Det befriende ingenting....

Solen skinner ind af vinduet og laver en varm solplet midt på gulvet. Lige der, i solpletten, vælger min kat at lægge sig. Hvis solen er gemt bag skyer, har han en række andre faste pladser, som han altid indtager med stor beslutsomhed. Han kan ligge der længe - meget længe og tilsyneladende lave....ingenting.

Det er en egenskab, jeg i stigende grad finder beundringsværdig, altså evnen til at fylde en hel dag med befriende ingenting. Lade verden passere forbi udenfor. Tro på, at den nok skal klare sig helt fint uden mig. Slukke mobil, iPad, computer og tv. Krybe op i sofaen, lade solstrålen kærtegne min kind. Lukke øjnene og tage livets lyde ind. Fuglene der kvidrer, huset der ånder, vinden der synger i træernes kroner og glade børns leg – bare lytte til livet på afstand.

Det burde næsten være obligatorisk, for ligesom en tom mave får skyld for mange fejl, tror jeg, at travlhed tager en sikker anden plads – som i hastværk er lastværk.  

Et aktivt, engageret og indholdsrigt liv forudsætter på sin vis evnen til også at kunne trække sig tilbage, trække vejret dybt, regenerere sjælen og bearbejde alle indtryk - måske ikke lige så ofte og længe, som min kat Garfield gør det – indrømmet, det kan godt tage overhånd med ham.  

Men, for meget af det gode, bliver jo netop - for meget. Glansen forsvinder simpelthen. Det sker endog med marcipan, som jeg ellers nærmest forguder. Men efter en hel rulle af det, bliver det bare for meget. Det gælder nok i det hele taget her i livet, det der med balance. Der er talrige eksempler på det. Se bare parterapeuten der er skilt, mekanikerens bil der ikke starter og diætisten der er overvægtig. Kan det tænkes, at de har behov for at beskæftige sig med noget aldeles andet, når de har fri? Et regulært sceneskift?

Jeg kan huske, da jeg var barn, at de voksne altid sagde: "Du skal gøre som jeg siger, ikke som jeg gør", som i virkeligheden bare betød, at de heller ikke selv kunne føre det ud i livet, som de prædikede og ellers i teorien lød skide smart.

Jeg kendte en præst, dygtig og karismatisk og desværre ikke er blandt os mere. Men han fortalte mig, at når han gik til fest og folk fandt ud af, at han var præst, blev han næsten altid trængt op i et hjørne af en eller anden person, der havde brug for at lette sit hjerte, og måske øjnede en hurtig mulighed for syndsforladelse lige der midt i festen. Det var stærkt opslidende, for han havde jo fri og var til fest. Efterhånden, når folk spurgte ham, hvad han arbejdede med, svarede han: "Tømrer" og slog dermed to fluer med et smæk, for han havde bemærket, at håndværkere var ret populære hos damerne.

Det befriende ingenting, den var ikke gået med min farmor. Hun havde andre ord for den slags. Ord som dagdriveri, dovenskab eller ligefrem ungdomssløvsind. Hver en time i hendes liv havde en dagsorden, en agenda, et formål. Faktisk er der mange, der påstår, at ingenting kommer af ingenting. Ja selv i debatten om Big Bang, hvordan det kunne ske, hvis der, som det påstås, ingenting var før.

Jeg vil påstå, at noget af det bedste kommer, lige når vi laver ingenting. Bare se Kærligheden, den kommer først, når vi ingenting gør for at finde den og uventede gæster banker først på døren, når vi ikke har gjort rent. I mine øjne kommer der masser ud af ingenting. Lad os være ærlige, sat på en spids, så er det at lave ingenting i nogen tilfælde langt bedre end det at forsøge alt for hårdt.

Vi vil jo gerne nå det hele og derfor stormer vi alle sammen ud over bakkerne. Hvis hesten er død så stå af, siges det. Min kloge veninde siger; mærk hvordan hesten har det undervejs, sørg for den har det godt, så behøver den ikke dø og du behøver ikke stå af.

Mens jeg har siddet her og lavet absolut ingenting, er krokus, vintergækker og erantis dukket op af jorden – kloden drejer stadig rundt og foråret er på vej. Jeg er til.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder 

Besøg Vi Kvinder på Facebook

De bedste ting i livet...

Hans selskab er kun flygtigt, og hans exit er altid meget sørgelig. Glæden er til gengæld nærmest ubeskrivelig, når han pludselig står her igen. Vi ved aldrig helt nøjagtig, hvornår vi kan forvente hans ankomst, da det afhænger af faktorer, vi simpelthen ikke har indflydelse på. Han er kold, og vi må altid møde ham i hans rette element - udenfor. 

Ikke desto mindre jubler såvel små som store henrykt ved synet af ham. Vi bliver legesyge og nyder hans selskab i sådan en grad, at vi på mystisk vis bærer over med alle hans excentriske særheder.  

Han er vores helt egen snemand, som ankom i søndags og allerede nu kæmper for at blive hos os. Han står så fint placeret ude i haven, hvor vi kan se ham fra køkken vinduerne, hver dag. Lige så meget glæde vi havde med at lave ham, lige så meget lider vi med ham nu, da han kæmper for sit liv - i tøvejr.  

Kan det være elementet af fuldstændig uforudsigelighed, der er så tiltrækkende? Det flygtige bekendtskab? Det faktum at kriterier som sne og den helt rigtige temperatur ikke bare kan bestilles, og det derfor handler om, at smide alt hvad vi har i hænderne, når det sker? Eller er det skønne minder fra vores egen, vores børn og børnebørns barndom, der opleves igen på herligste vis?   

Her i disse krisetider, hvor det heldigvis handler meget mere om at være og opleve end at have og vise, må vi sætte pris på de skønne, gratis glæder vi trods alt stadig har adgang til. At lave en snemand er bare en af dem. 

Det er oplevelserne, vi husker på den lange bane. Hyggestunder, udflugter og aktiviteter med familie, venner og veninder. Hvis du ikke ved det, er der et helt specielt sted i hjertet - særligt indrettet til at langtidsopbevare disse minder - så vi kan tage dem frem på en regnfuld dag, i overført betydning, og lune os ved dem. De forgår aldrig og glæder for evigt.  

Det bedste var næsten, at nyhederne valgte at bringe et billede af en anden families snemand forleden aften - hvor smukt og livsbekræftende er det ikke, i en tid hvor de ellers kun viser indslag om krise, krig og ødelæggelse?  

Det smukke ved en oplevelse, som fx at bygge en snemand kan være, at det nærmest er et værk under udarbejdelse - hvor vi må blive, holde fokus, engagere os og følge udviklingen. Lade os medrive, henrykke og overraske. Sænke paraderne og være åbne og ikke mindst sammen med andre. Føle fællesskab og samhørighed.  

Det smukke ved en oplevelse er jo, at den er forgængelig undtaget for sindet, hvor den til gengæld bliver et smukt minde (over tid endnu smukkere…). Oplevelsen er levende, her og nu intens, men også skrøbelig, fordi vi alle er med til at påvirke den i enten positiv eller negativ retning.  

Jeg holder meget af at træde et skridt tilbage og evaluere min tid, gøremål, ja livet. Det er måske netop tanken om, at vi kan miste, og alt er forgængeligt, der skærper vores sanser og lysten til vedholdende og aktivt at gøre en indsats for et godt og helstøbt liv fyldt med fællesskab og skønne oplevelser. Se bare vores bugnende event liste i netværket, som vidner om netop det.  

De bedste ting i livet er ikke ting. 

Det var lige Valentins dag, og når det gælder om at erklære sin kærlighed - siger jeg glem alt om blomster og chokolade. Jeg tænder på min mand når han, med et glimt i sine frække øjne, siger: "Skat, der er sne og temperaturen er perfekt - vil du med ud at lave en snemand?" Det er da en kærlighedserklæring af format.  

Jeg sidder ved mit køkkenbord og skriver dette blogindlæg. Ud af vinduet kan jeg se vores snemand langsomt smelte. Han er snart helt væk. Jeg bliver en lille smule trist - han var en virkelig flot fyr - men jeg husker straks, de skønne timer vi havde med at lave ham, og så trøster jeg mig selv med, at han kommer igen til næste år. Håber jeg.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder...
Besøg os på Facebook...

Krise, kram og kærlighed

Det var en af de dage, hvor jeg kom ud af sengen på det forkerte ben. Slog dynen til side og mærkede straks en bidende kulde. Jordvarmeanlægget var stået af i løbet af natten, og det føltes som minus 12 grader i soveværelset. Bebrejdende blikke fra hund og kat på vej ud til badeværelset, efterfulgt af et iskoldt brusebad, som effektivt fjernede den sidste snert af mulighed for, at jeg nogensinde bliver vinterbader – selv om det ellers er blevet meget populært.

Sådan en hændelse kommer sjældent alene – det ville være alt for let. Andre udfordringer fulgte; katten havde kastet en hårbolle op på det lyse gulvtæppe, en halv meter sne foran hoveddøren, en stor uventet regning i postkassen, hunden stjal et halvt rugbrød fra køkkenbordet, mens jeg var ude ved postkassen, og veninden ringede og fortalte, at hun havde fået en uhelbredelig sygdom. Som en trillende snebold der bare blev større og større, blev dagen værre og værre.

Jeg overvejede kraftigt at lave ”Maude manøvren”, og gemme mig under dynen i min seng eller halvt opgivende kaste blikket ”Jeg har brug for, at du er stor og stærk nu” på min mand og overlade det hele til ham...

Livet byder på overraskelser, der spænder ben, selv om vi forsøger at planlægge helvede ud af det. Vi laver lister i en uendelighed, der skal strukturere og kategorisere vore liv, så vi husker at nå, alt det vi har så travlt med. Egentlig kan det føles helt befriende, at tage imod livets benspænd med åbne arme – og nyde det skæve liv, der kører parallelt med listerne. Være let om hjertet og have evnen til at danse triumferende over for skæbnen. Have fokus på et autentisk liv, med de mest basale ting som varme, mad og kærlighed. Være limen der holder mennesker sammen i en tid, hvor alt handler om krise og dårlig økonomi. Have fokus på, hvor banalt det end lyder, kærlighed til de mennesker vi har omkring os, og den tid vi har sammen. Alt andet kan jo være lige meget om 100 år.

Dyrke de dybe relationer, dem der tager tid, dem vi ved, vi kun kan få på den lange bane, når vi møder andre, med et åbent sind og tager os tid til at lytte. Relationer der er fredfyldte og giver plads til fejl, mangler og udfordrende dage, men også til glæde og udfoldelse af talent. De relationer har jeg i vores netværk, kvinder der altid er i den anden ende af en e-mail, et telefonopkald eller i sofaen ved siden af mig, med en kop varm kaffe og et kram – alt efter behov.

Det er skide koldt i huset, og vi beslutter os for at lave ingenting og samles foran brændeovnen. Hele familien kryber sammen skulder ved skulder – hund og kat er også med. Dagen igennem henter vi brænde ind fra skuret og fyrer godt op, så veddet knirker og knager.  Vi spiser, snakker og hygger, og vi nyder oplevelsen af samhørighed midt i krisen. TV forbliver slukket, vi hører ikke nyhederne og kigger ikke på uret – vi holder fri fra tidens tyranni.

Natten falder på, min mand og jeg kryber tættere sammen under dynen - det er jo stadig koldt i huset, så kram og kærlighed gør virkelig godt.

Næste morgen, da jeg slår dynen til side og står ud af sengen, har jordvarmeanlægget igen fået opvarmet vores gamle hus fra 1864, og temperaturen er oppe på sine normale 20 grader. Under bruseren skyller 38 grader varmt vand ned over min krop - dejligt. Ned af trappen og ind i køkkenet til en sund morgenmad. Ved siden af kaffekoppen ligger min ipad – klar til dagens liste… 

De bedste hilsener

Annemette Klæbel


Besøg vi-kvinder.dk 

Besøg os på Facebook 

Det vi tror, vi ser…

Det var i bilen, på en lang køretur til Nordsjælland, at snakken faldt på Dronningens 40 års jubilæum. Jeg var 8 år, da hun blev kronet, og hvis jeg virkelig graver i min hukommelse, kan jeg måske godt huske det. Jeg kan også huske den gamle konge, Frederik den 9, måske mest fordi jeg syntes, at han lignede min farfar så meget, hvilket jeg fortalte min mand, mens vi sad der i bilen. Han kiggede overrasket på mig og sagde, at han ellers altid havde syntes, at den gamle konge lignede hans morfar.  

Enten lignede gamle mænd, dengang, alle sammen hinanden, ellers også har vi som børn ikke rigtigt set dem, men blot registreret, at de var gamle og automatisk placeret dem i "gamle mænd kassen" oppe i hovedet. Ligesom når jeg ser en bil og pr. automatik placerer den i "røde biler kassen" eller "sorte biler kassen" - og når min mand så spørger mig hvilket mærke den var - bliver jeg helt blank i øjnene, for den kasse har jeg ikke.  

Det får mig til at tænke på, hvor mange andre ting vi mon ser, men ikke rigtig ser?  

Min mormor skrev om en oplevelse i skolen i 1915, hvor hun delte skolepult med en dreng, som viste hende noget - hun ikke så. Hun beskrev det sådan her: "En dag midt i en skoletime begyndte drengen, der var min sidekammerat ved en dobbeltpult, i al hemmelighed at knappe gylpen op, idet han hviskede, at han ville vise mig noget. Derpå fremdrog han en lille tynd bajersk pølse og ville have, at jeg skulle føle på den. Jeg syntes, at det var noget rædsomt griseri at opbevare madvarer i bukserne, og vendte demonstrativt ryggen til ham…" 

De fleste af os har "kendte og kongelige kassen" og kan på et split sekund hive farverige fortællinger frem om hvor, hvornår og hvordan vi har mødt kongelige og kendte personer. Min far har ikke den kasse. Han var på golf ferie i Spanien og efter 18 huller, stod han under bruseren i den eksklusive golfklubs omklædningsrum, og faldt i hyggelig snak med en anden golfspiller, som bl.a. spurgte om min far ville med ud og gå 18 huller næste dag. De forlod omklædningsrummet sammen, og da de rendte på min mor i baren, præsenterede manden sig pænt for hende: "Sean Connery". Min far var ganske uimponeret, mens jeg stadig er lidt misundelig over, at han har ”været i bad” med Sean Connery - alias Bond, James Bond.   

Apropos konger og dronninger skrev min mormor, som boede i Søllerød i Nordsjælland, også: "Det må have været på den tid, jeg en dag, mens mor plukkede bær, stod oven på denne kule og så en meget fin soldat komme ridende. Jeg råbte "Goddag soldat" til ham, og han red helt hen til hegnet og holdt hesten an, gjorde honnør og gengældte mit goddag. Jeg stod tilfældigvis med en lækker sommerpære i hånden og spurgte frejdigt, om han ikke ville have den. Han bøjede sig ned imod mig, tog pæren, takkede, bed i den og sagde, at den smagte dejligt, hvorefter han igen gjorde honnør og red videre. Da jeg vendte mig om, så jeg mor kæmpe for at komme op fra en meget dyb knæbøjning, hvilket var aldeles usædvanligt. Det viste sig, at ryttersoldaten havde været selveste kong Christian X. Dette blev den eneste kongelige audiens i mit liv…"

Kendte og kongelige lider ofte under, at blive set alt for meget og skal tænke nøje over hvert skridt de tager, når de går uden for en dør. Omvendt har de ikke, som mange af os andre dødelige, oplevet at være fuldstændige usynlig, som når du taler til en forsamling og absolut ingen hører dig, eller du står i en kø, og alle bare springer dig over, og du til sidst har lyst til at råbe: "Hallo - er jeg usynlig eller hvad?". Nå jo, så måske lige Kronprins Frederik, som efter sigende engang ikke blev genkendt og spurgt hvor han boede, svarede: "I en rundkørsel i København". 

Vi kan også blive set, uden rigtig at blive set, som da jeg som ung mor, for 26 år siden, boede i Paris og dagligt gik tur med min datter i barnevognen, og alle placerede mig i "Au pair pige kassen".  

Eller som da jeg blankt afviste en telefonsælger med sætningen: "Nej tak, vi er meget tilfredse med vores forsikringer" og straks placerede ham i "Irriterende sælger kassen", da han pligtskyldigt ringede for at booke et møde med min mand og mig. Det viste sig, at det var min mand, der selv havde bedt forsikringsmanden om at ringe og booke et møde med os. 

Måske skal vi overveje en markant oprydning i vores respektive kasser, give dem langt mere nuancerede navne og sidst men ikke mindst bruge lidt mere tid på selve sorteringen. 

Min mand var i den Kongelige Livgarde i sin tid, så hans "kendte og kongelige kasse" er naturligvis helt fyldt, da han har mødt dronningen op til flere gange, men hvis jeg spørger ham hvad dronningen havde på af tøj, bliver han helt blank i øjnene - den kasse har han nemlig ikke.

De bedste hilsener

Annemette Klæbel

Besøg vi kvinder
Besøg Vi Kvinder på facebook

Og en pose æblekagerasp…

De første dage i det nye år – og vi har vand i kælderen. Hvad skal jeg lægge i det? Er det et dårligt tegn for 2012, eller er det, som til bryllupper, et godt tegn, når det regner? Det er ikke til at blive klog på, men jeg vælger som altid den positive tilgang. Jeg har ingen indflydelse på de ødelagte rør flere meter under jorden, men jeg har altid indflydelse på min egen tilgang til sagen.

Med kloakmester, forsikringsmand, min mand, et par naboer, hunden, en hel masse regn og ifølge metrologerne også en kommende orkan hængende over hovedet, er der ærligt talt lidt krisestemning i og omkring vores hus. Er det så nu, jeg skal skynde mig ned til supermarkedet og købe gær?

Jeg har bemærket, hver gang der er den mindste risiko for noget, der ligner krise eller naturkatastrofe som strømsvigt, vand i gaderne eller snevejr, er trangen til at hamstre gær enorm i dette land – det mindste tegn og så er alt gær ribbet fra hylderne i samtlige supermarkeder. 

Men når jeg spørger sådan i det daglige, er der faktisk ikke ret mange, der selv bager deres brød, eller for den sags skyld overhovedet får brugt de 27 pakker gær, de panisk hamstrede, da de første snefnug faldt.

Så, hvad handler det om? 

Hos os behøver der slet ikke at være tale om krise eller naturkatastrofe. Når vi handler alle de sædvanlige basisvarer som mælk, æg, brød, fuldkornspasta og kartofler, ja så skal vi hver gang også lige have en pose æblekagerasp. Vi har nemlig et ret unaturligt behov for at kunne lave en gammeldags æblekage. Ikke at vi gør det særlig tit, men muligheden skal være der - hele tiden.

Vi går tilsyneladende ud fra, at vi har både æblegrød og piskefløde hjemme i køkkenskabene, men æblekagerasp, det må vi hellere købe hver eneste gang vi handler ind - og nu har vi efterhånden 14 poser i skabet.

Vi ser lidt af det samme mønster i højtider, fx når julen nærmer sig. Selv om det faktisk er muligt, at få rødkål i 7-eleven juleaftens dag, så er der panik allerede primo november for at handle alt ind til den store julemiddag.

Nu ligger et nyt år for vores fødder og jeg har lagt mærke til, at nytårsforsæt pludselig er gået helt af mode. Nu er det hot at være herre realistisk, og inden året overhovedet rigtigt er begyndt har alle travlt med at erklære, at de ikke laver nytårsforsæt, fordi de alligevel ikke overholdes. Med andre ord; det hele ender alligevel skidt, så lad endelig være med at forsøge.

Men her går jeg altså mod strømmen og holder fast i, at lige nu kan være et rigtig godt tidspunkt at anlægge sig nye sunde og raske vaner via nytårsforsæt – måske skal vi i min familie holde op med at sige: ”Og en pose æblekagerasp” når vi handler. Det skal nok lykkes os at aflægge den mærkværdige vane, for jeg har hørt, at alting ender godt! Hvis det ikke er godt, er det nemlig ikke enden.

PS: Hvis vejret skifter mening og vi skulle sne inde i år, har vi nok ingen gær - men mon ikke vi kan overleve ca. 4 uger på æblekagerasp?

Godt nytår

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på facebook