske, at have hjertet fuldt af affaldshåndtering. Sådan en har jeg faktisk mødt, og han kan virkelig ikke sige en sætning uden at ordet container indgår. Mit syn på affaldshåndtering er ikke det samme efter at have mødt ham. Han kan sortere din papirkurv helt ned til mindste papirklemme, og han elsker det. Det er meget inspirerende….. på en mærkelig måde.

Præstegården blev færdig, håndværkerne pakkede deres grej og tog hjem til Kalundborg. Min mand og jeg tog fat på næste projekt; haven. Buske skulle fjernes, stauder plantes og XL byg kataloget på mit natbord blev erstattet af Claus Dalby's bog ”Havedrømme”. Planteskolerne blev mit andet hjem, og vi tilbragte det meste af vores fritid i haven.

Så blev vi inviteret til bryllup, neglene blev renset for jord og havebukserne blev erstattet af festtøj i henhold til dress code: Black tie. Jeg fortalte lystigt min bordherre om høstanemonerne i vores have og de forestående planer om et bed helt i blåt og hvidt med iris, kornblomster og måske skabiose – jeg forventede blot et anerkendende nik fra ham, da han kiggede interesseret på mig, lænede sig ind mod mig og sagde: ”Du som er så god til at huske alle planternes navne, hvor mange millimeter isolering har du på dit loft?”

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg vi-kvinder.dk

Også på Facebook.com/vikvinder

Emma gad, gider du?

Tid er virkelig en mangelvare – også i mit liv. Der er tusind ting jeg gerne vil fordybe mig i. Jeg kan umuligt nå det hele, med mindre jeg kan nøjes med 4 timers søvn om natten – og det kan jeg ikke. Faktisk skal jeg helst have mindst 7 timers søvn, ellers bliver jeg usamarbejdsvillig, og det er ikke rart for nogen. Livet igennem er jeg blevet engageret i diverse råd, nævn, klubber, netværk og foreninger med ansvar og opgaver til følge. Jeg må nærmest sidde på hænderne, og bide mig selv i underlæben, når der er bud efter engagerede mennesker, ellers melder jeg mig straks på banen. Med familie, arbejde, venner, netværk og alle mine interesser, er det helt urimeligt, at døgnet kun har 24 timer.

Jeg tror, at vi er mange, der ville stemme på den politiker, der kunne give os flere timer i døgnet, flere dage i ugen, og flere uger i året. Når vi mennesker er presset på tid, sker der nemlig mærkelige ting. Praktiske opgaver skal pludselig løses hurtigst muligt, så vi begynder at multitaske. Multitasking er i virkeligheden blot et andet ord for, at gøre tingene halvt (altså mindre opmærksomt), og det var lige dér, i det øjeblik, da vi begyndte at multitaske, at tøjtyven flyttede ind hos os.

Tøjtyven har faktisk været på besøg mange gange i årenes løb, især da vi havde tre hjemmeboende børn, men da stjal han dog kun strømper. Altid den ene strømpe, aldrig et par. Vi havde derfor en skuffe med en hel masse enlige strømper, der forgæves ventede på, at deres makker skulle dukke op.

Men nu mistænker vi tøjtyven for, at være flyttet ind hos os, permanent. Samtidig har han fået smag for større tøjstykker som løbeshorts, skjorter og jeans. Der udover har vores tøjtyv særlig præference for min mands tøj. Måske er det størrelsen? Måske er det kvaliteten? Vi ved det ikke, men min mand er i hvert tilfælde hurtig til, at sætte himmel og hav i bevægelse, når tøjtyven har været på spil: ”Luk alle udgange”, ingen forlader huset før bukserne er fundet.

Heldigvis finder vi næsten hver gang, det stjålne tøj et eller andet sted i huset, hvor tøjtyven af ukendte årsager må have gemt det. Puha, så kan vi alle ånde lettet op igen, dørene åbnes og vi fortsætter vores travle liv.

Jeg indrømmer - i al fortrolighed - at jeg i det travle livs sag, måske er gået lidt over gevind med oprydning, sortering og udflugter til genbrugspladsen. Jeg synes simpelthen, at det hele er meget lettere, hvis vi lever et enkelt liv, materialistisk set, med færre ting der skal holdes orden på. Så jeg har gennemgået alle rum, skabe og skuffer, og været på genbrugspladsen med alt det, efter min mening, var overflødigt. Det ved min mand, og jeg kan se i hans ansigt, at jeg ligger på en klar 2. plads over mistænkte – lige efter tøjtyven – for at have stjålet hans jeans. Hans mener, at jeg måske har sorteret hans jeans op i en i en container på genbrugspladsen. Han forestiller sig, at enten tøjtyven eller en mand i et U-land, nu går rundt i hans bedste jeans.

Nej, tøjtyven er bestemt ikke populær hjemme hos os. Men der er én, der er endnu mindre populær, og det er tidstyven.

En anden uheldig konsekvens af travlhed, er nemlig en overbooket kalender. Mandag tror vi optimistisk, at vi har flere timer til rådighed, end ugen faktisk indeholder. Aftalerne akkumuleres, nogle aftaler rykkes derfor frem. Først en enkelt dag frem til tirsdag. Så to dage frem til torsdag. Når søndag oprinder, ligger der en meget lang liste af aftaler og gøremål, som nødvendigvis må skubbes til ugen efter, fordi vi løb tør for tid. Tidstyven er så den, der ikke får styr på sin planlægning, optimistisk lover sig væk til flere end hun kan nå – og glemmer at møde op.

På den anden side af en aftale er der nemlig et, eller flere mennesker, der også mangler tid. Hvis du aldrig har prøvet, at blive brændt af, er du heldig. Men hvis du har, ved du også hvilken nedtur det er, at vente på en, der ikke dukker op. Tidstyven er måske den værste af alle tyve.

Emma Gad følte det nødvendigt, at skrive en bog om takt og tone i 1918. I sit forord skrev hun: ”Det har været mig saa magtpaaliggende at faa nedskrevet disse grundlæggende Raad for vor Omgangstone, at de er faldet mig i Pennen, før jeg tog fat det, hvor jeg rettelig skulde begynde, nemlig med at sige, at al virkelig god Opførsel kommer indefra, udspringer naturligt fra det Sind, som er aabent for Velvilje, Forstaaelse og Medynk med Andre.” (Citat fra Emma Gad, Takt og Tone, 1918)

Emma Gad skrev også om afbud i sin bog, at det kun kunne anvendes ved sygdom eller pludselig sorg. Sjovt nok nævner hun slet ikke udeblivelse som en mulighed – sikkert fordi det var helt uhørt, at tilmelde sig noget, for at udeblive. Det gælder vel også i dag?

Tøjtyven kan vi lære at leve med, det er trods alt kun tøj, og min mand har faktisk andre jeans i sit skab, men tidstyven er virkelig ugleset – netop fordi tid er en mangelvare. Tidstyven kan have nok så mange undskyldninger, til syvende og sidst handler det vel om respekt for andres tid.

Emma gad, i 1918, at gøre sig umage for at styrke sine socialkompetencer – gider du i 2011?

PS: Jeg tror altså helt sikkert, at det er tøjtyven der går rundt i min mands jeans…

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg også vi-kvinder.dk

Eller mød os på Facebook.com/vikvinder

At skue hunden på hårene

Når min kat Garfield møder en anden kat, stopper de begge op og kigger på hinanden i en hel time. Jeg gætter på, at det handler om, at lande på det rigtige ben - så at sige - når man møder en anden kat, for man kan risikere, at skulle stå i samme stilling meget længe. Hvis en af dem behøver at rykke på sig, for at få bedre fodfæste, kan det blive skæbnesvangert, for det opfattes klart som et svaghedstegn. Hele pointen er, at stå helt stille mens man, egentlig ret uhøfligt, nedstirrer hinanden. Jeg er på mange måder lidt imponeret over, hvor god tid de tager sig til, at se hinanden an. De får naturligvis ikke udrettet meget den dag, men jeg elsker, når nogen virkelig gør sig umage, og ingen kan beskylde dem for at hoppe over hvor gærdet er lavest?

Man siger, at vi mennesker bruger 5 sekunder til at danne os et førstehåndsindtryk. Det står jo lidt i kontrast til kattenes måde, at gøre det på. Jeg kan jeg ikke lade være, at tænke på, hvor få af de mennesker jeg kender, der i virkeligheden passer til deres emballage. Selv hvis de kom med en indholdsfortegnelse, og det var tilladt, at skrive med så små bogstaver, som jeg med alderen i stigende grad bemærker, bliver brugt i diverse indholdsfortegnelser, kunne jeg ikke få plads til alt det, et menneske faktisk indeholder.

Min fars moster – ja, hold tungen lige i munden, det er ret langt ude i familietræet – bor i København og var en af de uheldige, da der for nylig var skybrud og alle gader, kloakker og kældre blev oversvømmet med vand (læs: kloakvand). Hun skrev i et brev til mig: ”Min telefon virker ikke endnu, ej heller internet. I dag har jeg fra 9-12 hjulpet et ægtepar på 2. sal, som begge er ældre, syge og gangbesværede, så jeg er godt mørbanket, men det var god motion.” Min fars moster er selv 84 år.

Vi tror, vi ved, hvad mennesker indeholder ved første øjekast.

Ved et netværks møde i vi-kvinder, for en række år siden, husker jeg især en stille, meget beskeden kvinde. Hun var lidt grå og gemte sig bag nogle alt for store briller. Hun så, rent ud sagt, kedelig ud. Jeg forestillede mig en hjemmegående husmor fra provinsen, der gik til gymnastik (bøj, stræk) en gang om ugen og i øvrigt fik tiden til at gå med vasketøj. Men det viste sig, at hun var i super form, jævnligt deltog i Sjælland Rundt på cykel og i øvrigt også var den glade indehaver af en lækker motorcykel. Man kan bogstaveligt talt sige, at hun gav os andre baghjul.

At skue hunden for hurtigt på hårene, kan også give direkte anledning til misforståelser. Jeg bliver fx altid forvekslet med en ekspedient, når jeg er ude at handle tøj. Især i Magasin, hvor jeg ofte oplever, at kvinder styrer målrettet hen mod mig, stiller sig lidt for tæt og spørger: ”Har I den her bluse i andre farver?”, mens jeg selv ret desperat forsøger, at finde en simpel, sort turtleneck. Jeg er med sikkerhed den eneste kvinde i hele Magasin, der ikke ved noget om sådan noget - det må være en gen-fejl jeg har - men jeg er den sidste, man skal spørge om lige det.

Min mand er virkelig plaget af det fænomen i øjeblikket. Måske er det uniformen? Måske er det bare det faktum, at han altid befinder sig i en lufthavn på vej til en eller anden ny destination. Der er i hvert tilfælde overvældende mange mennesker med rigtig mange spørgsmål, der render rundt i lufthavnene og leder efter en, der har svaret. Lige i øjeblikket ligner min mand åbenbart ham, der har svaret på det hele, lige fra: "Hvad tid går flyet til Bangladesh?" til: "Hvorfor er cafeteriet allerede lukket?" Tag mit ord på det - han ved det ikke.

Helt håbløst er det, hvis du møder et af de her mennesker, der mener, at alle er idioter indtil det modsatte er bevist. De forbeholder sig ikke en gang retten til at benytte de 5 sekunder. Det er så helt lige gyldigt, hvad du har på, om du har en god eller dårlig hår dag, eller om dine sko er pudset. Du kan være nok så imødekommende, det preller bare af, og du bliver dømt på stedet uden rettergang.

Men det værste, tænker jeg, er alligevel alle de skønne mennesker vi var gået glip af, hvis vi ikke havde givet dem chancen. Vi kender det jo godt, det der med, at jo bedre vi kender et menneske, jo smukkere bliver de – fordi der måske er noget om, at skønhed ligger i betragterens øje eller, at ægte skønhed kommer indefra?

Så det er nok ikke klogt, at skue hunden på hårene, med mindre vi skuer lige så længe som katten.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

Når idioten får ret...

Den gang i begyndelsen af 1970 hed det vist jogging, og der var ikke ret mange andre familier, der praktiserede det. Måske var det derfor mine brødre helst så, at vi gik lidt stille med dørene? Men min far havde set lyset, og han synes vi skulle være en sund familie.

På vores vej, var vi helt sikkert de eneste der joggede, og jeg så godt naboernes hovedrystende attitude, når min far, tidlig søndag morgen, iført joggingtøj, gummisko og lange bakkenbarter satte sig ind i vores gamle bil, med kone, 3 unger (ikke guds bedste børn i naboernes øjne) og en balstyrisk jagthund, der var klar til at løbe jorden tynd. Naboerne synes tydeligvis, at han var en idiot.
Forholdet til naboerne var allerede belastet, af vores alternative måde, at holde have på – den passede i stort set sig selv. Det var min mor, der var have mennesket, men hun var af den overbevisning, at selv ukrudtet havde ret til liv, og derfor fik det hele lov til at leve og gro, lige der hvor det havde lyst. Visionen var vist nok en engelsk, romantisk have, men mit gæt er, at englænderen nok ville beskrive den som lidt over-the-top, havde han lagt vejen forbi.
Min far ville hellere dø end at blive set i haven med et skuffejern. og havde det været op til ham, var det hele sikkert blevet asfalteret og lavet om til en håndboldbane, så vi kunne motionere endnu mere. Men han valgte sine kampe, og over tid tror jeg egentlig også, at der gik lidt sport i det med naboerne...

Kun lige ud over kantstenen fes vores hund Mulle af bar spænding, så ruderne duggede og alle ombord var ved at dø af iltmangel. Det er i virkeligheden nok det, vi husker bedst fra barndommens famøse jogging udflugter i familiens skød.

Nu gør alle det - ung som gammel. Det hedder dog ikke længere jogging, nu hedder det slet og ret løb og er nærmest religion. Vi løber på vejen, i skoven, i byen, på landet. Vi løber sammen og enkeltvis, med og uden hund ved vores side. Vi løber kort - læste faktisk i et blad, at hvis det er svært at komme i gang, anbefales det, at tage løbetøj på og gå 100 meter end ad gaden, vende om og gå hjem igen! Så kan man jo diskutere, om det er nødvendigt at tage et bad efter den tur? I den anden ende af skalaen løber vi maraton i København, Berlin, Chicago og New York – ja selv på den Kinesiske mur. Selv om tiden vi gennemfører den på debatteres heftigt, så er det alligevel tydeligt, at det i første omgang mest handler om, at gennemføre de 42,195 kilometer. Så er vi stolte, og har et bevis på, at vi lever, og det er formentlig det, det handler om. Sundt kan det vel næppe være?

I dag er jeg bange for, at de få der vælger ikke at løbe, er de nye idioter, som naboerne kigger misbilligende efter. Fordi de ikke gør ligesom alle os andre. ”Hvad? Løber du ikke?” Hører jeg en kvinde udbryde med ublu forundring i stemmen, til en uskyldig mand ved et middagsselskab. Alle lægger resolut bestikket fra sig og vender blikket mod manden. Der bliver helt stille og hans svar afventes med spænding. ”Nej, øh, ikke endnu, men jeg overvejer kraftigt at begynde.” svarer han endelig med en lille, smal stemme.

For et par år siden var min mand på Flyvemedicinsk klinik ved Rigshospitalet til sin årlige, obligatoriske helbredsundersøgelse for piloter. Vi bliver jo ikke yngre og lægen spurgte ham, sandsynligvis blot et rutine spørgsmål: ”Motionerer du?”. Min mand følte et voldsomt forventnings pres og svarede uden at tænke nærmere over det: ”Nej, men det gør min kone.” Som om det skulle mildne det svar, som han intuitivt vidste ikke var politisk korrekt. Lægen mente dog ikke, at det var relevant i den sammenhæng. Siden er min mand blevet en dreven løber og han løber snildt 30 kilometer om ugen.

Men hvad sker der så, når idioten fra 70'erne fik ret? Ja, han har i hvert tilfælde ikke fået hverken oprejsning, kompensation eller sågar et lille ”Du fik sgu alligevel ret” fra de hovedrystende naboer, der stemplede ham som jubel-idioten den gang. Faktisk var han så meget før sin tid, at de fleste formentlig er døde nu.

Eller, som her forleden, da jeg i nyhederne hørte, at idioten der overhaler os andre venstre om, selv om han klart har set skiltet på motorvejen med, at der længere fremme indskrænkes til blot én vejbane og egoistisk maser sig ind foran os andre, når venstre vejbane slutter helt oppe ved afspærringen, faktisk har ret. Jeg gætter lidt beskedent på, at vi er mange, der har råbt bandeord efter den idiot. Men nu har han politiets ord på, at han har ret.

Måske ligger løsningen i, at vi undlader at stemple dem, der skiller sig ud fra flokken som idioter. Måske kan vi være mere åbne overfor muligheden for, at idioten måske har fat i den lange ende og har set lyset eller spottet en trend, længe før alle andre.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

En farverig kærlighedsaffære

Jeg har en kærlighedsaffære med farver i øjeblikket. Måske har du bemærket det? Jeg er ikke den eneste – faktisk tror jeg, at farver er det nye sort. Et medlem af vi-kvinder.dk skrev for nylig til mig: ”Jeg bliver så glad af alle de skønne farver, hver gang jeg logger ind på min profil”. Og det er det vidunderlige ved farver – de påvirker vores humør.

Farver gør også mig glad. Du ved sikkert, at hver farve har sin egen egenskab, men vidste du, at rød er en god farve der, hvor vi gerne vil opfordre til livlig kommunikation? Det siges, at den er god at have i spisestuen, hvor vi hygger med gæster, og i køkkenet hvor vi endnu samtaler - og den er naturligvis helt eminent i vores netværk, hvor det hele handler om at kommunikere. Uden kommunikation ingen netværk og ingen nye kontakter, vel?

Sommeren har også sine egne farver. For mig er det beige som sand, himmelblå, solgul, græsgrøn og hvid – ja, hvid i tusinde forskellige nuancer – det er sommerens farver for mig. Hvert år føler jeg samme sensation i kroppen, når sommeren indfinder sig. Den er let, lys og sød. Den er hjemmelavet rabarbersaft, bare tæer i græsset, lange lyse aftener, saltvand på huden, hygge med familie og venner, den er jordbær med kold fløde (helst af egen avl i disse tider...). Den er duften af rosen, en god bog i en stille krog i skyggen af et gammel træ, den er koldskål og dejlige oplevelser som en sejltur på havet, romantisk picnic i skoven, den er guitar spil og stegte marshmallows ved bålpladsen. Sommer er duften af den gule sol, det beige sand, blågrønne vand og en hel masse timer under en åben, blå himmel.

Sommer er også skæve situationer, som da min mand og jeg tog vores to sønner med i Legoland og ved en fejl forvildede os ind i en bygning som viste sig at være en forlystelse – for børn. Vel inde i den kilometer lange kø, var der ingen fortrydelsesret – ingen mulighed for at vende om og stå af. Vi måtte følge strømmen af familier, der bestod af mor, far og små børn. Bevares, vi var også en familie med mor, far og børn – men vores børn var store, meget store, de var nærmest voksne mænd – ja, den ene havde næsten fuldskæg. Der stod vi så – og hørte ligesom slet ikke til - men lod som om vi ikke bemærkede alle de forundrede blikke, der hvilede på os.

Sommer er tiden, hvor vi for en stund springer ud af hverdagens kalender-helvede og vover, at gøre alt anderledes, være børn igen eller dække bord kun med orange eller være vild og balstyrisk og helt droppe dækkeservietter. Gå med pink neglelak og stråhat eller rende rundt en hel dag iført træningsbukser med hængerøv. Vi opdager livet på ny, spiser, går i seng og vågner på skøre tidspunkter. Vi er fri, og alt er muligt. Det udløser nysgerrighed, glæde og energi – og jeg føler mig som født på ny og bliver spontant vild med lyserød.

Farver kan komme alle steder fra; en oplevelse, et minde, en sang, en smag, en forelskelse. Farve er en refleksion af os. Vi udtrykker os med farver alle steder i vores indretning, havens blomster, tøjstil - sågar i vores kost. Jeg synes, der skal være frit slag, når det gælder farver – og trenden er heldigvis på min side, vi kan vælge at være modige, eller enkle i vores valg af farver – alt dur - og vi skal blot vælge med hjertet, vi skal stå ved os selv. Farve er en personlig historie, og det er både skønt og befriende, at bekende kulør. De bedste ønsker til alle i vores farverige netværk, om en farveglad sommer 2011 med eller uden pink neglelak og stråhat.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg www.vi-kvinder.dk
Besøg os også på Facebook

Veninde med Jane Doe?

Jeg husker tydeligt, den dag for 5 år siden, hvor vi kom hjem med vores nye hundehvalp, en lille fræk labrador. Hun fik straks navnet Ronja (røverdatter). Men det jeg husker bedst fra den dag, var alligevel Garfields reaktion (vores røde hankat – meget glad for mad, ja).

Han havde været eneste kæledyr i familien og var bestemt ikke tilfreds med familieforøgelsen. Der er ingen, der kan blive så fornærmet, som en kat – hvis du har en, ved du hvad jeg taler om.
Men Ronja synes til gengæld, at Garfield var helt fantastisk. Hun søgte hans selskab konstant, lagde sig helt tæt på ham og gerne i samme stilling. Når Garfield vaskede sig, gjorde Ronja det også. Når Garfield spiste græs i haven, gjorde Ronja det også. Tiden gik, og efterhånden blev Garfield helt glad for Ronja, som jo nærmest var blevet en klon af ham selv (en hund-kat), fordi hans indflydelse på hende var så stor. I dag er de helt uadskillige, sover sammen, spiser sammen og jager mus sammen. De er blevet verdens bedste venner.

Men så købte vi en robot støvsuger – en fantastisk opfindelse - vi holder meget af ham og kalder ham Robert. Glade kom vi hjem med Robert og satte ham straks i gang med at støvsuge. Han kørte ufortrødent rundt på gulvet, men det faldt ikke i god jord hos hverken Garfield eller Ronja, som kiggede op på mig med et fornærmet det-mener-du-ikke-seriøst-vel blik.

Ingen kunne først li' ham. I lang tid holdt de øje med ham, på afstand. Så snusede de forsigtigt til ham. Så forsøgte de at stå på ham (gratis køretur…) – og et eller andet har Robert gjort rigtigt, for pludselig en dag blev han accepteret, som et fuldgyldigt medlem af familien.

I dag har hverken Garfield eller Ronja det mindste imod, at Robert suser rundt og støvsuger – han kan endda for lov til, at støde af på dem, når han skifter retning.

Det er tilsyneladende sådan, at jo mere Garfield øver sig, jo bedre bliver han til at skabe relationer. Det lå nok ikke lige i kortene, at Ronja og Robert skulle blive Garfields bedste venner, men ikke desto mindre ved en god indstas…

Jeg er faktisk ret imponeret over,hvordan mine dyr kan finde ud af, at skabe et solidt netværk. Især når jeg ser mennesker forsøge, med en anonym profil, uden navn og billede og en virkelig beskeden beskrivelse som: ”Jeg er ny og vil gerne have gode veninder, skriv!”. Hvor stor er mon sandsynligheden for, at nogen vil stoppe op ved den profil og tænke ”Ih hvor interessant, hende må jeg da straks skrive til”? Nej, vel? For hvem vil være veninde med Jane Doe?

Vores Robert var jo heller ikke blevet optaget i flokken, hvis ikke han havde vovet sig ud midt på gulvet og støvsuget på livet løs. Han var synlig, han viste andre hvem han var, og de fik derfor hurtigt øjnene op for hans gode kvaliteter, hans fejl og mangler og helt unikke personlighed (for sådan én har selv en støvsuger) og alle kom derfor til at holde af ham.
Tænk, hvad vi kan lære af en kat, en hund og en støvsuger.

Besøg www.vi-kvinder.dk

Kæpheste og hellige køer

I min familie har kvinderne sat deres gedigne fingeraftryk, hele vejen tilbage til tip- tip- tip'erne.
Ikke forstået på den måde, at de har opfundet hjulet, penicillin, telefonen eller andet, der i den forstand er revolutionerende. Men helt almindelige kvinder - som du og jeg - der med deres kæpheste og hellige køer i den grad har præget familien, mænd, børn og svigerbørn – ja hele slægten i flere generationer. De har ganske ubemærket haft en enorm indflydelse på vores grundlæggende familie værdier.

Kvinderne i min familie var på mange måder besynderlige, så jeg må nok antage, at det er jeg sikkert også? Min farmor gik voldsomt op i, at gardinerne skulle være trukket fra efter kl. 8.00 og i øvrigt hænge pænt – så naboerne ikke skulle tro, at vi var sjuskede mennesker, der lå og sov langt op af formiddagen. Hvert forår tømte hun hele sit hus med 1. sal og kælder for samtlige møbler, for så skulle der gøres forårs rent. Hun havde to store æbletræer i sin have, og jeg kunne hjælpe med at samle æbler i en spand. Jeg fik et par kroner for hver spand jeg samlede, men forsøgte jeg at aflevere en spand uden top, blev jeg ret bestemt sendt tilbage i haven – for med min farmor sprang man ikke over, hvor gærdet var lavest. Min farmor var en rigtig farmor, som jeg elskede og ofte blev passet hos. Mad var ikke min ting – jeg spiste helst så lidt som muligt. Men hos min farmor var det anderledes. Hun lavede simpelthen 16 bittesmå madder af en rundtenom rugbrød og pyntede dem med pålæg, så de lignede en rigtig æggemad, spegepølse, ostemad mv. Da mine forældre hentede mig, kunne jeg så stolt fortælle, at jeg havde spist hele 16 rugbrøds madder til frokost og den gang i 1970 var det altså flot, når man havde spist meget!

Min mormor var til gengæld skide ligeglad med, hvad andre folk tænkte. Hun havde også hus med kælder og stor have, men hendes hus og have passede sig selv – bogstaveligt talt. Hun var intellektuel, meget litterær og skrev og læste hele sit liv. Hun var ikke særlig social og aldrig en rigtig mormor for mig. Men flydende latin, det kunne hun tale, og da jeg fik latin i gymnasiet - ikke af interesse, men fordi det var obligatorisk på nysproglig linje - talte hun straks latin til mig, og guderne må vide hvorfor, jeg forstod jo ikke et ord. Men da jeg flyttede til udlandet som ung, og vi begyndte at skrive sammen, fandt jeg ud af, at der var en anden side til hende - og jeg elskede hende skriftligt.

De havde dog en ting til fælles, min farmor og min mormor, de var 100% garderet til 3. verdens krig. Juleaften blev alt brugt gavepapir indsamlet, strøget og gemt. Knapper fra aflagt tøj blev nøjsomt klippet af og gemt. Alt blev brugt, genbrugt og brugt igen for en sikkerheds skyld og derefter gemt. Min mormor gik måske lidt over gevind og gemte også alle aviser, glas med skruelåg og alt muligt andet, så huset til sidst var spækket til randen. Men hun gjorde jo heller ikke forårs rent.

Jeg er en fusion af disse to kvinder – og mange flere - på godt og ondt. Alle deres kæpheste og hellige køer har jeg på mystisk vis arvet, og de kan stadig dukke op – her længe efter de er døde – i de ting jeg gør og siger. Det er som om, de er kodet ind i min rygmarv. Når det sker, ved jeg, at de lever videre i mig.
Min mormor er altid med ved tastaturet, når jeg skriver. Min farmor er altid med ved spækbrættet, når jeg nu laver 16 små rugbrøds madder til mit barnebarn. Og når jeg gør rent, ved jeg instinktivt, hvornår min farmor synes, det er tilfredsstillende, og det er i hvert tilfælde altid, når min mormor for længst var tilfreds.

Det er sikkert sådan i alle familier - jeg har fx hørt om en mor, der stod i køkkenet og lavede juleskinke. Hun skar det yderste stykke af den af, smurte den med honning osv. hvorefter hun lagde den i gryden. Hendes lille datter, som var med i køkkenet, spurgte nysgerrigt: ”Hvorfor skærer du et stykke af mor?” Moderen vidste egentlig ikke hvorfor, men hun havde lært det af sin mor, så hun bad datteren gå ind i stuen og spørge sin mormor. Da barnebarnet spurgte sin mormor hvorfor, svarede mormoderen, at det vidste hun egentlig ikke, og bad barnebarnet gå op på 1. sal og spørge sin oldemor: ”For det er hende, jeg har lært det af” sagde hun. Oldebarnet løb op af trapperne og spurgte sin oldemor, som svarede: ”Jo, ser du det gjorde jeg, for ellers kunne skinken ikke være i den lille gryde. jeg havde til rådighed den gang”.

Så vi kan jo med rette spørge, om vores umiddelbare handlinger altid er helt rationelle? Eller om det i virkeligheden er levn fra 1800-tallet. som vi bærer rundt på fra vores tipper?

Jeg tænker selv en del over mine egne kæpheste og hellige køer. Jeg er opmærksom på, at også du har dine tippers værdier kodet ind i din rygmarv. og når vi kommunikerer i netværket, er det ikke kun os, der skal forstå hinanden – det er også vores respektive farmor, mormor og alle tipperne med deres evindelige kæpheste og hellige køer.