Ordene der blev væk…

Et lille tryk på knappen og jeg er online igen efter en lang offline sommerferie. Det er lidt som, at stige på en karrusel, der langsomt begynder at snurre. Inden jeg får set mig om, kører den bare der ud af igen – lige lidt for stærkt.

I sommerferien står de fleste af os, for en stund, af karrusellen. Når vi pludselig står der ved siden af, helt stille, ser alt omkring os markant anderledes ud.

Jeg bor på landet omringet af marker og det giver normalt et godt udsyn – et langt perspektiv. Men i foråret valgte landmanden at så majs på markerne. De står nu stolte, skulder ved skulder, mandshøje med rank ryg. De mest modne har anlagt sig noget, der ligner et prægtigt overskæg, måske for at vise at de er kønsmodne, måske bare fordi de kan? Uanset årsagen, er markerne omkring mig pludselig forvandlet til lange tunneler, og jeg ser verden i et helt nyt og meget kortere perspektiv. Det betyder ikke, at den har ændret sig. Det betyder i virkeligheden bare, at jeg nu ser med helt andre øjne på nøjagtig den samme verden – tankevækkende?

Denne sommer har jeg forsøgt at bremse tiden lidt - helt forgæves naturligvis. Der er stadig 60 sekunder i et minut, og 60 minutter i en time og jeg kan ikke nå alt det, jeg sætter mig for på en dag. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig? Måske at tiden ville snegle sig af sted, hvis jeg kedede mig bare en lille smule? Problemet er, at selv med ti dage alene helt uden planer, kedede jeg mig ikke det mindste.

Jeg ville bruge sommeren til at skrive. Ligge i græsset under magnolien med min stråhat i fred og ro og bare skrive de ord, der faldt mig ind. Jeg sendte mand og søn til USA i ti dage. Jeg skrev og skrev og skrev, men pludselig en morgen, var ordene væk.

Jeg har ellers altid rigtig mange ord i mit hoved, måske for mange. Bittesmå ord og store ord, smukke ord og frække ord, fremmedord og hverdags ord, kække ord og skrøbelige ord. Nye ord presser sig hele tiden på, og den eneste måde at få dem ud er at skrive. Når ordene kommer ud igennem mine fingre, ned på tastaturet og kædes sammen til sætninger og fortællinger, så tømmes de som vand fra en hane fra min hjerne - og det letter.

Men så pludselig en dag, her i sommer, blev de væk. Jeg ved ikke, om der bare var så mange ord i mit hoved, at de blev nødt til at stå musestille for overhovedet at kunne være der alle sammen. Eller om de var flyttet, udsolgt eller rejst på sommerferie til udlandet med resten af Danmark? Jeg ved bare, at de ikke kom ud igennem mine fingre, som de plejer, når jeg satte mig til tastaturet. Der kom overhovedet ingenting.

Kun et par linjer til min mand i USA: "Hej skat, savner dig. Græsset vokser meget hurtigere, når du ikke er her - eller også plejer du at slå det oftere, end jeg er klar over…"

Derfor har der været en længere pause i mine nyhedsbreve og på min blog. Jeg ved godt, det er helt forbudt, at holde lang pause, men jeg gætter på, at I forstår. Den gode nyhed er, at rigtig mange af jer, har skrevet til mig og venligt spurgt hvor jeg blev af. Jeg har været savnet, og det har I bestemt også. Dejligt.

Lige om lidt høster landmanden sine stolte majs på marken, jeg får mit lange perspektiv tilbage og måske også ordene….håber jeg.

Tidens tand

De første dage i haven med jord under neglene iført gummistøvler og slidte havebukser fra 80'erne, minder mig om det sublime i det rustikke. Alene gensynet med min gamle rive, dens nedslidte skaft og skæve tand der stritter, som en fin dame der stritter med sin lillefinger - måske den føler sig lidt finere end andre river? 

Den kan ikke længere bruges til det grove havearbejde, ikke fordi den er fin, men fordi skaftet risikerer at knække. Den er, på den anden side, heller ikke klar til hverken efterløn eller pension, så jeg har valgt at bruge den til det lidt finere arbejde - og jeg tror det falder i god jord.

Mine havehandsker, dem af læder, kom jeg ved en fejl til at vaske på alt for mange grader, og de kvitterede på den behandling med at blive helt skæve og krøllede. Så kønne er de bestemt ikke længere, men de er mine, og de kender vejen rundt i min muldjord - næsten helt af sig selv.

Hund og kat er med i haven. Ronja, min labrador, stirrer med hængemule intenst ned i hver jordbunke jeg vender. Dukker der er regnorm op, er den hendes i et snuptag - en rigtig delikatesse. Garfield, min kat, lægger sig halvt skjult i en busk i umiddelbar nærhed og nøjes med, ind i mellem, at springe frem fra sit skjul, som en løve, og angribe min havehandske - eller et uskyldigt ukrudt der vipper i vinden.

Vi er alle i zen, sådan en forårsdag i haven; jorden, vinden, solen, planterne, dyrene og mig.

I efteråret åbnede jeg en egern-restaurant i min have. Den lille restaurant, med høflig selvbetjening, fik plads på valnøddetræet, så jeg kan se den fra mit vindue i kontoret - man vil jo gerne følge sin investering. Initiativet var velment, men succesen ret beskeden. På en skala fra 1 til 10, måske en forsigtig 4'er, og havde der været aktionærer og bestyrelse involveret i projektet, havde de nok siddet omkring bordet nu, med dybe rynker i panden. Her hvor jeg gør status på restauranten, er jeg blot lettet over, at den ikke er børsnoteret. Konklusionen er, at der er plads til forbedring - en eller anden form for produktudvikling er nødvendig, og jeg overvejer nu plan B.

Det hele begyndte, da vi flyttede ind i vores gamle præstegård og fandt ud af, at det store træ midt på gårdspladsen faktisk er et valnøddetræ. Lang historie kort; vi kan godt li valnødder, det kan havens egern også - og så gik krigen ind. Vi har ikke det mindste imod, at de samler valnødderne og gemmer dem til vintermånederne, træet er måske 150 år gammelt, så der er rigeligt til alle. Men vi må opponere imod, at de gemmer nødderne, hvor de ikke kan finde dem! De er virkelig gode til at gemme nødderne, men også virkelig dårlige til at huske, hvor de har gemt dem! Her i foråret finder jeg således bunkevis af valnødder rundt omkring, når jeg graver i jorden - valnødder som de har glemt, at de har gemt.

Man siger, at den der gemmer til natten, gemmer til katten - men vores kat, Garfield, er bestemt ikke interesseret i valnødder der er mærket af tidens tand, efter 6 lange vinter måneder under jorden – derfor restauranten.

Til gengæld har jeg, i foråret, åbnet en helt ny fugle restaurant som går over al forventning. Her er det kun logistikken (stor trængsel ved foder brættet) der er en udfordring – måske jeg skal overveje en betalingsring?

Lige efter vi flyttede ind, hængte jeg et lille sommerfugle hus op, længst væk i haven, fordi jeg forestillede mig, at sommerfuglene ville nyde at udvikle sig der i fred og ro - vi kalder det udkantshaven. Men jeg frygter nu, at tendensen til at flytte til storbyer også gælder sommerfugle, så ingen sommerfugle finder det interessant at bo i udkantshaven. Måske ved de bare ikke, hvor idyllisk der faktisk er? Huset står stadig tomt, og jeg begynder at overveje, om jeg kan få tilskud til nedrivning?

Nok sætter tidens tand sit præg på det hele; mit havetøj, redskaber, valnødderne i jorden og ja, også mig. Men som vin og venskab, mener jeg, det hele kun bliver bedre år for år.

Mit magnolietræ er et godt eksempel. Det har netop smidt alle sine overvældende mange blomster og den hyppigste reaktion på det er: "Hvor er det synd, at det er så kort tid, den er smuk". Men jeg er overhovedet ikke enig. Magnolien er faktisk altid smuk. Efter den har smidt sine smukke blomster, ligger de som et hav ved træets fod imens de smukkeste, helt lysegrønne blade erstatter blomsterne. Efterhånden bliver bladene større og kraftigere og skifter farve til dyb, mørk grøn, så der nærmest skabes en hemmelig hule under træets store grene, hvor man ganske idyllisk, kan sidde med sin stråhat og tage livet ind. Derefter kommer anden blomstring, med færre blomster, men dog på den mørkegrønne baggrund aldeles vidunderlig. Til sidst smider magnolien sine blade og viser sine smukke, krogede grene i al sin sårbarhed. Byder vinteren på sne eller frost, som lægger sig blidt på grenene, tror jeg sagtens, du kan forestille dig, hvor smukt det er at skue igennem køkkenvinduerne.

Så ja, tidens tand til trods, er magnolien faktisk også smuk hele livet - hvis den får din opmærksomhed.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

At vove er at miste fodfæstet et øjeblik...

Vi stod der, som sild i en tønde, midt i København. Alle regler var nærmest sat ud af spil med et overordentligt mylder af mennesker, barnevogne og cykler over alt og midt på vejene – opstemte og forventningsfulde. Vejret var fantastisk og byen vrimlede med glade mennesker fra hele Danmark og alverdens lande. Selv jeg, med min tendens til bakterie- og klaustrofobi, nød det fuldt ud.   

Det var i søndags, og vi var tilskuere til maraton i København. Vi var der for at se min søn løbe og blev straks fascineret af musik, rytme og begejstrede tilskuere der klappede og kom med opmuntrende tilråb - en ægte og hjertefølt hyldest til de 12.205 seje mennesker, der havde tilmeldt sig løbet og nu bevægede sig ad den planlagte rute i noget der lignede en kilometer lang slange. Det var mennesker i alle aldre og former, der øjensynligt havde besluttet sig for, at tage livtag med de mange kilometer under solen i København – hele 42,195 kilometer, som et maraton løb er.

Der var løbere med festlige tids-balloner i farvestrålende farver som lilla, rød og gul. Ballonerne dansede nærmest i luften over en flok energiske løbere der, hvis de kunne holde trit med de røde 4 timers balloner, ville gennemføre løbet på 4 timer. Der blev piftet og heppet fra sidelinjen og begejstringen var enorm, når vi spottede en løber vi kendte. Løberne gengældte begejstringen og tog glade imod det velfortjente bifald.

Jeg var imponeret af flere omgange – særligt over en gruppe oldboys, med ekstra kilo på sidebenene, der kæmpede sig modigt frem i flok. Jeg så modne, runde damer der standhaftigt lagde kilometerne bag sig. Jeg så en mand med sin datter i en babyjogger (en barnevogn udviklet til at løbe med) og tænkte: ”okay respekt”, babysitteren havde måske svigtet, men det var altså ingen hindring for ham. Jeg så Supermand, en Sumobryder og selveste Elvis!

Det bedste af det hele er, at det ikke er noget, man bare kan gøre – det er noget man skal øve sig i, i lang tid. På samme måde, som man skal med et godt parforhold, et godt forhold til børn, svigerbørn og børnebørn eller en god veninde og et godt netværk – ingen af disse ting skabes over natten. Vi skal øve os og arbejde på det i noget, der måske kan virke som en evighed set med dagens det-skal-gå-skide-hurtigt-fordi-vi-har-så-travlt målestok. Jeg er ingen ekspert, men i min optik bliver det der bygges på den lange bane dybt og værdifuldt på en måde, som det der skabes på en kort bane slet ikke kan – så indsatsen er det hele værd.

Ved 23 kilometer havde løberne tydeligvis stadig en fest, de smilede, vinkede og knoklede videre ud af ruten igennem Københavns gader. Ved 30 kilometer begyndte det at knibe lidt, benene blev tunge og hjernen blev besværlig: ”Det her er jo helt sindssygt” var der en der udbrød, mens han fokuserede på at flytte det ene ben foran det andet i noget, der skulle ligne løb. ”Hvis geniale idé var det her?” mumlede en anden, der tydeligvis var ved at være opslidt. Langt de fleste sagde dog slet ingen ting. Længere fremme begyndte flere løbere at stå af løbet og kapitulere til kilometerne. De enten lå eller sad langs ruten, fuldstændig udmattet.

I løbet af de mange kilometer, når de løbende sikkert dybt ind i sig selv, for at klemme de sidste kræfter ud. Der er rigelig tid til at granske de inderste kroge af sjælen, måske finde et svar på, hvorfor man dog tilmeldte sig dette (i situationen) forbandede løb? Ironien ligger i, at 5 minutter efter målstregen krydses, planlægger de fleste næste års løb.

De sejeste nåede endelig frem til målet 42,195 kilometer, hvor der var jubel og varm modtagelse. Stolte så vi min søn passere målstregen på 3 timer og 57 minutter. Efterhånden som løberne kom i mål, kæmpede tilskuerne i en skøn forvirring om plads til at tage billeder af deres helt egne helte og heltinder. Løberne var udmattede, nogle nærmest desorienterede, og andre havde endog brug for omgående hjælp til at stå på benene.

Jeg blev på mærkeligste vis fuldstændig bjergtaget af stemningen. Stolt, imponeret, forgabt i hele dette besynderlige fænomen og ikke mindst inspireret. Inden aftenen var omme – ups – så havde jeg tilmeldt mig næste års Copenhagen Marathon!

Måske vil du også tage livtag med kilometerne – eller noget helt andet? Vi Kvinder er et fantastisk sted at finde inspiration eller skøre indfald, der beriger dit liv og hiver dig ud af hverdagens trummerum. Se bare alle de netværk du kan vælge imellem – og hvis du ikke finder det, du søger i din by, så vov at miste fodfæstet et øjeblik og tag selv initiativ til et nyt netværk i Vi Kvinder, om lige det, du har lyst til.

Jeg vil ikke være publikum næste år, jeg vil selv løbe Copenhagen Marathon den 19. maj 2013 - og jeg har nu 362 dage til at komme i form.”At vove er at miste fodfæstet et øjeblik, ikke at vove er at miste sig selv.” sagde Søren Kierkegaard. Jeg vælger at vove – hvad vælger du?

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på Facebook

Brikker i et puslespil...

Lige nu er mine ramsløg på vej op af jorden - efter krokus, vintergækker og erantis, kommer nemlig ramsløg. De vokser imponerende hurtigt, og jeg er sikker på, at de ville vinde planternes 100 meter løb - hvis det fandtes. 

Men jeg har bemærket, at ramsløg er en plante vi enten elsker eller hader. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der er indifferente. Vist er den smuk, frisk og vital, men så dufter eller lugter den af løg - afhængig af næsen der bedømmer - og der skilles vandene.  

Jeg holder meget af den og føler virkelig, at jeg lever livet, når jeg kan hente ramsløg ind fra min egen skov og eksperimentere med hjemmelavet ramsløgsolie, sauce verte eller pesto. Andre vil hellere købe den slags færdiglavet, pakket og klart i supermarkedet, for det er jo bare så forskelligt, hvad vi vælger at bruge vores tid på.   

Jeg kender en, der ikke kan komme igennem dagen uden en lang løbetur. Regn, tørke, sne eller 40 graders varme kan ikke afholde ham fra at motionere. Han ser faktisk ingen forhindringer, når han skal udøve fysisk aktivitet. Jeg forestiller mig, at hvis han en dag ikke kan finde sine løbe sko, vil han sagtens kunne løbe i gummistøvler eller på bare fødder. 

En anden fylder sit liv med musik. Han spiller guitar og klaver mindst 4 timer om dagen og er alligevel så organiseret, at han også har tid til lektier, venner og fritidsjob. Tidligt om morgenen, drager han glad af sted til skole på sin knallert som er pakket som et æsel med skoletaske, gymnastiktaske - og så lige en elguitar på ryggen.  

Jeg kender efterhånden mange, der til gengæld ikke føler, at de rigtigt lever livet, med mindre de laver en Facebook- eller Twitter opdatering hver anden time. Om de så har en fuldpakket dag med arbejde, rengøring, indkøb, fire snotunger, madlavning, to forældremøder og en familiefødselsdag, så når de alligevel at lave 4 status opdateringer. 

Og så kender jeg en, der læser en bog på 500 sider på et par timer. Hun læser også juridiske lovsamlinger og domme, for sjov. Hun har dertil et læsetungt studie og læser altid lige lidt ekstra for at være på den sikre side. Hun har mand, børn, vasketøj, indkøb og alle de andre gøremål der er i et travlt familieliv. Men nævner jeg en interessant bog, har hun altid lige nået at læse den til næste gang, vi ses. 

På den anden side, er der andre ting, der er så tunge for os, at de ikke kan føres ud i livet. Vi har enten ikke tid, kræfter, sko, briller, knowhow, plads eller penge til det - undskyldningerne står simpelthen pludselig i kø. 

Ind i mellem opfinder vi ligefrem forhindringer, der gør os ude af stand til at gøre det, vi måske føler, at vi burde. Jeg hørte om en kvinde der beklagede sig; hvis hun bare havde en bil, ville hun tage sin lille datter med ud på en tur. Den hurtige vil bemærke, at det netop er fordelen ved en tur, at man ikke behøver en bil. Tag din datter ved hånden, gå ud af døren og gå en dejlig tur med hende. Der er ingen forhindringer, du kan føre det ud i livet lige nu - hvis du virkelig vil.  

Hvad handler det om det der med, at rammerne skal være helt perfekte, før vi føler vi kan føre tingene ud i livet? Hvorfor står undskyldningerne i kø? Hvad skete der med lethedens princip og hvorfor er dét, der er så let for den ene, næsten uoverkommeligt for den anden? Er det bare indstillingen, vi går til emnet med, som i hvor der er vilje er der vej?  

Livet får en ekstra gnist og en lethed, når vi giver plads til dét, der interesserer os, om det er have, motion, litteratur, musik eller ramsløg betyder mindre, når blot vi er tro mod os selv og fylder livet med en hel masse, af det vi brænder for. Tænk hvor fascinerende det er, at lytte til og være sammen med mennesker der går lidenskabeligt op i et bestemt emne. Præsenteret af en ildsjæl kan selv entomologi jo gå hen og blive interessant.  

På en måde er vi som forskellige brikker i livets store puslespil. Ikke to er ens og det er først, når vi lægges sammen med alle de andre brikker; familie, venner og netværk, at vi danner et billede, der virkelig giver mening.  

Det får mig til at tænke på et citat af Oscar Wilde: "Be yourself - everyone else is already taken". Og så går puslespillet op.

De bedste hilsener

Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på Facebook

Det befriende ingenting....

Solen skinner ind af vinduet og laver en varm solplet midt på gulvet. Lige der, i solpletten, vælger min kat at lægge sig. Hvis solen er gemt bag skyer, har han en række andre faste pladser, som han altid indtager med stor beslutsomhed. Han kan ligge der længe - meget længe og tilsyneladende lave....ingenting.

Det er en egenskab, jeg i stigende grad finder beundringsværdig, altså evnen til at fylde en hel dag med befriende ingenting. Lade verden passere forbi udenfor. Tro på, at den nok skal klare sig helt fint uden mig. Slukke mobil, iPad, computer og tv. Krybe op i sofaen, lade solstrålen kærtegne min kind. Lukke øjnene og tage livets lyde ind. Fuglene der kvidrer, huset der ånder, vinden der synger i træernes kroner og glade børns leg – bare lytte til livet på afstand.

Det burde næsten være obligatorisk, for ligesom en tom mave får skyld for mange fejl, tror jeg, at travlhed tager en sikker anden plads – som i hastværk er lastværk.  

Et aktivt, engageret og indholdsrigt liv forudsætter på sin vis evnen til også at kunne trække sig tilbage, trække vejret dybt, regenerere sjælen og bearbejde alle indtryk - måske ikke lige så ofte og længe, som min kat Garfield gør det – indrømmet, det kan godt tage overhånd med ham.  

Men, for meget af det gode, bliver jo netop - for meget. Glansen forsvinder simpelthen. Det sker endog med marcipan, som jeg ellers nærmest forguder. Men efter en hel rulle af det, bliver det bare for meget. Det gælder nok i det hele taget her i livet, det der med balance. Der er talrige eksempler på det. Se bare parterapeuten der er skilt, mekanikerens bil der ikke starter og diætisten der er overvægtig. Kan det tænkes, at de har behov for at beskæftige sig med noget aldeles andet, når de har fri? Et regulært sceneskift?

Jeg kan huske, da jeg var barn, at de voksne altid sagde: "Du skal gøre som jeg siger, ikke som jeg gør", som i virkeligheden bare betød, at de heller ikke selv kunne føre det ud i livet, som de prædikede og ellers i teorien lød skide smart.

Jeg kendte en præst, dygtig og karismatisk og desværre ikke er blandt os mere. Men han fortalte mig, at når han gik til fest og folk fandt ud af, at han var præst, blev han næsten altid trængt op i et hjørne af en eller anden person, der havde brug for at lette sit hjerte, og måske øjnede en hurtig mulighed for syndsforladelse lige der midt i festen. Det var stærkt opslidende, for han havde jo fri og var til fest. Efterhånden, når folk spurgte ham, hvad han arbejdede med, svarede han: "Tømrer" og slog dermed to fluer med et smæk, for han havde bemærket, at håndværkere var ret populære hos damerne.

Det befriende ingenting, den var ikke gået med min farmor. Hun havde andre ord for den slags. Ord som dagdriveri, dovenskab eller ligefrem ungdomssløvsind. Hver en time i hendes liv havde en dagsorden, en agenda, et formål. Faktisk er der mange, der påstår, at ingenting kommer af ingenting. Ja selv i debatten om Big Bang, hvordan det kunne ske, hvis der, som det påstås, ingenting var før.

Jeg vil påstå, at noget af det bedste kommer, lige når vi laver ingenting. Bare se Kærligheden, den kommer først, når vi ingenting gør for at finde den og uventede gæster banker først på døren, når vi ikke har gjort rent. I mine øjne kommer der masser ud af ingenting. Lad os være ærlige, sat på en spids, så er det at lave ingenting i nogen tilfælde langt bedre end det at forsøge alt for hårdt.

Vi vil jo gerne nå det hele og derfor stormer vi alle sammen ud over bakkerne. Hvis hesten er død så stå af, siges det. Min kloge veninde siger; mærk hvordan hesten har det undervejs, sørg for den har det godt, så behøver den ikke dø og du behøver ikke stå af.

Mens jeg har siddet her og lavet absolut ingenting, er krokus, vintergækker og erantis dukket op af jorden – kloden drejer stadig rundt og foråret er på vej. Jeg er til.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder 

Besøg Vi Kvinder på Facebook

De bedste ting i livet...

Hans selskab er kun flygtigt, og hans exit er altid meget sørgelig. Glæden er til gengæld nærmest ubeskrivelig, når han pludselig står her igen. Vi ved aldrig helt nøjagtig, hvornår vi kan forvente hans ankomst, da det afhænger af faktorer, vi simpelthen ikke har indflydelse på. Han er kold, og vi må altid møde ham i hans rette element - udenfor. 

Ikke desto mindre jubler såvel små som store henrykt ved synet af ham. Vi bliver legesyge og nyder hans selskab i sådan en grad, at vi på mystisk vis bærer over med alle hans excentriske særheder.  

Han er vores helt egen snemand, som ankom i søndags og allerede nu kæmper for at blive hos os. Han står så fint placeret ude i haven, hvor vi kan se ham fra køkken vinduerne, hver dag. Lige så meget glæde vi havde med at lave ham, lige så meget lider vi med ham nu, da han kæmper for sit liv - i tøvejr.  

Kan det være elementet af fuldstændig uforudsigelighed, der er så tiltrækkende? Det flygtige bekendtskab? Det faktum at kriterier som sne og den helt rigtige temperatur ikke bare kan bestilles, og det derfor handler om, at smide alt hvad vi har i hænderne, når det sker? Eller er det skønne minder fra vores egen, vores børn og børnebørns barndom, der opleves igen på herligste vis?   

Her i disse krisetider, hvor det heldigvis handler meget mere om at være og opleve end at have og vise, må vi sætte pris på de skønne, gratis glæder vi trods alt stadig har adgang til. At lave en snemand er bare en af dem. 

Det er oplevelserne, vi husker på den lange bane. Hyggestunder, udflugter og aktiviteter med familie, venner og veninder. Hvis du ikke ved det, er der et helt specielt sted i hjertet - særligt indrettet til at langtidsopbevare disse minder - så vi kan tage dem frem på en regnfuld dag, i overført betydning, og lune os ved dem. De forgår aldrig og glæder for evigt.  

Det bedste var næsten, at nyhederne valgte at bringe et billede af en anden families snemand forleden aften - hvor smukt og livsbekræftende er det ikke, i en tid hvor de ellers kun viser indslag om krise, krig og ødelæggelse?  

Det smukke ved en oplevelse, som fx at bygge en snemand kan være, at det nærmest er et værk under udarbejdelse - hvor vi må blive, holde fokus, engagere os og følge udviklingen. Lade os medrive, henrykke og overraske. Sænke paraderne og være åbne og ikke mindst sammen med andre. Føle fællesskab og samhørighed.  

Det smukke ved en oplevelse er jo, at den er forgængelig undtaget for sindet, hvor den til gengæld bliver et smukt minde (over tid endnu smukkere…). Oplevelsen er levende, her og nu intens, men også skrøbelig, fordi vi alle er med til at påvirke den i enten positiv eller negativ retning.  

Jeg holder meget af at træde et skridt tilbage og evaluere min tid, gøremål, ja livet. Det er måske netop tanken om, at vi kan miste, og alt er forgængeligt, der skærper vores sanser og lysten til vedholdende og aktivt at gøre en indsats for et godt og helstøbt liv fyldt med fællesskab og skønne oplevelser. Se bare vores bugnende event liste i netværket, som vidner om netop det.  

De bedste ting i livet er ikke ting. 

Det var lige Valentins dag, og når det gælder om at erklære sin kærlighed - siger jeg glem alt om blomster og chokolade. Jeg tænder på min mand når han, med et glimt i sine frække øjne, siger: "Skat, der er sne og temperaturen er perfekt - vil du med ud at lave en snemand?" Det er da en kærlighedserklæring af format.  

Jeg sidder ved mit køkkenbord og skriver dette blogindlæg. Ud af vinduet kan jeg se vores snemand langsomt smelte. Han er snart helt væk. Jeg bliver en lille smule trist - han var en virkelig flot fyr - men jeg husker straks, de skønne timer vi havde med at lave ham, og så trøster jeg mig selv med, at han kommer igen til næste år. Håber jeg.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder...
Besøg os på Facebook...