De bedste ting i livet...

Hans selskab er kun flygtigt, og hans exit er altid meget sørgelig. Glæden er til gengæld nærmest ubeskrivelig, når han pludselig står her igen. Vi ved aldrig helt nøjagtig, hvornår vi kan forvente hans ankomst, da det afhænger af faktorer, vi simpelthen ikke har indflydelse på. Han er kold, og vi må altid møde ham i hans rette element - udenfor. 

Ikke desto mindre jubler såvel små som store henrykt ved synet af ham. Vi bliver legesyge og nyder hans selskab i sådan en grad, at vi på mystisk vis bærer over med alle hans excentriske særheder.  

Han er vores helt egen snemand, som ankom i søndags og allerede nu kæmper for at blive hos os. Han står så fint placeret ude i haven, hvor vi kan se ham fra køkken vinduerne, hver dag. Lige så meget glæde vi havde med at lave ham, lige så meget lider vi med ham nu, da han kæmper for sit liv - i tøvejr.  

Kan det være elementet af fuldstændig uforudsigelighed, der er så tiltrækkende? Det flygtige bekendtskab? Det faktum at kriterier som sne og den helt rigtige temperatur ikke bare kan bestilles, og det derfor handler om, at smide alt hvad vi har i hænderne, når det sker? Eller er det skønne minder fra vores egen, vores børn og børnebørns barndom, der opleves igen på herligste vis?   

Her i disse krisetider, hvor det heldigvis handler meget mere om at være og opleve end at have og vise, må vi sætte pris på de skønne, gratis glæder vi trods alt stadig har adgang til. At lave en snemand er bare en af dem. 

Det er oplevelserne, vi husker på den lange bane. Hyggestunder, udflugter og aktiviteter med familie, venner og veninder. Hvis du ikke ved det, er der et helt specielt sted i hjertet - særligt indrettet til at langtidsopbevare disse minder - så vi kan tage dem frem på en regnfuld dag, i overført betydning, og lune os ved dem. De forgår aldrig og glæder for evigt.  

Det bedste var næsten, at nyhederne valgte at bringe et billede af en anden families snemand forleden aften - hvor smukt og livsbekræftende er det ikke, i en tid hvor de ellers kun viser indslag om krise, krig og ødelæggelse?  

Det smukke ved en oplevelse, som fx at bygge en snemand kan være, at det nærmest er et værk under udarbejdelse - hvor vi må blive, holde fokus, engagere os og følge udviklingen. Lade os medrive, henrykke og overraske. Sænke paraderne og være åbne og ikke mindst sammen med andre. Føle fællesskab og samhørighed.  

Det smukke ved en oplevelse er jo, at den er forgængelig undtaget for sindet, hvor den til gengæld bliver et smukt minde (over tid endnu smukkere…). Oplevelsen er levende, her og nu intens, men også skrøbelig, fordi vi alle er med til at påvirke den i enten positiv eller negativ retning.  

Jeg holder meget af at træde et skridt tilbage og evaluere min tid, gøremål, ja livet. Det er måske netop tanken om, at vi kan miste, og alt er forgængeligt, der skærper vores sanser og lysten til vedholdende og aktivt at gøre en indsats for et godt og helstøbt liv fyldt med fællesskab og skønne oplevelser. Se bare vores bugnende event liste i netværket, som vidner om netop det.  

De bedste ting i livet er ikke ting. 

Det var lige Valentins dag, og når det gælder om at erklære sin kærlighed - siger jeg glem alt om blomster og chokolade. Jeg tænder på min mand når han, med et glimt i sine frække øjne, siger: "Skat, der er sne og temperaturen er perfekt - vil du med ud at lave en snemand?" Det er da en kærlighedserklæring af format.  

Jeg sidder ved mit køkkenbord og skriver dette blogindlæg. Ud af vinduet kan jeg se vores snemand langsomt smelte. Han er snart helt væk. Jeg bliver en lille smule trist - han var en virkelig flot fyr - men jeg husker straks, de skønne timer vi havde med at lave ham, og så trøster jeg mig selv med, at han kommer igen til næste år. Håber jeg.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder...
Besøg os på Facebook...

Krise, kram og kærlighed

Det var en af de dage, hvor jeg kom ud af sengen på det forkerte ben. Slog dynen til side og mærkede straks en bidende kulde. Jordvarmeanlægget var stået af i løbet af natten, og det føltes som minus 12 grader i soveværelset. Bebrejdende blikke fra hund og kat på vej ud til badeværelset, efterfulgt af et iskoldt brusebad, som effektivt fjernede den sidste snert af mulighed for, at jeg nogensinde bliver vinterbader – selv om det ellers er blevet meget populært.

Sådan en hændelse kommer sjældent alene – det ville være alt for let. Andre udfordringer fulgte; katten havde kastet en hårbolle op på det lyse gulvtæppe, en halv meter sne foran hoveddøren, en stor uventet regning i postkassen, hunden stjal et halvt rugbrød fra køkkenbordet, mens jeg var ude ved postkassen, og veninden ringede og fortalte, at hun havde fået en uhelbredelig sygdom. Som en trillende snebold der bare blev større og større, blev dagen værre og værre.

Jeg overvejede kraftigt at lave ”Maude manøvren”, og gemme mig under dynen i min seng eller halvt opgivende kaste blikket ”Jeg har brug for, at du er stor og stærk nu” på min mand og overlade det hele til ham...

Livet byder på overraskelser, der spænder ben, selv om vi forsøger at planlægge helvede ud af det. Vi laver lister i en uendelighed, der skal strukturere og kategorisere vore liv, så vi husker at nå, alt det vi har så travlt med. Egentlig kan det føles helt befriende, at tage imod livets benspænd med åbne arme – og nyde det skæve liv, der kører parallelt med listerne. Være let om hjertet og have evnen til at danse triumferende over for skæbnen. Have fokus på et autentisk liv, med de mest basale ting som varme, mad og kærlighed. Være limen der holder mennesker sammen i en tid, hvor alt handler om krise og dårlig økonomi. Have fokus på, hvor banalt det end lyder, kærlighed til de mennesker vi har omkring os, og den tid vi har sammen. Alt andet kan jo være lige meget om 100 år.

Dyrke de dybe relationer, dem der tager tid, dem vi ved, vi kun kan få på den lange bane, når vi møder andre, med et åbent sind og tager os tid til at lytte. Relationer der er fredfyldte og giver plads til fejl, mangler og udfordrende dage, men også til glæde og udfoldelse af talent. De relationer har jeg i vores netværk, kvinder der altid er i den anden ende af en e-mail, et telefonopkald eller i sofaen ved siden af mig, med en kop varm kaffe og et kram – alt efter behov.

Det er skide koldt i huset, og vi beslutter os for at lave ingenting og samles foran brændeovnen. Hele familien kryber sammen skulder ved skulder – hund og kat er også med. Dagen igennem henter vi brænde ind fra skuret og fyrer godt op, så veddet knirker og knager.  Vi spiser, snakker og hygger, og vi nyder oplevelsen af samhørighed midt i krisen. TV forbliver slukket, vi hører ikke nyhederne og kigger ikke på uret – vi holder fri fra tidens tyranni.

Natten falder på, min mand og jeg kryber tættere sammen under dynen - det er jo stadig koldt i huset, så kram og kærlighed gør virkelig godt.

Næste morgen, da jeg slår dynen til side og står ud af sengen, har jordvarmeanlægget igen fået opvarmet vores gamle hus fra 1864, og temperaturen er oppe på sine normale 20 grader. Under bruseren skyller 38 grader varmt vand ned over min krop - dejligt. Ned af trappen og ind i køkkenet til en sund morgenmad. Ved siden af kaffekoppen ligger min ipad – klar til dagens liste… 

De bedste hilsener

Annemette Klæbel


Besøg vi-kvinder.dk 

Besøg os på Facebook 

Det vi tror, vi ser…

Det var i bilen, på en lang køretur til Nordsjælland, at snakken faldt på Dronningens 40 års jubilæum. Jeg var 8 år, da hun blev kronet, og hvis jeg virkelig graver i min hukommelse, kan jeg måske godt huske det. Jeg kan også huske den gamle konge, Frederik den 9, måske mest fordi jeg syntes, at han lignede min farfar så meget, hvilket jeg fortalte min mand, mens vi sad der i bilen. Han kiggede overrasket på mig og sagde, at han ellers altid havde syntes, at den gamle konge lignede hans morfar.  

Enten lignede gamle mænd, dengang, alle sammen hinanden, ellers også har vi som børn ikke rigtigt set dem, men blot registreret, at de var gamle og automatisk placeret dem i "gamle mænd kassen" oppe i hovedet. Ligesom når jeg ser en bil og pr. automatik placerer den i "røde biler kassen" eller "sorte biler kassen" - og når min mand så spørger mig hvilket mærke den var - bliver jeg helt blank i øjnene, for den kasse har jeg ikke.  

Det får mig til at tænke på, hvor mange andre ting vi mon ser, men ikke rigtig ser?  

Min mormor skrev om en oplevelse i skolen i 1915, hvor hun delte skolepult med en dreng, som viste hende noget - hun ikke så. Hun beskrev det sådan her: "En dag midt i en skoletime begyndte drengen, der var min sidekammerat ved en dobbeltpult, i al hemmelighed at knappe gylpen op, idet han hviskede, at han ville vise mig noget. Derpå fremdrog han en lille tynd bajersk pølse og ville have, at jeg skulle føle på den. Jeg syntes, at det var noget rædsomt griseri at opbevare madvarer i bukserne, og vendte demonstrativt ryggen til ham…" 

De fleste af os har "kendte og kongelige kassen" og kan på et split sekund hive farverige fortællinger frem om hvor, hvornår og hvordan vi har mødt kongelige og kendte personer. Min far har ikke den kasse. Han var på golf ferie i Spanien og efter 18 huller, stod han under bruseren i den eksklusive golfklubs omklædningsrum, og faldt i hyggelig snak med en anden golfspiller, som bl.a. spurgte om min far ville med ud og gå 18 huller næste dag. De forlod omklædningsrummet sammen, og da de rendte på min mor i baren, præsenterede manden sig pænt for hende: "Sean Connery". Min far var ganske uimponeret, mens jeg stadig er lidt misundelig over, at han har ”været i bad” med Sean Connery - alias Bond, James Bond.   

Apropos konger og dronninger skrev min mormor, som boede i Søllerød i Nordsjælland, også: "Det må have været på den tid, jeg en dag, mens mor plukkede bær, stod oven på denne kule og så en meget fin soldat komme ridende. Jeg råbte "Goddag soldat" til ham, og han red helt hen til hegnet og holdt hesten an, gjorde honnør og gengældte mit goddag. Jeg stod tilfældigvis med en lækker sommerpære i hånden og spurgte frejdigt, om han ikke ville have den. Han bøjede sig ned imod mig, tog pæren, takkede, bed i den og sagde, at den smagte dejligt, hvorefter han igen gjorde honnør og red videre. Da jeg vendte mig om, så jeg mor kæmpe for at komme op fra en meget dyb knæbøjning, hvilket var aldeles usædvanligt. Det viste sig, at ryttersoldaten havde været selveste kong Christian X. Dette blev den eneste kongelige audiens i mit liv…"

Kendte og kongelige lider ofte under, at blive set alt for meget og skal tænke nøje over hvert skridt de tager, når de går uden for en dør. Omvendt har de ikke, som mange af os andre dødelige, oplevet at være fuldstændige usynlig, som når du taler til en forsamling og absolut ingen hører dig, eller du står i en kø, og alle bare springer dig over, og du til sidst har lyst til at råbe: "Hallo - er jeg usynlig eller hvad?". Nå jo, så måske lige Kronprins Frederik, som efter sigende engang ikke blev genkendt og spurgt hvor han boede, svarede: "I en rundkørsel i København". 

Vi kan også blive set, uden rigtig at blive set, som da jeg som ung mor, for 26 år siden, boede i Paris og dagligt gik tur med min datter i barnevognen, og alle placerede mig i "Au pair pige kassen".  

Eller som da jeg blankt afviste en telefonsælger med sætningen: "Nej tak, vi er meget tilfredse med vores forsikringer" og straks placerede ham i "Irriterende sælger kassen", da han pligtskyldigt ringede for at booke et møde med min mand og mig. Det viste sig, at det var min mand, der selv havde bedt forsikringsmanden om at ringe og booke et møde med os. 

Måske skal vi overveje en markant oprydning i vores respektive kasser, give dem langt mere nuancerede navne og sidst men ikke mindst bruge lidt mere tid på selve sorteringen. 

Min mand var i den Kongelige Livgarde i sin tid, så hans "kendte og kongelige kasse" er naturligvis helt fyldt, da han har mødt dronningen op til flere gange, men hvis jeg spørger ham hvad dronningen havde på af tøj, bliver han helt blank i øjnene - den kasse har han nemlig ikke.

De bedste hilsener

Annemette Klæbel

Besøg vi kvinder
Besøg Vi Kvinder på facebook

Og en pose æblekagerasp…

De første dage i det nye år – og vi har vand i kælderen. Hvad skal jeg lægge i det? Er det et dårligt tegn for 2012, eller er det, som til bryllupper, et godt tegn, når det regner? Det er ikke til at blive klog på, men jeg vælger som altid den positive tilgang. Jeg har ingen indflydelse på de ødelagte rør flere meter under jorden, men jeg har altid indflydelse på min egen tilgang til sagen.

Med kloakmester, forsikringsmand, min mand, et par naboer, hunden, en hel masse regn og ifølge metrologerne også en kommende orkan hængende over hovedet, er der ærligt talt lidt krisestemning i og omkring vores hus. Er det så nu, jeg skal skynde mig ned til supermarkedet og købe gær?

Jeg har bemærket, hver gang der er den mindste risiko for noget, der ligner krise eller naturkatastrofe som strømsvigt, vand i gaderne eller snevejr, er trangen til at hamstre gær enorm i dette land – det mindste tegn og så er alt gær ribbet fra hylderne i samtlige supermarkeder. 

Men når jeg spørger sådan i det daglige, er der faktisk ikke ret mange, der selv bager deres brød, eller for den sags skyld overhovedet får brugt de 27 pakker gær, de panisk hamstrede, da de første snefnug faldt.

Så, hvad handler det om? 

Hos os behøver der slet ikke at være tale om krise eller naturkatastrofe. Når vi handler alle de sædvanlige basisvarer som mælk, æg, brød, fuldkornspasta og kartofler, ja så skal vi hver gang også lige have en pose æblekagerasp. Vi har nemlig et ret unaturligt behov for at kunne lave en gammeldags æblekage. Ikke at vi gør det særlig tit, men muligheden skal være der - hele tiden.

Vi går tilsyneladende ud fra, at vi har både æblegrød og piskefløde hjemme i køkkenskabene, men æblekagerasp, det må vi hellere købe hver eneste gang vi handler ind - og nu har vi efterhånden 14 poser i skabet.

Vi ser lidt af det samme mønster i højtider, fx når julen nærmer sig. Selv om det faktisk er muligt, at få rødkål i 7-eleven juleaftens dag, så er der panik allerede primo november for at handle alt ind til den store julemiddag.

Nu ligger et nyt år for vores fødder og jeg har lagt mærke til, at nytårsforsæt pludselig er gået helt af mode. Nu er det hot at være herre realistisk, og inden året overhovedet rigtigt er begyndt har alle travlt med at erklære, at de ikke laver nytårsforsæt, fordi de alligevel ikke overholdes. Med andre ord; det hele ender alligevel skidt, så lad endelig være med at forsøge.

Men her går jeg altså mod strømmen og holder fast i, at lige nu kan være et rigtig godt tidspunkt at anlægge sig nye sunde og raske vaner via nytårsforsæt – måske skal vi i min familie holde op med at sige: ”Og en pose æblekagerasp” når vi handler. Det skal nok lykkes os at aflægge den mærkværdige vane, for jeg har hørt, at alting ender godt! Hvis det ikke er godt, er det nemlig ikke enden.

PS: Hvis vejret skifter mening og vi skulle sne inde i år, har vi nok ingen gær - men mon ikke vi kan overleve ca. 4 uger på æblekagerasp?

Godt nytår

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på facebook

5 minutter i jul...

Min svenske venindes far var typen, der altid købte det træ ingen andre ville have - han synes, det var synd for det og forbarmede sig. Det var min veninde faktisk ikke ret imponeret af som barn, men endnu mindre imponeret er hun dog af, at hendes mand øjensynligt har overtaget tilbøjeligheden, og altid kommer hjem med et forkølet eksemplar af et juletræ. Jeg synes nu, det er en sympatisk skik, som jeg næsten ikke kan stå for.

Dog er træet julens hovedperson hos os, og min mand drager derfor hvert år ud i landskabet for at vælge vores juletræ. Vel hjemme igen, viser han stolt det flotte juletræ frem foran vinduet, mens jeg står der inde i varmen, bag ruden, og giver ham thumbs up og et anerkendende smil.  Det er en af de traditioner, der har listet sig ind på os, og nu ikke kan ændres.

En anden er, at jeg den 23. december pynter træet sammen med børn og børnebørn. Kræmmerhuse fyldes omhyggeligt med slik, og de mindste sørger for pynt på de nederste grene, mens de største sørger for de øverste. Træet bliver på den måde et unikt og spændende produkt af familiens samlede indsats, og vi betragter det bagefter stolte, fra vores pladser ved langbordet, hvor vi spiser risengrød og drikker et glas hvidtøl.

Ja, julen banker igen på døren, og jeg synes ellers, at det var 5 minutter siden, jeg pakkede den sidste julekugle forsvarligt ind i silkepapir og gemte den væk i skabet. Er der noget om, at der bliver kortere mellem julene? Måske, men i dag lignede krummerne på min tallerken, efter morgenbollen, en stjernehimmel, og så ved jeg, at julestemningen atter har lykkes at finde mig, og jeg åbner med glæde kasserne med julegrej og skøn mystik.

Kalenderlyset, som vi har købt til spisebordet hvert år, var i virkeligheden et jule-stress-lys i forklædning, fordi det bare ikke ville brænde ned til dagens dato. Så for tre år siden købte vi et kalenderlys uden tal og i stedet med teksten fra Peters jul. Det brænder lige så langsomt, og efter tre år er vi kun nået til "....men jeg kan dog høre, - tys! I morges var det julelys og røde bånd og svesker." Men det stresser til gengæld slet ikke, for Peters jul kan kun blive alt for hurtigt færdig.

Gensynet med gammelt julepynt er altid en glæde. Min farmors gamle klokke med julemusik-out-of-tune pga. alderdom, oldemors gamle julenisse, der kun nødtørftigt hænger sammen og har fast plads under juletræet, og ikke mindst juletræs pyntet, som børnene husker fra de var helt små. Et år var jeg faktisk lige ved at blive fristet til en såkaldt designer jul, men hvor smuk sådan en end er, er det er bare ikke jul hos os, med mindre det autentiske, gamle, let krøllede men magiske julepynt er med til at sætte stemningen.

Vi holder jul på vores gamle præstegård for hele familien, som er en dejlig broget flok fra 1 til 84 år - hund og kat er naturligvis også med. Det er en af julens lyksaligheder, at vi er så mange, at ingen ser, hvis der mangler en, når julemanden kommer hen over gårdspladsen med sin jule sæk. Men bagsiden af medaljen er dog, at heller ingen ser, når vores hund, Ronja, snuser sig frem - som en anden narko hund - til chokolade, vingummi og andet spiseligt i gæsternes bagage, og bagefter - gerne midt i julefreden - ganske ugenert kaster det hele op igen - på gulvtæppet (....aldrig på gulvet hvor det ville være alt for let at vaske). Det er bestemt ikke sjovt i situationen, men hvor utroligt det end lyder, bliver vi glade for det i længden. For når det kommer på afstand, bliver det pludseligt underholdende, og de jule hvor noget gik "galt", er faktisk dem vi holder mest af, tænker tilbage på og taler om.

Et år skulle julemanden bag om huset, ad en lille flisebelagt sti. Det havde sneet, men sneen var først tøet og siden frosset til is, så der var spejlblankt, da julemanden kom løbende. To skridt inde på stien, skred han på isen, fløj op i luften og landede med et brag på ryggen. Da han dukkede op ved vores havedør, stod hele familien forventningsfulde klar og ventede på en noget forsinket julemand, der ankom med skæve briller, vådt skæg og hold i ryggen. Næste morgen lå der en besked på vores telefonsvarer: "Det er fuc.... Julemanden. Jeg er på vej, men bliver lidt forsinket, fordi jeg lige har taget en ordentlig røvtur på jeres sti. Næste år kaster I fan..... salt på den sti, ellers kommer jeg slet ikke!"

Vi er nabo til kirken, så vi gør alt, hvad vi kan for at nå julegudstjenesten. Når vi skal ud af døren, foregår det i ægte når-familien-skal-på-skovtur stil; stor forvirring med frakker, halstørklæder og huer, og en der leder efter sine handsker af skind, hvorefter en ældre, der ikke hører så godt siger: "Hvad siger I, er der en der har sluppet en vind?". På faldrebet er der bemærkelsesværdigt mange mænd i familien, der melder sig frivilligt - og uopfordret - til at blive hjemme og passe på ænderne i ovnene. Ikke at ænderne ligefrem behøver babysitter, men mændene insisterer, med en alvorlig rynke i panden, på at gøre os denne tjeneste.

Tilbage fra kirken er det tid til Peters jul, som læses højt ved pejsen i stuen. Lille som stor sidder vi side om side og lytter intenst med katten på skød og hunden ved fod - det er min yndlingsstund og en sjældenhed i vores store familie, hvor vi alle sammen ellers taler ofte og meget - og gerne samtidig. Der sidder jeg og betragter mine kære, lille og stor, og midt i denne fredfyldte stund bliver jeg mindet om, at det er dem det hele handler om, dem der giver livet mening. Jeg bliver ydmyg og føler dyb taknemmelighed.

Klokken er nu 5 minutter i jul, men jeg kan lige nå at ønske dig glædelig jul - og tjek lige krummerne på din tallerken, måske ligner de også en stjernehimmel?

Glade julehilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på facebook

Prinser og prinsesser

En tidlig morgenstund sad jeg på en cafe midt i Washington DC. Titusindvis af travle mennesker passerede målrettet forbi på vej til arbejde. Mændene iklædt jakkesæt, kvinderne pæne kjoler og gummisko - næppe en stil Uffe Buchard ville godkende - men virkelig praktisk og jeg gætter på, at de pæne sko var med i tasken.

Midt i menneske mylderet var der pludselig en mand, der stak ud. Han gik i et markant langsommere tempo end flokken - til stor irritation for nogle - lidt foroverbøjet med blikket rettet mod fortovet under hans fødder. Han havde tydeligvis slet ikke travlt med at komme på arbejde. Hvorfor? Tænkte jeg, mens jeg betragtede ham nysgerrigt fra min plads ved cafeens vindue. Er han mon en samvittighedsfuld chef, der skal ind og fyre en dygtig og afholdt medarbejder pga. nedskæringer? Jeg begyndte at fantasere om mandens historie.

Vi gør det alle sammen, og historien vi brygger afhænger helt af øjnene, der betragter. Det vi ser og tænker om oplevelser, steder og mennesker er, om ikke hevet direkte ud af vores mentale bagage, så i hvert til fælde påvirket af den. Vores opfattelse af andre fortæller ofte mere om os selv, har jeg hørt.

Den der netop er blevet skilt tænker måske om manden i Washington, at han var knust, fordi hans livs kærlighed havde forladt ham den selv samme morgen - hvorfor overhovedet leve nu?

Mit barnebarn ville til gengæld have en helt anden eventyrlig historie om manden, noget i retning af; prinsen havde kæmpet for sit kongerige og den seje prinsesse, men var blevet besejret af en kæmpe drage, der vogtede ved slottets porte. Prinsen kunne kun komme forbi dragen, hvis han kendte det hemmelige kodeord, som ville forvandle dragen til en lille, bitte mus. Således gik prinsen nu rundt i Washingtons gader for at regne det hemmelige kodeord ud.

Hun ser nemlig prinser og prinsesser overalt og har bl.a. tegnet det flotte billede herover af tre glade generationer; hende selv med mor og mormor. Bemærk kronerne.

Omvendt har jeg lagt mærke til, at de ældste i familien nærmest aldrig taler om eventyr og drager, men snarere er optaget af helt jordnære ting som busken i haven, der er vokset skævt. Måske ville de tro om manden i Washington, at han gik så langsomt, fordi han havde en ligtorn?

Hænger alder mon proportionalt sammen med – sådan generelt set - hvor detaljeret vores univers er? Som barn fascineres vi af de store eventyr med prinser, prinsesser og drager. Som ung bliver det rock, -reality og popstjerner, der optager os. Som voksne er det terminer og prisen på minimælk. Som pensionister er det måske den skæve busk i haven. Men hvad så når vi nærmer os 100 år, er det så den nedgroede negl og hæmoriden vi fortæller om, når vi mødes i familiens skød til julefrokost - eller er der en bagatelgrænse? Og hvor bliver eventyret, prinserne og prinsesserne egentlig af?

Forsvinder de væk i vasketøjskurven, bliver suget op i støvsugeren, forputter sig i husholdningsbudgettet, eller bag en tallerken i opvaskemaskinen. Lige så stille går de i hvert tilfælde mere og mere i baggrunden, og en dag er de helt væk. Så er det kun den stigende pris på mælk og den dalende aktiekurs, der er tilbage - ikke særligt eventyrligt...

Uden vi opdager det, er vi blevet opslugt af pligter, arbejdsliv og hverdagens trædemølle, og en dag vi går og handler i Fakta, iført vores gamle, slidte jeans og ditto t-shirt, får vi måske - imellem reolerne med konserves og mel - pludselig øje på en barndomskæreste, ham vi  ikke har set i 37 år, ham der hører til tiden med prinser og prinsesser.

Han må for guds skyld Ikke se os i det her outfit, så vi kaster os ned bag reolen og kryber langs den med militær præcision, så BS Christiansen ville være stolt. Fortsætter nede i knæ bag vores indkøbsvogn a la Gaucho Marx fra Marx Brothers, så de andre handlende tror, at vognen kører helt af sig selv, og vi når i sikkerhed bag køledisken.

Puha...han så mig ikke, når vi lige at tænke, da en dyb stemme lyder: "Nå for søren, synes nok, at det var dig. Hvad laver du nede på gulvet?". Vi rejser os, betragter ham, hans runde mave og vigende hårgrænse og konstaterer, at lige så lidt vi selv er prinsesse, er han prins. Virkeligheden har indhentet os, og det går nok alt sammen. Der ved køledisken i Fakta, kommer samtalen hurtigt til at dreje sig om de faldende aktiekurser og den stigende pris på minimælk.

Indrømmet, jeg er et sted i mit liv, hvor aktiekurser, terminer og prisen på fødevarer optager mig voldsomt. Men omvendt vokser jeg nok aldrig helt fra lysten til eventyr, så jeg har lært at tage mine mirakler, hvor jeg kan få dem og elsker at se mig selv igennem mit barnebarns øjne som på tegningen herover med flot, farverig kjole - og prinsesse krone på hovedet. 

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Husker du, så glemmer jeg alt...

Det der med at huske navne, er en vigtig egenskab, når vi netværker. Jeg er ret god til at huske ansigter, også selv om det er hundrede år siden, jeg har set dem. Men navne - det er en helt anden sag. 

Vi er nok mange, der har oplevet at passere et fremmed menneske på gaden, som pludselig stopper op og siger: "Hej, hvor er det længe siden. Hvordan går det?" Du ved, du kender personen, ansigtet er bekendt, men du kan ved gud ikke huske hvorfra og da slet ikke navnet. "Heeej......." siger du tøvende, mens din hjerne kører på højtryk for at huske. Den bladrer fortvivlet hele kartoteket igennem fra A til Z helt tilbage til de efterhånden gamle, falmede kartoteksblade, hvor såvel billeder som tekst næsten ikke er til at tyde længere. Hold kæft, hvor har jeg egentlig mødt mange mennesker igennem hele mit liv - tænker du.  

Personen griner, taler og er tydeligvis meget begejstret over det tilfældige møde. Bladre, bladre, bladre.....er det en forældre til en af mine børns skolekammerater? Er det en gammel kollega? En fra håndboldklubben? Kom nu! Du ved instinktivt, at tiden er ved at løb ud. Lige om lidt vil der blive stille, talestrømmen vil forstumme og det vil forventes, at du bidrager til samtalen - gerne med noget konstruktivt og bare lidt intelligent... 

Vi var en gang til bryllup, et af de helt store, hvor alle og enhver var inviteret. Vi kendte bruden bedst, gommen så vi faktisk for første gang netop til brylluppet. En eller anden havde fået den gode ide, at en entusiastisk brudepige skulle gå rundt og videofilme gæsterne, som skulle sende en kærlig hilsen til brudeparret. Pludselig pegede hun kameraet mod min mand, og flink som han er, skulle han naturligvis nok sige et par bevingede ord. Det var da også en rigtig fin hilsen han sendte dem - lige bortset fra, at han kaldte gommen et helt andet navn.  

...efter at have ledt forgæves i hjernens kartotek, kan vi vælge mellem to løsninger; den ærlige hvor vi lægger kortene på bordet og erkender, at vi simpelthen ikke kan huske, hvem personen er. Eller den vovede, hvor vi satser helt vildt og forsøger os med meget generelle sætninger, naturligvis helt uden at nævne nogle navne.... 

På den anden side, er det også virkelig irriterende, når andre ikke kan huske vores navn - især hvis vi ses ofte eller ligefrem er i familie. Det er næsten på linje med at være usynlig. I tidernes morgen, da jeg mødte min mand, havde min søde svigerfar besynderligt svært ved at huske mit navn. Han kaldte mig alt muligt andet, men sjældent Annemette. Trods talrige forsøg på at få ham til at huske mit navn, fik jeg først gennembrud, da jeg selv begyndte at kalde ham forskellige, helt tilfældige navne; Knud, Ernst, Frank…. så kunne han pludselig godt huske mit.  

Andre går i den helt anden grøft og over-insisterer ligefrem på at vise, at de kan huske vores navn. Telefonsælgere for eksempel. Vi kender ikke hinanden, har aldrig mødtes og alligevel når telefonsælgere at nævne mit navn imponerende 103 gange på de 20 sekunder, det tager dem at fortælle mig om et særdeles godt tilbud, de har på forsikringer - som var vi bedste venner.  

Nogle navne ligner også hinanden så meget, at det burde være ulovligt. Fx Mathias og Tobias eller Lizette og Linette - det er usportsligt og nærmest at spænde ben for os, der i forvejen har et bugnende navnekartotek i hjernen at holde styr på.  

For mange nybagte forældre er det virkelig en udfordring at finde det rigtige navn til deres barn. Og ikke så få vokser da også op og hedder noget, de egentlig slet ikke føler er "dem". Fx når Bjørn vokser op og bliver et lille, smalskuldret myr. De handlekraftige tager dog sagen i egen hånd, når de bliver voksne og tager navneforandring. Godt for dem, men ikke ligefrem lettere for os andre, med alle disse aliasser. Desuden kan der nu også være tale om særdeles kreative stavemåder i bestræbelserne på at tækkes nummerologi. Så glem alt om at skrive navnet, for du ved med sikkerhed, at de har listet et stumt Z ind i Hanne, men hvor - bliver rent gætværk. 

Ind i mellem bliver jeg rigtig træt af den overflod af data i min hjerne og overvejer seriøst en ctrl + alt + delete, at tilkøbe flere megabytes, en iCloud løsning så alle data bare automatisk gemmes i skyen via wi-fi, eller blot en søgefunktion lige så avanceret som Google.

Men heldigvis har vi en stor hjælp i vores 11 år gamle netværk Vi Kvinder, som alt andet lige gør det meget lettere at huske hinanden og holde kontakten, også selv om der er mange år imellem, at vi ses. Og i mellemtiden har verdens befolkning rundet 7 milliarder, så nu må det da definitivt være lige vel smart at synge "Glemmer du, så husker jeg alt...." 

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Også på facebook.com/vikvinder

November tilgiver

Jeg ved godt det er højst ualmindeligt, men siden jeg var en lille pige, har jeg elsket november. Okay, først fordi jeg vidste, at når bladene fik efterårsfarver og faldt af træerne, var det november og min fødselsdag. Men efterhånden som årene er gået, er min fødselsdag sjovt nok blevet mindre væsentlig, hvem tæller? Nu holder jeg af november af helt andre årsager.

Trods sit dårlige ry synes jeg november er så dejligt uprætentiøs. Den er der bare helt uden den store ballade, nøgtern og ærlig a la tag-mig-som-jeg-er.

November er naturlig smuk på en rå måde, med millioner af blade i orange-gule nuancer, der hvirvler i vinden langs rendesten og hen over græsplæner. Mange af os bliver aldrig for voksne til at lege i bunkerne af blade i skovbunden. November byder på jordnære oplevelser som at samle kastanjer, blade, valnødder og mos til dekorationer, snack og leg.

November er mørk og mystisk. Den er hyggelig med stearinlys. Men november er også tilbage til almindelig tid, den helt originale, hvor vi ikke længere alle sammen skal lade som om, at klokken er mere end den egentlig er.

November måned er opkaldt efter novem, latin for 9, da marts i sin tid åbenbart var første måned. Det er der jo ingen, der ved noget om længere, men det er også irrelevant for min pointe, for november har hele tiden været i slutningen af året, der hvor vi så småt begynder at gøre status: Har vi nået alt det, vi satte os for i år? Og ellers er det heldigvis så sent på året, at det for de fleste af os alligevel kan være befriende lige meget.

Vi får en velfortjent pause. Havemøblerne og græsslåmaskinen bliver sat væk, selv ukrudtet stopper med at vokse. Vi samles i stuerne, tænder op i brændeovnen og finder de lune plaids frem - det er fuldendt hygge med tid til bræt-, kort- og terningspil med familie og venner. Endelig kan vi bare være til. I netværket rykker vores aktiviteter også ind i varmen og vi mødes på lune cafeer omkring en varm kop kaffe og filosofiske samtaler. Samles omkring sangen og musikken i Vi Kvinder-koret. Arrangerer ”Til middag hos” og andet hyggeligt samvær. Kigger på vores stamtræ tilbage til Kong Christian den 10. Går i svømmehal og kommer i form sammen.

Som voksen holder jeg også af november, fordi jeg i teorien kan tage fat i de der typiske vinter sysler, som at sætte billeder i album. Det er altid i november jeg kommer til at tænke på det, men siden 1986 har jeg dog endnu ikke fået det gjort. Det gør nu ikke så meget, for der er noget virkelig rustikt over rejsen Down memory lane i papkasser med tilfældige billeder fra gymnasiet, det år jeg havde bad hair day hele året, de skønne år i Paris - tiden hvor træerne virkelig voksede ind i himlen, da børnene var bitte små, og de stod på stole for at nå køkken bordet, når vi bagte svenske kanel boller sammen - nu er de alle tre for længst vokset mig over hovedet, men de elsker stadig kanel boller.

Timer kan gå ved kasserne med billeder. Vi griner af vores 80'er hår og fortæller historier, som de yngste sjæle aldrig har hørt, og de ældste sjæle næsten har glemt. Billederne lægges pænt tilbage i papkasserne, men jeg ved, at november tilgiver mig min dovenskab, for der er snart ikke flere blade på træerne, og så er det min fødselsdag.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg vi-kvinder.dk

Også på Facebook.com/vikvinder